Gården Dønnes ligger midt i Helgeland i Nordnorge.
Godsets historie kan med sikkerhed føres tilbage til omkring år
1200, og frem til 1911, da godset blev opløst, var det uafbrudt
i privat eje som vistnok det eneste gods i Nordland. Det var i flere hundrede
år ejet af danske adelsmænd, senest af den sidste lensherre
over Nordlandene, Preben von Ahnen, som købte godset i 1651, men
aldrig selv boede på stedet. Han solgte i 1675 godset videre til
amtmand Peder Christoffersen Tønder
(1641-94), som var efterkommer af en familie indvandret fra Sønderjylland
i Danmark. Med Peder Tønder begyndte godsejerne at bo på gården
igen. Han havde ikke selv børn, så godset gik i arv til hans
bror Ole Tønders børn, først til Reinholt Tønder,
som dog forliste på den nærliggende Alstenfjord, og derefter
til Reinholts bror Arnoldus Tønder (ca. 1675-1705), som var gift
med Maria Anna Emahus (død 1721).
Godset gik i arv til deres søn
Hans
Emahus Tønder (1710-52), som var gift med Else Marie Greve.
De havde kun ét barn, datteren Marie Anna Emahus Tønder (1731-1802).
I sammenligning med samtidige danske godser mangler Dønnes de
ydre tegn på storhed og rigdom. Her er ikke nogen imponerende borglignende
herregård med voldgrav, lange alleer og vidtstrakte jagtmarker. Men
tag endelig ikke fejl, for trods den manglende ydre pragt hørte
der til godset nærmest ufatteligt store besiddelser i Nordnorge,
mange hundrede gårde samt huse, fiskepladser, enorme skove m.m. I
1874 - og dette er absolut ikke godsets storhedstid - var det samlede jordtilliggende
på henved 5.000 kv.km. Til sammenligning er Fyns samlede areal under
3.000 kv.km, og Sjællands under 7.000 kv.km. Man skal vogte sig for at sammenligne
danske og nordnorske godsbesiddelser, men det er tankevækkende, at Danmarks i særklasse
største godsbesidder - familien Krag-Juel-Vind-Frijs på Frijsenborg - omkring midten af
1800-tallet havde jordtillingender på omkring 450 kv.km., altså mindre end 10% af
Dønnes-godsets udstrækning. På trods af, at
slægterne Tønder og Coldevin ikke var adelige, nød
gården også adelige privilegier som stamhus igennem adskillige
generationer. Axel Coldevin har i 1980
skrevet en glimrende, men lidet kendt artikel
om Dønnesgodsets historie.
Isach Jørgen Coldevin (1724-93)
Til dette sted kom den unge løjtnant Isach
Jørgen Coldevin i midten af 1700-tallet. Hans
slægt var indvandret til Norge ca. 150 år tidligere, og
mange af hans aner tilhørte det bedre borgerskab i Tønsberg
som skippere, handelsfolk, jordbesiddere og embedsmænd. Hans far
Morten
Coldevin (1694-1735) var først skipper i Tønsberg, men
flyttede i starten af 1720-erne til Nordtrøndelag. Her boede allerede
hans bror Georg Coldevin, stamfar
til officersslægten Coldevin.
Man kan fundere over, hvad der bragte denne familie så langt mod
nord. For Coldevin var bestemt ikke den eneste slægt, som var kommet
sydfra. Selv i dag er det en meget lang rejse, faktisk lige så lang
som fra Danmark til Italien og Spanien. Der var jo heller ikke tale om
nogen ferierejse, men om at disse mennesker rejste langt for at slå
sig ned. Det kan jo nok undre i dag, hvor folk nødig flytter fra
København til Jylland for at få arbejde. Men havet var jo
datidens motorvej, og Tønsberg var inde i en nedgangsperiode, og
så var springet måske ikke så stort. Desuden havde Isach
Coldevin nok en god grund til at rejse nordpå, og han fandt en udmærket
begrundelse for at blive på stedet.
Isach Coldevin kom velsagtens til Helgeland i militært opdrag,
måske landmåling. Men det lokale sagn siger, at der var en
stjernekiggerforening længere sydpå i Norge, som var nødt
til at rejse nordpå for at se bestemte stjerner klart nok, og at
de endte på Dønnesfjeldet, hvorfra der netop var (og er!)
en enestående udsigt. Formand for denne forening var Isach Coldevin,
og da han fik øje på den smukke Marie Anna Tønder,
havde han fundet sin stjerne!
Sagn eller ikke sagn: Parret blev gift i 1751, og i de næste 160
år sad fem generationer af slægten Coldevin på Dønnes.
Isach Coldevins militære karriere blev kort. Han har næppe
virket aktivt med højere rang end løjtnant, men han tog sin
afsked med karakter af kaptajn i 1752, og senere fik han tillagt karakter
af oberstløjtnant. Han har nok også været stolt af sin
militære fortid, for han fik malet en skildervagt på væggen
udenfor sit kontor på Dønnes. Men hans hovedvirke skulle komme
til at ligge på gården og godset. Det var sandsynligvis ham,
som gav gården den udformning, som den havde i knapt 150 år
frem til branden i 1892. Han udvidede også godset betragteligt, bl.a.
ved i 1760 at købe hele Tjøtta gods, hvoraf han dog senere
måtte sælge en del på grund af en skattesag.
Da oberstløjtnant Isach Jørgen Coldevin døde i
1793, styrede enken Maria Anna godset i nogle år, indtil sønnen
Hans
Emahus Tønder Coldevin (1754-1835) overtog omkring 1801. Hans
Coldevin var exam.jur. og købte sig sandsynligvis til sin titel
af krigsråd, men hans store indsats lå på udviklingen
af landbruget på Dønnes. Han lavede vellykkede forsøg
med dyrkning af nye kornsorter og havde ligeledes held med sine krydsninger
indenfor fåreavlen.
Isach Jørgen Coldevin (1802-85)
Efter
krigsråd Hans Coldevins død i 1835 fulgte hans søn,
Isach
Jørgen Coldevin (1802-85), som var gift med Anne
Cathrine Bech Walnum (1803-97). Isach Coldevin havde vel ingen formel
uddannelse, men blev alligevel en af de markante skikkelser i slægten.
Han var en gammeldags, patriarkalsk type, som måske ikke havde så
let ved at følge de stærke omskiftelser, som nu kom i samfundet
omkring ham. Alligevel nød han meget stor respekt, og han blev ofte
benyttet som opmand af sine bønder i deres indbyrdes stridigheder. Isach
Coldevin er ophavsmand til det kendte
Coldevinske slægtsregister fra Dønnes og skrev desuden beretningen
Dønnæs Gaard og dens Eiere.
Hans J.E.T. Coldevin (1834-1932)
Hans J.E.T. Coldevin (1834-1932) overtog driften af Dønnes omkring
1870. Med ham rykkede et mere moderne landbrug ind. Hans Coldevin var landbrugsuddannet
både i Norge, i Danmark og i Skotland, og han indførte nye
maskiner, dyrkningsmetoder og kornsorter, hvoraf 'Dønnes-byggen'
blev særligt kendt. Han blev den første ordfører i
Dønna Komune, og han drev tillige i nogle år en husholdningsskole
på Dønnes. I 1895 blev han udnævnt til ridder af Sankt
Olavs orden. Med sine to koner, Marie Danholm Wulff (1842-1880) og
Anne Margrethe Henrikke Aas (1853-1911) fik han 13 børn, heriblandt
min oldemor Kathrine Antonette
Coldevin (1870-1956), Isach Jørgen Coldevin (1877-1968), som
blev den sidste godsejer på Dønnes, samt historikeren
Axel
Coldevin (1900-92), hvorfra jeg har det meste af min viden om denne
slægt.
Isach J. Coldevin (1877-1968)
Den sidste Coldevin på Dønnes var altså navnebror til den
første. Denne Isach Coldevin (1877-1968) var en foregangsmand
i norsk landbrug. Han overtog godset i 1904 og moderniserede landbruget
med henblik på at forbedre de økonomiske og sociale vilkår
i landsdelen. Nogle af hans metoder var ligefrem langt forud for
hans tid. I bagklogskabens klare lys er dette ganske paradoksalt, for i
begyndelsen af det 20. århundrede var storgodsernes tid forbi. En enkelt - i dagens lys måske
ligefrem tragikomisk - disposition illustrerer paradokset. I 1908 importerede
han Norges første benzindrevne traktor. Dette skete fem år,
før Nordland fik sin første bil. Men traktorer var på
dette tidspunkt slet ikke tilpasset de lokale vilkår, og den kom
aldrig til at virke efter hensigten. Det kan selvfølgelig ses som
en uheldig forretningsmæssig disposition - hvad det var - men det
viser os fremfor alt en godsejer, som forsøger at overkomme en dyb krise
med et teknologisk tigerspring. Desværre forgæves, for tiden var forlængst
løbet fra storgodserne i Nordnorge. Dampskibene, ændrede handelsforhold,
bankerne, nye økonomiske, sociale og politiske forhold havde afgørende
ændret storgodsernes betingelser til det værre. Det gik ned
ad bakke økonomisk, og i 1911 måtte Isach Coldevin gå
fra godset - en begivenhed, som han aldrig overvandt. Han udvandrede til
USA og døde der, men ligger dog begravet ved Dønnes Kirke.
Tabet af godset blev af slægten betragtet som en katastrofe. Ikke
økonomisk, for Dønnes var ikke i Coldevin-ernes tid blevet
drevet med personlig økonomisk vinding for øje. Dette findes
der talrige eksempler på. Derimod følte familien en stærk
forpligtelse overfor godset, dets traditioner og ikke mindst dets leilendinger
(fæstebønder). At man ikke længere kunne opfylde denne
forpligtelse, blev opfattet som en personlig tragedie.
En æra er slut. Men den lokale befolkning omfatter stadig slægten
Coldevin med stor veneration. Det mærkes i stort som i småt.
For eksempel rejste Dønna Bondelag i 1972 en mindesten for Isach
Coldevin (1877-1968). Og den dag i dag vedligeholder de nuværende
ejere af Dønnes
Gård en stue i samme stil som i Coldevin-ernes tid, og et veritabelt
anegalleri
af slægten hænger i en anden stue. Mindet består.
Se også:
Slægten Coldevins historie
Beretninger om Dønnes
Dønnesgodsets historie
Anegalleriet fra Dønnes
"Tøndernes Æt" - Coldevinske Slægtsregister fra Dønnes
Summarisk og ufuldstændig
slægtstavle for de første generationer af slægten Coldevin
Slægtstavle for slægten Coldevin
på Dønnes
Officersslægten Coldevin
i Trøndelag
Jan Jochumsen Coldevins efterslægt
Dorothea Coldeveys efterslægt
Hjemmeside for Dønnes
Gård
Odd Sørgårds
udførlige beskrivelse af Dønnes' historie
Historikeren Axel J. Coldevin (1900-92)
Lidt om min egen tilknytning til slægten
Coldevin
Kilder vedrørende Coldevin
Andre som forsker i slægten Coldevin
Efterlysninger vedrørende Coldevin
|