Jan TuxenColdevin > Slægten på Dønnes English, please!
Coldevin
Slægten på Dønnes

Gården Dønnes ligger midt i Helgeland i Nordnorge. Godsets historie kan med sikkerhed føres tilbage til omkring år 1200, og frem til 1911, da godset blev opløst, var det uafbrudt i privat eje som vistnok det eneste gods i Nordland. Det var i flere hundrede år ejet af danske adelsmænd, senest af den sidste lensherre over Nordlandene, Preben von Ahnen, som købte godset i 1651, men aldrig selv boede på stedet. Han solgte i 1675 godset videre til amtmand Peder Christoffersen Tønder (1641-94), som var efterkommer af en familie indvandret fra Sønderjylland i Danmark. Med Peder Tønder begyndte godsejerne at bo på gården igen. Han havde ikke selv børn, så godset gik i arv til hans bror Ole Tønders børn, først til Reinholt Tønder, som dog forliste på den nærliggende Alstenfjord, og derefter til Reinholts bror Arnoldus Tønder (ca. 1675-1705), som var gift med Maria Anna Emahus (død 1721). Godset gik i arv til deres søn Hans Emahus Tønder (1710-52), som var gift med Else Marie Greve. De havde kun ét barn, datteren Marie Anna Emahus Tønder (1731-1802).

I sammenligning med samtidige danske godser mangler Dønnes de ydre tegn på storhed og rigdom. Her er ikke nogen imponerende borglignende herregård med voldgrav, lange alleer og vidtstrakte jagtmarker. Men tag endelig ikke fejl, for trods den manglende ydre pragt hørte der til godset nærmest ufatteligt store besiddelser i Nordnorge, mange hundrede gårde samt huse, fiskepladser, enorme skove m.m. I 1874 - og dette er absolut ikke godsets storhedstid - var det samlede jordtilliggende på henved 5.000 kv.km. Til sammenligning er Fyns samlede areal under 3.000 kv.km, og Sjællands under 7.000 kv.km. Man skal vogte sig for at sammenligne danske og nordnorske godsbesiddelser, men det er tankevækkende, at Danmarks i særklasse største godsbesidder - familien Krag-Juel-Vind-Frijs på Frijsenborg - omkring midten af 1800-tallet havde jordtillingender på omkring 450 kv.km., altså mindre end 10% af Dønnes-godsets udstrækning. På trods af, at slægterne Tønder og Coldevin ikke var adelige, nød gården også adelige privilegier som stamhus igennem adskillige generationer. Axel Coldevin har i 1980 skrevet en glimrende, men lidet kendt artikel om Dønnesgodsets historie.

Isach Jørgen Coldevin (1724-93)

Isach Jørgen Coldevin (1724-93)

Til dette sted kom den unge løjtnant Isach Jørgen Coldevin i midten af 1700-tallet. Hans slægt var indvandret til Norge ca. 150 år tidligere, og mange af hans aner tilhørte det bedre borgerskab i Tønsberg som skippere, handelsfolk, jordbesiddere og embedsmænd. Hans far Morten Coldevin (1694-1735) var først skipper i Tønsberg, men flyttede i starten af 1720-erne til Nordtrøndelag. Her boede allerede hans bror Georg Coldevin, stamfar til officersslægten Coldevin.

Man kan fundere over, hvad der bragte denne familie så langt mod nord. For Coldevin var bestemt ikke den eneste slægt, som var kommet sydfra. Selv i dag er det en meget lang rejse, faktisk lige så lang som fra Danmark til Italien og Spanien. Der var jo heller ikke tale om nogen ferierejse, men om at disse mennesker rejste langt for at slå sig ned. Det kan jo nok undre i dag, hvor folk nødig flytter fra København til Jylland for at få arbejde. Men havet var jo datidens motorvej, og Tønsberg var inde i en nedgangsperiode, og så var springet måske ikke så stort. Desuden havde Isach Coldevin nok en god grund til at rejse nordpå, og han fandt en udmærket begrundelse for at blive på stedet.

Isach Coldevin kom velsagtens til Helgeland i militært opdrag, måske landmåling. Men det lokale sagn siger, at der var en stjernekiggerforening længere sydpå i Norge, som var nødt til at rejse nordpå for at se bestemte stjerner klart nok, og at de endte på Dønnesfjeldet, hvorfra der netop var (og er!) en enestående udsigt. Formand for denne forening var Isach Coldevin, og da han fik øje på den smukke Marie Anna Tønder, havde han fundet sin stjerne!

Sagn eller ikke sagn: Parret blev gift i 1751, og i de næste 160 år sad fem generationer af slægten Coldevin på Dønnes. Isach Coldevins militære karriere blev kort. Han har næppe virket aktivt med højere rang end løjtnant, men han tog sin afsked med karakter af kaptajn i 1752, og senere fik han tillagt karakter af oberstløjtnant. Han har nok også været stolt af sin militære fortid, for han fik malet en skildervagt på væggen udenfor sit kontor på Dønnes. Men hans hovedvirke skulle komme til at ligge på gården og godset. Det var sandsynligvis ham, som gav gården den udformning, som den havde i knapt 150 år frem til branden i 1892. Han udvidede også godset betragteligt, bl.a. ved i 1760 at købe hele Tjøtta gods, hvoraf han dog senere måtte sælge en del på grund af en skattesag.

Da oberstløjtnant Isach Jørgen Coldevin døde i 1793, styrede enken Maria Anna godset i nogle år, indtil sønnen Hans Emahus Tønder Coldevin (1754-1835) overtog omkring 1801. Hans Coldevin var exam.jur. og købte sig sandsynligvis til sin titel af krigsråd, men hans store indsats lå på udviklingen af landbruget på Dønnes. Han lavede vellykkede forsøg med dyrkning af nye kornsorter og havde ligeledes held med sine krydsninger indenfor fåreavlen.

Isach Jørgen Coldevin (1802-85)

Isach Jørgen Coldevin (1802-85)

Efter krigsråd Hans Coldevins død i 1835 fulgte hans søn, Isach Jørgen Coldevin (1802-85), som var gift med Anne Cathrine Bech Walnum (1803-97). Isach Coldevin havde vel ingen formel uddannelse, men blev alligevel en af de markante skikkelser i slægten. Han var en gammeldags, patriarkalsk type, som måske ikke havde så let ved at følge de stærke omskiftelser, som nu kom i samfundet omkring ham. Alligevel nød han meget stor respekt, og han blev ofte benyttet som opmand af sine bønder i deres indbyrdes stridigheder. Isach Coldevin er ophavsmand til det kendte Coldevinske slægtsregister fra Dønnes og skrev desuden beretningen Dønnæs Gaard og dens Eiere.

Hans Johan Emahus Tønder Coldevin (1834-1932)

Hans J.E.T. Coldevin (1834-1932)

Hans J.E.T. Coldevin (1834-1932) overtog driften af Dønnes omkring 1870. Med ham rykkede et mere moderne landbrug ind. Hans Coldevin var landbrugsuddannet både i Norge, i Danmark og i Skotland, og han indførte nye maskiner, dyrkningsmetoder og kornsorter, hvoraf 'Dønnes-byggen' blev særligt kendt. Han blev den første ordfører i Dønna Komune, og han drev tillige i nogle år en husholdningsskole på Dønnes. I 1895 blev han udnævnt til ridder af Sankt Olavs orden.  Med sine to koner, Marie Danholm Wulff (1842-1880) og Anne Margrethe Henrikke Aas (1853-1911) fik han 13 børn, heriblandt min oldemor Kathrine Antonette Coldevin (1870-1956), Isach Jørgen Coldevin (1877-1968), som blev den sidste godsejer på Dønnes, samt historikeren Axel Coldevin (1900-92), hvorfra jeg har det meste af min viden om denne slægt.

 
Isach Jørgen Coldevin (1877-1968)

Isach J. Coldevin
(1877-1968)

Den sidste Coldevin på Dønnes var altså navnebror til den første. Denne Isach Coldevin  (1877-1968) var en foregangsmand i norsk landbrug. Han overtog godset i 1904 og moderniserede landbruget med henblik på at forbedre de økonomiske og sociale vilkår i  landsdelen. Nogle af hans metoder var ligefrem langt forud for hans tid. I bagklogskabens klare lys er dette ganske paradoksalt, for i begyndelsen af det 20. århundrede var storgodsernes tid forbi. En enkelt - i dagens lys måske ligefrem tragikomisk - disposition illustrerer paradokset. I 1908 importerede han Norges første benzindrevne traktor. Dette skete fem år, før Nordland fik sin første bil. Men traktorer var på dette tidspunkt slet ikke tilpasset de lokale vilkår, og den kom aldrig til at virke efter hensigten. Det kan selvfølgelig ses som en uheldig forretningsmæssig disposition - hvad det var - men det viser os fremfor alt en godsejer, som forsøger at overkomme en dyb krise med et teknologisk tigerspring. Desværre forgæves, for tiden var forlængst løbet fra storgodserne i Nordnorge. Dampskibene, ændrede handelsforhold, bankerne, nye økonomiske, sociale og politiske forhold havde afgørende ændret storgodsernes betingelser til det værre. Det gik ned ad bakke økonomisk, og i 1911 måtte Isach Coldevin gå fra godset - en begivenhed, som han aldrig overvandt. Han udvandrede til USA og døde der, men ligger dog begravet ved Dønnes Kirke.

Tabet af godset blev af slægten betragtet som en katastrofe. Ikke økonomisk, for Dønnes var ikke i Coldevin-ernes tid blevet drevet med personlig økonomisk vinding for øje. Dette findes der talrige eksempler på. Derimod følte familien en stærk forpligtelse overfor godset, dets traditioner og ikke mindst dets leilendinger (fæstebønder). At man ikke længere kunne opfylde denne forpligtelse, blev opfattet som en personlig tragedie.

En æra er slut. Men den lokale befolkning omfatter stadig slægten Coldevin med stor veneration. Det mærkes i stort som i småt. For eksempel rejste Dønna Bondelag i 1972 en mindesten for Isach Coldevin (1877-1968). Og den dag i dag vedligeholder de nuværende ejere af Dønnes Gård en stue i samme stil som i Coldevin-ernes tid, og et veritabelt anegalleri af slægten hænger i en anden stue. Mindet består.


Se også:

Slægten Coldevins historie
Beretninger om Dønnes
Dønnesgodsets historie
Anegalleriet fra Dønnes
"Tøndernes Æt" - Coldevinske Slægtsregister fra Dønnes
Summarisk og ufuldstændig slægtstavle for de første generationer af slægten Coldevin
Slægtstavle for slægten Coldevin på Dønnes
Officersslægten Coldevin i Trøndelag
Jan Jochumsen Coldevins efterslægt
Dorothea Coldeveys efterslægt
Hjemmeside for Dønnes Gård
Odd Sørgårds udførlige beskrivelse af Dønnes' historie
Historikeren Axel J. Coldevin (1900-92)
Lidt om min egen tilknytning til slægten Coldevin
Kilder vedrørende Coldevin
Andre som forsker i slægten Coldevin
Efterlysninger vedrørende Coldevin
In English, please! Jan Tuxens hjemmeside Kommentarer til hjemmesiden? Søgning m.m. på hele hjemmesiden Links Nyheder Validated HTML 4.01, click here to check.
jan@tuxen.info Senest opdateret 21. april 2015