Dønnes 1864. Tegning af J.M. Coldevin efter originalt maleri.
Dønnes var indtil 1911 et nordnorsk storgods, hvis historie går tilbage til sagatiden, med sikkerhed til omkring år 1200 og - hvis kilderne strækkes lidt - til det forrige årtusindeskifte.
Hovedgården Dønnes ligger på den nordlige del af øen Dønna midt i Helgeland. Navnet (tidligere skrevet Dynjarnes) hentyder velsagtens til dønningerne, som slår mod næsset. Dette navn passer vel ikke så godt til gårdens nuværende beliggenhed, trygt skærmet af Dønnesfjellet, men sagnet siger også, at hovedgården tidligere lå nede på Brandsnes ved gårdens havn.
Den, som kommer til Dønnes, bliver ikke mødt af et slotsanlæg med voldgrav, kilometerlange alleer og vidtstrakte korn- og jagtmarker. Ganske vist blev godset opløst for snart hundrede år siden, men heller ikke i storhedstiden var der nogen udadvendt pomp og pragt. Her er, som Bjørnstjerne Bjørnson så præcist udtrykte det: "Hytter og Huse, og ingen Borge".
Men tag endelig ikke fejl. Dette var et gods af enorm udstrækning. Det var i længere tid det største gods i Nordnorge med et tilliggende, som nærmede sig størrelsen af Sjælland, med mange hundrede bøndergårde, husmandssteder, strandhuse og fiskepladser, for ikke at tale om enorme skovstrækninger. Man skiltede ikke med denne ufattelige rigdom, og den blev aldrig realiseret. Den forsvandt af sig selv. Men den eksisterede.
Historien om Dønnes kan berettes på mange måder. Og det er den blevet.
Tre generationer fortæller
Som magtcentrum igennem mange hundrede år har Dønnes naturligvis givet anledning til en del beretninger, lige fra saftige sagaer og sagn over slægtsregistre og beskrivelser af dagliglivet på Dønnes til saglige historiske artikler og bøger med vægt på viden, fakta og kildekritiske analyser.
Alle disse elementer er til stede i en række beretninger skrevet af tre generationer Coldevin over en periode på ca. 100 år fra 1870erne til 1980.
Rækken indledes af godsejer Isach Jørgen Coldevin d.y. (1802-85), som velnok er mest kendt for at have skrevet "Coldevinske slægtsregister fra Dønnes", en række slægtstavler med udgangspunkt i slægten Tønder og med forgreninger i en række indgiftede slægter. Desuden skrev han i 1881 beretningen "Dønnæs Gaard og dens Eiere", en kort og præcis, men ikke alle steder lige velunderbygget historie om Dønnes.
Isach Coldevins søn, godsejer Hans J.E.T. Coldevin (1834-1932) fortsatte og udbyggede fortælletraditionen i sin berømte "røde skrivebok". Heri nedskrev han omkring 1915 beretningerne "Dønnæs Gaard og dens Eiere nedigjennem Tiderne", "Dønnæs Kirke", "Sagn om Dønnæs" og "Forhold i ældre Tider". Disse fortællinger er langt mere fyldige og med flere detaljer end faderens ordknappe artikel og slægtsregister. Specielt er Hans Coldevins beretning om livet på gården interessant.
Rækken afsluttes af Hans Coldevins yngste søn, dr. phil. Axel Coldevin (1900-92), også kaldet "Nordlands historiker". Axel Coldevin opnåede sin doktorgrad igennem afhandlingen "Næringsliv og priser i Nordland 1700-1880", hvori han bl.a. påpeger den stabiliserende treenighed, som i Nordnorge bestod imellem fiskebønder, godsejere og handelsmænd. Axel Coldevin skrev om Dønnes i mange sammenhænge, bl.a. i storværket "Jordegods og storgårder i Nord-Norge", men også i en række artikler, herunder den interessante, men lidet kendte "Dønnesgodset", som indleder registraturen til Coldevinske godsarkiv fra Dønnes (Universitetsbiblioteket i Trondheim).
Som naturligt er, bør der fæstes mest lid til det, som historikeren Axel Coldevin skriver. Men når man gennemser disse beretninger, træder det tydeligt frem, hvorfra han har fået sin historiske interesse, og hvordan summen af viden er steget igennem disse tre generationer.
Andre fortællere
Knut Hamsum har i romanen "Børn av Tiden" skildret de store omskiftelser i slutningen af 1800-tallet og bruger Dønnes og Coldevin-slægten som eksempel.
Biskop Anton Chr. Bang, som blev født på øen Dønna, har i sine erindringer (Gyldendalske Boghandel, 1909) levende beskrevet hændelser og personer på Dønnes.
Knut Moe har i sin dokumentariske bog "Drømmen om en grønn hage" fra 1977 beskrevet Isach Jørgen Coldevin (1877-1968).
Odd Sørgård har på sin hjemmeside om norske storgårde lavet et fyldigt sammendrag af Dønnes' historie, oddso.nvg.org/nsh/nn-donnes.html.
På Dønnes var samlet et veritabelt anegalleri med malerier af medlemmer af slægterne Tønder og Coldevin samt indgiftede. Dette anegalleri befinder sig i dag på Rana Museum, men en kopi hænger på Dønnes, hvor man passer godt på slægtstraditionerne. Ikke blot på Coldevins forresten, men også på en ny slægtstradition, for nu er fjerde generation af slægten Løvdahl ejere af Dønnes gård.
Dønnes Kirke blev i 2006 udnævnt til Nordlands flotteste kirke. Det blev i den forbindelse nævnt, at den i 1999 fejrede sit 800-års jubilæum, og at den indeholder Nordeuropas største private mausolæum med 21 personer af proprietærslægten Coldevin. Kilde: Helgeland Arbeiderblad ( www.helgeland-arbeiderblad.no).
Se også:
Isach Jørgen Coldevin: Dønnæs
Gaard og dens Eiere
Hans Coldevin:
Dønnes gård og dens eiere nedigjennom tidene
Hans Coldevin: Dønnæs Kirke (findes både i
Axel Coldevins transskription og i
min ordrette afskrift)
Hans Coldevin: Sagn om Dønnes
Hans Coldevin: Forhold i eldre tider
Axel Coldevin: Dønnesgodset
Slægten Coldevin på Dønnes
Coldevinske slægtsregister fra Dønnes
Slægtstavle for slægten Coldevin
på Dønnes
Anegalleriet fra Dønnes
Hjemmeside for Dønnes
Gård, www.rv17.no/donnes-gaard.
Odd Sørgårds
udførlige beskrivelse af Dønnes' historie,
oddso.nvg.org/nsh/nn-donnes.html
Historikeren Axel J. Coldevin (1900-92)
