Maleren Hugo Larsen (1875-1950)

Hvad er egentlig forskellen mellem en god kunstner og en god, berømt kunstner? Det findes der naturligvis ikke et entydigt svar på. Men udover at besidde de nødvendige kunstneriske kvaliteter er det i hvert fald vigtigt for en kunstner at være på rette sted i rette tid, hvis han eller hun skal blive berømt i sin  levetid. Og det var Hugo Larsen ikke. Hverken på rette sted eller berømt. Den talentfulde maler tilbragte nemlig sine mest produktive år på de Vestindiske Øer i en periode, hvor det danske samfund totalt tabte interessen for kolonierne. Det gør ikke Hugo Larsen til nogen dårlig maler, men det forhindrede ham i at blive berømt. Helt ukendt var han nu ikke, og hans kunst er stadig værdsat. Det er bare meget få af hans billeder, som er offentligt tilgængelige.

Hugo Larsen var søn af en københavnsk malermester og måtte naturligvis uddanne sig til malersvend, før han i 1894 blev optaget på Kunstakademiet i København, hvor han knyttede sig særligt til professor Frants Henningsen. I 1899 dimitterede han fra Kunstakademiet og debuterede samme år på Charlottenborg. Han bliver nærmest ignoreret i begyndelsen, men fra 1901-02 strømmer de gode anmeldelser ind, f.eks. for Charlottenborg-arbejdet "Straffefangerne bryder Alheden ved Gedhus Plantage". Den gryende succes gav ham mod på en større rejse, og beretningerne om den smukke natur i Dansk Vestindien lokkede.

Dermed blev han uforvarende en brik i et politisk spil, som han næppe forstod. Det kom på afgørende vis til at præge hans kunstneriske udvikling og karriere. På godt - og på ondt.

Den politiske baggrund var, at de vestindiske kolonier havde mistet deres økonomiske betydning for Danmark i løbet af 1800-tallet. Flere gange havde et salg til USA været på tale, idet USA havde en strategisk interesse i området. Interessen for de eksotiske øer var ikke overvældende i Danmark. Man var snarere irriteret over de stadige økonomiske tilskud, som øerne havde behov for. Så den generelle holdning var positiv overfor et salg. Men ved systemskiftet i 1901 kom partiet Højre i opposition og fik behov for mærkesager. Bevaringen af De Vestindiske øer på danske hænder blev en af disse mærkesager, godt hjulpet på vej af stærke erhvervskræfter som f.eks. ØK. Ved rigsdagsafstemningen i 1902 blev salget ganske vist vedtaget i Folketinget, men aftalen blev aldrig ratificeret af Landstinget, hvor Højre stadig havde flertal. Denne mudrede afgørelse medførte et ønske om at påvirke opinionen, og hvad ville være bedre end at udsende en af landets unge lovende konstmalere, så at han kunne hjembringe spændende og eksotiske malerier af kolonierne? Frants Henningsen behøvede derfor blot at lade et ord falde til prinsesse Marie, som også studerede kunst hos ham. Prinsessen overtalte derefter en rig fabrikant og kunstmæcen^[1] til at betale for billetten, og i 1904 stævnede Hugo Larsen ud på sin store rejse.

Årene fra 1904 til 1907 i Dansk Vestindien blev de lykkeligste og mest produktive i Hugo Larsens kunstnerliv. Her malede han landskaber, genrebilleder og portrætter i en smuk blanding af realisme og impressionisme.  Hans billeder havde vel ikke det socialpolitiske islæt som Frants Henningsens og ej heller den idylliske tone som i nogle skagensmalerier, men han malede, hvad han så: Smukke naturscenerier, hverdagssituationer og en eksotisk, men også modløs befolkning. Han formåede at formidle stemningen i pudsige dagligdagssituationer uden at forfalde til det sentimentale. Og hans evne til at skildre vekselvirkningen mellem lys og skygge står bestemt ikke tilbage for hans samtidige og mere berømte kollegers. Nanna med barnet til højre viser, hvor virtuost han behandler lys og skygge i samme billede. Lise Funder skriver i "Kunstnere i tropesol" om dette billede: "Hugo Larsen [følger] de nye tendenser indenfor maleriet. Det giver sig klart til kende i hans vestindiske billeder. Det vibrerende lys og de lette penselstrøg får varmen og det stærke sollys til at vibrere i flere af hans malerier fra denne tid. 'Nanna med barnet', som han malede 1905 på St. Thomas, hører til de bedste eksempler. Den sorte barnepige med den hvidklædte lille pige på armen, står i terrassens skygge. Bag hende ligger byen på den stærkt solbelyste skråning. Den forsvinder næsten i det stærke lys, de korte penselstrøg og de lyse farver skaber både rum og atmosfære i billedet."

Xenius Rostock skriver i sin bog om Hugo Larsen blandt andet: "Hans penselføring er kraftig og beslutsom, hans farver er i portrætterne dæmpede og klare, i landskaberne mættede og følsomme i valørerne. Det er i det hele karakteristisk for ham, at han mere behandler lyset end skyggen i sine billeder, hvilket igen vil sige at netop skyggerne lever i et nuanceret farveperspektiv og således ikke er en form for mørke, men for lys. Hugo Larsen er med andre ord den renlivede impressionist."

Museumsinspektør Hanne Poulsen skriver i seneste udgave af Weilbachs Kunstnerleksikon: "[Hugo Larsen] forenede realismen med de nye impressionistiske tendenser i malerkunsten. I følsomme penselstrøg gengav han tropernes skarpe lys og sitrende varme i landskaber og folkelivsscener, der må være blevet til i øjeblikket. Før sin rejse var [Hugo Larsen] blevet meget rost for sin indlevede skildring af fangerne på alheden. Med samme fornemmelse gengav han nu de indfødte, trætte og sammensunkne .."

Personligt holder jeg meget af hans tegninger af den lokale befolkning i Dansk Vestindien. Se f.eks. den smukke negerpige fra St. Croix på kultegningen til venstre. Stor indføling, enkle midler, god kunst. Og han havde en fantastisk evne til - drillende, men kærligt - at fastholde små pudsige scenerier i få streger. Nyd f.eks. den livagtige samtale mellem de to kvinder til højre.

Nok havde Hugo Larsen fået rejsen ud til Vestindien finansieret, men han måtte selv skaffe sig levebrødet - og til turen hjem. Det har næppe været nemt, for hverken kunstinteressen eller købekraften var stor. Men da Xenius Rostock senere spurgte ham, hvordan han dog havde klaret sig, svarede han bare: "Jeg ved det såmænd ikke, men det gik godt, og ret beset har de fire år været de lykkeligste i mit liv!" Mon ikke vi skal gætte på, at han har overlevet ved at sælge portrætter? Hvis man skal dømme efter mængden af billeder, som kendes fra denne periode, tilbragte han det meste af tiden på St. Thomas, og hovedbyen Charlotte Amalie var en livlig handelsby af anselig størrelse (i 1890 var den faktisk Danmarks næststørste by!). Selv om de fleste indbyggere næppe havde råd eller lyst til at købe malerier, har der nok været et vist klientel af embedsmænd, forretningsfolk, plantageejere o.s.v. Under sit ophold i Dansk Vestindien nåede han også kortvarigt at besøge Mexico, Cuba og USA, men jeg kender endnu ingen billeder fra disse steder. Læs mere om Hugo Larsens 3½ år i Dansk Vestindien.

Da Hugo Larsen vendte tilbage til København i efteråret 1907, var situationen radikalt ændret. Mærkesagen om at bevare De Vestindiske Øer på danske hænder var blevet opgivet, og befolkningen havde totalt mistet interessen for kolonierne. Hugo Larsens glimrende arbejder vakte derfor ingen opsigt, og kunstpublikummet havde nærmest glemt ham, mens han var væk. Sophus Jürgensen skriver nogle år senere, at Hugo Larsen "hjembragte en Serie af sjældne Billeder fra Danmarks sidste eksotiske Drømmeland, der trods fremmedartet Natur og Luft dog ogsaa bragte Bud om dansk Historie og dansk Virksomhed i det Fremmede. Det var Synd at sige, at vor Kunstner høstede større Ære ved sin modige Færd og sin sjældne kunstneriske Indvinding. Øksen laa allerede ved den sidste danske Palmes Rod og man fæstede sig ikke gerne ved slige svundne Drømmesyner". Hugo Larsen fortsatte dog indtil 1915 med at udstille på Charlottenborg, men blev ignoreret af kunstkritikken. Da han fik afvist et arbejde her, vendte han den etablerede kunstverden ryggen og udstillede herefter kun i få udvalgte sammenhænge.

Igennem hele karrieren havde Hugo Larsen altid afsætning for sine portrætter. De var hans levevej, før han blev kendt. Det var sandsynligvis dem, der brødfødte ham i Vestindien, og de blev hans overlevelse, da han igen var blevet glemt af offentligheden. I 1914 var Hugo Larsen på rejse til England og Irland, da han blev kontaktet af godsejer Justus Ulrich, som han havde mødt i Vestindien. Ulrich indbød Hugo Larsen til at fejre jul på sit nyerhvervede gods Ravnstrup, og det blev indledningen til en mangeårig, nærmest "H.C. Andersensk" periode, hvor Hugo Larsen besøgte en række danske godser og portrætterede beboerne. Hugo Larsen var glad for denne sin "herregårdstid", og man får indtryk af, at han flere steder nærmest blev betragtet som et kært familiemedlem. Også i mange borgerhjem var han en skattet gæst.

Hugo Larsen udstillede regelmæssigt med Kunstnerforeningen af 18. November, men den stærkeste tilknytning fik han til Foreningen for national Kunst^[2]. Fra 1945 var han suppleant og fra 1949 bestyrelsesmedlem i foreningen. Det var også denne forening, som med sine udstillinger igen bragte Hugo Larsens billeder ud til offentligheden i en kortere årrække før hans død. I forbindelse med foreningens udstilling på Charlottenborg i 1946 skriver billedhuggeren Rikard Magnussen i 'Dansk Kunst': "En overlegen og artistisk betonet Kunstner er den fremragende Hugo Larsen, som synes at have sine tidlige Forbilleder i fransk Impressionisme og i Viggo Johansen og hans Opfattelse af samme. Den blændende Sikkerhed, hvormed Hugo Larsen anslaar en Stemning og giver en malerisk Helhed med hastigt ført Pensel, som f. Eks. i et lille Vinterstudie fra Hesselagergaard, placerer ham i første Række indenfor den af ham dyrkede Malemaade. Det store Billede "I Atelieret" og Portrættet af Dr.med. Niels Muus viste ham tillige som en fremragende Portrættør."

Blev Hugo Larsen miskendt i sin levetid, så fik han en slags oprejsning ved en smuk udstilling (se www.dwis.dk/3_546_main.htm), som i 1992 afholdtes i Nikolaj i København  for at markere 75-året for salget af Dansk Vestindien til USA. Udstillingen viste værker af adskillige gode kunstnere og fik i det store og hele en udmærket modtagelse, men gav også anledning til en hidsig polemik^[3]. Hugo Larsens værker fik en central placering på udstillingen, og Lise Funder skriver om ham i kataloget, at "han er uden tvivl den største kunstneriske begavelse blandt de nævnte kunstnere". Udstillingen blev arrangeret i samarbejde med Dansk Vestindisk Selskab (www.dwis.dk), som  udgav kataloget i form af en lille bog med titlen "Kunstnere i tropesol". På trods af kritikken blev udstillingen en succes, som Hugo Larsens værker havde en fortjent andel i.

Det er ikke mange af Hugo Larsens billeder, som i dag er offentligt tilgængelige. 'Nanna med Barnet' fra 1905 (se ovenfor t.h.) er et af de få, som han nogensinde solgte til et museum. Det ejes af Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg (www.maritime-museum.dk), som også ejer et billede fra Gallows Bay ved Christiansted på St. Croix. Enkelte af hans værker har dog siden fundet vejen til museer, vistnok gennem arv. F.eks. har Nationalmuseet en kultegning af guvernør Chr. Helweg-Larsens kokkepige Sylvanie, og Whim Plantation Museum på St. Croix har et maleri med udsigten over Christiansted. Men disse er undtagelserne, ikke reglen. For delvist at opveje denne mangel har jeg startet et virtuelt galleri for Hugo Larsen på disse sider. Kig indenfor og nyd hans malerier fra Dansk Vestindien, hans dejlige vestindiske tegninger, hans portrætter, en række øvrige arbejder samt en del skitser og tegninger.

Fra kunstnerens skitseblok:

Hugo Larsens skitseblok er fyldt med små levende, undertiden groteske dagligdags situationer. Nogle af scenerierne og personskildringerne fandt vej til hans færdige arbejder, som det vil kunne ses på disse sider, men mange forblev på skitseblokken. Nedenfor har jeg forsøgt at gengive nogle få skitser af enkeltpersoner,  sandsynligvis fra Dansk Vestindien. Man kan næsten høre dem snakke, ikke?

---

Kilder:

"Hugo Larsen, Dansk-Vestindiens uovertrufne maler", Xenius Rostock, Dansk Nutidskunsts Forlag, København 1950.

"Kunstnere i tropesol", Dansk Vestindisk Selskab i samarbejde med Nikolaj Udstillingsbygning, København 1992, artikel ved Lise Funder, s. 48-53.. Kataloget, som blev fremstillet til udstillingen 'Danske i Vestindien' 24. juli - 6. september 1992 i form af en lille bog på 88 sider, er stadig til salg.

"Weilbach, Dansk Kunstnerleksikon", bind 5, s. 19, Munksgaard-Rosinante, København 1995.

"Hugo Larsen", Sophus Jürgensen, Samleren, 1928, s. 45-47.

"Dansk Kunst" nr. 72-91, 1944-51, udgivet af Foreningen for national Kunst.

---

Se også:

Det virtuelle galleri:

En mere detaljeret biografi, opdelt i epoker:

Efterlysninger af Hugo Larsens arbejder

Hugo Larsen under hammeren

Hugo Larsens værker på udstilling

Forholdet til Charlottenborgs forårsudstillinger.

Lidt om mennesket Hugo Larsen

Curriculum vitæ

"Projekt Hugo Larsen"

---

Noter:

[1] Den glade giver af billetten til Dansk Vestindien var grosserer og fabrikant Holger Petersen (1843-1917), som udover at passe og udvide sine forretninger også nåede at blive landstingspolitiker for Højre. Han var kendt for sin store fædrelandskærlighed, som bl.a. indebar en stærk interesse for Sønderjylland og hedesagen samt et stort arbejde for at bevare De vestindiske Øer på danske hænder.
tilbage

[2] Foreningen for National Kunst blev stiftet i 1900 af maleren Gustav Vermehren til fremme af, hvad man forstod som god dansk kunst. Definitionen af dette begreb var en fastholdelse af den virkelighedsgengivelse af naturen og menneskelivet, som specielt C.V. Eckersberg havde været eksponent for. Der var ikke tale om en kunstnerforening, men om en sammenslutning, som tiltrak både kunstnere, kunsthistorikere, politikere og folk af det bedre borgerskab. Den betegnede sig selv som en 'konservativ radikal' kunstnerisk kamporganisation i skarp opposition til tidens fremherskende kunstopfattelse (f.eks. de mange '-ismer'). På jævnt dansk kan man vel sige, at foreningen stod for kunst, som 'lignede noget'. Foreningen afholdt sin egen årlige udstilling på Charlottenborg, hvortil censuren udøvedes af de kunstnere, som sad i foreningens bestyrelse.
tilbage

[3] Udstillingen havde - naturligt nok - et nostalgisk islæt. Det faldt dog nogle besøgende for brystet og medførte en hidsig debat i aviserne. I et indlæg i Politiken blev udstillingen ligefrem beskyldt for at være racistisk, hvilket naturligvis ikke var hensigten og næppe heller korrekt. En akademisk - men ikke nødvendigvis uhildet - vurdering af debatten findes i denne artikel på engelsk: www.viaccess.net/~crucian/memory.htm. Om ikke andet så viser debatten vel, at man skal passe på med at idyllisere en fortid, som man ikke har gjort op med. Der er stadig på De vestindiske Øer dybe kulturelle og sociale problemer, som vi danskere har skabt - eller i det mindste har medvirket til at skabe - og som vi med salget i 1917 vendte ryggen til. Et pudsigt efterspil til debatten var dog, at arrangørerne af udstillingen bagefter blev forespurgt, om ikke den kunne gentages på US Virgin Islands.
tilbage