Hugo Larsen

Hugo Larsen var ingen H.C. Andersen. Så langt fra. Men der er lighedspunkter. Deres slægtsforhold er omgærdet af nogen mystik. De forblev begge ugifte, og der er blevet sat spørgsmålstegn ved deres seksuelle observans. På den anden side er det induskutabelt, at de havde hver deres kvindelige muser. Og så delte de en passion for at færdes som gæster på de danske herregårde. Denne artikel handler om Hugo Larsens herregårdstid.

Hugo Larsen havde en udmærket baggrund for at gæste herregårdene. Han viste allerede på kunstakademiet et stort talent for portrætmaleriet, og blev han ikke berømt for andet i sin levetid, så var han dog i hele sin karriere en anerkendt og efterspurgt portrætmaler. Hans stærke engagement i Dansk Vestindien var også noget, som vandt genklang i konservative godsejerkredse. Og så havde han et charmerende, varmt og stilfærdigt gemyt, som åbnede mange døre for ham.

Men han havde også en mere trist baggrund for at gemme sig lidt væk på herregårdene uden for 'kunstens rampelys'. Hans store satsning med rejsen til Dansk Vestindien i 1904-07 havde ikke vakt nogen genklang, da han vendte tilbage. Den store separatudstilling i 1913 blev heller ikke nogen succes, og nu var han ved at rage uklar med Charlottenborg. Hugo Larsen trængte til en pause uden for kunstverdenens og offentlighedens søgelys. En pause fik han, men den blev meget længere, end han havde forestillet sig.

Anledningen kom i 1914, mens Hugo Larsen besøgte England og Irland for at male. Her fik han brev fra en gammel ven, Justus Valdemar Ulrich (1876-1949). De to havde stiftet bekendskab i Dansk Vestindien, hvor Justus Ulrich studerede plantagedrift. Nu havde han købt godset Ravnstrup på Sydsjælland, og da Første Verdenskrig brød ud, mente han, at det var på tide for hans gamle ven at vende hjem. Invitationen gjaldt et juleophold, men som man kan se af billedernes datering, må Hugo Larsen have gæstet Ravnstrup adskillige gange siden.

På Ravnstrup mødte vores kunstner andre godsejerfamilier, som også ville portrætteres og inviterede ham på besøg. Blandt de steder, som han gæstede i de kommende år kan nævnes Næsbyholm, Merløsegård, Borreby, Holckenhavn, Knuthenborg og Hesselagergaard. Særligt de to sidstnævnte steder og deres ejere fik betydning for Hugo Larsen.

Af Knuthenborgs gæstebog fremgår det, at Hugo Larsen var på kortvarigt besøg nogle dage i februar 1917. Han vendte tilbage et par måneder senere og tilbragte hele foråret og forsommeren på Knuthenborg. Det er sandsynligt, at han har malet portrætter under sit ophold, men der var også en anden vigtig forbindelse mellem ham og lensgreve Eggert Knuth. 1917 var jo året, hvor Dansk Vestindien endeligt blev afstået til U.S.A. Knuth havde en særlig veneration for den eksotiske koloni og havde lige som Hugo Larsen været aktiv i bestræbelserne på at bevare kolonien på danske hænder. Nu slikkede de sårene sammen. Men Eggert Knuth var også blandt de første, som fik øjnene op for kvaliteterne i Hugo Larsens billeder fra Dansk Vestindien. Derfor hænger den fineste privatsamling af Hugo Larsens vestindiske billeder i dag på Knuthenborg.

Af stor betydning for de følgende mange år i Hugo Larsens liv blev bekendtskabet med slægten Blixen-Finecke på Hesselagergaard. Det udviklede sig til et livslangt og nært venskab, som kan følges i de mange billeder, Hugo Larsen malede på og omkring Hesselagergaard. Titler som 'fra mit vindue' og 'det hemmelige sted' antyder den nære tilknytning, og Hugo Larsen berettede selv til sin familie, at han i perioder boede på Hesselagergaard og så efter hovedbygningen, når baronen og baronessen var på rejse. Der findes også malerier, som antyder, at Hugo Larsens familie har været på besøg, mens han har opholdt sig på Hesselagergaard. I hovedbygningen hænger i dag en række fremragende portrætter i pastel, og der kendes billeder fra Hesselagergaard og omegn fra 1917 og helt frem til 1947.

Et særligt kapitel udgøres af Hugo Larsens ganske mange billeder fra det lille idylliske fiskerleje Lundeborg i nærheden af Hesselagergaard. Her trak han ofte ned for at følge fiskernes liv på og ved havnen. Af billederne kan vi se, at man endnu på Hugo Larsens tid stort set holdt fast ved det udseende, som byen fik ved anlæggelsen i 1860-erne. Måske burde billederne en dag samles til en kunstudstilling om Lundeborg i mellemkrigsperioden?

Opholdene på de danske herregårde fyldte naturligvis ikke hele Hugo Larsens liv. Han rejste også ind imellem, bl.a. til Italien i 1921, og har nok trods alt opholdt sig mest i sit elskede København. Men ved siden af årene i Dansk Vestindien var besøgene på de danske herregårde blandt de lyseste minder, som han fremdrog, da Xenius Rostock interviewede ham til hyldestbogen om Hugo Larsen.