Hugo Larsen

Perioden efter Hugo Larsens hjemkomst fra den store rejse til Dansk Vestindien blev præget af mismod. Det er naturligvis en grov generalisering at opkalde perioden efter den række af dystre portrætter, som han udførte i disse år. Men sandt er det, at han var dybt berørt af den modgang og ligegyldighed, som mødte ham efter hjemkomsten, og at dette satte sig spor i hans kunst.

Da Hugo Larsen vendte hjem i sensommeren 1907, havde han i bagagen en skat af vestindiske billeder. De første par år i troperne havde han ignoreret den hjemlige kunstverden, og først i 1907 sendte han et enkelt billede hjem til Charlottenborgs Forårsudstilling ("Fra en Rumshop"). Nu kom han selv hjem med alle herlighederne, og så skulle der udstilles. På Kunstnernes Efterårsudstilling stillede han op med hele 35 af sine bedste billeder fra rejsen. Et brag af en udstilling, skulle man mene. Men nej. Den udstilling, som skulle have været hans store triumf, blev en fiasko. Den politiske stemning i landet var slået om, og man var nu helt ligeglad med de eksotiske øer. Hugo Larsens motiver var simpelt hen ikke længere interessante, hans malemåde blev nu betragtet som gammeldags, og hans billeder blev stort set ignoreret af publikum og kritik. Politikens anmeldelse af udstillingen 21. oktober 1907 illustrerer dette ganske godt:

"Hugo Larsen, der har været i Vestindien, har ikke formaaet at gøre noget personligt med disse Tropers ejendommelige Toner. Han har malet i Zahrtmanns eller Johansens Maner, eftersom Motivet passede dertil, og Erik Henningsens Stil har han heller ikke skyet, hvis der var lidt humoristisk eller rørende at faa ud af et Negerhovede."

Det må have været et chok for kunstneren. Her havde han netop gennemgået en stor kunstnerisk udvikling og fremlagde nu resultatet for kunstkritik og publikum, blot for at møde deres ligegyldighed.

Politikens anmelder var ganske vist ude med riven efter hele udstillingen, som han fandt gammeldags og indholdsløs, men det har næppe trøstet vores kunstner. Hans malemåde og motivkreds var gået af mode, mens han havde været væk. Hertil kom den taktiske brøler, at han havde spillet alle sine bedste vestindiske kort ud på Kunstnernes Efterårsudstilling. Dermed udelukkede han disse billeder fra at blive vist på Charlottenborgs Forårsudstilling, og således blev billedet fra en rumshop på St. Croix det eneste af hans vestindiske motiver, som fandt vej til landets fineste kunstudstilling.

Retfærdigvis bør det nævnes, at ikke alle anmeldere var enige med Danmarks førende kulturavis. Den mest positive kritik stod Dagens Nyheder for, så den måtte han trøste sig med. Efter at have besværet sig over, at der generelt var alt for mange billeder på udstillingen, fortsætter anmelderen:

"Det kunne da forekomme en eller anden mærkeligt, at man desuagtet har tilladt en enkelt Kunstner, Hugo Larsen, at ophænge ikke mindre end 35 Arbejder. Sagen er midlertid, at man for denne kunstner har ment at gøre en Undtagelse fra Reglen, fordi han, der i to Aar har opholdt sig i Dansk Vestindien, derfra har medbragt en Samling Malerier og Studier, der absolut bør ses under eet for at give den rigtige Forstaaelse for Folkeliv og Natur på vore fjerne vestindiske Øer. Hugo Larsen er nu ogsaa en habil Maler, og han fortæller baade livligt og godt om Øernes Dejlighed, om den blonde Kreolerindes Skønhed (Portræt 221) og om Negere og Negerinder, Mulatter og Mulatinder, Rhumboder, Sukkermøller og Sukkerkogerier. Og der er en egen Tilforladelighed over Hugo Larsens Kunst, enten han skildrer det gnistrende tropiske Solskin i 'Udsigt over Christiansted fra Aldershviles Bakker' eller det vidunderlige Maanelys i 'Maaneskin ved Kirkegaarden paa St. Thomas'."

Fik Hugo Larsen en depressiv periode efter dette? At dømme efter hans kunst, ja. Hugo Larsen var ganske vist ingen oprører. Han affandt sig med sin skæbne. Men han trak sig ind i sig selv. I de kommende år malede han mest portrætter, oftest af familien og som regel holdt i dystre toner. Det er ikke dårlig kunst, men heller ikke just spændende billeder. Det blev sagt om Hugo Larsen, at han malede folk 20 år ældre, og lidt er der om snakken. De blev absolut ikke forskønnet. Væk er de sprælske farver og de impressionistiske tendenser. Tilbage er en dyster stemning og et indtryk af en kunstner i krise. Den akademiske tradition, som han falder tilbage i, er måske nok vellidt i visse kredse, men den er bestemt ikke befordrende for hans kunst.

Vi ved meget lidt om Hugo Larsen fra denne periode. Han fortsætter ganske vist endnu i nogle år med at udstille på Charlottenborgs Forårsudstilling - mest portrætter - men deltager tilsyneladende ikke i andre kunstudstillinger, ligesom der heller ikke kendes nogle rejser.

I starten af 1913 vover han dog pelsen med en stor separatudstiling i Den Frie Udstillingsbygning, men heller ikke her har han heldet med sig. Nicolaus Lützhøfts lakoniske anmeldelse i Politiken 2/2-1913 lyder:

"Hugo Larsen viser sig gennem sine 80 Billeder som en temmelig ensartet, jævnt dygtig Maler, der kan sin Profession, og som efterhaanden har lagt sig en ganske fiks Facon til.

Han har opholdt sig og malt nogle Aar i Vestindien, uden at Tropernes Temperament har smittet synderligt af paa hans Lærreder, der virker blegnæbbede og for Resten er salonmæssigt korrekte.

Han er Mand for at male et pænt Portræt af andres Ansigter, men om hans eget Ansigt siger hans Arbejde intet."

Omtrent samtidig lysner det dog for vores deprimerede kunstner. Fra 1913 stammer bl.a. det charmerende billede at et landskab med mølle. De lyse toner og impressionismen er så småt vendt tilbage, og han er omsider blevet lokket ud af det København, som han elskede, men som aldrig inspirerede ham.

Også rejselysten vendte tilbage. I 1914 var han i Tyskland, hvor han bl.a. deltog i en udstilling i München. Samme år tiltrådte han en rejse til England. Inspirationen stammede fra et af Hugo Larsens mange bekendtskaber i det københavnske borgerskab, den engelskfødte John Richard Cridland (1837-1913), som var direktør for De danske Gasværker. Cridlands datter var gift med den britiske søofficer James Tobin Bush (1874-1949), og Cridland havde talt varmt for, at Hugo Larsen skulle rejse til England for at portrættere svigersønnen. Måske et lidt tyndt grundlag for en længere rejse, men en glimrende anledning til at få lidt luft under vingerne. Rejsen blev indledt i sommeren 1914, og med en afstikker til Irland kom den til at vare i et halvt år. Vi kender kun få værker fra denne rejse, og de hører ikke til kunstnerens ypperste, men rejsen i sig selv forblev et lyst minde i Hugo Larsens liv.

Samtidig trak mørke skyer dog sammen over Europa. Da Første Verdenskrig brød ud, fik Hugo Larsen en invitation, som dels bragte ham hjem i god behold, dels blev starten på en ny og spændende epoke i hans liv, herregårdsperioden.