Hugo Larsen

Hugo Larsens ophold i Dansk Vestindien i årene fra 1904 til 1907 blev et lysende højdepunkt i hans kunstneriske karriere. Samtidig blev rejsen skelsættende for resten af hans liv.

I forhold til den generelle biografi af Hugo Larsen vil denne artikel gå mere i detaljer. Baggrunden for rejsen vil blive beskrevet, ligesom en del hidtil ikke-offentliggjorte detaljer om selve rejsen vil blive berørt. Vigtigst er måske afsnittet om, hvordan Hugo Larsens kunst udfoldede sig i disse år, men også rejsens betydning for resten af Hugo Larsens liv vil blive nævnt. Den periode, som dækkes af denne artikel, har min særlige interesse, og artiklen vil derfor til stadighed blive ændret og udbygget.

Baggrund

Hugo Larsen tog afgang fra Kunstakademiet i København i 1899. I årene herefter kom han kun langsomt igang med sin karriere, men opnåede dog at blive rost for en række fremragende billeder fra Salling, hvor han opholdt sig en del som medlem af kredsen omkring Jeppe Aakjær. Det bedste eksempel er måske det store billede af straffefangerne, som bryder alheden ved fangelejren i Gedhus, men også det fremragende billede af interiøret i Gedhus' køkken bør nævnes, fordi dette billede giver det måske klareste forvarsel om, hvordan Hugo Larsens kunst vil udvikle sig få år senere i Dansk Vestindien. Læs evt. mere om Hugo Larsens unge år.

Hugo Larsen var en rigtig københavnerdreng, som helst ikke var for længe væk fra sit hjem. Byen i sig selv var næppe nogen inspiration for Hugo Larsens kunst, men han var glad for dens sociale liv. På den anden side har tanken om en 'kunstnerisk dannelsesrejse' næppe ligget ham fjernt. Men hvor skulle han rejse hen? Vejene til de europæiske hovedstæder - og specielt til Rom - var blevet slidt godt og grundigt af de foregående generationer af kunstnere. Men hvad med Dansk Vestindien, dette på en gang eksotiske og problematiske tropeparadis, som var dansk koloni? Det var måske ikke det mest indlysende valg for en kunstner med stærk binding til København. Men Hugo Larsen kan have haft en baggrund, som ikke hidtil har været kendt.

Sagen er den, at Hugo Larsens far, malermester Sofus Larsen, ikke kendte sin egen far. Men et vedholdende - omend usandt - rygte i familien vil vide, at en ung greve i Schimmelmann-slægten i 1847 havde været lidt for kærlig overfor husets jomfru Larsen. Dette rygte har Hugo Larsen kendt, og han har måske derfor interesseret sig særligt for slægten Schimmelmann, hvis mest fremtrædende medlem var Ernst Schimmelmann (1747-1831). Ernst Schimmelmann var en human statsmand og filantrop. Han ejede store besiddelser i Dansk Vestindien, og det var ham, der foranledigede slavehandelens ophævelse i Guinea og Vestindien. Vi kan ikke vide, om rygtet har inspireret Hugo Larsen til at studere Dansk Vestindien på nærmere hold, men umuligt er det ikke.

Vigtigere er dog nok den politiske baggrund, som i årene efter århundredeskiftet gjorde det muligt for Hugo Larsen at få finansieret sin store rejse. Familien Larsen var nemlig langt fra velhavende. Den lagde nok vægt på sønnernes uddannelse, men derefter måtte de klare sig selv. Derfor kom den mudrede afgørelse i 1902 omkring salget af Dansk Vestindien til USA som en appelsin i Hugo Larsens turban. Der opstod nemlig blandt højrekræfter i Danmark en stærk bevægelse, som skulle knytte De Vestindiske Øer tættere til Danmark. Den stærkeste manifestation af denne bevægelse er nok Ø.K.'s stiftelse af Det Vestindiske Kompagni og bygning af de tre dampskibe S/S St. Croix, S/S St. Jan og S/S St. Thomas til besejling af kolonierne. Men også i småtingsafdelingen var der vilje til aktiviteter, som kunne øge interessen for den eksotiske koloni. Og det kom Hugo Larsen til gode.

Dengang som nu havde professorerne næse for, hvor deres foretrukne kandidaters fortsatte udvikling kunne finansieres. Frants Henningsen på Kunstakademiet var ingen undtagelse, og han havde gode forbindelser. Blandt hans elever var prinsesse Marie, gift med prins Valdemar, Christian IX's yngste søn. Han var i 1876 det første medlem af det danske kongehus, som besøgte Dansk Vestindien, og parret vedblev at have stærk tilknytning til kolonierne. Frants Henningsen hviskede prinsesse Marie i øret, at man burde sende en ung, lovende kunstner til Vestindien for at skildre den eksotiske koloni i billeder, som kunne sendes hjem og højne den danske befolknings interesse for de fjerne besiddelser. Prinsesse Marie var med på ideen, og hun lod et ord falde til den velkendte fabrikant og mæcen Holger Petersen, som netop var kendt for sine stærke nationale synspunkter. Og demed faldt finansieringen af Hugo Larsens store rejse på plads.

Top

Rejsen

I januar 1904 havde Hugo Larsen travlt. Han skulle til Charlottenborgs forårsudstilling færdiggøre det store maleri af billedhuggeren Anders Bundgaards arbejde med Gefionspringvandet, og han skulle pakke til sin store rejse. Han nåede begge dele, og 19. januar 1904 stævnede han ud ombord på S/S St. Croix på skibets jomfrurejse.

'Kontrakten' med mæcenen Holger Petersen lød på mindst ét års ophold i kolonierne. Hugo Larsen har næppe vidst, at han ville blive derude i over tre og et halvt år, at han ville få sit livs lykkeligste periode derude, at hans kunst ville nå sit højdepunkt, og at rejsen ville få fatale konsekvenser for hans senere karriere.

På rejsen havde han selskab af skibslægen Christian "Wappe" Dalmark, som også havde kunstneriske evner. De to udviklede et venskab, som også holdt efter hjemkomsten til Danmark. Derom vidner efterslægtens beretninger og en del malerier, som Hugo Larsen malede omkring Sorø, sandsynligvis under besøg i lægehjemmet, idet både Dalmark og hans hustru blev læger i Sorø.

Den 14. februar 1904 ankommer S/S St. Croix endelig til St. Thomas. Skibet har måttet søge havn i Antwerpen før rejsen over Atlanten på grund af en maskinskade. Tilmed måtte det lide den tort at gå på grund ved Santiago de Cuba. Men nu kom det. Den stedlige avis "The Bulletin" byder skibet velkommen i en stort opslået artikel, men kan dog ikke undlade en syrlig bemærkning om det underlige i, at der først nu dukker et dansk handelsskib op i St. Thomas' ellers så trafikerede havn, når kolonierne dog er under dansk flag.

Hugo Larsen tager fast ophold i Charlotte Amalie og bliver det meste af året på St. Thomas, omend med nogle udflugter. Allerede i marts er han tilbage på Cuba for en kort bemærkning. I april sejler han til Tortola, i øvrigt sammen med postmester Carstensen, hvis datter året efter var model på det maleri, som skulle blive Hugo Larsens kendteste. I november 1904 er han et smut på St. Croix, hvor han benytter et par dage til at se sig om. På denne tur sejler han med den allerede mere end 100 år gamle skonnert Vigilant, som mange år tidligere havde indskrevet sit navn i den vestindiske historie ved at blive brugt i et succesrigt togt mod de pirater, som i lange perioder var en af Vestindiens svøber. Nu besejlede den som fredelig postbåd ruten mellem St. Thomas og St. Croix, en tur som normalt tog ca. 5-7 timer, men som kunne forlænges nærmest i det uendelige, hvis vejret ikke artede sig. Det gjorde det dog på denne tur, og Vigilant gjorde med afbrydelser tjeneste på ruten frem til 1928, hvor den i Gallows Bay ud for Christiansted gik ned under en af de talrige orkaner, som hærger Caribien.

Den 15. juli 1905 rejser Hugo Larsen igen til St. Croix, denne gang på et længere ophold, som varer til juni 1906. I det meste af efteråret 1905 bor han hos den vikarierende og jævnaldrende læge i Christiansted, Viggo Christensen, og der går frasagn om de unge menneskers fester i lægeboligen. I juli 1906 rejser han fra St. Thomas til St. Martin.

I april-maj 1907 foretager han tre ultrakorte rejser mellem St. Thomas og St. Croix. De foregår ganske vist på motorskonnerten Viking, men alligevel er det nok meget usædvanligt, at en fattig kunstner tre gange på kun ca. 14 dage tager denne rejse, de to af rejserne endda med kun én overnatning på St. Croix. Set på mange tusinde kilometers afstand virker de 60 km. mellem øerne som ingenting, men det var en stor barriere den gang, og det gælder stadigvæk. Mange af de nuværende beboere på St. Thomas har aldrig været på St. Croix, og det samme gælder turisterne. Indtil videre er Hugo Larsens hurtige rejser mellem øerne en gåde for mig, og der kendes ingen billeder af Hugo Larsen, som er dateret St. Croix 1907. Jeg har naturligvis en romantisk hypotese, men den må jeg hellere holde for mig selv, indtil jeg har fundet belæg for den. Og sandsynligheden taler vel for, at formålet var at udstille og sælge malerier for at finansiere rejsen hjem.

Den 10. august 1907 er afskedens time kommet, og Hugo Larsen forlader St. Thomas ombord på S/S St. Jan med kurs mod København. Dette er dokumenteret i de stedlige aviser. Når jeg slår det fast på denne måde, skyldes det, at alle hidtidige kilder har berettet, at Hugo Larsens ophold i Dansk Vestindien strakte sig fra 1904 til 1908. Da Hugo Larsen allerede den 1. januar 1908 forærede sin bror et portræt af forældrene i bryllupsgave, har jeg længe haft mistanke om, at han måtte være vendt hjem 'før tid'. I samme retning peger det faktum, at han allerede i efteråret 1907 deltager med en større billedsamling på Kustnernes Efterårsudstillling på Charlottenborg. Og her er altså beviset for, at Hugo Larsen vendte hjem allerede i august 1907. Han meldes hjemkommet i Politiken 6. september samme år.

Top

Kunsten

Hugo Larsen nåede sit kunstneriske højdepunkt under opholdet i Dansk Vestindien. Det var Hugo Larsen også selv klar over, da han mere end en menneskealder senere lod sig interviewe af Xenius Rostock til dennes bog om kunstneren. Aldrig før eller siden malede og tegnede han med en sådan gejst og indføling som i denne periode. Det ene mesterværk føjede sig til det andet. Han opfyldte i høj grad sin del af 'kontrakten' med mæcenen Holger Petersen. Blot synd, at samtiden ikke påskønnede hans arbejde.

Hvad var det så, der specielt karakteriserede Hugo Larsens kunst fra denne periode? For mig er der i særlig grad to fællestræk, som er værd at lægge mærke til: Oliemalerierne er meget impressionistiske i stilen, og specielt i tegningerne skildrer han den lokale befolknings hverdag med stor realisme, indføling og et fremragende blik for karakteristiske og pudsige detaljer i situationer og i de afbildedes gestikulation.

Det impressionistiske element i Hugo Larsens maleri er ikke noget, som han har med hjemmefra. Han har gået i en realistisk skole hos Frants Henningsen uden forbindelse til f.eks. skagensmalerne, endsige den franske impressionisme. Men det er naivt at tro, at Hugo Larsen ikke har kendt til impressionismens virkemidler for kunstneren og virkning på beskueren. Det kan han ikke have undgået. Han er bare ikke blevet inspireret af impressionismen før. Det bliver han nu.

Impressionisten Hugo Larsen træder i karakter allerede under rejsen til St. Thomas. Han er som tidligere nævnt blevet ven med skibslægen Wappe Dalberg og portrætterer denne undervejs på den lange rejse. Portrættets lyse stemning og dets leg med lys og skygge viser med al tydelighed, hvordan Hugo Larsen er blevet inspireret af tropelyset.

Det mest berømte af Hugo Larsens billeder - og vel også hans hovedværk - er skildringen af postmester Carstensens datter Ruth på armen af sin barnepige, kaldet "Nanna med baby". Billedet er malet på terrassen foran postmesterens hus på Frederiksberg (nu "Bluebeard's Hill"), og baggrunden udgøres af en anden bebygget høj med Skytsborg (nu "Blackbeard's Castle") på toppen. Her arbejder impressionisten for fuld udblæsning, og han spiller dygtigt på de store kontraster i billedet, dels mellem den hvide pige og den sorte barnepige, dels mellem skyggen på terrassen og det stærke, flimrende sollys på højen i baggrunden, som tilmed giver billedet en stærk tredimensionel virkning.

Er det da så vigtigt, at Hugo Larsen malede impressionistisk i denne periode? Det er måske en smagssag, men jeg vil hævde, at det stærke og flimrende tropelys på øerne, den skarpe adskillelse af lys og skygge og den store kontrast mellem dag og nat i særlig grad er velegnet til en impressionistisk gengivelse. Og Hugo Larsen indtager en særstilling, fordi han som den eneste betydende danske maler brugte denne teknik i Dansk Vestindien. Hvad med Camille Pissarro, vil nogen spørge? Han var dog med til at skabe den franske impressionisme, og han var endda dansk statsborger, født og opvokset på St. Thomas. Det er rigtigt nok, men i hans unge år var stilen en ganske anden. Hans impressionistiske periode hører Frankrig til, og han vendte aldrig senere tilbage til øerne. Da min kone og jeg var i Vestindien i sommeren 2003, så vi et godt eksempel på dette. I et galleri på Grand Hotel i Charlotte Amalie hang der et sceneri med et ægtepar og et æsel af Hugo Larsen ved siden af et tidligt maleri af Camille Pissarro forestillende en kvinde med en krukke på hovedet. Hvor Hugo Larsens billede var fuldt af liv, dialog, flimrende lys og hastige indtryk snarere end af detaljer, virkede Pissarros billede roligt og statisk. Smukt, men nærmest glansbilledagtigt i sammenligning med Hugo Larsens.

Det andet hovedelement i Hugo Larsens kunst fra denne periode er hans indfølte skildringer af lokalbefolkningen. Det er et stagnerende samfund, som han er kommet til. På trods af alle gode viljer i forbindelse med afvisningen af salget til USA gør den danske stat stort set intet for at få gang i øernes udvikling og økonomi, selv om de nødvendige reformer og handlingsplaner er veldokumenterede. Fattigdom, lediggang og modløshed er fremherskende. Man venter på, at noget skal ske. Men det sker ikke.

Med Hugo Larsens uddannelsesmæssige baggrund som elev af Frants Henningsen kunne man i denne situation forvente, at han ville levere sentimentale skildringer af befolkningen. Men nej. For Hugo Larsen er nok realist, men ikke socialrealist. Han tegner hverdagssituationer i bylivet, han afbilder karakteristiske positurer, og han har et skarpt blik for at indfange særegne gestikulationer og få dem ned på tegneblokken. Det er meget få kunstnere, som i denne periode afbilder lokalbefolkningen, men Hugo Larsen gør det, og det på en realistisk, indfølt og til tider lidt drillende facon. Han er tydeligvis tæt på folkelivet og får lov til at tegne sine skitser i al ubemærkethed, og det er ikke mismod, som præger dem, men liv. Der arbejdes og sladres, der danses og festes, der handles og spildes. De unge holder i hånd, konerne vasker deres børn og skænder på deres dovne mænd, mens de ældre deler gode råd ud til børnene. At det i så høj grad blev til tegninger og ikke malerier af de lokale, skyldes nok det simple faktum, at få var interesseret i at købe billeder af den sorte befolkning. Det er vel forståeligt set med datidens øjne, men jeg har til gengæld vanskeligt ved at fatte, at disse fremragende og sjældne tegninger heller ikke i dag er mere kendte og eftertragtede på øerne, end tilfældet er. Hugo Larsens tegninger og malerier af den farvede befolkning i Dansk Vestindien er en vigtig dokumentation af dagliglivet og de sociale forhold i en dårligt belyst epoke af koloniens historie.

Top

Konsekvenserne

Satte Hugo Larsens ophold i Dansk Vestindien sig ikke nævneværdige spor i kolonierne, så fik rejsen en afgørende betydning for hans liv og kunst. Og desværre ikke kun i positiv retning.

Det virker, som om Hugo Larsen har glemt den hjemlige kunstverden under sin rejse. Kun en enkelt gang har han sendt et billede hjem - til Charlottenborgs Forårsudstilling i 1907. Måske har han også været uvidende om de kunststrømninger, som har hersket i hans fravær. Efter hjemkomsten udstiller han cremen af sine vestindiske billeder på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1907, men bliver hånet af kritikken og stort set ignoreret af publikum. Den kortvarige interesse for Dansk Vestindien har lagt sig igen. Hugo Larsens motiver opfattes som uinteressante og hans malemåde som gammeldags.

Hugo Larsen er ingen oprører. Han bøjer nakken og trækker sig mere ind i sig selv. Nu indtræder, hvad man kunne kalde de dystre portrætters periode. Han er en dygtig portrætmaler og også anerkendt som sådan, men væk er den særlige inspiration, som han fik i Vestindien.

Efter en forgæves kraftanstrengelse af en stor separatudstilling i Den Frie Udstillingsbygning i 1913 og efter bruddet med Charlottenborg i 1915-16 isolerer Hugo Larsen sig mere eller mindre fra den etablerede kunstverden og indstiller sig på et helt andet liv i det, som man har kaldt "herregårdsperioden", men det er en helt selvstændig historie.

Top

---

Se også: