Hugo Larsen

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Hugo Larsen skulle blive kunstner. Han blev født som ældste søn i et solidt københavnsk håndværkerhjem. Faderen var søn af en ugift husjomfru i et palæ i Bredgade og en gift holstensk underofficer, og moderen var af norsk/tysk slægt med tætte bånd til marinen. Men der var ambitioner i hjemmet. Faderen blev en velaflagt malermester, og familien boede standsmæssigt i Tordenskjoldsgade. Ambitionerne gik i høj grad på de tre sønner, hvoraf den ene blev en holden grosserer og den anden blev cand.mag. og senere undervisningsinspektør.

Men Hugo Larsen var af en anden støbning. Fra barnsben var han glad for at tegne og male, og det var ikke nogen tilbøjelighed, som gik over. Når den ældste søn fik lov til at gå ind til en bohèmetilværelse med forældrenes velsignelse og støtte, skyldes det nok, at faderen i sine unge år selv havde haft kunstneriske tilbøjeligheder, dog uden at have gjort noget ved sagen.

Men Hugo fik ikke lov til at gå kunstnervejen uden at forberede sig ordentligt. Som 14-årig kom han i lære hos malermester Isac Adrian. Han klarede sig godt i sin læreplads, og han endte da også med en bronzemedalje ved svendeprøven i 1894, men han sagde selv om læretiden, at han havde noget vanskeligt ved at koncentrere sig, og at han mere end én gang i distraktion trådte op i en malerspand. Der var dog også lyspunkter. F.eks. nød han opholdene på teknisk skole, hvor han særligt blev inspireret af tegnelæreren Emmery Rondahl. Under læretiden gik han også på brødrene Vermehrens male- og tegneskole som forberedelse til optagelse på Kunstakademiet.

Man kan spørge, om Kunstakademiet i disse år var det rette sted for en ung talentfuld maler at uddanne sig. Allerede ca. 15 år tidligere var dansk malerkunst - som den lærtes på akademiet - blevet udsat for sønderlemmende kritik i udlandet, og kun lidt var ændret siden da. I mellemtiden havde Tuxen og Krøyer oprettet deres alternative kunstnerskole, og elever herfra havde allerede i 1891 stiftet Den Frie. Men disse strømninger gav næppe genklang i malermesterhjemmet, for Kunstakademiet var fortsat den fornemste uddannelsesinstitution, og Hugo Larsen var ingen oprører. Så Kunstakademiet blev det. Med svendebrev i hånden og efter at være dimitteret af Sophus Vermehren slap Hugo Larsen gennem akademiets nåleøje og blev optaget i februar 1894.

Kultegningen til venstre af Hugo Larsens mormor er et smukt eksempel på hans tidlige arbejder. Den er dateret 1895, året efter at Hugo Larsen blev optaget på akademiet. Her knyttede han sig specielt til professorerne Frants Henningsen og Otto Bache. Den første havde mere end én finger med i spillet, da Hugo Larsen senere stod ud på sin store rejse (se afsnittet om Dansk Vestindien 1904-07), men også Otto Bache var glad for sin elev, som han forærede en meget smuk skitse af en torso. Hugo Larsen fik også venner for livet blandt sine medstuderende. Sophus Jürgensen, den senere kendte karrikaturtegner for Ekstrabladet, var blandt disse. Han skrev mange år senere om den kranke skæbne, der blev Hugo Larsen til del.

Økonomisk klarede Hugo Larsen sig igennem tiden på Kunstakademiet med støtte hjemmefra og med lidt legater til rekvisitter o.l. (bl.a. det såkaldte "Bjelske" legat), men trange tider har det været.

I maj 1899 tog han afgang fra Kunstakademiet og debuterede samme år på Charlottenborgs Forårsudstilling med maleriet "Fader, Kaffen er skænket". Et nydeligt - men ikke opsigtsvækkende - billede. Det blev heller ikke nogen bragende debut. Den gik stort set upåagtet hen i medierne.

Omtrent samtidig kommer Hugo Larsen ind i en spændende og munter kunstnerkreds. Den omfatter bl.a. forfatteren og kunstmaleren Achton Friis, kunstmaleren Poul Corona, skuespilleren Albrecht Schmidt med hustru Thora, forfatteren og den senere polarforsker Ludvig Mylius-Erichsen samt - omend sporadisk - digteren Jeppe Aakjær. Der er ikke tale om en sammentømret kreds, men de mødes på kryds og tværs, samarbejder og inspirerer hinanden på forskellig vis. Jeppe Aakjær har i sine efterladte erindringer en levende beretning om kredsens eskapader i sommeren 1899. Kunstnerne bor til daglig i København, men har fået den idé at fejre sommeren i et hus på den jyske hede vest for Vejle. Da Jeppe Aakjær støder til, er det lykkedes kredsen at gøre sig aldeles umulig på egnen. Thora Schmidt har fordrejet hovedet på en lokal proprietær ^[1], mændene tager udendørs styrtebad uden en trevl på kroppen, og i det hele taget har de gjort sig så upopulære hos den indremissionske befolkning, at de ikke får lov til at købe selv de mest basale fornødenheder af de lokale handlende.

Aakjær indser snart, at kredsen må flytte teltpælene til mere tolerante egne af landet. Han inviterer dem til Salling, hvor han får dem indlogeret på Jebjerg Gæstgivergård, mens han selv rykker ind hos sin gode ven, den kunstinteresserede og frisindede Esper Andersen, som er mejeribestyrer samme sted. Esper Andersen har talent for andet end mejeridrift. Han er også en fremtrædende cykelrytter. Efter at have vundet et cykelløb får han i præmie en kasse rhinskvin. Den lader han springe i en animeret fest på Jebjerg Mejeri med kunstnergruppen. Som minde om dette dionysiske gilde maler Achton Friis og Poul Corona en frise i mejeribestyrerens lysthus med festdeltagerne iklædt dragter fra det klassiske Grækenland. Det fremgår tydeligt, at samværet sker i særdeles muntert lag. Her bliver drukket, sunget, deklameret og diskuteret - ofte til den lyse morgen. I dag kan den omtalte frise beses på Jenle.

Mylius-Erichsen deltager ikke i festlighederne på Jebjerg Mejeri. Han har mange andre jern i ilden, og flere af dem involverer Hugo Larsen. Mylius-Erichsen udgiver bl.a. tidsskriftet Vagten, og Hugo Larsen bidrager med både portrætter og andre illustrationer. Tidsskriftet får kun en kort levetid, mens en anden af Mylius-Erichsens aktiviteter får større betydning og giver både ham selv og Hugo Larsen et gennembrud. Mylius-Erichsen planlægger nemlig et stort værk om den jyske hede. Han har gennem plantør Holt på Kragsøhus fået nys om, at Horsens Statsfængsel i sommeren 1899 vil udsende en flok straffefanger til at bryde og opdyrke Alheden ved Gedhus. Han får som journalist tilladelse til at følge straffefangerne og deres vogtere. Det bliver en stærk oplevelse, som han formår af fastholde og formidle i en række dagbogsblade om det sociale eksperiment. Mylius-Erichsen beskriver gribende, hvordan fangerne nyder den relative frihed og ligesom vågner op til et nyt liv med et meningsfyldt, omend hårdt arbejde. Dagbogsbladene offentliggøres samme efterår i et par opsigtsvækkende artikler i Politiken og senere som del af værket om den jyske hede.

Mylius-Erichsens beretninger inspirerer Hugo Larsen, og året efter rejser han selv til Gedhus for at male. Her laver han nogle indlevede og usentimentale skildringer af fangernes liv på heden. Den akademiske disciplin kan stadig spores i hans malemåde, men motivvalget er friere, mere spændende og præget af den sociale holdning i omgangskredsen. To af malerierne fra Gedhus vises på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1901. Kunstkritikerne får øjnene op for den unge talentfulde kunstmaler. Hugo Larsen har fået sit gennembrud.

Også samarbejdet med Achton Friis fortsætter. Det resulterer bl.a. i en fælles udstilling i 1902, ligesom Hugo Larsens senere separatudstilling i Den Frie bliver afholdt sammen med Poul Corona. Der er kommet gang i karrieren. Specielt Hugo Larsens portrætter er populære. Både de malte og de tegnede. Men han vil mere.

Billedhuggeren Anders Bundgaard har fået ordre på at udføre det monumentale Gefionspringvand. Dette arbejde bliver Bundgaards hovedværk, og Hugo Larsen følger tilblivelsen med stor interesse. Skulpturerne er for store til at blive hugget i Bundgaards atelier, og billedhuggeren lejer sig derfor ind på Kryolitselskabets loft, hvor også Hugo Larsen opstiller sit staffeli og skaber sit store og kraftfulde billede, som færdiggøres i januar 1904 og vises på Charlottenborgs Forårsudstilling samme år. Ikke bare kritikken, men også Hugo Larsen selv er begejstret for dette billede, som han beholder i sin egen samling og udstiller adskillige gange, dog altid med så høj en pris, at han er sikker på at få lov til at beholde det. Inden det bliver udstillet på Charlottenborg første gang har Hugo Larsen imidlertid påbegyndt en ny og helt afgørende epoke i sit liv.

Nok er Hugo Larsen Københavnerdreng med stort K, men han har lært, at han skal have luft under vingerne for at blive inspireret. Sommerudflugterne til Jylland førte til hans gennembrud som kunstner, så hvorfor ikke vove det helt store spring? Som tænkt, så gjort. Læs videre om Hugo Larsens rejse til Dansk Vestindien i årene fra 1904 til 1907.

---

Noter:

[1] Hvad Albrecht Schmidt har ment om hustruens eskapader, fremgår ikke. Men parret blev skilt nogle år senere, og hun blev ikke nævnt med ét ord i hans erindringsbog "I Liv og Kunst" fra 1937.
til notehenvisning 1

---

Se også:

---

Litteratur: