Hugo Larsen

Jeg holder meget af denne anekdote, som genfortælles blandt efterkommerne af en københavnsk grosserer, i hvis hjem Hugo Larsen var en hyppig gæst i en længere årrække. I få ord giver anekdoten en rammende karakteristik af den ugifte, men vellidte kunstmaler.

Den historie, som normalt fortælles om Hugo Larsen, beretter om et stort kunstnerisk talent, som ikke fik den offentlige anerkendelse, han fortjente. Men den fortæller meget lidt om ham som person. Den mest omfattende og tætteste beskrivelse af Hugo Larsen finder vi i Xenius Rostocks bog, som blev forfattet og udgivet kort før Hugo Larsens død i 1950. Vi ved, at Hugo Larsen forærede eksemplarer af denne bog til slægt og venner, og at han dermed næppe har været uenig i dens tekst. Rostock bruger en del spalteplads på indignerede udsagn om kunstpublikummets, censurens og kritikernes fejltagelser, men er det Hugo Larsens egen bitterhed eller Rostocks forargelse, som kommer frem her? Vi ved det ikke, men det er karakteristisk, at bogens citater af Hugo Larsens egne udsagn alle viser en sagtmodig, tolerant og fredsommelig person. De nulevende personer i familien, som har kendt Hugo Larsen, bekræfter dette indtryk af et rart, elskeligt og vennesælt menneske. Men de har jo af gode grunde heller ikke kendt ham i hans 'Sturm und Drang' periode i de første årtier af det 20. århundrede.

Hugo Larsen var ikke nogen høj mand, men i sin ungdom var han nydelig og attraktiv. Det ved vi f.eks. fra fotografiet til venstre, som er taget på St. Thomas (vistnok det eneste fotografi, som eksisterer af Hugo Larsen fra hans rejse til Dansk Vestindien i årene 1904-07). Alligevel blev han aldrig gift. At han har haft kvindetække, kan der dog ikke være tvivl om. Nogle af hans smukkeste portrætter fra de tidlige år er af unge kvinder, og mon ikke plantageejerne har holdt godt øje med ham, når han malede deres døtre? At han også senere i livet har haft sine muser, fremgår bl.a. af et stort maleri fra 1939, hvor han har besøg i sit daværende atelier over for Glyptoteket. I sine sidste år boede han sammen med en fru Anna Swensson. Se også rækken af Hugo Larsens muser.

Lissa Jørgensen, St. Thomas 1905

Det er nærliggende - uden sammenligning i øvrigt - at drage paralleller mellem visse dele af H.C. Andersens liv og Hugo Larsens. Begge kunstnere forblev ugifte og de tilbragte en betragtelig del af deres liv på forskellige danske herregårde, hvor de fik ophold m.m. mod at deltage i herregårdens liv og underholde på hver deres vis. Men havde Hugo Larsen også sin Riborg Voigt eller sin Jenny Lind? Det spørgsmål lader sig næppe besvare. Og Hugo Larsen bidrog ikke selv til opklaringen, for han var ikke nogen flittig skribent. Han skrev mig bekendt hverken breve, dagbøger eller andre skildringer af sit liv. Men der eksisterer et portræt af en særdeles smuk ung dame, Elisabeth ("Lissa") Jørgensen, malt på St. Thomas i 1905. Det bemærkelsesværdige er, at dette portræt var i Hugo Larsens besiddelse til hans død og aldrig blev gjort til genstand for salg. Portrætter var ellers Hugo Larsens levevej. Dem fremstillede han normalt på bestilling, så de indgik stort set ikke i hans samling af egne billeder. Men dette gjorde. Han har gjort oliemaleriet færdigt, han har signeret det, han har bragt det med hjem fra Dansk Vestindien, han har fået det indrammet, og han har beholdt det. Men han har mig bekendt aldrig udstillet det på trods af dets iøjnefaldende kvaliteter, og det indgår ikke i Xenius Rostocks bog, selv om det på ingen måde står tilbage fra de portrætter, som er afbildet i denne. En romantisk sjæl kan jo tænke sit. Billedet har i hvert fald en stærk udstråling. Lissa Jørgensen var i øvrigt datter af den navnkundige "Lawyer" Jørgensen på St. Thomas. Hun blev senere gift med den tyske skibsinspektør Heinrich Meyn, men det er en ganske anden historie.

Nok forblev Hugo Larsen ugift, og nok trak han sig tilbage fra den etablerede kunstverden, men han var udpræget social og ikke nogen ensom type. Han var som nævnt en velset gæst i mange hjem, og ikke blot på herregårdene. Han var charmerende og omgikkes både Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Han tilhørte desuden omkring århundredeskiftet vennekredsen omkring digteren Jeppe Aakjær. Der eksisterer fra denne kreds et firdobbelt profilportræt af skuespilleren Albrecht Schmidt, forfatteren og kunstmaleren Achton Friis, Jeppe Aakjær og Hugo Larsen.

Som nævnt andetsteds var Hugo Larsen i mange år et aktivt medlem af "Foreningen for national Kunst", som selv kaldte sig en kunstnerisk kamporganisation. Det fremgår dog ikke af de generalforsamlingsreferater, som jeg har læst, at han har taget del i de ofte hidsige debatter i foreningen. Selv i denne sammenhæng viste Hugo Larsen sig som et sagtmodigt menneske. Man kan let få det indtryk ved at læse de eksisterende beretninger om Hugo Larsen, at han skal have været et bittert menneske. Den karakteristik kan jeg ikke følge. Der er efter min mening tale om andre menneskers forståelige indignation over Hugo Larsens skæbne. Men for Hugo Larsen var det kunsten selv, ikke hans anseelse - eller mangel på samme - som betød noget. Han tog livets tildragelser, som de kom, og var i høj grad tilfreds med sin tilværelse.

Det siger sig selv, at jeg med glæde vil have yderligere oplysninger, som kan belyse Hugo Larsens liv. Hvem var fru Anna Swensson? og hvem var Hugo Larsens øvrige muser? Findes der måske beretninger om ham fra hans venners hånd?

Se også:

Biografi af Hugo Larsen

Det virtuelle galleri:
    Hugo Larsen i Vestindien
    Hugo Larsens vestindiske tegninger
    Portrætter af Hugo Larsen
    Hugo Larsens muser
    Andre arbejder af Hugo Larsen
    Lundeborg-galleriet
    Skitser og tegninger af Hugo Larsen

Efterlysninger af Hugo Larsens arbejder

Slægtsdata:

Hugo Valdemar Larsen blev født 23 Sep 1875 i København og døde sst. 25 Dec 1950. Han var søn af malermester Sofus Vilhelm Larsen (1848-1919) og hustru Isidora Augusta Strip (1850-1934). Hugo Larsen var ugift.