Hugo Larsen

Efterlysning af information og specifikke billeder

 

Fotografering af malerier

At fotografere malerier o.l. er ikke helt det samme som at tage billeder af familiemedlemmer til festen.
De professionelle har deres metoder, men de er dyre og besværlige for os amatører, så jeg har med gode venners hjælp lavet en enkel vejledning, som giver gode resultater. Det vil naturligvis glæde mig, hvis du vil bruge den til at tage billeder til Hugo Larsens galleri.

Denne side er en del af det virtuelle galleri af Hugo Larsens arbejder. Her vil jeg afbilde hans fantastiske arbejder fra Dansk Vestindien, hans portrætter og øvrige arbejder. Det er ikke nogen nem opgave, for der findes mig bekendt ingen eksisterende oversigt over Hugo Larsens billeder, endsige nogen henvisning til, hvor de befinder sig. Derfor behøver jeg din hjælp, hvis du ved (eller tror, at du ved), hvor der findes arbejder af Hugo Larsen.

Jeg er særligt interesseret i oplysninger om hans malerier og tegninger fra opholdet i Dansk Vestindien i perioden 1904-07, herunder også besøgene på Cuba og St. Martin samt i USA og Mexico. Men alle hans arbejder er vigtige for at få et mere komplet indtryk af Hugo Larsens karriere.

Hugo Larsens underskrift

Hvordan kender man så Hugo Larsens billeder? Ja, først og fremmest på signaturen. Den skrev han ofte med kompakte blokbogstaver, eller - som her til venstre - med sin underskrift. Læs evt. mere om Hugo Larsens signaturer. Det er dog ikke alle værker, som er signeret, f.eks. ikke alle tegninger. Uden signatur må man se på motivvalget og stilen, og jeg håber, at eksemplerne på disse sider vil være en vejledning.

Genkender du et eller flere af billederne i galleriet? Så vær lige opmærksom på, at nogle af Hugo Larsens billeder er lavet i flere udgaver. Jeg selv kender et par tilfælde, hvor han har afbildet samme motiv i forskellig størrelse og teknik, men der er givetvis flere eksempler. F.eks. fremgår det af et fotografi fra hans udstilling på St. Croix i 1905, at flere billeder, som vi i dag kender, også har eksisteret i en anden udgave. Så det er ikke sikkert, at jeg kender eksistensen af dit billede, selvom du genkender det her på siderne.

Nedenfor følger små gengivelser af nogle af de specifikke værker, som jeg efterlyser. Du kan se en større gengivelse og yderligere information ved at klikke på et billede. Men jeg understreger, at jeg er interesseret i alle oplysninger om alle Hugo Larsens arbejder.

Jarlen af Bothwell's begravelse. Klik for at se en større gengivelse Kathe Laage Petersen, 1911. Klik for at se en større gengivelse Ved en fiskermole, 1926. Klik for at se en større gengivelse Hesselagergaard. Klik for at se en større gengivelse
Kokospalmer, St. Croix, 1906. Klik for at se en større gengivelse Morgensol, fra kunstnerens hjem. Klik for at se en større gengivelse Komponisten August Ennas forældre, 1902. Klik for at se en større gengivelse Frøken Astrid Lund, 1927. Klik for at se en større gengivelse Fru grosserer Tonsgaard. Klik for at se en større gengivelse
Fru læge Jensen, Glumsø. Klik for at se en større gengivelse Overlæge N. Muus, 1945. Klik for at se en større gengivelse Direktør Viggo Berg, 1925. Klik for at se en større gengivelse Professor dr.theol. Oskar I. Andersen, 1943. Klik for at se en større gengivelse Folketingsmand, ingeniør Korsgaard. Klik for at se en større gengivelse
Hesselagergård. Klik for at se en større gengivelse        

Andre efterlysninger:

Aftenbladet (København) skriver 19. juli 1903 bl.a.: "Hans store Dameportræt fra i Aar vakte berettiget Opmærksomhed paa Charlottenborgudstillingen". Hvis nogen kender til et stort dameportræt af Hugo Larsen dateret 1902 eller 1903, er jeg meget interesseret i at se det. Hvis det fortsat er i sin originale ramme, vil den være forsynet med en udstillingsmærkat med et stort trykt 1-tal og Hugo Larsens underskrift.

Hugo Larsen udstillede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1903, men det er ikke lykkedes mig at finde et katalog fra denne udstilling. Hvis nogen har kataloget fra denne udstilling, er jeg meget interesseret i at købe kataloget eller en kopi heraf.

Vi ved, at Hugo Larsen malede adskillige billeder af æsler, men kender kun få. Æslerne blev importeret som trækdyr i Dansk Vestindien og fungerede vel stadig som sådan på Hugo Larsens tid. Det pudsige er, at æslerne siden blev sluppet fri, da der ikke længere var brug for dem på øerne. Nu lever de vildt og klarer sig efter sigende fint.

I Olaf Lincks bog "Det tabte Land" fra 1947 omtales en ufuldført tegning af et kolonialrådsmøde på St. Croix. Tegningen var på daværende tidspunkt i Hugo Larsens egen besiddelse. Der er måske snarere tale om et kolonialrådsmøde på St. Thomas, hvorfra St. Thomæ Tidende d. 11. august 1906 skriver, at dørene på et tidspunkt bliver lukket, og fortsætter: "The closure was not of much consequence to the audience, excepting the artist Hugo Larsen who was trying to complete a sketch of the members as they sat around the horse-shoe".

På rejsen til Dansk Vestindien lærte Hugo Larsen skibslægen Christian "Wappe" Dalmark at kende. Denne blev senere læge i Sorø, hvor Hugo Larsen besøgte ham i 1912 og malede en del billeder, hvoraf vi i dag kun kender få. Der skal f.eks. have eksisteret billeder fra Fægangen.

I 1908 efter hjemkomsten fra Dansk Vestindien var Hugo Larsen på rejse i Jylland. Herfra eksisterer et maleri mærket "Dagsregn, Skørping", som i 1965 blev handlet hos Bruun Rasmussen. Det kunne antyde, at der har været en forbindelse mellem Hugo Larsen og Ørnebjerg-kolonien eller i det mindste med Anders Bundgaard, som Hugo Larsen 4-5 år tidligere havde malet, mens billedhuggeren arbejdede på sit store værk Gefionspringvandet. Alle informationer om maleriet fra Skørping og andre fra samme egn modtages med glæde.

På en separatudstilling i 1913 viser Hugo Larsen flere billeder fra Bornholm, deriblandt et fra stranden ved Sandkås og et andet fra stranden ved Belle. Jeg kender ikke noget sådant stednavn på Bornholm. Kan der være tale om Bæla? Er der i givet fald tale om dette billede? Og har der eksisteret en vindmølle ved Bæla?

Under valgkampen forud for folkeafstemningen om salget af Dansk Vestindien i 1916 blev der fremstillet en plakat med det manende budskab "Lad det ikke ske!". På plakaten skal der være en vignet udført af Hugo Larsen. Hvis nogen kender denne plakat, vil jeg være taknemmelig for et tip.

På sin rejse til Italien i 1921 var Hugo Larsen bl.a. i San Remo og Varazze. Men der kendes blot tre malerier fra denne rejse. Der skal desuden eksistere et maleri fra Bolzano (Bozen), som indgik i hans bo.

Et af Hugo Larsens mest yndede tilholdssteder var fiskerlejet Lundeborg. Vi kender nogle af billederne (se Lundeborg-galleriet), men der må være mange flere, som vi ikke kender til. Det fremgår bl.a. af udstillings- og auktionskataloger samt af Hugo Larsens skifte.

Der skal bl.a. eksistere portrætter af følgende personer, udført af Hugo Larsen:

Pædagogen og forfatteren Erna Juel-Hansen f. Drachmann (1845-1922). En pastel af Erna Juel-Hansen indgik i kunstnerens bo. Berlingske Tidende skriver 6. november 1909, at Hugo Larsen netop har fuldført at portræt af Erna Juel-Hansen, og samtidig har han lagt sidste hånd på et aftenlysbillede med et portræt af den lutspillende maler Kronemann. Han skiftede senere navn til Poul Corona.

Der skal eksistere adskillige portrætter af fru Anna Swensson, som Hugo Larsen boede sammen med i de sidste år. Flere af disse indgik i hans bo, men ejerskabet til de fleste er i dag ukendt.

I 1932 udstillede Hugo Larsen i Kunstnerforeningen af 18. November bl.a. et portræt af kommandør Paul Saabye (1865-1955). Portrættet var i 1932 i kommandørens egen besiddelse.

Sophus Jürgensen skal have malet et portræt af Hugo Larsen. Dette indgik i Hugo Larsens bo, men ejerskabet er i dag ukendt.


Se også:

Biografi af Hugo Larsen

Det virtuelle galleri:
    Hugo Larsen i Vestindien
    Hugo Larsens vestindiske tegninger
    Portrætter af Hugo Larsen
    Hugo Larsens muser
    Familie- og selvportrætter
    billeder fra Hesselagergaard
    Lundeborg-galleriet
    skitser til "Straffefangerne på Alheden"
    Andre arbejder af Hugo Larsen
    Skitser og tegninger af Hugo Larsen

Vejledning i affotografering af malerier o.l.