Franz Liborius Schmitz (ca. 1762 - 1827)

Blandt de silhuetkunstnere, som har arbejdet i Danmark og Norge, var Franz Liborius Schmitz langt den flittigste. Han gennemrejste Danmark på kryds og tværs, var i de fleste provinsbyer - ofte adskillige gange - var gæst på mange herregårde og nåede på sine mange rejser i Norge at besøge stort set alle kystbyer fra Christiania til Trondhjem. Overalt efterlod han et væld af klippede portrætter, som smykkede snart sagt ethvert borgerhjem. Ingen anden kunstner har i tilnærmelsesvis samme grad som Schmitz præget vores opfattelse af silhuetterne. Han var så produktiv, at mange i dag helt ubevidst sætter et lighedstegn mellem hans værk og silhuetter i almindelighed. Dermed kommer vi let til at se hans silhuetter som anonyme, fordi der er så mange lighedspunkter imellem dem. Men lighederne er snarere et udtryk for hans karakteristiske måde at arbejde på, og hans samtid opfattede absolut ikke hans silhuetter som anonyme. Man genkendte med lethed både sig selv og familien på de fine papirklip. I betragtning af hans enorme produktion er det ikke så sært, at han er den kunstner, som er repræsenteret på flest danske museer.

Schmitz var professionel silhuettør. Han levede og forsørgede sin familie af sin kunst. Han klippede på fri hånd og var en af sit fags fremmeste udøvere. Han stammede fra Bonn, men som de fleste af sine kolleger rejste han rundt for at finde sine kunder. Han startede med at rejse rundt i Tyskland og - efter eget udsagn - i Frankrig. Omkring 1799 nåede han til Slesvig-Holsten og var i Kiel i juni 1799. Det har hidtil været god latin, at Schmitz først kom til Danmark i 1803^[1]. Men faktisk var Schmitz aktiv i Danmark allerede fra 1799. Det viste gruppeportræt af vinhandler i Næstved Christian Sorterup med familie kan med rimelig sikkerhed dateres til sommeren eller efteråret 1799, eftersom den lille datter Marthe på moderens arm er født 25. september 1798. Dermed er dette gruppeportræt den ældste silhuet fra Schmitz' hånd, som kendes for tiden. At den er et tidligt arbejde, kan også ses af, at baggrunden i form af byens tårne er klæbet op foran personerne, hvor Schmitz senere ville anbringe lokalkoloritten mere diskret bag de portrætterede.

I maj 1800 holder Schmitz bryllup i Valløby ved Køge med præstedatteren Anne Dorothea Schousboe. I 1801 er parret bosat i København, og i 1802 er han på en kort rejse i Norge, fra hvilken der findes flere silhuetter bevaret. I januar 1803 er han i Odense, og samme år rejser han igen til Norge. Fra denne norgesrejse har jeg bl.a. set arbejder fra hans hånd i Bergen, Trondheim og Drammen. Fra 1805 er København hans faste udgangspunkt med mange rejser i de danske provinser, til Norge i 1807 og til Sverige 1810-11.

I 1812-14 foretager han endnu en rejse til Norge, og denne gang kommer han vidt omkring. Fra denne rejse findes et familieportræt af hovedkasserer Andreas Schaft i Kristiania og et tilsvarende af skibsreder Søren Pedersen i Mandal, ligesom Schmitz opholdt sig i Bergen i en længere periode.

Fra samme rejse stammer den viste silhuet af foged i Sønnmøre Andreas Landmark (1769-1839) med børnene Andrea Nordløw Landmark (1798-1891), Karen Marie Landmark(1800-33), Johan Daniel Stub Landmark (1806-60) og Niels Wind Landmark (1802-41). Jeg formoder, at det må være Ålesunds kuperede silhuet, som anes i baggrunden. Liborius Schmitz har altså taget søvejen, og jeg har indikationer af, at han har været så langt nordpå som Helgeland, men har underligt nok ikke fundet ham i Trondheim.

Schmitz annoncerede som regel sin ankomst til et nyt sted i den lokale presse. Annoncen kunne f.eks. lyde således: "Franz Schmitz, fra Bonn, anbefaler sig alle og enhver, som ønske deres Silhouetter udskaarne paa den hurtigste og meest lignende Maade. Prisen er 16 Skilling for et Par Brystbilleder og 1 Mk. 8 Sk. i fuld Positur. Han tilbyder sig paa Forlangende at opvarte enhver hiemme og opholder sig kun kort Tiid her."

Indsat til højre er hans annonce i Adresseavisen (Trondhjem) 2 Sep 1803 med en næsten enslydende tekst. Han er vel næppe blevet rig af sit håndværk, selvom prisen på et enkelt brystbillede stort set modsvarede en dagløn. Men i perioder lever han særdeles godt. Da han i 1807 gæster Kristiania, indlogerer han sig på byens fornemste gæstgiveri, og af følgende annonce fra Bergen i 1813 fremgår det, at han har haft ganske travlt og næppe har lidt nød: "Da jeg hjemme i mit Logie er saa beskæftiget med Familie-Stykker, saa kan jeg ude i Byen ikke opvarte, naar ikke 5 á 6 Personer paa engang ønske min Nærværelse".

Schmitz vendte tilbage til Danmark i sommeren 1814, og silhuetten af familien Storm i Assens er lavet i oktober 1815. Den forestiller skipper Niels Villads Storm (1783-1869) med hustru Anna Maria Elisabeth Müller (1784-1867) og børnene Carl Storm (1809-27), Hans Storm (1810-78), Jacob Storm (1812-1866) og Poul Jacobsen Storm (1815-58). Silhuetten af den takkede gavl på Assens Kirke i baggrunden er umiskendelig, når man kigger godt efter.

Schmitz fortsætter med at rejse rundt i Danmark til sin død i 1827. Med hans død er også stort set de store familieportrætters æra slut.

Silhuetternes storhedstid er tiden mellem 1780 og 1850. Inden for denne periode er Schmitz langt den mest produktive i Danmark og Norge. Han brugte ikke tekniske hjælpemidler til sine silhuetklip, men lavede dem på fri hånd, ja faktisk med venstre hånd, hvilket han også pralede af i nogle annoncer. Hans gruppeportrætter ("Familiestykker") har ofte en glimrende og gennemtænkt komposition. Farvelægningen af baggrunden med solnedgangsfarver er lige så genial, som den er simpel. For det første er farverne dekorative og tilføjer billedet en vis dybde. For det andet udgør denne 'belysning' en kunstnerisk retfærdiggørelse for, at alle billedelementer ses som silhuetter. En kunstnerisk genistreg. Schmitz signerede sjældent sine værker, men hvis man overhovedet kan tale om silhuetkunst, så var han en stor kunstner.

Schmitz' silhuetter har en række stærke kendetegn, som må betragtes som hans signatur:
- på helfigurer af yngre kvinder og børn er fødderne små og meget spidse
- mændene har knæk i ryggen og tit store maver
- kvinderne afbildes ofte med nydelige runde bryster
- virile hårlokker markeres med nogle raske klip
- ordner og uniformer markeres med gennembrudte klip
- På familieportrætter er der ofte antydet et hus i den ene side (i Norge sker det, at huset erstattes med en klippeside!). Farvelægning af baggrunden, som det ses på familiestykket fra Assens, er også et særkende for Schmitz. Klaser af blade på træerne samt fugle på himlen hører ligeledes til Schmitz' særlige virkemidler.
På brystsilhuetter afsluttede Schmitz en overgang kvindernes ærmer med nogle flæser, mens mændene blot fik 2 konkave klip. Schmitz brugte dog også den mere traditionelle afslutning med et markeret ærme bagtil og en svag S-bue fortil.
De viste silhuetklip afslører også nogle ligheder, som måske kan bruges til at aldersbestemme enten de afbildede børn eller selve klippet. F.eks. er der en slående lighed imellem de to 6-7 årige drenge i midten af hver silhuet.

Der er tydeligvis også symbolik i de genstande, som personerne har i hænderne. F.eks. har skipper Niels Storm (silhuetklippet til venstre ovenfor) naturligvis en søkikkert under armen, og på silhuetter af en bagerfamilie har familiefaderen lige så selvfølgeligt et brød i hånden. Faderens vilje med børnene kan også tit aflæses af, hvad de bærer i hænderne. Symbolikken er krystalklar, når fogeden holder sin ældste søn til bogen, og når skipperens ældste søn bærer en skibsmodel. Mindre børn har ofte en fugl eller en blomst i hænderne, og disse genstande kan muligvis bruges til aldersbestemmelse.

Schmitz' produktion var enorm. Hans ubestridelige talent, rimelige priser og omfattende rejsevirksomhed medvirkede til den store udbredelse, som hans silhuetter fik, specielt i Danmark og Norge. Men han signerede meget sjældent sine værker. En uvidende eftertid har derfor ofte tilskrevet hans værker helt andre silhuettører, professionelle som amatører. Hvis man i familien støder på en veludført klippet silhuet uden signatur, giver det god mening at arbejde ud fra en hypotese om, at den er klippet af Schmitz. En analyse af silhuettens stilelementer og komposition vil ofte godtgøre, at Schmitz er mesteren.

Hvis du vil se Schmitz' silhuetter i virkeligheden, skal du ikke lede på kunstmuseerne. Silhuetterne blev fremstillet med salg for øje til de afbildede og deres familier. Som nævnt andetsteds kan man måske også diskutere, hvor stor kunst disse silhuetter var. Men der er alligevel gode chancer for at finde dem på museum. Du skal bare lede på de historiske museer. Og du behøver ikke lede længe. Du kan nedenfor finde en liste over de museer, hvor jeg indtil videre har fundet hans værker.

Et par af museerne fortjener særlig opmærksomhed og ros, fordi de inden for de seneste år har fået restaureret hver sit smukke familiestykke.

Lolland-Falsters Stiftsmuseum i Maribo modtog i 2005 som gave et smukt familieportræt. Familien er mig bekendt endnu ikke blevet identificeret, men det skal angiveligt dreje sig om en borgmesterfamilie fra Maribo. Silhuetten er for nylig blevet restaureret på Bevaringscenter Næstved, og konservator Anne-Marie Christensen har skrevet en både indsigtsfuld og interessant artikel om projektet.

Ringkøbing Museum ejer et meget fornemt gruppeportræt af Ringkøbing-købmanden Lauritz Buch med familie. Schmitz har taget alle sine talenter i anvendelse i dette udstyrsstykke, hvor de mange detaljer måske ligefrem er ved at overskygge kompositionen. Men flot er denne silhuet, og det har Schmitz været klar over, da han signerede den med en charmerende blanding af dansk, latin og fransk: "d. 15.tne Juny 1816 - fecit F.L.Schmitz .. Bon. Premier Silhouetteur dan tout le monde".

---

Se også:

Lidt om silhuetklippenes historie

En artikel om silhuetter og slægtsforskning, specielt om Franz Liborius Schmitz.

En fremragende artikel om opbygning og konservering af et af Schmitz' familieportrætter, skrevet af en professionel konservator, Anne-Marie Christensen.

Andre silhuetter klippet af Schmitz.

Mysteriet om Helgelands-Holsternes silhuetklip

Eksempel på identifikation af et silhuetklip af Schmitz

Lidt om Schmitz' rejser i Danmark og Norge

En fremragende bog om silhuetter

Uidentificerede silhuetter af Franz Liborius Schmitz

Dansk Skolemuseum brugte som logo en silhuet af degnen i Græse Peder Andersen Rugaard og tre af hans sønner.

På Norsk Folkemuseum (www.norskfolke.museum.no) findes en stor samling af portrætter, herunder en del silhuetter, hvoraf mange klippet af Schmitz. En stor samling afbildinger er offentliggjort på nettet i søgbar form. Desværre lider Norsk Folkemuseums hjemmeside af den udbredte uvane, at linkene til søgefunktionen og de enkelte billeder har skiftet ganske ofte. Nedenfor forsøger jeg at linke til den senest kendte adresse for silhuetterne. Hvis den ikke virker, kan du prøve at finde museets søgefunktion (senest kendte adresse www.primusweb.no.) og lede efter de museumsnumre, som jeg nævner nedenfor:

---

Schmitz på museum:

Jeg vover den påstand, at Franz Liborius Schmitz er den kunstner, som er repræsenteret på flest museer i Danmark. Jeg indrømmer dog, at det næppe kan bevises. Det ville kræve, at man gik samtlige danske museers beholdninger igennem - og for samtlige kunstnere. Men lad mig give dig en liste over offentlige samlinger, hvor jeg positivt ved, at der findes silhuetter af Schmitz. Så kan jeg jo udfordre dig til at præsentere en anden kunstner med en længere liste :-)

Hvis du besøger et af de pågældende museer, kan du ikke være sikker på, at Schmitz' arbejder er udstillet, for intet museum kan udstille alle sine genstande på én gang. Nogle af museerne er heller ikke klar over, at de ejer værker af Schmitz. Måske har de kun silhuetterne på grund af deres kulturhistoriske værdi. Måske er de ikke klar over, at man kan identificere kunstneren bag en tilsyneladende anonym silhuet uden signatur. I hvert fald må man sande museumsfolkenes egen selvironiske vits om, at de bedste fund ofte gøres i museernes egne magasiner. Jeg skylder også at nævne, at der i nogle tilfælde er tale om reproduktioner af de originale silhuetter.

Hvis du skulle have kendskab til andre museer, som kan have silhuetter af Schmitz, vil jeg være taknemmelig for et tip.

NB: Jeg beder om undskyldning for, at nogle af ovenstående links ikke fungerer. På trods af begrænsede bevillinger lider museerne tilsyneladende af en ubændig trang til ustandselig at skifte web-adresser, teknologi og struktur på deres hjemmesider. Jeg har på et tidspunkt talt op, at på ca. 3 år blev 12 af disse links ugyldige, og kun i ét tilfælde efterlod museet en redirect til den nye side. I min naivitet troede jeg, at museerne ville være glade for, at nogen henviste til dem, men det er åbenbart ikke tilfældet.

---

Noter:

[1] Jørgen Duus beskriver i sit værk om silhuetter en brystsilhuet af translatør Andreas Jørgensen, som kan dateres til 16. januar 1803.
til notehenvisning 1

---

Kilder:

"Silhuetter, skygger på væggen", Jørgen Duus, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busch, København 1998.
"Omkring nogle fynske silhuetter", Niels Oxenvad, Fynske Minder 1977, Odense 1978, s. 85-101.
"Silhouetter", Henrik Grevenor, Kristiania, 1922.
"Et par bemerkninger om Silhouetkunst", Einar Lexow, Kunst og kultur 1. årgang, Kristiania 1911.
"Silhouetteuren Franz Liborius Schmitz i Norge", Einar Lexow, "Kunst og Kultur, Studier og Afhandlinger", Kunsthistorisk Forening, Alb. Cammermeiers Forlag, Kristiania 1908, s. 157-76.
"Schleswig-holsteinische Silhouetten", Ernst Schlee, "Kunst in Schleswig-Holstein 1959", Jahrbuch des Schleswig-Holsteinischen Landesmuseums Sleswig / Schloss Gottorp, Ernst Schlee, Christian Wolff Verlag, Flensburg.
"Lübecker Porträtsilhouetten um 1820 von Franz Liborius Schmitz", Dr. Christa Pieske, Der Wagen 1963, s. 121-127.
"Købmand Buch i Ringkøbing med familie - en nyerhvervet Ringkøbing silhuet", Jens Aarup Jensen, FRAM (Fra Ringkøbing Amts Museer) 1996, s. 11-15.
"Konservering af et silhuetklip fra Lolland-Falsters Stiftsmuseum", Anne-Marie Christensen, Lolland-Falsters Stiftsmuseums Årsskrift 2006, s. 32-38.
"Scherenschnitte von Franz Liborius Schmitz in Schleswig-Holstein", Halvor Jochimsen og Jan Tuxen, privat tryk, 2014.