Jørgen Duus har i 1998 skrevet en bemærkelsesværdig
bog om silhuetter. Silhuettering er den mest anvendte portrætteringsteknik
fra sidste halvdel af 1700-tallet og frem til fotografiet tog over. Men
på trods af mængden af silhuetter er det en lidt overset kunstart
- eller kunsthåndværk, om man vil.
Det forhold råder Jørgen Duus bod på med denne bog, hvori
han gennemgår både historie, baggrund, teknikker og de store mestre på
en særdeles læseværdig måde og med mange illustrative
eksempler.
For dem, der interesserer sig for slægtsforskning, er bogen en
guldgrube af information. Vi kender alle til slægtsbøger med
gengivelser af silhuetter, og adskillige af os har silhuetter i vores familie.
Men ofte er silhuetterne, personerne på dem og deres alder blevet
mistolket. Her træder Jørgen Duus hjælpende til med
sine præcise beskrivelser af mestrene, deres kendetegn, deres aktive
perioder og deres færden. Der er er rigtigt mange tips i bogen, som
kan hjælpe med at identificere familiemedlemmerne på
de gamle silhuetter.
En glimrende bog, som anbefales på det varmeste.
Jørgen Duus:
"Silhuetter, Skygger på væggen"
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busch
København 1998
ISBN 87-17-06724-3
Bogen er desværre udsolgt fra forlaget, og du skal skynde dig, hvis du vil anskaffe et nyt eksemplar.
Du kan være heldig at finde den hos enkelte internetboghandlere, check f.eks.
www.pensum.dk.
Men det bedste tip er, at Varde Museum har opkøbt restlageret
fra forlaget og sælger bogen til ren foræringspris, 50 kr. ekskl. porto, se
vardemuseum.dk/dk.php/butik/temaer/view/kunst_og_haandvaerk.
Skalk har også en del af dette restoplag, som
sælges til 174 kr. ekskl. porto. Skriv til Skalk, Jelshøjvænget 29, 8270 Højbjerg, ring på tlf. 86 27 37 11
eller bestil på shop.skalk.dk/group.asp?group=10.
Se også:
Lidt om silhuetklippenes historie
Mysteriet om Helgelands-Holsternes silhuetklip
Biografi af Franz Liborius Schmitz
|