Franz Liborius Schmitz

Franz Liborius Schmitz: Familien Sorterup, 1799

Ovenstående silhuet, som er i privateje, forestiller vinhandler i Næstved Christian Sorterup (1774-1844), hans hustru Christine Magdalene f. Payngk (f. 1774), datteren Marthe Christine Sorterup (1798-1882) samt sandsynligvis vinhandler Sorterups yngre søster Karen Sorterup (f. ca. 1782).

Silhuetten er klippet og komponeret af Franz Liborius Schmitz. Der er tilstrækkeligt med stilelementer til, at silhuetten med sikkerhed kan tilskrives Schmitz. Da den lille Marthe er gammel nok til at holde hovede og - sandsynligvis - ryggen selv, og da hun har de nysgerrige arme fremme, må hun være mellem et halvt og et helt år gammel. Da Schmitz var i Kiel 10. juni 1799, og da han blev gift i Danmark i maj 1800, må silhuetten dateres til sommer, måske efterår 1799. Dermed er denne den hidtil ældste silhuet fra Schmitz' saks, som vi kender til. Det er sandsynligt, at der eksisterer ældre silhuetter fra hans hånd i Tyskland eller hertugdømmerne, men de er ikke beskrevet i den offentligt tilgængelige litteratur, som jeg har haft adgang til. Og i hvert fald må denne silhuet betragtes som Danmarks ældste silhuet af Schmitz.

At silhuetten er meget tidlig, kan også ses af en række detaljer. Træer og vinranker er sirligt klippet i ét stykke, hvor Schmitz senere ville præfabrikere bladene af restpapir og klæbe dem op enkeltvis. Den guldbronzerede baggrundsfarve for den udskårne ovale ramme er også et tidligt stilelement, men det sikreste tegn på, at silhuetten er tidlig, er måden, hvorpå han har komponeret baggrunden. På de silhuetter, som kan dateres til 1802 og senere, har han anbragt baggrunden i baggrunden, forstået på den måde, at byens profil i sort papir ville være anbragt diskret bag personerne. Den viste måde med en baggrund i gråt papir foran personerne må derfor anses som et tidligt stilement, som han senere har forladt, fordi det har virket mere naturligt at anbringe baggrunden, hvor den hører hjemme.

Krigskommissær Niels Andreas Vibe (1759-1814) med familie, 1802
Ejer: Norsk Folkemuseum, Thaulow-museet. Foto: Lone Ørskov.

Denne silhuetgruppe hører vel ikke til Franz Liborius Schmitz' fremmeste arbejder, men den har historisk betydning ved at være blandt de absolut første, som Schmitz lavede i Norge.

Silhuetten forestiller den senere generalkrigskommissær Niels Andreas Vibe (1759-1814), hans hustru Margery f. Kierulf (1775-1852) samt parrets to ældste sønner Johan Christian Vibe (f. 9. juni 1799) og Andreas Vibe (f. 7. maj 1801).

Silhuetten er af kunsthistorikerne Einar Lexow (1908) og Henrik Grevenor (1922) tilskrevet silhuettøren Franz Liborius Schmitz (ca. 1762-1827). Silhuetten indeholder så mange af Schmitz' ”signaturer”, at tilskrivningen er sikker. Lexow henfører silhuetten til Bergen i 1803, mens Grevenor henfører den til Kristiansand i 1802 med et spørgsmålstegn ved årstallet. På Lexows og Grevenors tid var det dokumenteret, at Schmitz havde været i Bergen i sommeren 1803, mens det ikke var kendt, om han også havde været i Norge i 1802.

Niels Andreas Vibe var krigskommissær i Kristiansand stift 1798-1802 og blev i 1802 udnævnt til amtmand i Nordre Bergenhus, hvorfra forgængeren Andreas Hiort blev forflyttet 22. december 1802. Afgørende for stedfæstelse af silhuetten er derfor, om den kan dateres til 1802 eller 1803.

Jeg har identificeret nogle andre silhuetter fra Drammen og Åsgårdstrand, som med sikkerhed kan dateres til 1802. En silhuetgruppe af Isaach Isaachsen med familie [NF.01365-005] er fra Kristiansand og kan sandsynligvis - men ikke med sikkerhed - dateres til 1802.

På selve silhuetten af familien Vibe kan man hæfte sig ved den yngste søns alder, altså Andreas Vibe, som var født 7. maj 1801. Han er iklædt kjole og er altså endnu ikke renlig. Schmitz brugte ikke pantograf, men afbildede alligevel folk i et næsten fast målestoksforhold omkring 1:9. Og hvis man går ud fra en - ikke ufravigelig - tommelfingerregel om, at et menneske har nået halvdelen af sin endelige højde i en alder af 2 år, er Andreas ca. 1½ år, da han bliver portrætteret. Dette tilsiger en datering omkring november 1802. Men tommelfingerreglen har tilstrækkeligt stor usikkerhed til, at den ikke alene kan bruges til at afgøre, om silhuetten er klippet i 1802 eller 1803.

Dermed er spørgsmålet, om Niels Andreas Vibe er iført en krigskommissærs eller en amtmands uniform. I den anledning har jeg konsulteret eksperten i norsk uniformshistorie, tingrettsdommer Knut Erik Strøm, som mener, at silhuetter generelt er en usikker kilde til uniformshistorie. Han anfører også, at der råder nogen usikkerhed om krigskommissærers uniform, f.eks. at hatten ikke er beskrevet i officielle kilder, men nævner til gengæld en dokumenteret og sikker forskel på krigskommissærers og amtmænds uniformer, nemlig at amtmænd bar epauletter, mens krigskommissærer ikke gjorde. Da det vides fra andre silhuetter (se f.eks. længere nede på denne side), at Schmitz viste epauletter med ganske stor akkuratesse, og da han klippede sine silhuetter i samme målestoksforhold, må det konkluderes, at Niels Andreas Vibe på silhuetten ikke bærer epauletter og dermed ikke er amtmand, men krigskommissær.

Silhuetten er dermed stedfæstet til Kristiansand og dateret til andet halvår af 1802.

Franz Liborius Schmitz: Et theselskab, ca. år 1800

Ovenstående silhuet er ejet af Museum Sønderjylland i Tønder (museumsnr. TM02058) og er fotograferet af registreringsmedarbejder Henrik Bonnichsen. Silhuetten hører til museets tidligst indleverede genstande, og der er derfor ikke registreret oplysninger om persongalleri eller proveniens.

Silhuetten er klippet og komponeret af Franz Liborius Schmitz. Den er naturligvis ikke signeret, men der er tilstrækkeligt med karakteristiske detaljer til, at tilegnelsen er ret sikker. Her drejer det sig om den lidt spidse bule i mændenes rygge, de meget fine detaljer i piberne og strikketøjet samt - meget karakteristisk - de smukke klip i bordets sarg og i den bakke, som pigen bærer. At scenen er sat i en have er et særkende for Schmitz, lige som antydningen af et hus yderst til højre. Målestoksforholdet svarer også til det, som Schmitz anvendte. For at være helt sikker på tilegnelsen, ville jeg gerne have set pigens meget små, spidse og skråtstillede fødder, men de er dækket af den grå "baggrund".

Grenen med det spidse løv øverst til venstre kan godt være klippet af Schmitz, men har i givet fald ikke oprindeligt været anbragt som vist og slet ikke med en blå baggrund. Grenen ville stikke ud fra rammen for at illudere et træ udenfor motivet og ville sandsynligvis også have omfattet den yderste gren af træet til højre. Noget tyder på, at der på et tidspunkt har været 'løvfald', hvorefter silhuetten er blevet 'restaureret' af en ukyndig.

Som nævnt ovenfor ville Schmitz normalt anbringe baggrunden i baggrunden. Den viste måde med en baggrund i gråt papir foran personerne henfører dermed silhuetten til perioden før ca. 1802. Uden en personidentifikation må silhuetten derfor dateres til o. 1800 med en margen på nogle få år til hver side.

Vi ved som nævnt ikke, hvem der er afbildet, men kompositionen siger lidt om personerne alligevel. Der er selvfølgelig tale om det bedre borgerskab. Men her er ingen rekvisitter, som fx. kunne afsløre, om der er tale om købmænd, skibsredere eller andet. Det er åndens og ikke håndens arbejdere, måske en sagførerfamilie. Den siddende person er med stor sandsynlighed en ældre enkemand, velsagtens uden tænder og med paryk. Bag ham til venstre står hans ældste søn. Ifølge kompositionen må pigen og den unge dame også være den siddende mands børn. Den unge mand yderst til højre kunne måske være en svigersøn, men sandsynligheden taler for, at han er en søn, idet den unge dame ellers nok ville være vendt mod ham. Det er svært at udtale sig om alder, men pigen er vel 10-12 år gammel, den unge dame er giftefærdig, og de unge herrer er vel mellem 25 og 40.

Når vi ikke ved, hvor silhuetten er fra, må baggrunden hjælpe os lidt. De elementer, som indgår, er stiliserede, men der skal findes noget lignende i omegnen af det sted, hvor silhuetten er lavet. Slottet med spiret/spirene, møllen og de to bysilhuetter kan måske hjælpe? Museet mener ikke, at det viste slot kan være det senere nedrevne renæssanceslot Trøjborg, ligesom egnens mest kendte vindmølle, Højer Mølle, først er bygget o. 1860.

Men hvor er silhuetten så fremstillet? Og hvem er de afbildede personer? Alle indspil er velkomne.

Købmand Albeck

Madam Albeck

Marie Christine Rold f. 9/12 1806.

Disse tre portrætter er indrammet hver for sig, men hører sammen. Det fremgår af påskriften bag på rammerne, at den unge frøken til højre er Marie Christine Rold, født 9/12 1806, at damen i midten er 'Madam' Albeck, søster til Marie Christine Rold, og at herren til venstre er købmand Albeck. Med en håndskrift, som godt kan være den samme, fremgår tillige: "Tilhører Bitten, fra Mor 18/3 1935".

Silhuetterne er rimeligvis klippet i midten af 1820-erne, og noget tyder altså på, at de har været i familiens eje, i hvert fald i de første 110 år. Men siden har de været handlet flere gange, idet de har 3, måske 4 auktionsmærkater bagpå, det seneste fra en auktion i 2006 på herregaardsauktion.com i Nykøbing F., hvilket dog ikke behøver at sige noget om oprindelsen.

Det er desværre ikke lykkedes mig at identificere den pågældende familie. Der findes en familie Rold i Vendsyssel, hvor der også ligger et sogn Albæk, men tættere på de viste personer er jeg ikke kommet. Alle oplysninger og tips modtages derfor med glæde.

Eilert Peter Tscherning med familie

Disse smukke enkeltportrætter forestiller oberst Eilert Peter Tscherning (1767-1832), hans hustru Marie, f. Lützow (1768-1830) og deres børn. Silhuetterne er vel sagtens klippet ca. 1808-09 og er fra Franz Liborius Schmitz' saks, om end den endelige komposition af billedet næppe er hans.

Blandt børnene ses umiddelbart til venstre for moderen den senere krigsminister Anton Frederik Tscherning (1795-1874). Han regnes for en af de mest demokratiske og uegennyttige politikere i midten af 1800-tallet.

Christian Eduard Bagger, 1826

Denne brystsilhuet forestiller Christian Eduard Bagger (1816-47). Inskriptionen på bagsiden af rammen siger: "Christian Eduard Bagger, 10 Aar gammel, 1826, (født 25 Jan. 1816) - (død 7 Decbr. 1847). Udført af Silhouetteur Schmidt." Inskriptionen er efter skriften at dømme nogenlunde samtidig med silhuetten, idet fødsels- og dødsdato dog er tilføjet senere med en anden skrift.

Christian Eduard Bagger var søn af toldinspektør i Korsør, kammerråd Andreas Christian Bagger (1780-1853) og dennes anden hustru Inger Margrethe Crone (1784-1848). Christian Eduard Bagger var skipper i København og gift med Birgitte Maria Wordinger, med hvem han fik flere børn.

Silhuetten kan også fortælle os et par yderligere ting. For det første hvor den er lavet. Christian Bagger voksede op hos sine forældre i Korsør og blev konfirmeret her. Dateringer på bagsiden af rammer kan man ikke altid stole på, men her virker den ganske sandsynlig. Drengen på silhuetten kan næppe være yngre end ti år, og da kunstneren døde i Jylland i det tidlige forår 1827, kan vi altså føje et nyt punkt til Schmitz' rejseruter: Han var i Korsør i 1826, velsagtens på vej til sin sidste rejse i Jylland.

Den anden oplysning er blot et tip. Selv om Franz Schmitz' silhuetter er talrige, så kommer de sjældent til salg. De fleste af dem, som er bevaret, ejes og værdsættes naturligvis af efterslægten. Andre er kommet på museum, hvor de forhåbentlig også værdsættes. Men det hænder - f.eks. ved dødsboer - at nogle kommer ud i handel. Og så havner de hos antikvitetshandlere, på auktioner eller hos marskandisere. Så det er disse steder, du skal lede efter de gamle silhuetter, hvis du er liebhaver. Denne silhuet købte jeg selv på Ørbæk Marked i 2012. Kræmmeren undskyldte for den ødelagte ramme og var godt tilfreds med, at jeg ikke pruttede om prisen. Jeg på min side drog glad afsted med mit fund.

Sognepræst Jacob Gjellerup

Den afbildede person er Jacob Gjellerup (1766-1820), som var sognepræst til Korsør fra 1805 til 1820. Han var søn af sognepræst til Stenløse og Veksø Rasmus Poulsen Gjellerup og Anna Kirstine Jacobsdatter Muus. Jacob Gjellerup var gift 1) med Laurentze Cathrine Frederikke Bernth (1773-1819), datter af Johan Ludvig Bernth og Anna Margrethe Thestrup, og 2) med Petrine Kristine Bang (1790-1858), datter af Rasmus Bang og Elisabeth Wissing. Han fik tre sønner og tre døtre med sin første hustru.

På bagsiden af rammen er skrevet: "Min Bedstefader J: Gjellerup, Sognepræst i Korsør. A: Bagger f: Rambusch."

Brystsilhuetten er typisk for Schmitz med de mange små detaljer, her f.eks. rynkerne i panden og pastorens buskede øjenbryn. Det er vanskeligt at datere silhuetten, men mon ikke den er fra præstens senere år, altså ca. 1815-20?

Silhuetten har jeg købt sammen med ovenstående af Christian Eduard Bagger. De har sandsynligvis tilhørt samme familie. Den dame, som var venlig nok til at skrive på bagsiden af rammen, var Amalia Frederikke Andrea Rambusch (1823-1904). Hun var gift med sognepræst Hans Carl Ludvig Bagger (1807-91), søn af Andreas Christian Bagger og dennes første hustru Frederikke Crone (1782-1812) og dermed halvbror til Christian Eduard Bagger. Man kan måske sige, at de var godt og vel halvbrødre, eftersom deres mødre var søstre.

Morten Overgaard og familie

Denne silhuet forestiller Morten Overgaard (1773-1843) og hans familie: Hustruen Sigbrit Kirsten Mygind ( f. 1771) og børnene Jørgen ( f. 1793), Dorothea ( f. 1795) og Elisabeth (f. 1797). Ifølge et notat på bagsiden er Jørgen i konfirmationstøj. Morten Overgaard var fuldmægtig hos amtmanden i Thisted og boede på Ullerupgaard i Hillerslev herred. Konfirmationstøjet blev jo brugt længe, men Jørgen Overgaard kan meget vel være i 14-års alderen at dømme efter silhuetten, som i givet fald er fra o. 1807.

Dateringen kan godt passe med, at Schmitz ud på høsten 1807 dukker op i Kristiania. Der var nemlig - på trods af englændernes hærgen - en meget aktiv skudefart mellem Nordjylland og Norge. Og en af de største skudefartshavne var Klitmøller, som netop ligger i Hillerslev Herred.

Frederik VI til hest

Der hersker ingen tvivl om, at denne store silhuet forestiller Frederik VI (1768-1839) i generalsuniform. Ligeledes har Franz Liborius Schmitz sat sine tydelige signaturer på den, herunder et væld af smukke gennembrudte klip til at vise ordner, epauletter, hestedækken o.s.v. Derimod kan det være vanskeligt at afgøre, om silhuetten viser Frederik VI før eller efter tronbestigelsen i 1808. Men med den krigeriske udfomning er det tydeligt, at vi befinder os under englandskrigene.

Silhuetten er usædvanlig, ikke blot på grund af sin størrelse på ca. 30 x 30 cm., men i nok så høj grad fordi denne er den eneste kendte silhuet fra Schmitz' hånd, som forestiller en person fra kongefamilien. På det tidspunkt, hvor Schmitz træder ind på scenen, er silhuetter ikke længere forbeholdt de fineste i samfundet. Nu er det borgerskabet og den lavere middelklasse, der træder til som kunder. Men de fleste silhuettører lavede silhuetter af kongefamilien, som de solgte til befolkningen som en slags souvenirs. Det har Schmitz nok også gjort, selv om vi ikke kender andre end den viste. Og hypotesen understøttes af, at den nuværende danske ejer har købt silhuetten på auktion i Norge.

Uniformeret mand med hårpisk

Personen på dette særdeles smukke silhuetklip var længe ukendt. De mange elegante gennembrudte klip tyder i meget høj grad på, at mesteren er Schmitz. Silhuetten har været forelagt flere eksperter til udtalelse, bl.a. i Hærens Arkiv, på Tøjhusmuseet og i Den gamle By i Århus.

Nogle har ment, at den afbildede er en officer med rang højere end garnisonsauditør, og det nævnes, at hårpisken blev afskaffet i 1803. Hvis den afbildede er dansk - og det tyder meget på - kan denne oplysning være interessant, idet der kun kendes yderligere én dansk silhuet fra Schmitz' hånd, som er dateret i 1803, nemlig i januar 1803 i Odense.

Men måske var den afbildede slet ikke militærperson? Karsten Skjold Petersen, museumsinspektør på Tøjhusmuseet med stor ekspertise inden for militæruniformer, har haft silhuetten forelagt, og han mindes ikke at have set en takket kantning på kraven af en militæruniform. Han daterer samtidig silhuetten til den første halvdel af perioden 1790-1813.

Familien, som ejer silhuetten, har arvet den igennem flere generationer, og der er sandsynlighed for, at der må være tale om en forfader i slægten. Familien har godt styr på sit slægtstræ, og der er ingen højtstående militærpersoner i dette, hvilket understøtter en hypotese om, at der må være tale om en civil person, altså i givet fald en højtstående embedsmand.

Desværre findes der ikke dansk litteratur med systematiske beskrivelser af civile embedsdragter. Men af P.A. Klein, Vordingborg Købstads Historie 1923 fremgår det på side 49: "1800 fik Byfoged Bredsdorff efter Ansøgning Tilladelse til at bære den for Bygfogeder i Stiftsstæderne befalede Uniform, nemlig en karmosinrød Kjole med rødt Underfoer, grøn Krave og grønne Opslag, med en mådelig Guldtresse om Kraven og Opslagene samt en Guldepaulet paa højre eller venstre Skulder, gule Knapper i Kjolen og gule Underklæder, men ingen galoneret Hat".

Denne oplysning er særligt interessant, fordi der i familien er en Søren Lintrup Beck (1745-1811). Han blev i 1778 Byfoged i Vordingborg, 1798 Byfoged i Nyborg, 1803 Kancelliråd. Da vi positivt ved, at Schmitz var i Odense i januar 1803, giver det en vis sandsynlighed for, at den afbildede er kancelliråd, byfoged i Nyborg Søren Lintrup Beck, og at silhuetten kan dateres til 1803. Dateringen er dog usikker og bør understøttes af andre indicier.

Hypotesen understøttes indirekte af en silhuet, som Middelfart Museum ejer, og som angiveligt forestiller by- og herredsfoged i Middelfart Thomas Beck (1710-59). Dette kan næppe passe, idet silhuetterne først kom til Danmark ca. 20 år efter Thomas Becks død. Derimod har silhuettens hovedform og frisure en slående lighed med ovenstående silhuet af Thomas Becks søn Søren Lintrup Beck, blot i civil.

Senest har silhuetten været forelagt den norske uniformsekspert Knut Erik Strøm, som er enig i, at der er tale om en fogeduniform. Knut Erik Strøm skriver bl.a. i "Norske sivile uniformer", Forsvarsmuseets småskrifter nr. 36, Oslo 2003: "Fogdene synes å ha båret en uniform på begynnelsen av 1800-tallet med rød kjole med grøn krage og grønne oppslag med en spesiel gullgalon. Kjolen var dobbeltspent og hadde sivile flettede epåletter i gull". Alle synlige uniformskendetegn på silhuetten matcher denne beskrivelse og i øvrigt også uniformen på et samtidigt maleri af en foged i samme publikation.

Både Annelise H.E. Andersen (ahea hos stofanet.dk), hvis familie ejer silhuetten, og jeg vil selvsagt være glad for enhver oplysning, som vil kunne kaste yderligere lys over denne interessante silhuet.

Barbro Heydecher f. Thorne

Denne enkle brystsilhuet, som tydeligvis er klippet af Schmitz, bærer følgende blyantspåtegning på bagsiden: "Fru Barbro Heydecher født Thorne i Soon 6/1 1782 død i Kristiania 3/9 1857, datter af Søren Thorne og anden hustru Anna Ring. Den 3/1 1817 i Vestby g. m. købmand Abraham Heydecher.

Det er vanskeligt at afgøre, hvornår silhuetten er klippet. Men da Schmitz har været i Kristiania både i 1807 og i 1812-13, er den nok fra et af disse besøg. Og den er i hvert fald fra før frøken Barbro Thornes bryllup med købmand Heydecher i 1817.

Søren Georg Abel og hustru

Disse nydelige og gennemførte brystportrætter forestiller sognepræst til Gjerstad Søren Georg Abel (1772-1820) og hustru Anne Marie f. Simonsen (1781-1846). Blandt parrets seks børn var den verdensberømte matematiker Niels Henrik Abel (1802-29).

Der knytter sig en lille historie til disse portrætter, og da historien involverer en af mine aner, håber jeg på tilgivelse for, at jeg dykker lidt ned i den.

Søren Georg Abel var ven med den danske søofficer Peder Mandrup Tuxen (1783-1838). De mødte hinanden i Stavanger, da Abel var sognepræst til Finnøy, og Tuxen var udstationeret i Stavanger for at forestå indrulleringen til flåden. Der udviklede sig et livslangt venskab mellem de to. Og venskabet blev ikke ringere af, at Tuxen mødte Abels svigerinde Elisabeth Simonsen i præstehjemmet og forelskede sig i hende. Romantikken i denne historie blev næret af svigerfaren, købmand i Østerrisør Niels Henrik Saxild Simonsen, som på det bestemteste modsatte sig alliancen. Han var bange for, at Tuxen ikke ville kunne ernære en familie på sin beskedne officersgage, og i otte år nægtede han at give sit samtykke. Men de unge holdt ud. De skrev lange og hyppige breve til hinanden, og de mødtes, så ofte de kunne i præstehjemmet, først i Finnøy, siden i Gjerstad. Endelig i 1810 gav svigerfaren sig, og de unge kunne blive gift. De havde et lykkeligt ægteskab og fik 13 børn, hvorfra det meste af den nulevende slægt Tuxen stammer.

Måske på grund af det lange og veldokumenterede venskab har der udviklet sig en tradition for, at de viste silhuetter skulle være klippet af Peder Mandrup Tuxen. Således fremgår det af Arild Stubhaugs udmærkede biografi af Niels Henrik Abel "Et foranskutt lyn", at disse brystportrætter tillige med en silhuet i helfigur af Søren Georg Abel sandsynligvis er klippet af Peder Mandrup Tuxen.

Men denne hypotese er forkert. Peder Mandrup Tuxen var - sine tekniske og familiemæssige kvaliteter til trods - ingen silhuetkunstner. Han er en af de personer i slægten, som er mest udførligt beskrevet i litteraturen, og hverken af denne eller af familiens overleveringer fremgår det, at han skal have forsøgt sig med at fremstille silhuetter. Desværre, for jeg ville da have været stolt, hvis min tiptipoldefar havde været mester for disse smukke portrætter.

Og for at vende tilbage til portrætterne, så er de ikke klippet af en amatør, men af en mester. Og mesteren er Franz Liborius Schmitz. Anne Maries kjoleudstyr, brystform og de raske klip i håret er tydelige "signaturer" fra Schmitz' hånd.

Silhuetterne er på bagsiden dateret 4. juli 1809, hvilket er interessant, eftersom vi ikke for tiden har nogen viden om, at Schmitz har været i Norge i 1809, hvorimod vi har sikker viden om, at han var i landet i 1802, 1803, 1807 samt 1812-14.