Før konservering
En familie fra Maribo?
I 2005 modtog Lolland-Falsters Stiftsmuseum et silhuetklip som gave. Selve silhuetten, der måler 42 x 57 cm, var indfattet i en enkel flad træramme med indlagte bånd af mørkt og lyst træ og forhøjede kvadratiske afslutninger i hjørnerne. Efter sigende skulle billedet forestille borgmesteren i Maribo med familie.
På silhuetklippet er otte personer afbildet i en idyllisk have med udsigt over havet og nogle småøer. Bag dem stråler sommerhimlen i solnedgangsfarver. Store bøgetræer rækker deres grene indover sceneriet, og bag stakittet vokser græsser og blomstrende rosenbuske. I hver side indrammes motivet af to havestuer, der antyder større bygninger, dørene står åbne ud mod haven. En lille klynge slanke rødgraner rager op midt i billedet. Rødgran og andre nåletræer – indført til Danmark af den tyske forstmand Johann Georg von Langen - var på denne tid endnu ret eksotiske. Solsorte sidder i træerne, måger og sommerfugle svæver i luften.
Til venstre, foran huset med det grønne interiør står en ældre herre i lang frakke og høj hat i færd med at tænde sin lange pibe. Over for ham en stor dreng med halsbind, høj krave og høj hat, under venstre arm klemmer han en lang søkikkert. Imellem dem, ser man en jagt for udgående, matroserne er ved at sætte sejlene, fra masten vajer både et dannebrogsflag og en lang vimpel i vinden. Jagten var et meget almindeligt lille handelsskib fra ca. 1700-tallet og helt frem til 2. verdenskrig. I midten står to små drenge, den ældste viser en tam fugl frem, som den strithårede yngre broder rækker et af de æbler, han har i hænderne.
Familiens yngste med sin mors ”ridicule”, en stoftaske, der blev moderne da empiremoden gjorde lommer under tøjet umulige. Bemærk, at den oprakte arm er klippet separat.
Til højre i billedet er forældrene anbragt med front mod hinanden. Moderen bærer en lang kjole med høj talje, på hovedet en tætsiddende kyse med lange bånd. Ved hånden har hun familiens yngste, en lille pige i en lignende kjole med sløjfe på ryggen. Hun bærer sin mors ”ridicule”, en lille posetaske pyntet med kvaster.
Familiens overhoved med sine navigationsinstrumenter. Bemærk hvordan hagens og sekstantens konturer er ført videre med klip ind i papiret.
Faderen er iført en lang frakke med opslået krave. Han står på en lille høj, hvorfra han holder udkig med båden. Samtidig kaster han et blik på sit lommeur, i venstre hånd holder han en sekstant. Bagest står en ung dreng på trappetrinnet til huset med det røde interiør, han lugter til en rose, under venstre arm bærer han sit høje hat.
Alt i alt et rigtigt guldaldersceneri, som bedømt ud fra dragtmoden nok stammer fra tiden mellem 1810-20. Umiddelbart er der ikke noget ved motivet, der knytter familiens overhoved til borgmesterposten. Derimod er billedet fuldt af rekvisitter med tilknytning til søen, faderen er måske kaptajn (og handelsmand?), og den ene af hans store sønner er godt på vej i hans fodspor.
Silhuettøren
Silhuetten er ikke signeret, men på baggrund af stilistiske træk kan ophavsmanden bestemmes som Franz Liborius Schmitz (Bonn ca. 1762 - 1827). Schmitz var oprindeligt uddannet bogtrykker, men fra ca. 1799 ernærede han sig som omrejsende silhuettør. Han er den mest produktive silhuettør i Danmark og har efterladt sig spor over hele landet, således vides han også at have besøgt Maribo, hvor han portrætterede apoteker Henrik Nicolaj Hoffmann og familie. Det skulle være muligt at tidsfæste silhuetten mere nøjagtigt, da Schmitz ofte annoncerede sine besøg i den lokale presse.
Om Franz Liborius Schmitz hedder det, at han klippede på fri hånd, at han var hurtig og altid klippede af to lag papir - så måske befinder der sig dubletter af personerne på vor silhuet som indrammede brystbilleder eller gemt i breve, dagbøger, gæstebøger?
Silhuetten til konservering
Den smukke silhuet var skæmmet af noget, der i mistænkelig grad lignede et skimmelangreb. Endvidere var flere motivdele rutsjet ned, og man kunne se de mørkere aftegninger af deres oprindelige placering på den nu falmede baggrund. Silhuetten blev derfor indleveret på Bevaringscenter Næstved (tidligere Storstrøms Amts Konserveringscenter). Her begyndte den nervepirrende opgave med at skille silhuetten ad i sine 115 bestanddele. Heldigvis kunne det hurtigt konstateres, at det hvide støv, der havde aflejret sig bag glasset og på silhuetdelene, ikke var skimmelsvamp men derimod afsmitning fra den farvede baggrund, som var udført i pastelkridt.
Jagt. Detalje før konservering. Det hvide støv under glasset er afsmitning fra den farvede baggrund.
På indersiden af rammens glasplade kan motivet tydeligt aflæses i det aflejrede pastelstøv fra baggrunden.
Silhuetten havde aldrig været åbnet før, og var endnu i sin originale tilstand. Det gav rig lejlighed til at studere Franz Liborius Schmitz’ arbejdsmetode.
Silhuettens opbygning - iagttagelser
Bemærk baggrundens originale, mørkere farve bag de forrykkede figurer.
Til silhuetklippene er der brugt hvidt papir i forskellig kvalitet - således er husene og personerne udført i kraftigere papir, mens bladkronerne, øerne og blomsterne er klippet af tyndere papir. I papiret ses mærker efter den trådrist, der anvendes under papirfremstillingen. Schmitz har selv farvet papiret – ofte ses penselstrøgene i farven, der er farveklatter på bagsiden og også enkelte fingeraftryk. De vigtige motivdele og forgrunden er klippet i sort papir, mens der er brugt forskellige gråbrune nuancer til græsserne og øerne i baggrunden. De fleste motivdele er klippet af mat sort papir, men til skibet og til to af de små bakker, personerne står på, er der brugt papir med en blank sort overflade. Der er formodentlig tale om den samme farve, blot påført i hhv. koncentreret og i fortyndet form – på nogle af de matte figurer ses blankere partier og begge slags farve er vandopløselig. Jørgen Duus nævner i sin fremragende bog om silhuetter, at Schmitz ofte benyttede trykte bogsider, som blev sværtet sorte med tryksværte. Det er ikke tilfældet her, endvidere er tryksværte fremstillet på bindemidler, der ikke er vandopløselige.
Fire af børnefigurerne er sat sammen af flere stykker. De to små drenge er klippet som over- og underkrop (for også at kunne justere deres højde?), den mindste sågar med et løst sæt arme. Den lille pige og den store dreng til højre i billedet har en løs arm, der har kunnet flyttes og anbringes, så det passede ind i kompositionen. Endvidere er dannebrogsflaget på skibets mast forsynet med et hvidt kors; selve det omhyggeligt gengivne skib består af seks dele; det lange stakit er klippet af to mindre stykker. Umiddelbart er det ikke muligt at bestemme, hvilket bindemiddel Schmitz har anvendt - der er ingen spor efter limen, heller ikke i UV-lys.
Mens klippene af personerne er individuelle og specialfremstillede, består silhuetten også af dele, som har kunnet massefremstilles i forvejen. Af træer og roser lavede Schmitz større silhuetklip, som så blev klippet i mindre stykker. I bund og grund består bladkronerne således af tre grundelementer. Ved det store træ er grenene blot stukket ind under stammen, eller lagt ovenpå, det har ikke været Schmitz’ ærinde at skabe en illusion af rumlighed. Visse bladgrupper har lige afskårne kanter, her er silhuettøren nået til kanten af sit papir. Disse dele er placeret synligt i billedet uden hensyntagen til det afsnuppede udseende.
Til de tre grantræer er der kun brugt ét grundelement, som er blevet klippet i fire eksemplarer (to ret- og to spejlvendte) plus en stamme, der foreligger i to. Mens de to graner til venstre er anbragt på lange stammer, er det høje træ til højre blevet til blot ved at lægge to grundelementer i forlængelse af hinanden, selvom stammen så ikke bliver lige tyk. Der er mange andre eksempler på denne modsætningsfyldte blanding af omhu og nonchalance.
Familiens to mindste drenge. Fra bagsiden ser man, at figurerne er klippet af flere dele.
Stakittet består af tre ens symmetriske sektioner, der viser, at papiret blev foldet så silhuettøren klippede gennem i alt tolv lag! Stakittets skæve og noget groft tilhuggede udseende føjer sig imidlertid fint ind i helheden. Det er tydeligt, at Schmitz har haft øje for, hvor kan skulle sætte sin virtuositet ind, og hvor han kunne spare på indsatsen. Sparet er der ikke blevet ved klipningen af de diminutive sommerfugle. De tåler betragtning under lup og er endda forsynet med små dekorative prikker i form af huller lavet med en nål.
Grantræ i retvendt og spejlvendt udgave.
Sommerfugle, de små prikker er huller lavet med en nål.
Den pastelfarvede baggrund, efter imprægnering. Bemærk det tydelige aftryk af silhuetklippene.
Silhuetklippene ligger på en strålende baggrund udført i blåt, hvidt og orange pastelkridt. Baggrunden består af i alt fem mindre stykker papir. Himlen er sat sammen af i alt tre mindre stykker papir, mens det blå hav består af to ark. De lodrette overgange mellem arkene er behændigt skjult bag træer, mens der er en synlig overlapning mellem himmel og hav, det giver en skarp horisontlinie.
Bagklædning af træ, inderside med mærker af pastelkridt efter farvningen af baggrundspapirerne.
Huset til højre set bagfra, den røde silkebaggrund består i virkeligheden af adskillige små stykker stof.
Mellem den farvede baggrund og bagklædningen lå fyldmateriale bestående af i alt 38 stykker papir.
Som underlag ved pastelfarvningen brugte Schmitz i øvrigt den træplade, der på den færdigindrammede silhuet tjener som bagklædning. For at tilføje silhuetten en ekstra farve- og materialeeffekt er små stykker af hhv. grøn og rød silke lagt ind som baggrund i de to havestuer, ligesom skibets flag og vimpel er lavet af tekstil. På enkelte stykker er stoffets takkede ægkanter bevaret, ved nærmere eftersyn viser de sig at bestå karakteristiske små løkker.
Detalje af baggrunden. Overlapningen mellem de to stykker baggrundspapir er behændigt skjult bag en figur. Tydelige lysskader samt afskalninger i pastellaget.
Detalje af baggrunden. Det tykke pastellag opviser flere afskalninger.
Hvordan Schmitz har båret sig ad med at lægge de enkelte silhuetklip på deres rette plads, få dem til at blive der, og undgå at bringe uorden i de andre dele, er en gåde. Det ser faktisk ud til, at motivdelene er anbragt løst ovenpå hinanden, for baggrundens pastelbemaling er så løst bundet, at det ikke har været muligt at klæbe silhuetdelene fast på den. Ved den endelige montering i rammen har det derfor været nødvendigt at holde silhuettens mange forskellige dele i spænd, så de ikke skulle begynde at skride.
Da silhuetten blev skilt ad kom det frem, hvordan Schmitz havde løst problemet: Mellem den farvede baggrund og bagklædningen af træ lå i alt 38 stykker papir - hovedsageligt trykte ark fra tre forskellige bøger, men også en vareliste, et brev og en matematikopgave. Derudover et par fragmenter af det papir, han havde anvendt til silhuetten. Schmitz må have bygget silhuetten op bagfra, idet han startede med at lægge fyldmaterialet på bagklædningen, derpå den farvede baggrund, selve silhuetklippene og til sidst glaspladen og rammen. Det er indlysende at Schmitz måtte foretage indramningen selv, det stemmer også overens med en annonce, hvori Schmitz skriver: ”jeg besørger Glas og Ramme”.
Konservering
Efter at silhuetten var blevet splittet ad i alle sine bestanddele, kunne selve konserveringen begynde. Først blev de enkelte silhuetklip renset for pastelstøv på begge sider. Derpå skulle delene genanbringes på den pastelfarvede baggrund. Her lå imidlertid et større problem, for bevaringstilstanden var dårlig. Pastelfarven var påført i et tykt lag, som var svagt bundet og smittede kraftigt af. Der var både afskalninger i farvelaget, slitage og lysskader. Det var imidlertid nødvendigt at redde den, for det var her på den blegnede baggrund, at silhuetklippenes oprindelige placering kunne aflæses som områder, der ikke var falmet. Opgaven var ikke let, for hvordan tilføre bindemiddel til en så svagt bundet overflade uden at ændre på farverne endsige den matte overfladekarakter?
Hvad nu?
Det var farvelagets komplicerede karakter, der skulle bestemme valg af imprægneringsmiddel og -metode. På forhånd kunne man udelukke vandige bindemidler (der ellers anvendes til mange arbejdsgange inden for konservering af papir), da vandet ville få papiret til at reagere for kraftigt til fare for det tykke pastellag. Desuden var der risiko for skjolder fra det overfladesmuds, som var bundet i både papir og farve. Der kunne heller ikke anvendes pensel ved påføringen af bindemidlet, ligesom imprægneringen helst skulle ske fra forsiden, bl.a. for at sikre sig mod skjolder.
Jeg snakkede med flere kolleger, de fleste frarådede fiksering eller havde begrænsede erfaringer med det, da der ikke er nogen tradition i vores fag for imprægnering af pastel på papir. Altså måtte der skeles til erfaringer fra konservering af andre genstandsgrupper.
I en semesteropgave fra 1985 – ”8 bindemidler til konsolidering” havde jeg allerede beskæftiget mig med problematikken i relation til svagt bundne farvelag på træ. Her bliver ti forskellige bindemidler testet: fem i organiske opløsningsmidler og fem opløst i vand. Forsøgsgenstandene er krydsfinersplader præpareret med et tykt lag mat, ubunden farve. De forskellige bindemidler påføres farvelaget i en koncentration på 5 %, der anvendes sprøjtepistol og proceduren gentages op til tre gange. Det viser sig, at selve valget af opløsningsmiddel spiller en væsentlig rolle for udfaldet af testen. Tre af de ti bindemiddel/opløsningsmiddelblandinger opnår fremragende resultater (både æstetisk og konsolideringsmæssigt), med Plexisol P550 i diethylbenzen (kogepunkt 180-184°C) på førstepladsen og Paraloid B 72 i diethylbenzen på tredjepladsen.
Malerikonservator Petra Demuth beskæftiger sig i en artikel med en lignende problematik i relation til maleri på lærred. Hun søger efter et imprægneringsmiddel med gode ældningsegenskaber, god indtrængningsevne, god klæbekraft i lave koncentrationer, og som kun misfarver i ringe grad. Hun anvender Plexisol P550 i Sangajol (kogepunkt 145-200° C), koncentration 3%, påført to gange med flad pensel på objektets bagside. Metoden er mere detaljeret, men det er ikke relevant her. Der fandtes altså gode erfaringer med imprægnering af farve på træ og lærred. Derfor måtte der i beskedent regi laves en forsøgsrække, der kunne vise, hvordan materialet papir ville reagere ved en imprægnering.
Forsøg
De langsomt optørrede prøver gav det bedste resultat. Øverst prøver på tegnepapir, nederst på karton. Til venstre Paraloid, til højre Plexisol, i midten de ubehandlede referencer.
Udgangspunktet for forsøget blev de to ovennævnte gennemprøvede akrylbindemidler i hhv. et hurtigt og et langsomt fordampende opløsningsmiddel, nemlig Paraloid B72 i ethanol (kogepunkt 79°C) og Plexisol P 550 i 2,5 % Sangajol. Ved alle prøver blev imprægneringsmidlet påført i en koncentration på 2,5 % med sprøjtepistol fra forsiden. To optørringsmetoder blev testet: En hurtig optørring i stinkskab og en langsom optørring over tre dage i kammer med opløsningsmiddeldampe (hhv. ethanol eller Sangajol).
Forsøgsobjekter blev fremstillet af to slags papir, nemlig en glat, hvid karton med lukket overflade og et gulligt tyndere tegnepapir med en fhv. åben overflade. Tegnepapiret, der stammede fra en rulle, blev afspændt med vand og spændt op på bordet med papirklæbestrimler til optørring. Begge slags papir blev påført pastel (terra verde) i så rigelig mængde som muligt og skåret i passende stykker.
Alle papirstykker blev derpå lagt i fugtkammer ved 100% RH et par timer, derpå tørret op. Denne behandling var blevet anbefalet som indledende fiksering af pastelfarven, men viste sig reelt uden megen effekt. Det er imidlertid værd at bemærke, at pastelfarven på de fugtbehandlede papirer blev lidt mørkere efter fugtbehandlingen, fordi papiret rejste sig, tydeligst på prøverne af tegnepapir med den mere åbne overflade.
Efter én imprægnering var Paraloid-prøverne mere misfarvede end Plexisol-prøverne og papiret krøllet let op i siderne p.g.a. spændinger. Afsmitningen var derimod ringe, fordi det flygtigere bindemiddel havde trukket imprægneringsmidlet op mod overfladen af farvelaget, det gjaldt også de prøver, der blev udsat for den langsomme optørring.
Plexisolprøverne viste derimod efter to imprægneringer minimal misfarvning og ingen spændinger i papiret. Det langsomt fordampende opløsningsmiddel bevirker, at der kun er lille er forskel på, om prøverne optørres i stinkskab eller over længere tid i kammer. Overfladen smitter af ved forsigtig gnidning, fordi bindemidlet er trængt langt ind i strukturen. Generelt kan man konkludere, at den langsomme optørring i ”dampkammer” giver det bedste resultat, dvs. bedre indtrængning, og dermed mindre farveforandring. Opløsningsmidler, der fordamper langsomt, fører bindemidlet langt ind i strukturen, og er yderst velegnede til imprægnering af porøse farvelag fra forsiden. Der skal gentagne imprægneringer til for at kontrollere afsmitningen fra overfladen, men metoden er let at styre. Endvidere var det tydeligt, at åbne papirtyper bliver mere misfarvede.
Disse gode resultater kan måske tjene som inspiration for kolleger, der står med lignende problemstillinger; bl.a. ville det være interessant også at teste Paraloid B72 opløst i Sangajol.
Afslutning
Det endte altså med at silhuetklippets baggrundspapir blev sprøjtet to gange fra forsiden med en 2,5% opløsning af Plexisol P550 i Sangajol. Der er en let afsmitning fra overfladen, men til gengæld ingen farveforandringer eller haptiske forandringer i papiret.
Derpå blev de imprægnerede baggrundspapirer monteret på et stort stykke syrefrit pap (7 % methylcellulose 1000; hængsler; punktopklæbning) og nu kunne de enkelte silhuetdele punktopklæbes på baggrunden (methylcellulose 1000, 7 %). De mange bogsider blev overladt museet og i stedet blev en tilsvarende, hvis ikke endnu mere effektiv polstrende effekt opnået med capillary matting fra Conservation by Design Ltd. Bagklædingen blev monteret med rammefjedre og klæbet til for at undgå støv.
Silhuetten efter konservering (glasset er ikke sat i endnu for at undgå reflekser).
Litteratur:
Andersen, Ellen: Danske Dragter. Moden 1790-1840. Nationalmuseet. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 1986.
Christensen, Anne-Marie Haagh: 8 bindemidler til konsolidering. Semesteropgave. Konservatorskolen. 1985.
Demuth, Petra: Klebstoffmigration zur Malschichtbefestigung bei Leinwandgemälden. Artikel i Restauro nr. 5, 1999.
Duus, Jørgen: Silhuetter – skygger på væggen. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S. 1998
Jensen, Jens Aarup: ”Købmand Buch i Ringkøbing med familie” – en nyerhvervet Ringkøbing silhuet. Artikel i FRAM – Fra Ringkøbing Amts Museer, 1996. Museumsrådet i Ringkøbing Amt. Struer
Note:
Benjamin Asmussen fra Handels- og Søfartsmuseet samt Jan Halling Koch fra Koch’s Canvas var behjælpelige ved typebestemmelsen af sejlskibet.
En interessant hjemmeside er www.tuxen.info/silhuetter, her findes bl.a. en oversigt over Franz Liborius Schmitz’ rejser.
Om artiklen og dens forfatter
Anne-Marie Christensen, som har forfattet denne artikel og har taget de viste fotografier, er malerikonservator på Bevaringscenter Næstved (www.bevaringscenter-naestved.dk).
Artiklen blev første gang offentliggjort af Lolland-Falsters Stiftsmuseum (www.museumlollandfalster.dk) i museets årsskrift for 2006. Årsskriftet kan købes på museet (pris 60 kr.).
Artiklen gengives her med tilladelse fra forfatteren, Bevaringscenter Næstved og Lolland-Falsters Stiftsmuseum.
