Franz Liborius Schmitz

Proprietær Christen Lundsgaard med familie

Skive Museum ejer denne silhuet (genstandsnr. sms5001x00349), som er ganske interessant, fordi den ved første blik ligner et typisk arbejde af Schmitz, mens en mere detaljeret gennemgang af silhuetten og baggrundsdata viser, at Schmitz ikke kan være mester for den.

Silhuetten forestiller ifølge museets oplysninger proprietær på hovedgården Nygaard i Ejsing Sogn Christen Nyboe Lundsgaard (1784-1846) med familie.

Kompositionen, hvor scenen er sat i en have med familien samlet til en afslappet passiar, er typisk for Schmitz, ligesom maneren med at placere rekvisitter i hænderne på personerne. Den relativt utvungne komposition af helfigurportrætterne peger også i retning af Schmitz. Her skal man tænke på, at helfigurer ikke kunne fremstilles ad mekanisk vej, men måtte klippes på fri hånd.

Der er dog også en del detaljer, som næppe kan tilskrives Schmitz. De voksne kvinder mangler de halvkugleformede brystpartier, kjolerne er ikke snøret direkte under brystpartierne, drengen savner de spidse og skråtstillede fødder, og træerne har lange, spidse blade klippet ud i ét med grenene, hvor Schmitz normalt ville benytte runde blade klippet hver for sig og klæbet sammen. Personportrætterne - måske med undtagelse af proprietæren selv - er lidt grovere end normalt hos Schmitz. Sønnen, som skal holdes til bogen, vil også normalt være vendt mod faderen. Desuden ville Schmitz ofte i en komposition af denne størrelse have en baggrund med noget lokalkolorit, og han ville afslutte med en aftenhimmel som baggrund.

Som personerne er opstillet, må det antages, at vi til højre ser proprietær Christen Lundsgaard og hans anden hustru Ane Kirstine Schaltz samt deres plejesøn Niels Peder Lundsgaard (f. ca. 1828). De to yngre venstrevendte kvinder må være Lundsgaards to voksne døtre Anne Elisabeth (f. 1811) og Sofie Dorthea (f. ca. 1813). Den lidt ældre kvinde yderst til venstre må efter kompositionen at dømme være Lundsgaards første kone Ane Margrete Groth (d. 1814), som var døtrenes mor. At dømme efter drengens alder må silhuetten være lavet i årene omkring 1836, og det er usædvanligt, at der er medtaget en silhuet af Lundsgaards første kone, som på dette tidspunkt har været død i ca. 22 år.

Med en datering til o. 1836 kan det udelukkes, at Schmitz er mesteren, for han døde i marts 1827. Men dermed er spørgsmålet, hvem der så er mester for silhuetten. Der kendes ingen professionel silhuettør fra perioden, som har klippet i denne stil, så sandsynligheden peger på, at en ganske dygtig amatør må have tilegnet sig dele af Schmitz' manerer. Hvis der er tale om en amatør, må man antage, at den pågældende har virket i og omkring Salling. Hvis du har kendskab til andre silhuetter fra dette område, vil både Skive Museum og jeg være interesseret i oplysninger, som kan hjælpe med at kaste lys over denne 'Salling-mester'.

Fiskeriudreder i Nibe Peder Kold og hustru

Denne silhuet er afbildet i en artikel 'Silhuettør Johann Adolf Bendix Rothermundt og nogle af hans arbejder i Nordjylland', Svend B. Olsen, Fra Himmerland og Kjær Herred, 1982. Silhuetklippet forestiller ifølge forfatteren fiskeriudreder og sildesalter i Nibe Peder Kold (1771-1842) og hans hustru Ane Christensdatter Nørklit (1765-1826). Selv om Rothermundt oftest malede sine silhuetter som hinterglasmalerier, så hændte det også, at han klippede silhuetter i papir. Olsen tilskriver denne silhuet til Rothermundt, måske fordi den er dateret 1796 i nederste højre hjørne. Det vides nemlig, at Rothermundt var i Aalborg i sommeren 1796.

Jeg er langt fra overbevist om, at Rothermundt er mester for denne silhuet. Stilen er langt mere karakteristisk for Franz Schmitz. Bulen i ryggen af begge personer, Fru Kolds alt for små og nærmest dansende fødder samt hendes strikketøj er dele af Schmitz 'signaturer' og ikke af Rothermundts.

Men hvis silhuetten skal tilskrives Schmitz, så er dateringen ikke korrekt. Schmitz kan meget vel have været i Nordjylland, men i givet fald næppe tidligere end 1802.

Hvor sikker er så dateringen af silhuetten til 1796? Og hvor sikkert er det egentlig, at vi ser Peder Kold og Ane Nørklit på silhuetten?

For at tage dateringen først, så kan den ikke være original. Den må tydeligvis være tilføjet på den afbildede kopi af silhuetten. Det har slet ikke været muligt for en silhuetklipper at lave en sådan datering på klippet. Hertil kommer, at Peder og Ane Kold slet ikke var gift i 1796. Det blev de først i 1801 ^[1].

For det andet er der den pikante detalje, at Peder og Ane Kolds ægteskab var barnløst. Derimod fik Peder Kold med sin anden hustru Mette Cathrine Holm syv børn, det første født i 1827 ^[2].

Man kan måske indvende, at Peder Kold ser lidt vel ungdommelig ud på silhuetten, hvis den er fra 1826-27, men hvad gjorde en kunstner ikke for at sælge varen? Og Schmitz var netop på sin sidste rejse i Jylland i dette tidsrum. Han døde i nærheden af Silkeborg i marts 1827.

Så mon ikke vi med sindsro kan lave lidt om på denne silhuets historie? Sandsynligheden taler for, at den er klippet af Franz Liborius Schmitz i 1826-27 og forestiller Peder Kold med hans anden hustru Mette Cathrine Holm, som er frugtsommelig med parrets første barn.

En mand med pibe

Denne silhuet kan ud fra en overfladisk betragtning godt tilskrives Franz Liborius Schmitz. De små fødder, rekvisitten og måske andre detaljer kan tyde i den retning.

Men jeg er noget i tvivl. Den er knapt så elegant og stilsikker, som vi ellers kender Schmitz' silhuetter. Den piberygende mand har en noget usikker holdning. Han savner lidt detaljer omkring håret. Og så en for mig afgørende detalje: Figuren mangler den karakteristiske bule i ryggen, som så ofte ses hos Schmitz.

Jeg forestiller mig, at denne bule fremkommer ved, at Schmitz holder papiret mellem højre hånds tommel- og pegefinger, mens han med raske klip laver silhuetten med venstre hånd. Han holder naturligvis papiret, hvor der er færrest detaljer på den portrætterede. Derved fremkommer den svage bule i ryggen, når Schmitz har klippet hele vejen rundt.

På den piberygende mand sidder der også en bule, men på brystet. Jeg tror, at det skyldes, at vi her har fat i en anden silhuetmester, som har haft en lidt afvigende teknik. Silhuetmestrene påvirkede selvfølgelig hinanden direkte eller indirekte, og det er set før, at nogle af Schmitz' finesser er overtaget af andre. Men altså - som måske i dette tilfælde - ikke dem alle.

To unge piger i Køge, ca. 1817

Denne silhuet forestiller døtrene af gæstgiver i "Norske Løve" i Køge Carl Hansen og hustru Bernhardine Sophie Snabel. Fra venstre er det Rasmine Pouline Hansen (f. 1803) og Ane Margrethe Hansen (f. 1806). Silhuetten ejes af Køge Byhistoriske Arkiv (www.koegearkiv.dk) og er fotograferet af arkivar Lars Kjær.

Silhuetten kan godt ved en overfladisk betragtning tilskrives Schmitz. Opstillingen, pigernes holdning, de små rekvisitter, de fine øjenvipper, armføringen og de små fødder peger på Schmitz som ophavsmand. Hvis han skulle være mester for denne silhuet, ville den kunne dateres til ca. 1816-17, dels baseret på den ældste piges rekvisitter, som her er pynt og ikke et nyttigt arbejde som fx. et strikketøj, og dels baseret på hendes spirende, men endnu ikke udviklede brystparti.

Men en nøjere analyse indikerer, at ophavsmanden må være en anden. Fødderne er ikke små, spidse og skråtstillede, som Schmitz ville have lavet dem. Hvis den ældste søster var konfirmeret på silhuetteringstidspunktet (det blev hun i 1818), ville det have været hende, som Schmitz havde udstyret med et nyttigt arbejde i hænderne, og ikke lillesøsteren. Detaljerne i ansigterne og specielt håret på pigerne er desuden meget grove. Måske for at kompensere for den grove udførelse i selve klippet er der her tilføjet en række prikker til at markere kraver, hårbånd, kjolebånd etc. og endda til at markere armene foran kjolerne. Schmitz kunne godt finde på at markere epauletter, ordner o.l. med små fine klip, men øvrige detaljer i klædedragten ville han antyde ved sine klip i omridset af silhuetten, ikke ved klodsede markeringer i selve silhuetten, og slet ikke ved markering af armene. Man kan sige, at der i silhuetten er brugt en del kræfter på at illustrere det, som Schmitz ville have overladt til fantasien, mens de skarpe og karakteriserende detaljer, som han var en mester i at klippe på få minutter, ser ud til at mangle.

Alt tyder således på, at vi her har fat på en amatør, som har tilegnet sig nogle af Schmitz' færdigheder, men mangler hans virtuositet og derfor pynter sine silhuetter på anden vis.

Hvis du genkender denne måde at klippe silhuetter på eller måske ligefrem ved, hvem silhuettøren er, må du meget gerne kontakte Køge Arkiverne eller mig.