Hugo Larsen: Straffefangerne bryder Alheden

Hugo Larsen: Straffefangerne bryder Alheden ved Gedhus, 1901
Ejer: Horsens Museum
Foto: Viborg Museum/Kurt Nielsen

Maleriet til højre er et hovedværk i Hugo Larsens kunst. Hvis man kan tale om, at han fik et gennembrud, så var det med dette maleri. Det blev udstillet på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1901.

Billedet forestiller en koloni af straffefanger, som er udsendt til den jyske Alhede ved Gedhus for at plante træer. Dengang en historisk begivenhed. For første gang blev straffefanger sendt ud for at arbejde under så frie forhold. Læs mere om baggrunden for billedet i artiklen Straffefangerne på Alheden.

I ét maleri sammenfatter han på sin indfølte og realistiske facon - men uden sentimentalitet - en skelsættende begivenhed for hedesagen og for kriminalforsorgen.

Ideen til dette billede har Hugo Larsen utvivlsomt fået fra nogle artikler om fangekolonien, som hans ven, den senere grønlandsforsker Ludvig Mylius-Erichsen, skrev til Politiken i 1899. Men der er langt fra idé til virkelighed. Man tager ikke lige ud på heden med stafelli, et 175 x 225 cm. stort lærred og begynder at male en koloni af gravende straffefanger på koloni, bare fordi man har fået en god idé til et maleri. Der skal indhentes tilladelser, der skal tages hensyn, og der skal træffes aftaler. I Horsens Statsfængsels arkiv (nu på Rigsarkivet i Viborg) er bevaret fragmenter af korrespondancen mellem kunstneren og fængselsvæsenet, og de giver et indblik i processen. Hugo Larsen må have henvendt sig til Statsfængslet i Horsens, men har fået at vide, at han først skulle søge Fængselsvæsenets Overinspektion om tilladelse. Det gør han i foråret 1900. Overinspektionens svar begynder noget nedslående: "I Anledning af Deres hertil indsendte Andragende skal jeg meddele Dem, at Overinspektionen ikke ser sig i Stand til at meddele Dem nogen officiel Tilladelse til at opholde Dem ved Gedhuset for at gjøre Studier til et Maleri med gravende Straffanger". Heldigvis fortsætter brevet: "Man har imidlertid intet imod, at De i nogle Dage opholder Dem ved Gedhuset for at gjøre de omtalte Studier, naar De forinden henvender Dem til Horsens Strafanstalts Inspektør og af ham faar Anvisninger paa, hvorledes De vil have at forholde Dem". Og brevet fortsætter med et påbud om, at opholdet skal finde sted under de mest diskrete former, at Hugo Larsen ikke må søge personlig forbindelse med fangerne, og at disse ikke må kunne genkendes på det færdige maleri. Med brevet i hånden kan Hugo Larsen vende tilbage til inspektør Backe i Horsens for at træffe aftale om at portrættere ham. Det sker i maj 1900, hvorefter Hugo Larsen kan tage til Gedhus og lave skitser af fangerne. Plantør Holt skal også med på billedet, og han bor heldigvis på Kragsøhus i nærheden af kolonien. Skovrider Dalgas har Hugo Larsen nok måttet opsøge på Birkebæk Skovridergård ved Arnborg. Men dermed er al ting ikke på plads, for man er jo realist. Så Hugo Larsen låner fangetøj af Statsfængslet for at kunne gengive detaljerne i fangernes påklædning korrekt, når han nu ikke kan portrættere personerne. At maleriet har været en stor opgave, afslører kunstneren, da han skriver til inspektør Backe i maj 1901. Han takker for lån af tøjet og beskriver, hvor hårdt det var at færdiggøre billedet i tide. Han er ikke helt tilfreds med det, men vil alligevel gerne have det udstillet uden for København. Hvis inspektøren skulle kende en kunstforening i Horsens, så ville det ikke gøre nogen skade. Om det lykkedes at udstille maleriet i Horsens, vides ikke. Men til Horsens kom det, for det blev købt af Kriminalforsorgen og hang i konferencerummet på Horsens Statsfængsel, indtil dette blev nedlagt.

De forbindelser, som Hugo Larsen knytter under maleriets tilblivelse, bliver også skelsættende for hans eget liv. I den nationalt sindede hedebevægelse møder han grosserer Holger Petersen, som få år senere bliver mæcén for hans rejse til Dansk Vestindien. Han lærer også andre indflydelsesrige borgere og godsejere at kende. Det kommer ham til gode i hans senere herregårdsperiode.

Dette billede er også Hugo Larsens i særklasse mest gennemkomponerede. Opbygningen af maleriet kan følges gennem de mange skitser, som Hugo Larsen lavede til netop dette billede. Nogle af skitserne blev brugt direkte, andre blev strammet op eller ligefrem kasseret. Med et vist antal skitser til rådighed kan vi også følge, hvornår kunstneren mente, at hvert enkelt billede kunne stå alene som kunstværk. Det fremgår af hans selektive brug af signatur samt af tids- og stedsangivelse på de enkelte billeder.

Nedenfor er vist en række thumbnails af de skitser, som vi for tiden kender til. Klik på en af de viste thumbnails for at se billedet i en større gengivelse eller start en rundtur blandt skitserne her.