En af de mere drilagtige skikkelser inden for silhuetkunsten er
svenskeren Paul Heckens. Hans silhuetter har for mig at se en skuffende
lighed med dem, som blev lavet af den store mester
Boy Jensen Greve. Og
der er sandsynligvis også en tæt forbindelse mellem de to. Det første,
som jeg kender til Heckens er, at han i foråret 1788 ankommer til
Kristiania og præsenterer sig som chokoladefabrikant. Samme år ankommer
Boy Jensen Greve til byen fra København. Greve maler normalt sine
silhuetter på glas, og han tager elever. Samme år ud på efteråret
averterer Paul Heckens pludselig: "Behager nogen af det høystærede
Publicum at lade sig aftage i Skygger, paa alle muelige Maader, enten i
store Rammer, i Guld Ringer eller i hvad Form forlanges, paatager jeg
mig samme, logerende hos Uhrmager Sr. Pless. Paul Heckens." [Norske
Intelligenz-Sedler, nr. 40, 1788]
I starten går forretningen vistnok ikke så godt, for også konen må
tilbyde sine tjenester. Hun "opsætter alle Slags Fruentimmer Stads,
samt syer og opsætter Præstekraver". Men efterhånden går
silhuetforretningen af sig selv, og bortset fra nogle afstikkere til
småbyer omkring Kristiania fortsætter han sin forretning her indtil
1793. Fra 1794 har han forlagt residensen til Sverige, hvor han
præsenterer sig som "Heckens Glas-Silhouetteur".
Hans silhuetter er alle(?) lavet som brystbilleder, de er malet på
glas med lyserød eller lilla baggrund og er i ovale rammer af presset
messing. En del af hans silhuetter er både signeret og dateret. De er
yndefulde og dekorative, omend personkarakteristikken vistnok ikke er
fremragende. Påklædning og udstyrsdetaljer er lette og luftige og viser
en skuffende lighed med Boy Jensen Greves arbejder. Den norske
kunsthistoriker Henrik Grevenor stiller da også spørgsmålet, om ikke
Heckens har været elev af Greve. Det anser jeg for særdeles sandsynligt.
Den afbildede portrætsamling forestiller den norske familie von
Cappelen. I lang tid troede jeg, at de var malet af Greve, idet teknik
og 'signaturer' peger på ham. Henrik Grevenor tilskriver dog Paul
Heckens disse portrætter. Alle portrætter er malet på glas
og er usignerede. Detaljerne er knapt så luftige
som på kendte arbejder af Greve, men ligner meget. Silhuetterne er i
privat eje.
|
|
|
|
Diderich von Cappelen (1734-94) |
Christiane Elisabeth f. Boyesen Ording |
Ulrich Fredrich von Cappelen |
Peder Juell von Cappelen |
|
|
|
|
Diderich von Cappelen (1761-) |
Petronelle von Cappelen |
Dorothea von Cappelen |
Cathrine von Cappelen |
Se også:
Silhuetter i slægtsforskningen
Biografi af Boy Jensen Greve
Biografi af silhuettøren Franz
Liborius Schmitz
En glimrende bog om
silhuetter
Kilder:
"Silhouetter", Henrik Grevenor, Norsk Folkemuseums Særutstilling nr.
XIII, Kristiania 1922.
|