Slægten Tuxen er stor! Det indså allerede generalløjtnant A.P. Tuxen, da han i 1924 skrev sin 'Stamtavle over Sognepræst til Store Solt Lorenz Tuxens Efterkommere (Mandslinien)'. I sit forord skrev han, at denne oversigt måske ville være den sidste, som overhovedet kunne tilvejebringes. Selvom Henning Bernhoft gjorde disse ord til skamme med sine udgivelser i 1980-erne, kan det ikke skjules, at materialet nu er meget stort. Der skal flere skuldre til at bære, hvis slægtens saga fortsat skal ajourføres.
Men det er da heldigvis også sådan, at vi er flere, som interesserer os aktivt for slægten, hver på sin måde. Det er heldigvis også sådan, at slægtsforskere oftere supplerer og hjælper hinanden, end vi træder hinanden over tæerne. Denne side er derfor tilegnet dem, der på den ene eller anden måde forsker i slægten. Jeg kender selvsagt ikke alle, som har interesse for Tuxen, men jeg håber, at disse oplysninger kan medvirke til at skabe kontakter mellem slægtsinteresserede med overlappende interesser. Enhver, som har interesse i slægten Tuxen og som samler oplysninger om den, er velkommen til at få sin egen 'rubrik' på denne side med en beskrivelse af interesseområde, efterlysninger, adresse, e-mail, link til egen hjemmeside, henvisning til allerede skrevet eller planlagt litteratur om emnet og andre relevante oplysninger. Send mig gerne en e-mail, hvis du vil nævnes her. Jeg stiller ingen specielle krav til indlægget, men forbeholder mig ret til at redigere indholdet, så at der bliver en vis sammenhæng på denne side.
I denne gren af slægten er der for nylig udarbejdet en ajourført tavle og beskrivelse af efterslægten. Jeg sætter gerne interesserede medlemmer af denne familie i forbindelse med hinanden.
En stor udfordring i denne del af slægten er at finde det endelige bevis for, at C.F.A. Tuxen er far til Johanne Wilhelmine Heides børn, som fik navnet Tuxen.
Desuden søges der ihærdigt efter oplysninger om guvernante Caroline Amalie Maduros rødder i Vestindien. Caroline Amalie blev gift med sergent Vilhelm Bartholin Tuxen i 1897 på Sankt Croix. Caroline Amalie (mulat) blev født i Vestindien og døde på Sankt Hans hospital, Roskilde. Efterlysning på engelsk.
Aktive slægtsforskere i denne gren er Søren Tuxen, e-mail
adresse stuxen hos oncable.dk
,
samt Pernille Benfeldt Tuxen og Vibeke Tuxen, e-mail adresse
vibeke.tuxen hos europarl.europa.eu
.
Jeg skylder vel at sige, at jeg selv forsøger efter bedste evne at samle og ajourføre information om familiesammenhængene i slægten Tuxen. Og jeg deler gerne med andre interesserede, hvad jeg ved om slægten. Hvis du har eller søger information om slægten, er du meget velkommen til at kontakte mig (se min mail adresse i nederste højre hjørne).
Opsætningen (layout) af denne side er lavet med et eksternt Cascading Style Sheet (CSS). Hvis du ser denne tekst, understøtter din browser sandsynligvis ikke CSS. Jeg har gjort, hvad der står i min magt, for at alt indhold skal kunne vises i alle browsere, men opsætningen vil ikke længere blive vist i browsere, som ikke understøtter CSS.