Poul Kinafarer er et navn, som emmer af historie. Og vores Poul Kinafarer var med til at skabe Faaborgs historie. Han lagde også grunden til en større efterslægt.
Poul Jacobsen blev født i 1717 som søn af Jacob Poulsen, gårdfæster under Stensgaard på en gård i Svanninge. Gården har skiftet navn flere gange. Den hed på et tidspunkt Dahlkildgaard, senere Gl. Dahlkildgaard, nu Gammelstrand.
Poul var ikke til sinds at blive fæstebonde, og på trods af Stavnsbåndet, som var indført to år tidligere, lykkedes det ham i 1735 at få fripas. Vi ved ikke præcis, hvad han lavede de næste fem år, men han var fuldbefaren matros, da han i 1740 tiltrådte den første af sine to kinafarter på Asiatisk Kompagnis skibe. De danske kinafarter var startet i årtierne forinden og var en særdeles indbringende forretning, især for ejerne, men også for besætningen. De var tillige risikable affærer. Mange af sømændene døde undervejs, og det var bestemt ikke alle skibene, som nåede velbeholdent hjem. Begge de skibe, som Poul Jacobsen rejste med til Kina, forliste på deres følgende tur.
Mette Marie Storm (1727-1814)
Men Poul Kinafarer overlevede, og han forstod at sætte sin hyre i kinesiske varer, som han solgte ved hjemkomsten, hvorved han fik samlet kapital nok til at nedsætte sig som købmand i Faaborg i 1744. Ti år efter erhvervede han sig en større ejendom på torvet i Faaborg, og en del af denne ejendom står endnu, som det kan ses på dette billede. Han blev en af datidens største købmænd i Faaborg, men var efter alt at dømme en jævn mand uden trang til at føre sig frem. Der eksisterer f.eks. ikke noget billede af ham selv, men heldigvis et enkelt af hans hustru, Mette Marie Hansdatter Storm, en datter af Hans Rasmussen Storm, gårdfæster på gården 'Høbbet' under Brahetrolleborg. Poul Kinafarer og Mette Marie giftede sig i 1748. Parrets møde er meget romantisk beskrevet af en efterkommer Georg Rønberg i dennes roman 'Byen under Klokketaarnet'. Beskrivelsen af mødet har ikke hold i nogen kilde, men de store linjer i bogen er historisk korrekte [1]. Senere i romanen møder vi igen Mette Marie Storm, denne gang som enke i 1808, hvor hun netop har haft besøg af sit barnebarn Niels Ivar Boe Winning, som har fortalt hende om kong Christian den Syvendes død. Nu er hun alene og ser tilbage på sit liv:
"Hun saa sig om i Storstuen. Lysene skinnede i det blanke Mahognichatol, og henne på den store Dragkiste tændte de de luerøde Hjerter i Brand paa det fine kinesiske Stel, og fra Lampetterne kastede de deres Skær over Billederne paa Væggen. Der hang det store Billede af hende selv fra 1790, da hun var i Begyndelsen af Treserne og hendes Søn Povl, som da var Student, fik hende til at lade sig male. Hun var i blaa, nedringet Silkekjole med store Pufærmer med ærbart, pibet Halstørklæde og Hovedsæt. Hun lignede endnu sit Billede, Kinder og Hage var den Gang fuldere, rundere og uden Rynker, men det var den samme smukke, bestemte Mund, den lige, græske Næse, de store Raadyrøjne med de smukt svungne Bryn, og den høje kloge Pande. Ved siden af hang et Billede af hendes Søn, der var malet paa samme Tid som 22aarig Student med pudret Haar, i mørkegrøn Kjole med blanke Knapper, i stribet Vest og med stort Kalvekrøs.
Af sin Mand, Povl Jacobsen Kinafarer, havde Mette Marie ikke noget Billede. Hun var egentlig kun ked af det for sine Børns og Efterslægtens Skyld, at de ikke skulde faa noget levende Indtryk af hans Person. Thi for hende selv stod hans Billede tydeligt og uudsletteligt. Hun havde været hans Hustru i 29 Aar og født ham tretten Børn, og hun havde været hans Enke over Tredive Aar. Men den Dag idag kunde hun blade i sit Liv som i en Billedbog og se ham lyslevende for sig paa hvert Blad, fra det første til det sidste. Hun havde jo elsket ham.
Hun mindedes den Dag, hun saa ham for første Gang, og han fra sin Arm lod hende se ud over Havet og Skibene og bagefter red hjem med hende gennem Skoven. Hun tænkte paa ham, medens han var derude "i den vide Verden". Han var for hende Eventyret selv, og da han kom igen efter tre lange Aars Forløb, var hun en stor Pige paa elleve Aar, som med store beundrende Øjne saa paa den hjemvendte, solbrændte Kinafarer. Og endnu længere syntes hende de tre næste Aar, han var borte; da var hun en ung Jomfru paa fjorten Aar, da han kom igen, og rødmende slog hun sine Øjne ned, naar de mødte hans. Men nu var hun ikke mere bange for Skovene, nu blev hun fortrolig med dem og lærte at elske dem. Og naar hun havde strejfet om derinde, hændte det, at hun pludselig kom ud paa en høj Bakke, hvorfra hun kunde se det gamle Klokketaarn, som hun tit havde hørt i stille Aftener. Det øvede en særlig Tiltrækning paa hende, fordi hun tænkte sig, at han allerførst saa det, naar han kom hjem, og styrede efter det. Og endelig kom han. Men allerlængst syntes hende disse tre sidste Aar; da han saa kom igen, friede han til den syttenaarige Mette Marie, og da han havde faaet hendes Ja, skænkede han hende et Kaffe- og Testel af det fineste kinesiske Porcelæn, og der stod med forgyldte Bogstaver deres Navne slynget sammen og ovenover var der en Grevekrone i rødt og forgyldt og nedenunder to brændende røde Hjerter. Det havde han bragt med fra sin Rejse, og han havde altså tænkt paa hende hele Tiden derude, som hun paa ham, og ikke glemt det Fæstenskys, han gav den lille Pige, da hun for ni Aar siden kom ud af Skoven til ham som en skræmt Hind. Det var nok alligevel de brune Daadyrøjne, som drog ham hjem. For rig nok syntes han egentlig ikke, han var endnu. Men de Penge, han havde samlet, satte han i kinesiske Varer, erhvervede sig Borgerskab i Købstaden og begyndte at handle for egen Regning. Og han, der drog ud med Skipper Christensen Winning som en fattig Knøs, der kun ejede sit Fripas, han blev selv nu Skibsreder, og for ham sejlede Skipper Winnings to dristige Sønner Jørgen Christensøn og Hans Christensøn Winning, og de gamle Købmandsfamilier i Staden, Plougerne, Hemplerne, Erreboerne og Voigterne, og hvad de alle hed, som i Begyndelsen havde set skævt til ham, Bondeknøsen der blev Matros, de begyndte at regne med ham og optog ham tilsidst i Lauget, og Navnet Povl Kinafarer blev et Hædersnavn."
At Poul Kinafarer var en jævn mand, forhindrede ikke, at der blev gjort stads af ham, selv i døden! Her er notatet i Faaborg Kirkebog ved hans begravelse i 1775: "Løverdagen d. 18 Febr om Efttermiddagen Kl. 5 døde Sr. Povel Jacobsen Kiøb og handels Mand her i Byen, som var 58 aar gammel, belv begravet Løverdagen d. 25 Ditto, og hans liig nedsat i een aaben begravelse i Koret givet vox lius tillige Ringet og talt over graven af Hr. Kannevorff."[2] Så kunne det næppe blive finere.
Som Georg Rønberg nævner, fik parret 13 børn og en større efterslægt, hvoraf en del er beskrevet i forskellige kilder. Vi har selv bidraget med en lille bog om efterslægten af deres ældste søn, Hans Poulsen Storm. Jeg har en ambition om en dag at kortlægge hele efterslægten, men må indrømme, at arbejdet kun skrider langsomt frem.
Se også:
Skal maleriet af Poul Kinafarers hustru hjem til Danmark?
Efterlysninger vedr. Poul Kinafarers slægt
Erik Ingemann har i 2002 skrevet en spændende og meget læseværdig bog om Poul Kinafarers oldebarn, skipper Hans Storm og hans samtid. Læs mere ..
Noter:
[1] Rønberg har dog taget sig visse kunstneriske friheder, idet han
har sendt Poul Kinafarer tre gange til Kina, hvor kun to af rejserne har kunnet dokumenteres i Rigsarkivet.
En kinafart tog heller ikke tre år på Poul Kinafarers tid, men snarere halvandet.
til notehenvisning 1
[2] Kirkebogsnotatet tydet af Michael Dupont
og Sanja Storm Tuxen.
til notehenvisning 2
