"Ætten Coldevin"

I 2008 er udkommet en lille bog med titlen "Ætten Coldevin". Udgiver er Anton Kristian Heltzen Thune-Holm, og udgivelsen er støttet af Sparebank1 Nord-Norge og Dønna Kommune.

Der er altid grund til at glæde sig, når der udgives nyt historisk materiale. Denne udgivelse er dog så besynderlig, at man som læser har god grund til at overveje, om ikke den burde være blevet liggende i skuffen. Hverken hvad nyhedsværdi, indhold, kildehenvisninger, kildekritik, korrektur eller opstilling af slægtstavler angår, lever bogen op til nogen acceptabel standard.

Bogen falder i to skarpt adskilte dele: En historisk beretning om Dønnesgodset - besynderligt nok kaldet Dønnes Gård - og en efterslægtstavle for slægten Coldevin startende i Tønsberg o. 1600 og omfattende en langt bredere efterslægt end den, som har tilknytning til Dønnes, men uden at medtage Dønnes-ejerne i slægten Tønder, som oberstløjtnant Isach Jørgen Coldevin (1724-93) giftede sig ind i og dermed kunne overtage Dønnes i 1752.

Hvis man skal sige noget pænt om bogen, så er det, at dens layout er udmærket, og at der er mange gode illustrationer, omend af svingende kvalitet og ikke alle bragt i nogen logisk kontekst. Beretningen om Dønnes er også ganske velskrevet og læseværdig. Den er dog også ret vidtløftig. Eksempelvis hævder forfatteren, at det uden tvivl var på Dønnes, at den i Olav den Helliges saga omtalte Grankel boede. Det er der absolut ikke noget belæg for i Snorres saga. Og så spørger man sig selv, hvem forfatteren af beretningen egentlig er.

Her optræder en af de store mærkværdigheder i bogen, for udgiveren er ikke til megen hjælp. Han fortæller blot, at beretningen er skrevet på maskine af en person ved navn Gunnar og givet til dennes tante og onkel, Sara og Peder Rynning, i 1924. Så blev vi så kloge. Om udgiveren har besværet sig med at finde frem til ophavsmanden, fremgår ikke. Det kræver ellers ikke mange opslag at finde ud af, at forfatteren må være handelsmand og industrimand på Melbo i Vesterålen Gunnar Berg Coldevin Frederiksen (1891-1948). Han var tipoldebarn af krigsråd Hans Emahus Tønder Coldevin (1754-1835) på Dønnes. Forfatteren er altså en slægtsinteresseret lægmand med rødder på Dønnes, men uden baggrund som kritisk historiker. Det er der ikke noget galt i, men når der ikke er kildehenvisninger i manuskriptet, er det en væsentlig oplysning, som vi ikke får.

Man skal i øvrigt ikke mange bogstaver ind i beretningen, før en anden besynderlighed viser sig: Det dansk/norske 'ø' bruges ikke, kun det svenske 'ö'. Det kan selvfølgelig skyldes, at udgiveren loyalt har villet følge et manuskript skrevet på en skrivemaskine uden et 'ø', men straks efter og igennem hele beretningen følger en perlerække af fejlskrivninger, som næppe kan have været til stede i originalmanuskriptet. I flæng kan nævnes 'den gaa oldtid' i stedet for 'den graa Oldtid', 'Stinchen Cafnarina [Coldevin]', som var datterdatter af 'Sinchen Bech', og sådan går det over stok og sten, flere hovedrystende og sågar meningsforstyrrende fejl på hver eneste side. Maren Falcks gravskrift i Herøy Kirke skal således have lydt: '... I fire sneser par, Hun sødt og surt fordøyet', hvor der retteligt står 'I fire Sneser Aar [80 år], Hun sødt og surt fordøyet. ...'.

Der er næppe tvivl om, hvordan disse fejl er opstået. I min verden er der to måder, hvorpå man kan digitalisere et maskinskrevet koncept. Man kan selv afskrive det i et tekstbehandlingsprogram, hvorefter man lader en anden læse korrektur. Man kan også lade et OCR program skanne manuskriptet, hvorefter man selv kan læse korrektur. I dette tilfælde har udgiveren OCR-behandlet manuskriptet, men uden at læse korrektur. Ovennævnte eksempel med 'Catharina', som bliver til 'Cafnarina', er en klassisk OCR-fejl, idet programmet ofte vil have svært ved at skelne 't' fra 'f' og 'h' fra 'n', specielt hvis udgangspunktet er et gennemslag af originalmanuskriptet. At undlade at læse korrektur på et OCR-resultat vidner ikke om nogen stor respekt for originalmaterialet, som ganske vist ikke bringer ny viden til torvs, men dog - som tidligere nævnt - er ganske læseværdigt.

Slægtstavlen, som tager et andet udgangspunkt end beretningen om Dønnes, er vel knapt så interessant som denne. Men da den fylder ca. halvdelen af bogen, bør den også have et par ord med på vejen.

Som indledning til slægtstavlen kolporteres et rygte fra midten af 1700-tallet om, at slægten skal være af adelig russisk oprindelse. Rygtet er velkendt, men udokumenteret. Det blev sat i omløb af justitsråd Christopher Blix Hammer (1720-1804), som er kendt for at have været en ganske vidtløftig genealog. Der er i hvert fald ikke i de forløbne ca. 250 år fremkommet kildemateriale, som på nogen måde kan underbygge rygtet. Det berettiger ikke til i 2008 at skrive "Ætten Coldevin siges at ha været en gammel adelig familie i Rusland". Lige så frejdigt hævder bogen, at familiens våben er en due med et blad i næbbet stående på hjelmen mellem to udstrakte vinger og i skjoldet en hjort ved et træ. Dette våben tilhørte Hammers morfar Cort Olufsen Coldevin, som var foged i Gudbrandsdalen fra 1681, og som kun havde aner tilfælles med Dønnes-slægten. De forskellige grene og personer af familien - herunder Dønnes-slægten - brugte meget forskellige våben, som næppe kan føres tilbage til dette.

Efter denne indledning viderebringes et omfattende slægtsregister uden kildehenvisninger. Vi ved således ikke, hvem der er forfatter til det, men et kvalificeret gæt er, at udgangspunktet er en variant af slægtsregisteret fra Dønnes, kaldet Tøndernes Æt. En udgave af dette findes i afskrift i kontorchef Lassens samlinger i Riksarkivet i Oslo. Dermed savnes en række af de nyeste forskningsresultater vedrørende de ældste led af slægten, og direkte forkerte oplysninger viderebringes uden kommentarer, f.eks. at Isach Jørgensen Coldevin (død 1711) skal have været præst i København. Han var en af stamfædrene til Dønnes-slægten, hvilket ejendommeligt nok ikke fremgår af bogen. Og han var aldeles ikke præst i København eller noget andet sted; han blev født, fik sine børn og levede sit liv i Tønsberg, hvor han var jordbesidder.

Tavlen plages af de samme systematiske skrivefejl som beretningen om Dønnes. 'Bay' bliver til 'Boy', 'Eiler' bliver til 'Kiler', 'Stod' bliver til 'Stad' og 'ridder av Dannebrog' bliver til 'redder av Dansbrog', for blot at nævne nogle få eksempler fra siderne 58-59. Man må tro, at slægtstavlen ligeledes er blevet OCR-behandlet af udgiveren. Tavlen er i øvrigt forsynet med et kompliceret nummersystem, som gør den nærmest ulæselig for alle andre end den mest inkarnerede slægtsforsker, som til gengæld ikke vil have glæde af den, fordi den ikke bringer noget nyt og savner kildehenvisninger. Udgiveren ved godt, at nummersystemet er kompliceret, og gør derfor et forsøg på at forklare det for læseren. Men måske skulle han hellere have forklaret systemet for slægtstavlens forfatter, som heller ikke har kunnet finde ud af det. Således er Isach Jørgen Coldevin (1724-93) - den første Coldevin på Dønnes - blevet gjort til søn af sin oldefar Jørgen Cortsen Coldewey (død 1658) i tavlen. Dermed tabes Dønnes-slægtens forbindelse til de ældste led på gulvet og samtidig en stor del af tavlens berettigelse i bogen. Der er adskillige andre eksempler på, at slægtens ældste medlemmer er nærmest vilkårligt placeret i slægtstavlen. En pudsig detalje er, at udgiverens egen gren af slægten ikke er medtaget. Hans oldemor Ida Cornelia Dundas er ikke nævnt, men derimod hendes bror Isach Jørgen Dundas. Om der er tale om en bevidst udeladelse eller en bevidstløs OCR-skanning, lader sig ikke afgøre, men man skulle dog tro, at udgiveren på netop dette punkt kunne have tilført tavlen noget viden.

Det er naturligvis prisværdigt, at Gunnar Frederiksen i 1924 samlede den viden, som han havde til rådighed, og spredte den til sin nærmeste familie. Men det er i høj grad diskutabelt, om hans manuskript i anonymiseret, forvrænget og ukommenteret form burde være udsendt i bogform til offentligheden i 2008. Det tjener hverken forfatteren, udgiveren eller slægten til ære. At bogen ligefrem er blevet støttet af Dønna Kommune og dermed har fået en slags halvofficielt stempel, gør bestemt ikke sagen bedre. Hvis kommunen har penge til den slags publikationer, burde man hellere have støttet en udgivelse af historikeren Axel Coldevins glimrende og vederhæftige, men lidet kendte artikel Dønnesgodset. Hvis man havde ment, at der var behov for en slægtstavle, kunne jeg da godt have leveret en ajourført udgave - med kildehenvisninger.