Svenskekrigene 1658-60 hører ikke til de mest glorværdige
i danmarkshistorien. Faktisk var det samlede resultat tæt på
en total ydmygelse. Landet var allerede blevet forarmet under Trediveårskrigen
1618-48, hvorunder Sverige overtog Jemtland, Herjedalen, Gotland og Øsel
og samtidig fik ret til at holde Halland besat i 30 år. Men trods
en ugunstig udgangsposition erklærede Frederik 3. alligevel krig
mod Sverige i 1657. Det skulle blive skæbnesvangert, for da fredsslutningen
kom i 1660, havde vi mistet Skåne, Halland og Blekinge for stedse
- og dermed bl.a. hovedparten af den tidligere så indbringende sundtold.
Selvom krigslykken var vendt en smule på det sidste, så hjalp
det ikke stort. Sverige var blevet den ledende nation i det baltiske område,
og Danmark var reduceret til andet parket.
I en sådan situation er der behov for helte! Og netop helte var
disse krige rig på. Vi kender alle Svend Poulsen fra Carit Etlars
roman 'Gøngehøvdingen'. Bornholm havde Jens Koefoed og Povl
Anker, som ligefrem befriede øen fra svenskerne.På Fyn opnåede
feltmarskal Hans Schack sin heltestatus ved at tilføje den svenske
hær et regulært og ydmygende nederlag i slutningen af krigen.
Men også Nordsjælland havde sine helte, heriblandt sognepræsten
i Birkerød Henrik Gerner, ridefogeden i Kronborg Len Hans Rostgaard
og ikke mindst Lorenz Tuxen. Hans bedrifter står ikke tilbage for
gøngehøvdingens, og derfor er han han også blevet kaldt
'Nordsjællands Gøngehøvding'.
Lorenz Tuxen bliver født på godset Søgaard i Angel
- landskabet umiddelbart øst for Flensborg. Vi kender meget lidt
til hans tidlige år, men han har med sikkerhed deltaget i felttogene
i slutningen af Trediveårskrigen, sandsynligvis som ingeniør
og artillerist. Han har på et tidspunkt været i hofmarskal
Adam von Pentz' tjeneste, og dette kommer ham til nytte, da Frederik III
i 1651 forærer Hørsholm Len til sin dronning Sophie Amalie,
efter at den hidtidige lensherre Corfitz Ulfeld er gået i landflygtighed
med sin hustru, Christian 4.'s datter Leonora Christine. Dronning Sophie
Amalie udnævner nemlig Lorenz Tuxen til sin ridefoged og fuldmægtig
på Hørsholm under Hofmarskallens tilsyn.
At være ridefoged lyder måske ikke af så meget, men
Lorenz Tuxen blev hermed øverste verdslige myndighed i Hørsholm
Len, som i starten var ganske lille, men efterhånden kom til at omfatte
både Hørsholm, Birkerød, Karlebo, Jægersborg,
Søllerød og Asminderød foruden øen Ven. Han
var både forvalter af godset og amtet, politimester, gård-
og skovbestyrer samt fiskemester. Hans stilling understreges også
af, at han havde sin embedsbolig i hovedbygningen på det daværende
Hørsholm Slot. Lorenz Tuxen beholdt dette hverv indtil 1664, og
alt tyder på, at han udførte det til kongehusets tilfredshed.
Men det er som nævnt ikke hans indsats som ridefoged, der har
indskrevet ham i danmarkshistorien.
I isvinteren 1657-58 marcherer svenskekongen Karl 10.Gustaf med
en stor hær op gennem Jylland og over isen på Lillebælt
og Storebælt. Efter godt et par uger står han tæt på
København. På dette tidspunkt er Lorenz Tuxen blevet indkaldt
til Københavns forsvar med samtlige lenets 350 bønder, men
kommer ikke i kamp. Danskerne underskriver en ydmygende fredstraktat i
Roskilde, og Lorenz Tuxen bliver hjemsendt med sine folk. Men svenskekongen
har ikke tænkt sig at overholde sin del af aftalen, så allerede
samme sommer går han igen i land på Sjælland. Danmark
er militært set dårligt forberedt, men dette fornyede overfald
udløser en meget stærk forsvarsvilje hos alle, ikke mindst
hos Lorenz Tuxen. Han beordres til at bringe dronningens ejendele til København,
men skal i øvrigt blive på Hørsholm og tjene Danmarks
interesser. Allerede på vejen tilbage bliver han anholdt første
gang af svenskerne, og da han bliver sat fri, er slottet besat.
På trods af, at København er belejret både til lands
og til vands, lykkes det mindst 21 gange for Lorenz Tuxen at smugle efterretninger
ind til byen. Ved en lejlighed får han drukket nogle svenske artillerister
så fulde, at én af hans mænd kan fornagle svenskernes
kanoner, hvorefter de to smider svenskernes ammunition i en mose. Han plyndrer
den svenske konges sekretærs brevkiste, han stjæler den svenske
konges livheste og sender dem til København, og han opmåler
svenskernes befæstede lejre og sender kortene til København.
Hans dristigste anslag mod svenskerne blev et forsøg på
at tage svenskekongen til fange og generobre Kronborg. Det svenske kongepar
residerede nemlig på Kronborg, og forsvaret var ganske ringe samtidig
med, at danske håndværkere var udskrevet til fæstningsarbejder
og dermed kunne færdes frit ud og ind. Sammen med Henrik Gerner og
Hans Rostgaard udtænkte og planlagde Lorenz Tuxen dette komplot.
Han fik hjælp af en engelsk oberst Hutchinson, som var hvervet af
svenskerne, men ikke mente at skylde dem noget, og han fik lokket en dansk
ingeniør Ole Steenvinkel, som var gået i svensk tjeneste,
over på sin side. Måneders forberedelse gik desværre
i vasken, da et brev bestemt for København blev opsnappet, og planerne
dermed røbet. De fleste af kuplederne blev arresteret, lagt på
pinebænken og dødsdømt, herunder Henrik Gerner. Det
lykkedes dog Hans Rostgaard at komme til København. Af¨én
eller anden grund havde svenskerne ikke rigtigt fattet mistanke til Tuxen,
som i første omgang gik fri. Da svenskerne senere kom efter ham
på Hørsholm Slot, sprang han i vandet og undslap, men efter
at hans plan om at undslippe til København ad søvejen var
mislykkedes, overgav han sig frivilligt. Det viste sig da, at svenskerne
slet ikke havde mistanke om, at han var delagtig i komplottet. De anklagede
ham bare for at spionere og sende efterretninger til København,
hvilket jo også var ganske rigtigt! Han blev løsladt efter
et par uger, Henrik Gerner efter 4 måneder, og kun Ole Steenvinkel
blev henrettet for sin deltagelse i komplottet.
Tuxen opgav dog ikke planen om at komme svenskekongen til livs, og
han forsøgte sig endnu en gang med et overfald på kongen,
da denne i vogn var på vej fra Helsingør til sin hærlejr
udenfor København. Også dette mislykkedes dog, da den svenske
vagt var de 12 danske skytter overlegne.
I længden kunne Tuxen ikke gå fri af svenskernes mistanke,
og det gik galt, da han forsøgte at hverve og sende rekrutter til
København. Tuxen søgte med sin familie at slippe til København
på en engelsk fregat, men svenskerne forlangte ham udleveret, og
han blev atter sat i land ved Vedbæk. Han havde dog ikke tabt modet,
men overtalte nogle af englænderne til at ro sig og sin familie mod
København. Efter at være taget ombord på en dansk skude,
nåede familien København 31. august 1659. Frem til fjendlighedernes
ophør i marts 1660 deltog Tuxen i Københavns forsvar.
Efter hjemkomsten til Hørsholm ledede Lorenz Tuxen i de næste
4 år genopbygningen efter krigen, hvorefter han blev udnævnt
til Hofkammerer. Senere blev han yderligere inspektør på Gisselfeld,
og han sluttede sin karriere som vicepræsident i hofretten. For sin
indsats i krigen fik han tildelt en livsvarig pension.
Hovedkilde: A.P. Tuxen: Lorenz Tuxen 1618-1682, Fra Frederiksborg
Amt, Aarbog for 1927, Hillerød 1927.
Slægtsforhold:
Lorenz Tuxen blev født 31 Aug 1618 på det lille gods Søgaard
i Angel som søn af Tucke Lorenzen
Tuxen og hustru Marine, som havde arvet godset efter sin første
mand Nis Madsen. Lorenz blev omkring 1655 gift med Christine Joostens,
som var hjemmehørende i Flensborg. Hun havde tidligere været
gift med dronning Sophie Amalies kammertjener Claus Krôger, som døde
under pesten i 1654. Sammen fik Lorenz og Christine børnene Christian
(ca. 1656 - 1718), som blev borgmester i Bergen, og Sophie Amalie (1658
- 1735), som var gift to gange, sidst med justitsråd Severin Rasmussen,
med hvem hun fik 5 børn. Fra en af døtrene stammer den senere
adlede slægt de Tuxen.
Lorenz Tuxen døde 1682 i Asminderød.
Efterslægtstavle
for Lorenz Tuxen
Kortfattet historie om slægten Tuxen
Se også:
Biografi i Dansk Biografisk Leksikon (Bricka):
www.lysator.liu.se/runeberg/dbl/17/0596.html
Det Danske Spejderkorps har naturligvis
en Lorenz Tuxen Gruppe
|