Forskning i 200 år gamle silhuetklip kan være både underholdende og spændende. Sjovest, når det lykkes at finde frem til silhuetterne, hvornår de blev klippet, hvem der lavede dem, og hvem der blev portrætteret. Men ikke alt lykkes i en gasovn. Her er beretningen om en efterforskning, som endte i hele to mysterier.
B.S. Ingemann er mest kendt for sine salmer (f.eks. "I østen stiger solen op") og sine historiske romaner, men hans egentlige arbejde var som lektor og konstitueret direktør ved Sorø Akademi, som i hans tid var en institution på universitetsniveau. Ingemann var gift med Lucie f. Mandix, som var kendt i sin samtid for at male religiøse motiver, hvoraf mange blev brugt som altertavler i en række kirker. Parret havde en omfattende vennekreds blandt datidens kulturpersonligheder. Mest kendt er H.C. Andersen, som allerede fra sin tid som elev på latinskolen i Slagelse var en hyppig gæst i lærerhjemmet på Sorø Akademi.
Som gammelsoraner kendte jeg naturligvis denne historie, og derfor spærrede jeg øjnene op, da jeg fandt i kataloget for en silhuetudstilling i 1931, at fru Ida Ingemann i Rungsted havde udlånt to silhuetter fra B.S. Ingemanns hjem til udstillingen. De silhuetter måtte naturligvis findes!
Navnesammenfaldet gjorde det nærliggende at tro, at silhuetterne var arvegods. Så første skridt var at finde ud af forbindelsen mellem B.S. Ingemann og fru Ingemann i Rungsted. B.S. Ingemann og frue havde ganske vist ingen børn, men det havde flere af hans søskende. En undersøgelse viste da også, at Ida Ingemann f. Karberg i 1931 var enke efter arkitekten Bernhard Svane Ingemann, oldebarn af Lars Swane Ingemann, som var storebror til B.S. Ingemann.
Næste skridt var at finde nulevende efterkommere af arkitekt Bernhard Ingemann. Det viste sig at være ganske let, idet et barnebarn også er i min egen slægt. Hos ham fik jeg rigtig god hjælp til at opspore andre efterkommere. Så langt, så godt. Problemet var bare, at ingen af dem, jeg fik kontakt med, kendte noget til silhuetterne.
Man kunne selvfølgelig forestille sig, at silhuetterne var blevet solgt i forbindelse med et dødsbo. Men dels er det usandsynligt, at slægtsklenodier som disse skulle være blevet solgt, dels er der ingen af de silhuetsamlere, som jeg kender, der har hørt om disse silhuetter.
En nok så sandsynlig mulighed var, at silhuetterne var blevet indleveret til en relevant offentlig samling. Det kunne f.eks. være sket i forlængelse af udstillingen i 1931, hvilket kunne forklare, at ingen i slægten i dag kender til dem. Interessen samlede sig om Sorø Museum, som har en mindestue for B.S. Ingemann, og så naturligvis Sorø Akademi selv. Men hverken museet eller akademiet kendte til silhuetterne.
Jeg fik dog gennem Sorø Akademi en værdifuld kontakt til B.S. Ingemann Selskabet, hvor flere ledende medlemmer har forsket i B.S. Ingemann gennem mange år. Men heller ikke her var der hjælp at hente. Silhuetterne er ikke kendt, og de er tilsyneladende sunket i jorden.
Silhuet fra Sorø Museum, genstandnummer SVM1979-097X001
Men B.S. Ingemann Selskabet og Sorø Museum satte mig på sporet af et andet mysterium. I B.S. Ingemanns mindestue på Sorø Museum hænger et ganske interessant silhuetklip. Det interessante er sådan set ikke selve silhuetten, der højst kan betegnes som et hæderligt amatørarbejde. Dele af kompositionen kan være inspireret af Franz Liborius Schmitz, tidens førende silhuetmester. Hans silhuetter er dog langt mere elegante og spændstige i klippet. En detalje, som ikke kan have hentet inspiration hos Schmitz, er det udfoldede 'træ' med fugle i midten. Det vender vi tilbage til.
Det mest interessante ved silhuetten er en påskrift på bagsiden: ”Skovfoged Hansens Kone og dennes Soster i Lynge, klippet af Fru B S. Ingemans Hustru, skænket Musæet af en Efterkommer af Fam lien Sick -”. Ifølge museets registreringer er silhuetten indleveret i 1979 af fhv. skolebestyrer Dahl på vegne af en fru Sick, datter af tømrermester Sick, Sorø.
Ganske spændende! Men kan man stole på en påskrift lavet i 1979 bag på en 200 år gammel silhuet? Påstanden skal i hvert fald efterprøves.
Der var ganske rigtigt i Lynge ved Sorø en skovfoged Søren Hansen, hvis kone havde flere søstre i sognet. Der var også et tømrermesterdynasti Sick i Sorø, Den seneste var Hans Valdemar Sick (f. 1869). Han havde to sønner, Helge Sick (f. 1898) gift med Ella Nielsen, og Asker Sick (1899-1946) gift med Martha Cecilie Hansen (f. 1902). Men herefter kniber dokumentationen.
Lucie Ingemann havde ganske vist kunstneristiske evner, men hun var kendt for at male religiøse motiver til altertavler, og der kendes ikke andre silhuetter fra hendes hånd. Det er også vanskeligt at etablere en forbindelse mellem lektorfruen fra Sorø og en jævn kone af en skov- og hjulmand i Lynge. Forbindelsen mellem familien i Lynge og tømrermesterfamilien Sick i Sorø, hvis aner kom nordfra i amtet, er også svær at se. Påskriften fra 1979 savner kort sagt dokumentation.
Et enkelt halmstrå knytter sig til 'træet' i midten af silhuetten. Sådan en figur klippet i foldet papir beregnet til udfoldning var ganske usædvanlig i tiden. Det førte til en arbejdshypotese om, at 'træet' skulle være inspireret af H.C. Andersens fantasiklip. Og hvis inspirationen kom fra H.C. Andersen, var det vel ikke umuligt, at Lucie Ingemann kunne have lært kunsten under hans mange besøg i Sorø? Men teorien er nærmest skudt i sænk af en overinspektør ved H.C. Andersens Hus i Odense, som bedømmer, at forskellene mellem dette 'træ' og H.C. Andersens papirklip er langt større end lighederne.
Så efterforskningen endte altså i flere mysterier. Klippede fru Ingemann virkelig en silhuet af en skovfogedkone i Lynge? Og hvordan havnede den silhuet i familien Sicks eje? Hvor blev de forsvundne silhuetter fra udstillingen af? Og kan de bidrage til påstanden om, at Lucie Ingemann klippede silhuetter?
Der er flere spørgsmål, end der er svar. Hvis du har blot den mindste brik til løsning af mysterierne, hører jeg meget gerne fra dig.
