Den gengivne version er baseret på en afskrift, som Sophies søn, Johannes Olsen, lavede i 1941. Han var familiens store slægtshistoriker og førte et omfattende slægtsarkiv, som afskriften er en lille del af. Vi har draget stor nytte af dette arkiv under udarbejdelse af slægtsbogen. Slægtsarkivet beror idag hos Gunnar Ib Olsen.

Alle kommentarer og fodnoter i kursiv er skrevet af Johannes Olsen.

Poul Jacobsen, Søn af en sydfynsk Bonde drog i sin Ungdom tilsøs for ej at komme ind under Stavnsbaandet, fór som Mand paa Kina med sin Brig "Mette Marie"^[1] opkaldt efter hans Hustru. Da dette dengang var en lang Rejse omkring Afrikas Sydspids fik han Navnet Poul Kinafar. Kostbare og værdifulde Ladninger medbragte Skibene dengang til Købmændene i Faaborg og Odense, f.eks. Kanelbark fra Ceylon, hvilket den rige Oluf Bager i Odense fyrede sin Kamin op med da Kongen var hans Gæst til Tegn paa sin Rigdom. Store Købmandsforretninger fandtes derfor i disse Byer. Poul Kinafar havde sikkert sin, og Velstand var tilhuse; dette antager jeg var i første Halvdel af det 18^de Aarhundrede. Poul Kinafar kaldte sin ældste Søn Hans Poulsen Storm, hvilket var Mette Maries Slægtsnavn. Af Indbo fra deres Hjem findes i Slægten og nu tilhørende Poul William Storm et gammelt Bornholmsk Stueur, særdeles velbevaret med Sølvbeslag paa Døren til Værket og med en klangfuld Klokketone, tillige et gammelt Egetræschatol og et Egetræsskrin, dette er i mit Eje (Sofie Olsen f. Storm). Poul Kinafar og Hustru havde mange Sønner og Døtre hvoraf to blev gift i Slægten Bøving i Faaborg, én i Slægten Tolderlund o.s.v. - Hans Poulsen Storm, Købmand og Skibsrheder i Faaborg giftede sig i 1775 med Birthe Marie Hansdatter Helnis. Han skriver i et Brev til sin Broder der er Købmand i Assens "Det saa blomstrende ud for mig i Begyndelsen"; det gik tilbage for ham og Sygdom stødte til. Af minder fra ham og Hustru i Mathilde Højgaard f. Storms Eje et Brev til hans Hjertenskær - "Velædle og dydsirede Jomfru Birthe M" - hendes Trolovelsesring, fint Guldarbejde med hans Navnetræk H.P.St. i Slyng med Krone over samt et Par Sølvlænkeknapper med fint indlagt Navnetræk - "Disse Knapper skal lille Hans Storm have" sagde samme Birthe M., da hendes lille Sønnesøn havde faaet hendes Mands Navn. Hun satte senere Strænge paa lille Hans' Violin, hvilket var hans Minde om hende. Sønnen Niels Willads Storm blev i 14 Aars Alderen sat i Huset hos Degnen i Haagerup, her skulde han uddannes i Skolekundskaber ved en anerkendt Skole. Hertil skrev Birthe M. ofte til Sønnen, men en Pakke Breve fra hende er desværre brændt. Faderen Hans P. Storm var dengang ofte syg og døde vist i en ret ung Alder. Her laa den unge Niels W. Storm syg af Børnekopperne, hvoraf han bar vansirende Ar alle sine Dage, og her oplevede han et sælsomt Æventyr, som han paastod var fuld Sandhed og ikke Synsbedrag eller Feberfantasier. Sognekirken var den nærliggende Brahe Trolleborg Kirke; her fik Niels en Søndag Lov til at gaa hen for at ringe til Kirke; han skulde helt op i Taarnet for at trække i Rebet, men en kulsort stor Kat hindrede ham i at faa rigtigt fat i det; den vilde ikke flytte sig trods al hans Kalden. I Vrede tog han et Murstensstykke og kastede dette paa Katten, denne sendte ham et gnistrende Blik og var i samme Nu borte, i dens Sted stod der en høj, taus, sortklædt Dame, som truede med Fingrene imod Drengen. Han beskrev hende som høj og slank i kulsort Dragt, rigt udstyret med Kniplinger og fik Tid til at tænke, at det vist var én af de afdøde adelige Damer fra Gravkapellet. Saa mistede han Bevidstheden og blev funden liggende udenfor Kirkedøren og var syg i 3 Uger efter af Nervefeber. Dette Æventyr fortalte N.W. Storm ofte senere; lige op i sin høje Alder mindedes han det nøje og kunde ikke lide at se sorte Katte. N.W. Storm har nedskrevet sit Livs vigtigste Begivenheder, og denne originale lille Bog findes i Mathilde Højgaards Eje. Af den fremgaar det at han efter sin Konfirmation blev anbragt som Boddreng hos en Købmand i Assens. Men til dette stod ikke hans Hu. Efter Faderens Død tog han Hyre med et Skib, fik senere paa Fanø^[2] sin Styrmandseksamen og blev Styrmand, senere Fører af Skibe fra Assens. Her blev han kendt med sin Hustru Anne Marie Elisabeth f. Møller, som tjente i Major Carl. v. Biehls Hus; Skrifter oversatte af Majorens Søster Charlotte Dorothea, særlig Spanske kom i hans Besiddelse; disse er desværre brændt sammen med mange andre maaske nu værdifulde gamle Papirer ved Opbrud fra Hans Storms gamle Hjem. N.W. Storm skal have været en smuk Mand, høj med intelligent Ansigt og Ydre, han skrev en zirlig Haandskrift, var musikalsk og spillede forskellige Instrumenter. Hans Hustru var maaske mere karakteristisk af Ydre, stammende fra tyske Forældre (Westfalere) havde hun sikkert noget sydlandsk i baade Udseende og Temperament; sort stærkt krøllet Haar, dybe Øjne, noget lav Pande, bøjet Næse, røde Kinder, frisk og leende, saaledes tænker jeg mig hende som ung; smuk ved Siden af den bestemte og værdigtudseende N.W. Storm. Efter Fru Theodora Rude f. Maaløes Beskrivelse skal Storm og Hustru have været et Par ualmindeligt smukke Mennesker. Var N.W. musikalsk var hun det maaske end mere, og det har sikkert ikke skortet paa Sang, der hvor den unge Elisabeth færdedes i Majorens Stuer og Køkken og hendes friske sprudlende Livlighed har gjort hende afholdt baade af hendes ædle Herskab og hendes Medtjenere. Efter deres Fortællinger som gamle gjorde Willemoes' Død et stærkt Indtryk paa dem og de kunde ikke noksom fortælle om Sorgen i hans Fødeby over Tabet af den kække og afholdte unge Søhelt. Om A.M.E. f. Møllers Slægt kendes desværre kun saa lidt^[3]; hendes Forældre var som før nævnt Westfalere og var bosiddende i Nyborg, de var Købmandsfolk. Ved den store Brand i Nyborg blev ogsaa de husvilde og flyttede derfor til Ullerslev. A.M. blev konfirmeret i Flødstrup Kirke. Hun fortalte om Branden, hvorledes hun med alle sine Søskende var sendt ud paa Volden, her sad de om Natten og næste Morgen kunde de ikke finde deres Hjem. Ilden havde raset over hele Byen. Hun fortalte om den store Landport i Nyborg. I hendes Eje fandtes et gammelt Trækrucifiks, som hendes Fader havde haft med sig fra Tyskland, han var nemlig Katolik. Dette simple og langt fra skønne gamle Minde ejer jeg, og det hænger som et kært Vidnesbyrd om hvad for en Skat Slægtens Forfædre har sét i det; ofte har maaske Frantz Müller^[4] knælet i Bøn foran det. A.M. elskede sin Fader højt; hans Yndlingssalme som ogsaa blev hendes var den dejlige "Nun ruhen alle Welder" oversat paa Dansk "Nu hviler Mark og Enge". Om hendes Moder ved vi desværre saa lidt, men der var en stor Børneflok, hvoraf Broder Daniel^[5] (den milde og elskelige Onkel Daniel) var A.M.'s kæreste Broder. En anden Broder vistnok den yngste var Slægtens Sorgens Barn, Frantz Müller, som havde Evner i Retning af Tegning. Adskillige Tegninger i Tusch og Akvareller fra Holsteinborg har været bevaret i H. Storms Hjem, men findes ikke mere^[6]. Han misbrugte sit Talent og lavede falske Penge; han sad fængslet i København, men hans Forlovede Christiane Reiersen, Frederik d. 7^des Barnepige, udvirkede hos den daværende Konge Benaadning for ham saa han kom paa fri Fod, men han landsforvistes paa Livstid. Hans Søstersøn Hans Storm, har mange Aar efter truffet ham i Norge. Paa Grund af Svogerens Forbindelse med Christiane Reiersen kom N.W.St. ofte paa Slottet, naar han med sit Skib var i København. Han fortalte at den lille Prins Frederik ofte red Ranke paa hans Knæ. N.W.St. Giftermaal fandt Sted medens Englænderne endnu huserede i de danske Farvande, og Brylluppet havde nær faaet maaske Aars Udsættelse. Skibet kom fra Norge hvorfra Storm medbragte mange Ting til det fælles Hjem; under den jydske Kyst blev de forfulgt af en engelsk Fregat.

----------------------

Mine Forældre, Kaptajn Hans Storm og Marie Sophie f. Brandstrup boede i Assens hvorfra Fader førte Skib men flyttede d. 13' Oktober 1850 til Kerteminde fordi min Fader fik Skib at føre hjemmehørende der. I Assens er mine Sødskende Anna Elisabeth, Pouline Jacobine, Petra Wilhelmine Mathilde og Niels William fødte og med dem flyttede mine gamle Bedsteforældre Niels Willads Storm og Anne Marie Elisabeth f. Müller. Bedstefader havde siden min Faders 17' Aar været aflægs paa Grund af Apoplexi og Bedstemoder var sammenbøjet af Gigtsvaghed saa hun maatte bruge Stok og Krykke. Min Moder var som ganske ung Kone saaledes ikke gaaet ind til noget lyst eller velhavende Hjem. Fra Forfædrenes Tid - Bedstefaders Fader og Bedstefader, som var rige og ansete Købmænd og Skibsførere i Faaborg - var der kun faa værdifulde Ejendele tilbage, Vidner om fordums Velstand, og ilde stod det til naar min Fader som ung Sømand kom hjem og maatte indløse Ting som Bedstefader og Bedstemoder i deres Nød og Kamp for Tilværelsen for dem og deres 3 mindreaarige Sønner havde maattet pantsætte. En værdifuld Guldring, Hans Poulsen Storms Fæstensring til hans Brud Birthe Marie Hansdatter Helnis, har Fader saaledes reddet og den gamle Bedstemoder siden gemt saa trofast at ingen vidste at hun ejede den før hun paa min Søster Mathildes Konfirmationsdag satte den paa hendes Finger og i hvis Eje den altsaa er endnu. For min Moder har det sikkert ofte været svært; to gamle Mennesker at pleje, og samtidig at være Moder for os Børn; og ofte i Ængstelse og Uro for min Fader paa Søen; men disse Kaar udviklede hende til den stilfærdige rolige Kvinde, der lærte at lægge Alt frem for Gud i Bøn og Paakaldelse og med Taksigelse. I 1853 sejlede Moder en Tur med Fader til England; alle 4 Børn blev anbragt i Frederikshavn hos Morbroder Lars Brandstrup. Det har sikkert været en frydefuld Tur for Moder, der kun kom lidt ud. En af Byerne, hun saa, var Verdensstaden London, hvor netop det Aar Crystalpaladset præsenterede sig i Hyde Park^[7]. Ogsaa i St. Petersborg har Moder engang været sammen med Fader. I Aaret 1856 d. 26/10 fødtes jeg i Kerteminde og Mor har fortalt mig at Klokkeren ringede til Kirke, det var en Søndag, og hun tog deraf godt Varsel. Barndomshjemmet i Kerteminde var en Hjørnebygning paa Fiskergade eller nu Søndergade og Præstegaardsstræde, grændsende ud til dette Stræde stødte vor Gaard med et højt Plankeværk dernæst Gavlen af en Bygning hvor Bedstefader og Bedstemoder havde deres lille 2-Fags Stue og paa den anden Side dette laa vor lille Have; ud fra denne førte en Laage til en Gang, "Baggangen" kaldet hvortil en Række Haver stødte fra Vestergade og Søndergade saaledes at disse Husejere havde Adgang til dem. Denne lille Gang nævner jeg fordi den var en Del af min lille Verden fra jeg var lille, hvor Barnefoden og Barnefantasien gik om mellem Græs og Blomster i Leg og med Jubel over Lærkesangen ude fra Løkken. - Men inde i Stuerne saa vi i Vintermaanederne ingen Sol fordi Genbohusenes Tage ragede for højt op. Men de første Dage i Februar hilste vi med Glæde den første Solstraale som da kunde naa ind i vore Stuer. Saaledes faldt Solen første Gang i 1857 ind paa mit Daabstøj, som blev syet; ogsaa deraf maa Moder have taget godt Varsel for mig, siden hun har fortalt mig det. Et af mine første Barndomsminder er en Køretur. Faders næstyngste Broder Poul Storm var Købmand og boede i den modsatte Ende af Byen højt oppe i Langegade i en ældgammel Købmandsgaard. Han og hans Hustru Elisabeth f. Schytte sendte gerne et Par Gange om Aaret en lukket Vogn ned til vort Hjem for at Bedstemoder kunde faa sig en lille Udflugt, da hun jo ikke kunde gaa saa langt. Det er paa en af disse Udflugter at jeg husker min Skræk da Vognen hoppede gennem Strædet over de toppede Brosten og jeg udbrød: "Bange, Bange". Ganske utydeligt synes jeg at huske Onkel Poul staaende ved en Skrivepult i sit Kontor^[8], en høj mørkhaaret Mand; dog er dette kun et meget utydeligt Minde. Onkel Poul døde som en ung Mand af Brystsyge og hans Enke blev boende endnu i adskillige Aar i den gamle Gaard. Det var en Nytaarsaften Onkel Poul døde, og gamle Bedstefader skal ved Budskabet have sagt: "Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet". Tante Lise som vi kaldte Onkel Pouls Enke var meget lyshaaret med blaa straalende Øjne, blændende hvid Teint og røde Kinder, altid klædt i ejendommelige brogede Dragter og smagfulde Kapper med stærkt farvede Baand. Vi Børn beundrede og elskede hende, og altid var det som Solen og alle gode Aander holdt Indtog i Huset naar vor glade og ungdomsfriske Tante Lise traadte over Tærskelen. Dog, som hendes Liv havde været tidlig prøvet og mærket af Sorg og Alvor, saa havde hun dog ogsaa derigennem vundet frem til det store og eneste "Troen". Jeg husker Mørkningstimerne oppe i den gamle Gaard naar Ilden blussede i Kakkelovnen og jeg sad paa en Skammel og hørte de Voksne tale om de Ting som hører til Guds Rige og hørte dem synge de gamle dejlige Salmer "Hvor salig er den lille Flok", "Op I Kristne ruste Eder" og "Den store hvide Flok vi se", og hørte Provst Bloch tale og synge for. Den gamle Gaard var saa ejendommelig med høje smukt rammede Vinduer højt til Loftet og underlige gamle Døre med Messinghaandtag og udskaaret Træværk. Jeg husker Tante Lises benhvide, skurede Skabe og Køkkenborde og de blændende Kobberkedler. Herude blev vi Børn altid trakteret med et vældigt Stykke brunt Kandissukker, saa vi, naar vi kom hjem, fortalte at vi havde faaet en vældig Tandbyld. Men ude i Baggangen smuttede to smaa Piger ud hver fra sin modsatte Havelaage; vi voksede op sammen derude, legede først med vore Skamler af hvilke min hed "Therese", det var i mine Øjne et lille Barn, som jeg slæbte omkring med, og som jeg stadig mente trængte til min Omsorg; saaledes blev den baade vadsket og klædt paa; senere afløstes den naturligvis af Dukker. Min Legekammerat var lille Rasmine eller Mine Olsen, og vi blev helt uadskillelige; ude i Baggangen voksede der Katteperler (vild Godelia) og Græs som vi bandt i smaa Buketter, saa var det Fejekoste. Undertiden gik vor Nabo, Fiskeren, og hængte Garn til Tørring derude, og inde fra Brandts Have klirrede Kaffekopperne inde i det store Lysthus. I vor Have var der 4 Kirsebærtræer, et Kastanietræ, Rosenbuske, Stikkelsbær-, Hindbær- og Ribsbuske og midt i Haven et Guldregntræ, som ragede højt op over alle de andre Træer, og som Moder elskede saa højt. Her tilbragte Mine og jeg senere mange Timer; men dejligst var alle Smaahaverne naar Frugttræerne blomstrede; saa dryssede de hvide Blade som Sne over Gangene, mens Oldenborren fløj summende om mellem Buske og Træer.- Da jeg var ganske lille kunde Bedstefader og Bedstemoder endnu færdes om i Stuerne; senere blev de svagere og henviste til at opholde sig i den omtalte lille Stue, særlig Bedstefader. Jeg husker at jeg tog mig en Middagssøvn imellem paa Bedstemoders Skød, og husker hende fortælle om det lille Kid, der ikke vilde hjem gaa i Kongens Gaard om Aftenen saa silde - og om Sib-Sibbernip og Skrit-Skratterat.- Hun var bøjet af Gigt, som jeg før har omtalt, men et Par muntre, blinkende Øjne og et brusende krøllet Haar over den lave Pande og en bøjet Næse gav hende et karakteristisk Udseende, og vistnok har hun haft et noget sydlandsk Præg, da hendes Fader var af sydtysk Herkomst. Hvad han og Hustru hed ved jeg ikke, men jeg ved at Bedstemoder havde mange Sødskende, deriblandt Daniel Møller, "Onkel Daniel", som vi kaldte ham, og som var saa elskelig og god. Han var Snedker og boede i Landsbyen Rude, nær ved Holsteinborg paa Sjælland, og megen Slægt lever der endnu i Skelskør og Omegn. Bedstemoders Fader, Møller, var Katolik, og to Crusifixer opbevares endnu i Slægten efter ham. Et lille Sølvcrusifix, som er i min Søster Elisabeths Eje, og et Træcrusifix, som, hvor plumpt det end er i Udførelsen, dog bliver æret her i mit Hus, som et Minde om mit Barndomshjem, og æret for sit Værd for de gamle Forfædre.- Bedstemoder elskede Sang og Musik, og naar vi om Aftenerne sad samlede i Stuerne i Mørkningen bad Bedstemoder altid de store Piger synge: "Nu hviler Mark og Enge"; den elskede hun over alle; gerne faldt jeg da i Søvn med Hovedet i Søster Poulines Skød. Bedstemoder havde en klar og munter Latter, hun var livlig og aandsfrisk og holdt meget af at faa sig en Passiar. Bedstefader var som Følge af sin Svaghed meget sløvet men glædedes ved at sidde og skrive, føre forskellige Dagbøger og nedskrive Vers og Skriftsteder, og levede sit stille gudfrygtige Liv i Bøn og Tro. Bedstefader havde som Søn af en rig og anset Købmand Hans Poulsen Storm i Faaborg faaet en god Opdragelse; han skrev særdeles smukt, senere som syg med den venstre Haand eller med den lammede højre Haand som han førte med den venstre. Musikalsk havde han været og spillet forskellige Instrumenter. En høj og rank Mand med et intelligent Ydre, saaledes tænker jeg mig Bedstefar fra hans Velmagtsdage, dog vansiredes hans Ansigt af Koppear; han havde nemlig i sin tidligste Ungdom haft den frygtede Sygdom, de ondartede Børnekopper. Hans Fader som det i Førstningen havde set saa "blomstrendes ud for", som han selv i et Brev udtrykker sig for en "Ven og Broder", gik det tilbage for og han døde i en temmelig ung Alder. Før sin Død havde han faaet min Farfar anbragt som Boddreng hos en ven i Assens, da han ikke vilde have ham tilsøs; men efter Faderens Død gik Bedstefar alligevel tilsøs og opnaaede at blive Fører af et Skib fra Assens. Her lærte han Bedstemor at kende; hun var i Major Carl v. Bihls Hus, hvor deres Bryllup stod, og i ham havde de en "ædel Ven" og Velgører som Bedstefar skriver i sine "Optegnelser af de vigtigste Begivenheder i mit Liv". Deres ældste Søn fik Navnet Carl; han skal have været et haabefuldt ungt Menneske, men den store Sorg fik Forældrene at miste ham i hans 15' Aar. Jeg ser endnu i Tanken en indrammet Haarlok omslynget af hvide Evighedsblomster, som hang paa Væggen hos de to Gamle. Det var deres første store Sorg, saa kom Bedstefars Sygdom, som tillige bragte dem i timelig Nød; men størst var vist Sorgen over Sønnen Frantz Ludvig, der, meget smuk af Udseende, skejede ud i sin Ungdom og var saa svag af Karakter, at han, hvor ofte han lovede Bod og Bedring, dog ikke kunne modstaa Drikkeriet, og derfor levede et underligt omflakkende Liv. Jeg husker ogsaa dunkelt ham, naar han undertiden kom til os, hvor god han var mod mig; Tømrerhaandværket var han slaaet ind paa efter først at have været Kontorist i Mus'es Forretning i Kerteminde. Mor talte mildt og kærligt formanende til ham, og jeg husker Bedstemors Skræk, naar hun om Aftenen mente at høre ham komme. Sorgen over de Levende er ofte større og bitrere end over de Døde. En broder til havde min Fader, det var Onkel Jacob; han havde i sin Barndom haft den engelske Syge, hans Ben udvikledes ikke, saa han var henvist til at øve Skrædderprofessionen. Han kom af og til over hos os, især Helligaftenerne var han altid tilstede, men han og Bedstemoder kom gerne paa Kant, da hun altid havde noget at rette paa og syntes at han opførte sig ikke til hendes Tilfredshed. Saaledes havde de to Gamle haft mange Sorger i deres Tid, men til Gengæld havde de i Far og Mor en kærlig Søn og Svigerdatter og uendeligt holdt de af os Børn. Bedstemoder havde sine Barndomsminder fra Nyborg; jeg lyttede spændt naar hun fortalte om den store Landport derude og om Nyborgs Brand, da det brændte for hendes Forældre saa de maatte rejse til Ullerslev. Hendes Fader var Købmand, og jeg ved hun er konfirmeret i Flødstrup Kirke. Hendes Moder har jeg ikke hørt nævne. Derimod husker jeg at Onkel Daniel engang besøgte Bedstemoder (hans Søster); han var en mild gammel Mand som købte en Kage til mig oppe i Skoven, men "Tyras" Tante Lises store Hund kom hen og spiste Kagen fra mig, jeg husker at jeg stak i at græde, men fik en anden Kage istedetfor.- Ovre i Bedsteforældrenes lille Stue husker jeg alt saa nøje, her tilbragte jeg, som var henvist til at gaa saa ene omkring, idet jeg var 9 Aar yngre end min yngste Søster og derfor naar de større var i Skole følte Ensomheden, mange interessante Timer. Midt paa Pillen mellem Vinduerne var anbragt et Spejl og derunder et Billede af St. Helena, en nydelig Kvindeskikkelse i blaa Dragt og med en Glorie om Hovedet. Her stod foran Pillen et Bord med to ovale Fløje som kunde slaas sammen saa det blev ganske smalt. Her sad ved det ene Vindue i en gammeldags Lænestol Bedstefar med sine graa Lokker og en Strikkehue paa Hovedet. Foran ham paa Bordet laa hans Bønnebog; naar han rejste sig kunde han lige række hen til et Chatol, hvor han med største Orden gemte i de forskellige Rum og Skuffer alt hvad der hørte til hans Arbejde, Blæk, Pen, Skrifter o.s.v. Bedstefar skrev med Gaasefjederpen og havde mange forskellige Dagbøger, en meteorologisk, en for hver Dags Begivenheder i Hjemmet, en med Vers og gudelige Betragtninger, Uddrag af hans ældgamle Bibel og Bøger, som var gennemlæst og understreget helt igennem, et Vidnesbyrd om de mange lange Aar, hvor Bedstefars Tanker stadig søgte samme Retning. Af alle de Mængder af skrevne Bøger fandtes en hel Skibskiste fuld; det var umuligt at flytte Alt med, da det gamle Hjem opløstes, saa jeg brændte Alt med undtagelse af enkelte smaa Skrifter, det havde jo gjort sin Gavn og udfyldt Bedstefars Tid. Den gamle Bibel fik Broder Niels. Ovenpaa Chatollet stod en Potpourrikrukke af mørkeblaat Glas og heri gamle Bedstemoders Roser og Lavendler; ved hver Side af Krukken 2 Bægere, blaa med Forgyldning. Inden i Skabet der fandtes ovenpaa havde Bedstemoder sit. Her fandt hun tidt en Tvebak eller et Stykke Sukker til mig og det var med stille Forventning jeg saa Bedstemoder aabne Laagen til de skjulte Herligheder; herinde opbevarede hun forskellige Kopper og Krukker af gammeldags Porcelæn, bl.a. en firkantet Porcelænsdaase med Tegning i sort af Blade og Fugle; den var saa omhyggelig sammenlimet og var et Minde fra Bedstemors Barndomshjem; desværre gik den itu for mig, da jeg havde taget den i Brug i mit eget Hjem. Over et lille Bord hang et Maleri af Poul Storm og Væggene prydedes med Silhuetter, et helt Familiebillede af Bedsteforældrene og deres Børn, som nu er i mit Eje. Major v. Bihl (Charlotte Dorthea B.'s Broder) og Ane, Majorens Husholderske. Længst tilbage i Stuen stod Himmelsengen med blaa kønt opheftede Gardiner omkring. Ved den anden Side af Fløjbordet sad Bedstemoder paa sin Forhøjning i en norsk Træstol med Tremmeryg, hun strikkede og holdt samtidig Øje med Færdselen uden for Vinduerne. Hendes Genbo var Fiskeren Jens Ernst, som, naar han ikke var ved Stranden, enten bandt Garn indenfor sit Vindu eller sad fordybet i Romanlæsning med store Hornbriller for Øjnene. Herover søgte jeg jo tidt; især med mit Dominospil som Bedstefar altid saa gerne vilde spille med mig. De Gamle kom dog over saafremt de kunde at spise til Middag.

-------------------

"Man kan hvad man skal"! Hvor ofte mødte disse Ord mig ikke i min Barndom, saa jeg blev næsten vred, naar jeg hørte dem. Men hvor sande er de i Grunden, naar vi nærmere tænker derover. Jeg var Barnet i Hjemmet, den yngste i en Sødskendeflok. Moder var god og overbærende, tog det ikke strængt med at holde os i Arbejde, men opdrog os i Kærlighed og Tro på den Herre, der var hendes Hjælp og Trøst altid, vor Frelser, Jesus Kristus. Min milde velsignede Moder udrettede mere paa Barnesindet end f.Eks. Moster, naar hun holdt sit Indtog i Hjemmet, hvilket gerne skete hver Ferie eller Højtid paa Grund af at hun som Lærerinde da kunde besøge sin Søster. Jeg ser den høje stive Skikkelse komme ind ad Døren, for det meste i en stiv Hvergarnskjole, Slør for Ansigtet, alt stift og formelt. "Goddag, Madam", var det første vi hørte af den indtrængende. Moder tog altid hjerteligt mod sin Søster, men ak, for mig var det som al Landsens Ulykker og tusind Tryk og Plager holdt sit Indtog i hendes stivede Skørter. Min eneste Trøst var det at hun havde en Moppe med, som jeg fik til Legekammerat med det samme. Vi Børn var jo aldrig som hun vilde have os, dette maatte Moder og vi selv jo daglig høre, men naar jeg blot havde Moder i Baghaanden hørte jeg med en vis Trods paa alle hendes Angreb i vort Liv og Levned. "Man kan, hvad man skal, min Pige", var Mosters stadige Trøst, naar hun hørte mig beklage sig, det kan jeg ikke. En af mine Rædsler som Barn var det at gaa gennem Køkkenet naar Slagteren nylig havde været der, og jeg da undertiden kunde træffe at se et Svinehoved ligge paa Bordet, en Flæskeside med Ben og Hale o.s.v. endsige røre ved et saadant Stykke, der tydelig viste Partier af Dyret; det var mig en Gru. Dette og mange andre saadanne Ting lagde Tante sig bag Øret. En Sommerferie sendte Moder mig derhen et par Dage. Tante var god og mild, som hun ogsaa kunde være, hun mente det jo i Grunden saa godt, men jeg gik med Længsel og Hjemve i Hjertet; jeg fik en Strikkestrømpe i Haanden hver Gang vi skulde ud at gaa lidt; Sytøj i Haanden hjemme, og nu kommer det bedste tage Del i Madlavningen fandt Tante ogsaa kunde være til Gavn for en 10 Aars Pige. Hun havde slagtet en Høne, heldigvis før jeg kom, ellers skulde jeg jo nok have hugget Hovedet af den; den laa nu i kogende Vand og ventede paa at travle Hænder skulde plukke og rense den. Moster presenterede mig Ballien med den halvt afpillede Høne, "Kan du min Pige fortsætte her, jeg skal til et andet Arbejde". Man tænke sig min Gru, at pille i et dødt Dyr, hvordan skulde jeg dog faa Mod til det; men mukke det turde jeg ikke, jeg havde ikke Mor i Baghaanden, al min Trods maatte jeg bide i mig, samle hele mit Mod og pille den døde Høne. Det gik - ja saadan er det - det maatte jeg sande. "Man kan hvad man skal".

Noter:

[1] I det 1915 udkomne Aarsskrift for Svendborg Amts historiske Samfund findes en Redegørelse for Poul Kinafars Forhold ifølge hvilken han sejlede med Ostindisk Kompagnis Skibe, tilsidst som Bedstemand.  Pag. 59 staar at han senere som Købmand i Faaborg ejede 7-8 større og mindre Skibe hvoraf ét hed "Mette Marie". Han har dog næppe sejlet paa Kina med dette.
tilbage

[2] Eksamensbeviset, som er kommet mig i Hænde efter Moster Mathildes Død 1940, er underskrevet "Tønningen" d. 8' Marts 1805.  Tønning ligger ved Eiderens Udmunding i Vesterhavet paa Højde med Rensburg og Kiel.  Oldefader læste til Eksamen i Aabenraa.
tilbage

[3] N.W. Storm skriver i sine "Mærkværdig mødende Begivenheder", som er kommet mig i Hænde efter Moster Mathildes Død 1940 (tilhører Sofie Jønson, men jeg har foretaget en Afskrivning), at hans Forlovede er Datter af forhenværende Købmand Jacob Möller i Assens. I Folketællingen for 1787 for Assens finder jeg Jacob Möller boende i "den store Gade"-

Jacob Møller                                                 38 Aar \
Lotte Schumannsdatter                                  34 Aar / 1. Ægteskab.
Købmandshandel

Anne Marie Lisbeth                                        3 Aar  \
Tomas Hindrich                                              2 Aar   > deres Børn
Giertrud Birgith                                              1 Aar  /

Marie Cathrine Nielsdatter                            30 Aar \
Anne              -----||-----                              28 Aar /  Tjenestefolk

Jacob Glade                                                  34 Aar    Kjøbmandskarl

Lotte Schumannsdatter lyder afgjort tysk, derimod ikke Jacob Møller (ifølge senere Undersøgelser var han født i Westfalen), men Navnet kan jo være fordansket.

Familien er antagelig flyttet til Nyborg omkring 1790.  Den store Brand var i 1797.

I Folketællingen for 1801 har jeg forgæves søgt Jacob Møller i Ullerslev og Flødstrup.  De er altsaa inden denne Folketælling rejst til et andet Sted, dog ikke direkte til Bisserup ved Holsteinsborg hvor de boede ved deres Død 1821 og 1823 (iflg. N.W. Storms Optegnelser).  Folketællingen 1801 har dem ikke opført i dette Sogn.
tilbage

[4] Han hed Jacob Møller - se Kommentaren paa forrige Side [note 3].
tilbage

[5] I Folketællingen for 1834 for Holsteinsborg Sogn, Rude By, har jeg fundet en Daniel Møller, 48 Aar, Snedker.  Han er sikkert den omtalte Broder til Mors Farmor.  Ifølge Aldersangivelsen skulde han være født 1786 og derfor være nævnt i Folketællingen for Assens for 1787.  Det er han imidlertid ikke; men det behøver ikke at være Bevis for at han ikke er identisk med Broderen.  Der forekommer ofte Uregelmæssigheder ved Aldersangivel­serne paa et Par Aar.  Havde jeg kunnet finde Familien i Folketællingen for 1801 havde det været interessant at se Anne Marie Elisabeths yngre Sødskende nævnt i denne.
tilbage

[6] Jo der findes en Akvarel forestillende en Rose, som højst sandsynligt er malt af ham, og som hans Søstersøn Hans Storm har foræret sin Forlovede under et Ophold i Frederikshavn 7/4 1838.
tilbage

[7] Sydenham
tilbage

[8] Poul Jacobsen Storm døde 31/12 1858.  Mor har da været 2 1/4 Aar, og kan næppe have nogen Erindring om sin Farbror.  Muligvis kan dette Indtryk stamme fra de ældres Omtale.
tilbage

<< Den Jacobsen-Stormske Slægt  |  Indholdsfortegnelse  |  Ringens historie >>