Ringens historie

Birthe Maria Helnis' fæstensring

'Hvis blot tingene kunne tale', siger man ofte og mener, at så ville der komme spændende historier for dagen. Men mange ting kan nu næsten tale, i det mindste igennem de overleveringer, som knytter sig til dem. I Poul Jacobsen 'Kinafarer's efterslægt findes en smuk guldring, hvis historie er blevet overleveret og nedskrevet i brudstykker. Vi har forsøgt at samle disse brudstykker til 'Ringens historie'.

Ringen er, som det ses, en meget smukt udskåret guldring med initialerne H.P.St. i slyng. Den er ca. 10 mm. høj på forsiden og ca. 17 mm. i diameter indvendigt.

Poul 'Kinafarer's ældste søn, Hans Poulsen Storm, som var skipper og købmand i Faaborg, fik lavet ringen som fæstensring til sin kommende brud, Birthe Maria Hansdatter Helnis, og ringen bærer hans navnetræk. Vi ved ikke præcist, hvornår ringen blev lavet, men der eksisterer et særdeles sødt kærestebrev fra Hans til Birthe dateret 24 Nov 1773. De blev gift 4 Jan 1775 i Faaborg, og der eksisterer et kongebrev til dette bryllup. Grunden til, at der skulle udstedes kongebrev, er der blevet gisnet en del om. Det første barn, som vi har kendskab til, Jacob Peter Storm, er dog først født 16 Okt 1780, så grunden kunne have været, at Hans Poulsen Storm skulle på havet, og at der derfor ikke har været tid til at få lyst det tilstrækkelige antal gange i kirken. Årsagen er dog snarere den simple, at vielser iflg. Christian V's Danske Lov skulle foregå i kirken efter foregående trolovelse og lysning. Med kongebrevet kunne brudeparret springe de højtidelige forberedelser over og blive gift hjemme. De havde dog heldigvis ikke mere travlt, end at Hans kunne nå at få lavet ringen til Birthe.

Efter Birthes død 28 Feb 1816 gav Birthe og Hans' søn, Niels Willads Storm, ringen til sin hustru, Anne Marie Elisabeth Müller.

Niels Willads Storm var en jævn styrmand og skibsfører, som forsørgede en familie med 4 sønner. I 1829 gik det dog galt, da han blev ramt af et apoplektisk tilfælde under en sørejse til Norge. 'Blev rørt i min højre Side', som han selv skrev i sin dagbog. Det fik familiens økonomi til at gå skævt, specielt da sønnen Hans Storm samme forår var taget på en rejse til Kina som matros. Han var den eneste, som kunne bidrage til familiens forsørgelse, og han var altså langt væk. Familien måtte sælge eller pantsætte, hvad man havde af kostbarheder. Først da Hans Storm vendte hjem fra Kina efter halvandet år, kunne det pantsatte gods blive indfriet. Vi må tro, at ringen har været mellem det pantsatte, eftersom den blev gemt væk efter denne begivenhed.

Ringen forblev i gemmerne i mere end 30 år, og det meste af familien kendte ikke til dens eksistens. Men i foråret 1862 gav Anne Marie ringen til sin sønnedatter, Mathilde Storm (g. Højgaard), som konfirmationsgave. Mathilde var den midterste i en børneflok på 5 og havde 2 ældre søstre.

Mathilde ejede ringen i mere end trekvart århundrede og gik regelmæssigt med den. Det fortælles, at Mathilde på sine ældre dage fik så tynde fingre, at ringen let gled af. Hun fik derfor viklet noget tråd om ringen på indersiden af hånden, så den sad bedre fast. Det forhindrede dog ikke, at hun under et møde om Sønderjylland i Studenterforeningen i København sidst i 1930-erne tabte ringen uden at ænse det. Stor opstandelse og efterlysning i avisen, hvor der udlovedes en dusør på 10 kr., en ganske anselig sum dengang. Ringen blev heldigvis fundet i Studenterforeningen og kom i de rette hænder igen.

Det havde i mange år været bestemt, at Mathildes ældste datter, Sofie Højgaard (g. Jønson), skulle arve ringen efter Mathilde. Det skete også ved Mathildes død i 1939, men Sofie beholdt kun ringen i få minutter, før hun forærede den videre til sin ældste datter Inger Jønson (g. Højgaard). Siden 1939 har ringen kun været båret ved få, festlige lejligheder.

Inger udvandrede til USA. Hun har ingen børn, og under et besøg i Danmark i 1960 gav Inger ringen til sin storebror Svend Jønson's ældste datter, Lif Højgaard Jønson (g. Røjskjær). Det fortælles, at familien i den anledning fik lavet en sølv-kopi af ringen til Svend og Ingers yngste søster, Anne Marie (Mia) Jønson (g. Hammerich). Det blev Mia vist nok rasende over, da hun følte sig berettiget til at arve originalen. Der er ingen, som i dag ved, hvor denne kopi er.

Ved en senere lejlighed lånte Helge Hammerich, Mias mand, originalen af Lif og fik lavet en kopi i guld, som han gav til Mia i fødselsdagsgave. Den blev vist bedre modtaget.

Lif fik ingen døtre. Hun videregav ringen til sin storebror Bo Jønson's datter, Anette Jønson, ved dennes 18 års fødselsdag i 1986. Ringen er i skrivende stund i Anettes eje.

Kopien, som blev lavet til Mia, blev af Helge Hammerich ved hendes død givet til Mias yngste søn Anders Hind's datter, Naja Hind. Kopien er i skrivende stund i Najas besiddelse.

Det fortælles i familien, at der er tradition for, at ringen altid går i arv fra moder til ældste datter. Det er en smuk tradition knyttet til et smukt og værdsat familieklenodie, men som man kan se af historien, er ringen over 200 år gammel, og traditionen er i hvert fald først startet ved Mathilde Højgaards død i 1939.

Hvem ved, hvis traditionen var blevet fulgt fra starten, havde ringens historie måske været helt anderledes! Og hvem ved, hvilke spændende historier ringen vil kunne fortælle om 200 år fra nu?

Som et kuriosum kan det iøvrigt nævnes, at ringen tilsyneladende er noget sky af natur. I hvert fald viste det sig meget problematisk at fremskaffe en brugbar illustration af ringen til denne historie. Nogle iøvrigt udmærkede fotografier viste sig umulige at reproducere, en anden film blev smidt væk af reproduktionsanstalten o.s.v. Løsningen kom først, da Bo Jønson som et sidste forsøg lagde ringen direkte i en digital scanner. En så moderne teknik kendte ringen tilsyneladende ikke, så endelig lykkedes det. Men selv disketten med billedet blev faktisk væk og var vanskelig at finde!

<< Sophie Olsens slægtsoptegnelser  |  Indholdsfortegnelse  |  Efterslægtstavle >>