I mit Barndomshjem - først i Assens og senere i Kjerteminde levede min Faders gamle Forældre; de fortalte ofte for Børnebørnene om Fortiden, og det Kendskab, jeg har til Slægten, skylder jeg især dem. Deres Fortælling har sikkert ogsaa vakt den Interesse, jeg nærer for Slægten, og hvad jeg her vil gjengive er mest, hvad de Gamle fortalte.
Min Faders Slægt kan jeg følge 200 Aar tilbage i Tiden. De første Oplysninger om den har jeg fra Lærer Frants Jakobsen i Ringe; han fortæller, at i Begyndelsen af det attende Aarhundrede boede der paa en Gaard i Svanninge ved Faaborg - Dalkildgaard - en Mand, som hed Jakob Poulsen. Hans Søn Poul Jakobsen - senere ogsaa kaldet Poul Kinafarer - fødtes der 1717. Trods Stavnsbaandet lykkedes det ham som ganske ung at komme hjemmefra; han gik tilsøs fra Faaborg, gjorde tre Rejser til Kina med det Ostindiske Kompagnis Skibe, nedsatte sig 1744 som Kjøbmand i Faaborg og ægtede 1748 Mette Marie Hansdatter Storm, født paa Gaarden "Høbbet" i Brahetrolleborg Sogn.
Da jeg haaber, at Du faar Lejlighed til at læse, hvad Lærer Jakobsen ved at fortælle om dette Ægtepar og deres talrige Børneflok, saa vil jeg endnu kun her nævne, at det gamle Stueur, som nu tilhører Poul Storm, har prydet deres Hjem. Det er siden gaaet i Arv fra Fader til Søn gjennem 6 Slægtsled . Ligeledes det gamle Chatol, som nu tilhører Else Storm . Begge Dele tilhørte i sin Tid min Fader og fandtes i mit Barndomshjem saa langt tilbage, jeg kan mindes.

Poul Jakobsen døde 1775, Hustruen 1814. Hans Poulsen Storm - Poul Kinafarers ældste Barn, fødtes i Faaborg 1749; han blev opkaldt efter sin Morfader Hans Storm paa Høbbet og var den eneste af Brødrene der bar Navnet Storm. En yngre Broder hed Jakob Antoni Poulsen, og den yngste fik Faderens Navn Poul Jakobsen.
Hans Poulsen Storm blev ligesom sin Fader Sømand og Kjøbmand. Der findes en gammel, meget sirlig skreven Bryllupssang - tilhører nu Carl Olsen - hvoraf det fremgaar at Velædle Hr. Hans Poulsen Storm og Velædle og Dydzirede Jomfru Birthe Maria Hansdatter Helnis celebrerede deres Bryllup i Faaborg den 4de Januari 1775. Dette Brudepar blev mine Oldeforældre. Bruden var Datter af Kjøbmand Hans Helnis og Hustru Karen Helnis af Faaborg.
Den smukke gamle Ring, som nu er i Mathilde Højgaards Eje, var Birthe Maries Fæstensring . Det saa lyst og straalende ud for de unge Ægtefolk. Efter gamle Farfars Fortælling gav den ene Svigerfader i Brudegave en Kjøbmandsgaard, den anden et fuldt udrustet Skib. Livet har dog sikkert bragt dem mange Sorger og Skuffelser. Deres ældste Smaabørn døde, og gamle Farfar talte ogsaa om en svag Broder, der levede og blev temmelig stor; han led af Krampe. Kun to af deres Børn blev voksne, Sønnen Niels Willads Storm og en yngre Datter Mette Marie; hun blev gift med Urmager Asmus Johansen i Faaborg.
Med sine Skibe havde Hans Poulsen Storm flere Uheld, hans Hustru blev svag og tungsindig og de sidste Aar maatte han kæmpe med økonomiske Vanskeligheder; han døde i Faaborg 1799. Birthe Marie Helnis henlevede sine sidste Aar hos sin Søn i Assens og døde der 1816.

Niels Willads Storm - min Farfar - blev født i Faaborg 13de April 1783 i et, antager jeg, endnu dengang velstillet Hjem. Jeg har en lille Bog liggende for mig - den tilhører nu Mathilde Højgaard - hvori min Farfar har nedskreven forskjellige Ting; "Mærkværdig mødende Begivenheder" kalder han den; den benytter jeg til, hvad jeg her vil fortælle om ham.
Niels Storm fik en omhyggelig Opdragelse i Hjemmet. For at faa bedre Undervisning blev han - elleve Aar gammel - anbragt i Huset hos Degnen Hr. H.C.Mølmark i Haagerup ved Brahetrolleborg, hvor han blev, indtil han i Efteraaret 1796 kom hjem for at forberede sig til Konfirmationen; han blev konfirmeret 1797. Niels Storm havde mest Lyst til at gaa tilsøs, men det vilde hans Forældre nødig give deres Minde til, og i den føromtalte lille Bog staar der: "20. Maj kom jeg til Odense i Condition som Skrive Dreng ved Hr. Komercraad og Amtsforvalter Villemoese, hvor jeg var indtil jeg 19. January 1798 kom til Assens i Condition hos Kiøbmand Hans Storm Schmidt som Boe Dreng".
Samme Kjøbmand Schmidts Moder, Vilhelmine Storm, var Søster til Mette Marie Storm. Schmidt var altsaa Fætter til Farfars Fader og ligesom denne opkaldt efter Morfaderen paa "Høbbet".

Assens blev fra nu af Niels Storms Hjem gjennem mange Aar. Medens han var i Lære, døde hans Fader 1799. Aaret efter blev han angreben af Kopper og laa meget syg. 19de Juni 1803 døde min gode Bedstemoder Karen Helnis i Faaborg i sit 94de Aar. I Januar 1804 var Niels Storms Læretid ude hos Kjøbmand Storm Schmidt, og han fulgte nu sin Lyst og gik samme Aar tilsøs med et af sin Principals Skibe.
Samme Sommer - 18. Juli - var han blevet forlovet med Anna Maria Elisabeth Müller, Datter af forhenværende Kjøbmand Jacob Müller og som conditionerede hos S.T. Hr. Major v. Biehl. Majoren var Broder til den kendte lærde Dame Charlotte Dorthea Biehl; jeg mindes at have set Bøger hos mine Bedsteforældre, som hun havde oversat fra Spansk. Mine Bedsteforældre elskede og højagtede den gamle Major; jeg har hørt min gamle Farfar sige, at Major Biehl var den ædleste og bedste Mand, han havde kendt.
Niels Storm var altsaa 21 Aar og forlovet, da han skulde til at begynde en hel ny Levevej. Han sejlede ud den 2den August 1804 som Jungmand og hans første Rejse gik til Randers. Efter den Tids Skik lagde Skibene op i Vintermaanederne, og allerede i December samme Aar rejste han til "Apenrade" for at læse til Styrmandseksamen, som han bestod 8. Marts 1805 i Tønningen. Dette Aar tog han Hyre som Matros med Storm Schmidts nye Galease "De fem Sødskende" "bygt da jeg laa syg af Kopperne". Den førtes af Skipper Jens Madsen Thuusen og gjorde adskillige Rejser paa Norge og Østersøen.
1806 "19 Janu. fik jeg Wollontør Patent" og fra nu af sejler han som Styrmand. 1807 i Juli var Niels Storm i Königsberg, hvor Franskmændene holdt deres Indtog - "hvor den store Mand Napoleon Bonaparte med egen høye Person Selv var i mange Dage og der saa ham at mønstre sin Hoved-Armee". Min Farfader sejlede som Styrmand i adskillige Aar, mest i de hjemlige Farvande, samt til Norge og Østersøhavnene, han kom aldrig paa Langfart. Nu maa jeg slippe ham for en Stund, medens jeg fortæller om min Farmoders Slægt.

Slægten Müller:

I Slutningen af det 18. Aarhundrede boede der i Assens en Kjøbmand Jacob Müller, født i Winterfeldt i Westphalen. Hans Hustru, hvis Fornavn var Charlotte, har vistnok været fra Assens. Min Farmoder, som var den ældste af deres Børn, blev født i Assens den 18de August 1784. Jacob Müllers Kjøbmandsgaard laa ved siden af Peder Villemoes' Fødested og min Farmoder mindedes ham fra Børneaarene. Jacob Müller og Hustru havde mange Børn.
Den ældste Søn Thomas blev Gartner og bosatte sig i Kristiania. Daniel blev Snedkermester paa Holstejnborg Gods og boede i Rude. Jakob lærte Hørberedning paa Lykkenssæde og bosatte sig siden i Bisserup. Frantz - den yngste af Sønnerne - boede i Bergen; han havde stort Talent for Tegning; i mit Hjem fandtes flere smukke Billeder som skyldtes ham . Min Fader besøgte baade Thomas og Frantz Müller, naar han paa sine Rejser kom til Norge.

Daniel var den eneste af Farmoders Brødre, som jeg lærte personlig at kende; om ham kan jeg maaske faa Lejlighed til at fortælle senere. Foruden min Farmoder havde Jacob Müller 2 Døtre. Birgitte blev gift med en Husum og boede i Bisserup. Jacobine var første Gang gift med Forpagter Theodor Kardel, Holstejnborg, anden Gang med en Elgstrøm, Skjelskør. Hele Søskendeflokken er dog næppe født i Assens, i det Jacob Müller efter nogle Aars Forløb flyttede til Nyborg, hvor han ligeledes havde Kjøbmandshandel. I Nyborg oplevede min Farmoder Byens Brand. Hun fortalte derom, at Ilden opstod temmelig langt fra hendes Hjem, og de tænkte ikke paa Fare; men den greb hurtig om sig, og Farmoder blev da om Natten sendt ud paa Volden med alle sine yngre Søskende og maatte passe dem der, medens Forælderne prøvede paa at redde, hvad de kunde. Efter denne Begivenhed, hvor Jacob Müller sikkert har lidt et stort Tab, flyttede han med sin Familie til Ullerslev.
Min Farmoder blev konfirmeret i Flødstrup Kirke Aar 1800. Jacob Müller var Katholik og efter Farmoders Fortælling en mild og from Mand. Farmoder kunde huske, at han bandt et lille Sølvkrucifix om hendes Hals, da hun var en lille Pige, hun bar det altid siden; først da jeg skulde konfirmeres tog hun det af og gjemte det hen; det skulde jeg arve efter hende. Det er nu i Ingeborgs Eje .
Da vi en Aften i mit Hjem sang: 'Nu hviler Mark og Enge', mindedes min Farmoder en Aftenbøn, hendes Fader havde lært hende, da hun var lille:

"Breit aus die Flügel bejde,
O, Jesu meine Freude
und nimm dein Küchlein ein.
Will mich der Feind verschlingen
So lass die Engel singen:
"Diess Kind soll unverletzet seyn!""

Jacob Müller døde i Bisserup 1821; hans Hustru sammesteds 1824. Den ældste af Børnene Anne Marie Elisabeth, min Farmoder, kom efter sin Konfirmation til sin Fødeby Assens og tog Tjeneste der; som foran nævnt var hun, da hun i Aaret 1804 blev forlovet med Niels Storm, hos Major Biehl, hvor hun blev indtil sit Bryllup.

Aar 1808 havde de Unge bestemt at gifte sig. Niels Storm sejlede endnu som Styrmand og i Efteraarstiden var han paa Vejen hjem fra Norge, da de i Kattegattet blev indhentet af en engelsk Fregat. Det lykkedes Niels Storm og det øvrige Mandskab at slippe i en Jolle og naa ind paa Jyllandskysten. Kaptajnen og Skibet blev af Engelskmanden bragt ind til "Gothenborg". Min Farfar skriver derom: "Vi fik kun med hvad gammelt, vi havde paa Kroppen, og derved mistede jeg alt, hvad jeg ejede, som jeg i en halv Snes Aar havde sammensparet og var sat i en liden Negotie, at begynde med, da mit Giftermaal stundede til."
Niels Storm kom dog hjem til Assens, og hans Bryllup med Anna Maria Elisabeth Müller fejredes hos Major Biehl den 21de December 1808. Det var vanskelige Aar for Skibsfarten. 1811 maatte Niels Storm ligge et helt Aar med sit Skib i Norge. 1812 blev de af et engelsk Krigsskib indbragt til Leith, "hvor vi laa i Proces hele Sommeren, men kom dog lykkelig og vel hjem om Efteraaret".
1813 fik Niels Storm selv Skib at føre og sejlede saa med skiftende Lykke indtil han i Aaret 1829 ved Sygdom blev nødt til at lægge op for bestandig; han var da kun 46 Aar. Mine Bedsteforældre fik 6 Sønner. Carl født 1809. Hans, min Fader 1810. Jakob født 1812. Poul Jacobsen Storm født 1815 (sammen med en lille Pige, som døde i Fødselen). Jørgen Christian f. 1817 - død samme Aar. Frantz Ludvig født 1820.
Min Fader blev opkaldt efter sin Tipoldefader Hans Storm paa Høbbet i hvilken Anledning hans Oldemoder, Mette Marie Hansdatter af Faaborg, som endnu levede, forærede ham et Par smukke, gamle Sølvlænkeknapper med de Ord: "Dem skal lille Hans Storm have". De fandtes i mit Hjem, da jeg forlod det, men er desværre nu gaaet tabt.



1814 var Niels Storm i Faaborg og hentede sin gamle Moder hjem til Assens, hvor hun blev til sin Død 1816. Min Fader kunde godt huske den gamle milde Farmor der taalmodig sad og bødede paa Legetøjet, som de viltre Drenge rev itu. Birthe Marie Storm f. Helnis havde, før hun kom til Assens, boet hos sin Datter Mette Marie, gift med Urmager Asmus Johansen i Faaborg. Datteren har formodentlig været svag; hun døde allerede 1817, næppe tredive Aar gammel.
1825 maa begge Niels Storms ældste Sønner være konfirmerede. Gamle Farfar skriver: "Dette Aar foer Hans, min Søn, med mig og fik om Efteraaret Hyre med Skipper Lars Schmidt som Kok. Gud give ham Lykke. Ligeledes Carl kom paa Hr. Bruuns Kontor samme Efteraar, hvortil Gud skjænke ham Lykke og Held. Gud til Ære og os til Glæde i Livet". Carl Storm, som var et dygtigt og levende ungt Menneske, døde allerede 1827. Hans Storm sejlede nogle Aar i de hjemlige Farvande, men har vel omtrent været 18 Aar, da han gik ud med en Kinafarer, en Rejse, der varede flere Aar. Medens han var i Kina, blev hans Fader, Niels Storm syg i Kragerø; det var et Anfald af Apopleksi, som lammede hans højre Side og gjorde ham uarbejdsdygtig for Livstid. Da Hans Storm kom tilbage fra sin Kinarejse, stod det saaledes ikke godt til i Hjemmet i Assens, og som den ældste af Børnene maatte han træde hjælpende til. Han tog snart efter sin Styrmandseksamen og sejlede som Styrmand i adskillige Aar. I Frederikshavn, hvor Skibene i de Tider kom ind langt hyppigere end nu, lærte han Sophie Marie Brandstrup at kende og blev forlovet med hende. Om hendes Slægt vil jeg her fortælle.

Slægten Brandstrup!
Jeg har fra Johannes Olsen nogle Oplysninger, som han har nedskrevet under sine Besøg hos Slægten i Frederikshavn; men da jeg kan paavise nogle Unøjagtigheder, vil jeg benytte dem med Varsomhed og mest holde mig til, hvad min Moder fortalte.
Begyndelsen er dog paalidelig nok. Der findes hos Slægten Brandstrup i Frederikshavn et gulnet Papir hvorpaa staar følgende: Anno 1782 den 29de Maj er vor lille Søn Mathis Larsen født til den syndige Verden, og blev døbt af Hrr Janssen den 1ste Junii i Fladstrand Kirke. Quindefadderne: Anne Margrethe Laursdatter og Maren Svendsdatter Rimmen. Mandsfadderne: Hans Christoffer Laursen, Mathis Nielsen, Jens Post og Niels Svendsen. Gud lade ham opvoxe Gud til Ære og sig selv til evig Velfærd.
Laurs Laursen. Sophie Kirstine Mathisdatter.


Underskriverne var mine Oldeforældre og den lille Mathis blev min Morfader. Laurs Laursen, ogsaa kaldet Laurs Post, ejede en Gaard i Fladstrand og en Del af Jorden, hvor Frederikshavn ligger, tilhørte ham. Han besørgede Posten imellem Fladstrand, Hjørring og Aalborg og skal have været en rig Mand. Efter de Oplysninger, jeg har fra Frederikshavn, døde Laurs Laursen og Hustru omtrent samtidig 1788. De efterlod sig 5 Børn - fire Sønner og en Datter - som efter Forældrenes Død kom i Pleje forskjellige Steder. Hvorfra Navnet Brandstrup stammer kan jeg ikke oplyse, men alle Laurs Laursens Sønner bar det, og det har siden været brugt som Slægtsnavn.
1, En Søn kom til Knivholdt. Der fortælles, at han, som var velbegavet, studerede, men maatte opgive det paa Grund af Svaghed. Det maa være denne Søn, der senere var Toldbetjent i Assens, hvor han vist ogsaa døde. Hans Enke og to Døtre besøgte mine Forældre i Kjerteminde. Han havde tre Børn: Marie, Wilhelmine og Frederik Brandstrup. Marie blev gift med Forpagter Petersen paa Skjoldemose; senere kjøbte de Gaarden Solholdt ved Sæby. Wilhelmine blev ogsaa gift og kom til Jylland. Frederik Brandstrup var i mange Aar Lærer i Tranekjær paa Langeland. Billedhugger og Arkitekt Brandstrup er Sønner af ham .
2, Peter Brandstrup kom, da han blev voksen, til England. Da Englænderne havde Besvær med at udtale Navnet Brandstrup, lod han sig kalde Hansen. Han havde en stor Mæglerforretning i en af de engelske Kystbyer. Min Fader, som jævnlig traf ham paa sine Rejser, kendte ham godt, og jeg kan mindes, at én af hans Sønner, som var paa Rejse i Danmark, besøgte min Moder i Assens.

3, Denne Søn maa have været Sømand; han blev i Middelhavet fanget af Sørøvere og døde, efter min Moders Fortælling i Algier.
4, Datteren Ane blev gift med en Opsynsmand ved Færgen i Udbyhøj og efter dennes Død, med Skibsfører Boldsen i Randers. I første Ægteskab havde hun en Datter, i andet tre Sønner. De to Sønner blev Landmænd, den tredie var først Præst i Flade, hvor jeg kan huske min Moder har besøgt ham, senere i Fruering ved Skanderborg; han var gift med en Præstedatter Louise Budtz.
5, Mathias Brandstrup - min Morfar - var rimeligvis den yngste af Laust Laursens Børn og han har kun været 6 Aar gammel, da Forældrene døde. Han kom i Pleje i Vrangbæk midt imellem Sæby og Frederikshavn og havde efter sin Konfirmation Tjeneste forskjellige Steder, fra hvilke hans Skudsmaal findes hos Slægten i Frederikshavn. I Krigsaarene var han Kanonér og gjorde Tjeneste i Kjøbenhavn, og der har han sandsynligvis lært sin Hustru at kende.
Anne Marie Pedersdatter Berg - min Mormor - fødtes den 26 April 1781 i Gudbrandsdalen i Norge. Hendes Fader hed Peder Berg og hans Gaard skal endnu findes deroppe. Om Moderen ved jeg intet bestemt. Mathilde Højgaard ejer en gammel Kingo-Salmebog, trykt i Kjøbenhavn 1753. Den har tidligere tilhørt min Moster Oline Brandstrup og hun har taget den i Arv efter sin Moder ovennævnte Anne Marie Berg. I den gamle Salmebog staar følgende: "Denne Bog tilhører mig Under Tegnede og jeg er fød 1763 d. 30te Januari. Ane Maria Tarals Datter Berg den 6te April 1779." Paa det bagerste Blad i Salmebogen staar:
"Anne Marie Taraldsdatter
Berg i Vaaler
Sogn i Saaler"

med meget pyntelig og snirklet Skrift. Jeg formoder, at Ane Marie Taraldsdatter har været Peder Bergs Hustru.
Anne Maria Pedersdatter Berg var den ældste af 12 Søskende. 1807 rejste hun til Kjøbenhavn for at indgaa Ægteskab med Nordmanden Ole Andersen, der i Krigsaarene var Soldat. Han var Bombardér ved det kongelige Artilleri og laa i Kjøbenhavn, og der har de rimeligvis boet indtil Ole Andersens Død. Naar den indtraf, ved jeg ikke, men saavidt jeg husker var noget Sølvtøj (Thesi og Sukkertang) som har tilhørt min Mormoder og nu er i min Datter Johannes Eje, mærket med hans Navn og Aarstallet 1812. Han maa dog være død kort efter, og Anne Marie Berg giftede sig senere med Mathias Brandstrup. De bosatte sig i Frederikshavn, hvor min Morfader ejede en Gaard med noget Jord. Hvad han egentlig var, ved jeg ikke, men han var Tilsynsmand ved Havneanlæget i Frederikshavn og senere i Sæby. Anne Marie Berg havde i sit første Ægteskab en Søn Adolph Ingemann Andersen født 1809. I sit Ægteskab med Mathias Brandstrup havde hun 3 Børn. Sophie Marie Brandstrup - min Moder - født 17de April 1816, Lars Christian Brandstrup født 1818 og Oline Marie Brandstrup født 1821.

Mathias Brandstrup blev ingen gammel Mand; han døde allerede 1832. Han havde det Aar Opsynet med Havnearbejdet i Sæby. Paa én af sine Ture mellem Sæby og Frederikshavn, som han foretog tilfods, maa han pludselig være bleven syg, han fandtes siddende død ved Vejkanten. Anne Marie Berg, som var en dygtig og energisk Kone, styrede derefter selv Gaarden indtil hendes Søn Lars Chr. Brandstrup kunde hjælpe hende dermed. Mormoder døde 1843. De smaa Ørenringe, som Du har, har været hendes, og er siden gaaet i Arv fra Moder til ældste Datter .
Den ældste Søn, Adolph Ingemann Andersen, kom efter sin Konfirmation i Handelslære i Kragerø; han var et velbegavet Menneske med stor Interesse for Sprog, som han senere studerede. Han levede hele sit Liv i Norge under Navnet Adolph Ingemann, blev først Translatør, siden Dispachør og Konsul i Kristiania. Han var gift med Ludovike Werner, Datter af Læge Werner i Frederikshald og nær beslægtet med General Schleppegrell. (De havde 2 Døtre Cathinka Anthonia som blev gift med en Kaptajn Hammerich og i 1870erne havde en Skole i München, og Clara Mathilde, som i sin Ungdom var Lærerinde ved Missionsskolen (katholsk) i Tromsø ("et lidet, energisk Menneske", kalder Faderen hende i et Brev til mig); hun blev gift med Missionær Ejnar Andersen og kom sidst i 70erne til St. Petersborg. Siden Morbror Adolphs Død har jeg tabt alle Spor af disse 2 Døtre, som jeg aldrig har set, men hørt om fra min tidligste Barndom; de har været jævnaldrende med mine 2 Søstre Elisabeth og Pouline.
Dette Indskud skyldes Mathilde Storm Højgaard)
Om Sophie Marie Brandstrup senere.
Lars Christian Brandstrup blev hjemme hos Moderen og hjalp hende med Avlsbruget. Han overtog Gaarden efter hendes Død og blev gift med den 18aarige Ane Simonsen fra Frederikshavn. Senere havde han en Gaard, som hed "Stendet" tæt ved Frederikshavn, som han solgte og kjøbte "Toftegaard". Efter ogsaa at have afhændet den, kjøbte han Frederikshavn Mølle, hvor han boede til sin død 1871.

Lars Brandstrup og Ane Simonsen havde en meget stor Børneflok, ialt 16 - den yngste blev født den Dag, hans Fader blev begravet. Endnu lever der 10 Sødskende; flere af dem er bosatte i Norge, driftige og dygtige Folk. Den ældste Datter Anna blev gift med Lærer Theodor Kingo Petersen i Nørre Aaby; de bor nu i Frederikshavn. Den yngste Datter Antonia er Enke efter Pastor Thomas Bugge i Vrejlev, hun driver nu en Gaard i Vendsyssel. Ane Brandstrup f. Simonsen tog med Mod og Kraft i Tillid til Gud Kampen og Arbejdet op i Møllen for sine mange Faderløse. Hun bevarede til det sidste et levende og kjærligt Sind og døde i Frederikshavn i Decbr. 1908, over 80 Aar gammel.
Oline Marie Brandstrup styrede efter sin Moders Død Huset for Broderen Lars Christian; da han giftede sig, rejste hun til Assens, hvor hun tog Plads som Husbestyrerinde. I mange Aar havde hun, som var meget dygtig, Plads som Husbestyrerinde paa store Gaarde, og da hun blev træt af at være blandt Fremmede, kjøbte hun sig et lille Hus i Aasum ved Odense; hun underviste Smaapiger i Haandgjerning, syede for Folk og dyrkede sin lille Have. Tante Line, som vi kaldte hende, besøgte os i Horreby 1872, hun var dog dengang meget svag; hun døde i Sommeren 1873. Dette er, hvad jeg ved at fortælle om min Moders Slægt, og saa maa vi tilbage til det lille Hjem i Assens.

1841 fik Hans Storm Skib at føre, Sluppen "Ørnen" af Assens. Forældrene havde begge i flere Aar været skrøbelige, og der trængtes til friske Kræfter i Hjemmet. Niels Storm og Elisabeth Müller ejede et lille Hus i Damgade, det overtog Hans Storm tillige med Omsorgen for sine gamle Forældre. I Efteraarstiden kom Hans Storm paa én af sine Englandsrejser til Frederikshavn, og han traf da Aftale med Sophie Brandstrup om, at de skulde holde Bryllup, naar han kom tilbage. Alt var ogsaa ordnet til Brylluppet, da Hans Storm Søndag den 19de December kom tilbage, men Præsten var paa Hirtsholmene og maatte hentes hjem derfra, og som Følge deraf fandt Vielsen først sted om Aftenen i Frederikshavns Kirke. Det var 4de Søndag i Advent, og Præsten talte over Dagens Epistel: "Glæder Eder i Herren altid" o.s.v. De Ord glemte Moder aldrig, og de var egentlig Grundtonen igjennem hendes Liv.
Saa forlod Sophie Brandstrup sit Barndomshjem i Frederikshavn, og anden Juledag indførte Hans Storm sin unge Hustru i Hjemmet i Assens. Det var ingen let Opgave, der blev stillet til den unge Kone, der kom fremmed til sine Svigerforældres Hjem og skulde være den Styrende der og som Sømandshustru næsten altid ene i Hjemmet. Stilfærdig, kjærlig og forstandig tog hun sin Gjerning op og røgtede den trofast. Hendes Liv blev til Velsignelse for Gamle og Unge, hvad vi vel næppe fuldtud forstod før Moder var borte.
I Hjemmet i Assens blev jeg født 18 Oktober 1842, samt de tre af mine Sødskende, Pouline Jakobine 5 November 1845, Petra Vilhelmine Mathilde 11 April 1848, Niels Villiam Storm 21. November 1849. Den yngste Søster Laura Sophie Marie blev født i Kjerteminde den 26 Oktober 1856. Vi fik en god Modtagelse ikke alene af Forældrene, men ogsaa af de gamle Bedsteforældre, som delte Hjemmet med os op igjennem Barndoms og Ungdomsaarene og som ved deres Kjærlighed og Omhu gjorde alt, hvad de formaaede for at gjøre det lyst og godt for os Børn.
Begge var de svage, men Farfar kunde dog hver Morgen gaa en Tur til Stranden; han var en fin, mild og from gammel Mand, meget nøjagtig i al sin Færd; naar han kom hjem fra Stranden, skrev han gjerne eller syslede med sine Bøger. Lammelsen i den højre Side fortog sig aldrig, men han havde i Tidens Løb vænnet sig til at skrive med den svage Haand og gjorde det rigtig godt.

Farmor led af Gigt, der pinte hende og gjorde det besværligt for hende at gaa, men hun var meget livlig og ungdommelig af Sind.
Begge havde de megen Skjønhedssans, og begge var de meget musikalske. Farfar havde i sine Velmagtsdage spillet smukt paa Violin og Fløjte; de elskede Musik og Sang, og Farmor havde endnu i min Barndom en smuk blød Sangstemme og sang med fin Forstaaelse. Hun havde ogsaa stor Færdighed i at ordne Blomster smukt og binde Kranse. Farmor sang og fortalte Historier for os. Hun sang Visen om "Agnete og Havmanden", "De klare Bølger rulled'" og mange andre. (Ogsaa en Mængde Børnerim og muntre Fortællinger om "Nissen" og "Frieren" og andre mærkelige Personer. M.H.)
Meget tidlig tog Farfar mig med paa sine Spadsereture, og tidlig tog han mig med i Kirke. Han var en flittig Kirkegænger; i Vintertiden var det dog for koldt for ham, man kendte ikke dengang til Varme i Kirkerne. Efter endt Kirkegang gik Vejen altid hen til hans Moders Grav, hvor den gamle Mand blottede sit Hoved. Hendes Grav laa tæt ved Kirken; jeg tror endnu at kunde vise Stedet, hvor den laa. Da jeg i en ung Alder begyndte min Skolegang - jeg var næppe fire Aar - var det ogsaa gamle Farfar, der fulgte mig i Skole. Kun én Gang kan jeg mindes, at min Farmor var borte fra Byen; hun aflagde da et Besøg hos Slægten i Faaborg, som mine Bedsteforældre stadig stod i venlig Forbindelse med. Min Farfaders Farbroder Cancelliraad Poul Jakobsen og hans Hustru levede den Gang endnu.

Min Fader var en dygtig og modig Sømand. En gammel Fisker i Kjerteminde sagde en Gang til mig: "Næst Vorherre har jeg din Fader at takke for mit Liv", og fortalte saa, at han i sine unge Dage havde sejlet med et Skib, hvor Fader var Styrmand. En Vinterdag kom de i Nærheden af Frederikshavn; det var Storm og saa meget truende ud. Fader foreslog da Kaptajnen at gaa ind til Frederikshavn for Natten, men han svarede blot, at der var nok en, som gjerne vilde ind at se til sin Kjæreste, og der blev ikke talt mere om den Sag. Det blev en haard Nat, Stormen rasede, og ved Daggry laa Skibet under Sverrigs Kyst, og der var kun ringe Udsigt til at klare sig. Kaptajnen tabte Modet; han opfordrede Folkene til at bede deres Fadervor, da deres sidste Time sikkert var kommen. Fader stod støt ved Roret, og det lykkedes ham at føre Skibet saa, at de alle i Morgenstunden sad frelste paa de svenske Skjær, medens Skibet splintredes.
Fader var ogsaa som Skibsfører god mod sine Folk, og havde derfor let ved at faa en god Besætning. Mange af dem, særlig hans Styrmænd, sejlede med ham i mange Aar. Paa sine Rejser, som jo ofte kunde være langvarige, var han gjerne godt forsynet med Bøger; han interesserede sig meget for Historie, ogsaa for Astronomi. Om Sommeren, naar Fader havde Rejser i de hjemlige Farvande, fik Moder og Børnene Lov til at følge med. Moder var ogsaa flere Gange med paa længere Ture. Saadan i St. Petersborg 1847. I London til Verdensudstilling 1851 var Moder ogsaa med. Fortællingen om Krystalpaladset og Tunnellen under Themsen gjorde senere stærkt Indtryk paa Børnene, ligesom vi i mange Aar havde et Billed af Udstillingen hængende i Stuen. Den Gang sejlede Søster Pouline og jeg med til Frederikshavn og gjæstede Morbror Lars paa Stendet, indtil Forældrene kom tilbage og tog os med hjem. 1857 var Moder med i Kønigsberg, og paa den Tur var min Broder Niels, Søster Sophie og jeg med. Efter at Fader i nogle Aar havde sejlet med 'Ørnen' af Assens, fik han Skib at føre fra Kjerteminde, Jagten "Frederikke Elvine". Mine Forældre boede dog endnu nogle Aar i Assens, og der oplevede jeg Krigsaarene 1848-1850. Elisabeth Ingemann

(Jagten "Frederikke Elvine" kom i Sommeren 1856 til Thurø, hvor den blev forlænget, fik 2 Master og blev nu Galeasen "Frederikke Elvine". Skibsbygmester hed Bom. Der ved kom Skibet op i en højere Klasse, og Fader gjorde i Vinteren 1856-57 en smuk Rejse med den til Neapel, Messina og, vistnok, Antwerpen paa Tilbagevejen. Han naaede lige hjem til Elisabeths Konfirmationsdag; mens han var borte var vor lille Søster Sophie født. Fader holdt meget af dette Skib, men i Januar 1859 kom det i stærk Taage paa Grund i "Kanalen" og sank. Siden førte Fader i nogle Aar Jagten "Marie Christine" og senere Galeasen "Oscar". Paa en Rejse med den blev Fader syg i Arendal Mortensaften 1874, og hans Virksomhed som Skibsfører var afsluttet. Broder Niels var Styrmand ombord og førte siden Skibet videre)
Mathilde Højgård
Valby 1921


-------------------------




Til min Datter Sofie Jønson f. Højgaard

Kjære Sofie!
I 1915 gjorde min Søster Elisabeth nogle Optegnelser om vor Slægt, bestemte for hendes Datter Gunild. I 1921 bad hun mig om at fortsætte og afslutte, hvad jeg ogsaa gjorde saa godt, jeg kunde, i Samraad med hende. Det foranstaaende er altsaa Moster Elisabeths Fortælling, som jeg har faaet Lov at afskrive, og ved Afskriften har jeg gjort nogle faa - let kjendelige - Tilføjelser. Paa de efterfølgende Blade er det din Moder, der siger jeg.
Du har bedt mig om at skrive op, hvem der har ejet den gamle Guldring, som du skal have.
Birthe Marie Hansdatter Helnis, min Oldemoder, som holdt Bryllup 1775, fik den først af sin Brudgom, hvis Navnetræk den bærer. Efter hendes Død 1816 gav hendes Søn, min Farfader, den til sin Hustru Anne Marie Elisabeth Müller, som igjen gav den til sin Sønnedatter Mathilde Storm som Konfirmationsgave i Foraar 1862.
Valby 12te Januar 1922
Mathilde Højgaard, f. Storm.

I den før nævnte lille Bog: "Mærkværdig mødende Begivenheder for N.W. Storm" staar som sidste Optegnelse:

1850. I Guds Navn!!!
Oktober 13de rejste vi, Al med Familien fra Assens til Kierteminde at boe.

Vi boede først et Aarstid yderst i Byen mod Nord i Boms Hus ved Møllebankerne lige ud i mod Stranden, men vore Forældre kjøbte saa et lille Hus paa Hjørnet af Fiskergade (Søndergade) og Præstegaardsstræde, og det blev vort Hjemsted saa længe som Bedsteforældre og Forældre levede.
I Kjerteminde boede allerede den Gang Farbror Poul, som var Kjøbmand og i 1848 var bleven gift med Elisabeth Nicoline Schütte. De boede i en gammel Kjøbmandsgaard i Langegade med Baggaarde og Have ud til Alléen, som løb Øst om Haverne helt nede fra Havnen til Vejen, der fører til Hindsholm. Deres Hjem fik meget at betyde for os Børn ud over de gode Lege- og Tumlepladser.
"Onkel Poul og Tante Line" sluttede sig varmt til den kristne Vækkelse i By og Omegn. Deres Hus var gjæstfrit og om Søndagen Samlingsstedet for Folk fra Hindsholm, som tog ud til Kjerteminde Kirke. Da Loven derom kom - Sognebaandsløsere til Provst Bloch. Kristen Kold og Poulsen Dahl, som i 50erne holdt Skole paa Hindsholm, var jævnlige Gjæster, ligesom Provst Jørgen Victor Bloch og vor kjære Lærer Kateket Andreas Evald Mejnert.
Skjønne Salmer mødte os der; ogsaa de gamle Brorsons-Salmer. Især har jeg stærkt Indtryk af Grundtvigs Bibelhistoriske Sange fra den Tid. Sangene om Kornelius, om Thomas, Natanael og mange, mange flere blev saa kjære for os, jeg kan vel sige vor Ejendom.

Farbror Poul blev brystsvag og døde Nytaarsaftensdag 1858. En halv Snes Dage før, 21 Decbr. havde hans gamle Forældre Guldbryllup, og han var da ogsaa med til den skjønne Fest om end svag, jeg husker, at han kom i lukket Vogn; det var vel sidste Gang, han var hos os. Efter hans Død styrede hans Enke Huset en Aarrække for I.A. Larsen, som overtog Kjøbmandshandelen . Da Ernst Trier fik bygget Vallekilde Højskole, rejste hun derover og hjalp ham med at sætte den store Husholdning igang. Og som fordum i sit Ungdomshjem lagde hun nu al sin Hjertevarme og sin stærke Arbejdskraft ind for at tjene Højskolens Sag. Ogsaa for vor lille Nr. Ørslev Højskole tog hun et Tag den første Sommer 1879. Hun døde i Kjerteminde Febr. 1909.
Faders Broder Jakob boede ogsaa i Kjerteminde; han var Skrædder og en ensom ugift Mand, som allerede i Barneaarene var blevet Krøbling efter den engelske Syge og møjsommelig maatte arbejde sig frem paa Krykker. Som ældre boede han i Fiskergade i Nærheden af vort Hus, og om Helligaftenerne - Mortens- Jule og Nytaarsaften - var han altid hos os. Han døde i August 1866.
Den yngste Broder Ludvig havde været i Handelslære i Kjerteminde, prøvede ogsaa at gaa tilsøs, blev siden Tømrer. Han var et godmodigt og paa en Vis dygtigt Menneske, men var af en svag og ustadig Karakter. Saa Bedstemoder havde Sorg og søvnløse Nætter for hans Skyld, og vi Børn var lidt bange og usikre over for ham, skjøndt jeg tror, at han holdt meget af os. Han døde ugift ved Assens 1878.

Trods Skyggerne tør vi vel sige, at Barndomsaarene gik trygt og lykkeligt i Kjerteminde. Moder var altid den stærke og rolige, som Børnene og de Gamle saa hen til. Hovedbegivenhederne var at Fader kom hjem og at Fader rejste. Det første var saa glædeligt, og indlededes gjerne med at en lille Dreng kom løbende nede fra Havnen med Bud at 'nu kommer Storm', og hvis vi kunde komme hurtig i Tøjet, maatte vi følge ud med Lodsbaaden. Moder kunde sjælden være med, men saa mange som mulig af Børnene kom af Sted. Saa sejlede vi med helt ud paa Rheden. Omsider kunde vi se Folkene ombord og Fader og 'Hektor'. Saa kom det store Øjeblik, da Falderebet blev kastet ned, og vi entrede op. Fader stod og tog i mod os; én for én løftede han os over Rælingen ned paa Dækket og gav os et Kys i det samme. Nu tog Lodsen Roret, og naar vi var kommen ind i Havnen og skulde hjem, fik vi hver sin Del at bære af Faders Sager; én det sortlakerede Skrin med Skibspapirerne, én hans røde Vadsæk, som vi havde et særlig godt Øje til; næste Morgen plejede der at komme saa meget rart ud af den til os Allesammen. Én kunde ogsaa faa Lov at bære nogle Stykker af de store, haarde, prikkede 'Kiks' knyttet ind i et rødt Tørklæde - en meget værdifuld Byrde. Og det var et glædeligt Tog op ad Fiskergade, Hektor dansede omkring os, og der lød glade Tilraab og 'Velkommen hjem' til Fader.
Tidt fik vi ogsaa Lov at følge Fader paa Vej, naar han skulde rejse. Sejle med Skibet ud paa Rheden og følge med Lodsbaaden hjem, da laa der jo en hel anden Stemning over det Altsammen.

I Skolen gik det os godt; vi holdt meget af vore Lærere, og de af os. -- En elskelig Lærerinde havde vi i Trine Kugler, der sammen med sin Søster Elise havde en lille Skole, hvor mange af Byens Smaapiger fik den første Undervisning og alle Skoleaarene igjennem gik i Syskole 3 Timer om Formiddagen. Ved 8-9 Aars Alderen kom vi i 'Realskolen', hvor vi fik en god Undervisning af Lærerne D.V. Mortensen, N. Jakobsen og A.E. Mejnert.
Hr. Mortensens Timer i Fædrelandshistorie og Pastor Mejnerts Dansk-Undervisning var vel især min Glæde; dem alle mindes vi med Tak.
Kirken fik vi kjær, især var det frydefuldt at komme Juleaften. Og saa maa jeg nævne de herlige 3 Skove Syd for Byen med Klinten og Stranden. Der havde vi Børn lange Vandringer om Søndagen og Helligdagene lige fra det tidligste Foraar, naar vi skrabede i Løvet efter de første grønne Spirer af 'Skovmærker', og siden fulgte vi Herligheden Sommeren igjennem. Især var 'Storskoven' dragende. Der mødte vi sjælden Mennesker. Der laa Jomfruhøjen med sine underlige Sagn, og dybere inde 2 mægtige gamle Høje. Skoven var stor nok til at vi kunde gaa paa Opdagelsesrejser eller Eventyr, som vi kaldte det: Fandt vi saa en Blomst, vi aldrig havde set før, saa en smuk Fugl nær ved eller en lille Hare, da havde vi oplevet meget den Dag. Viste vi gamle Bedstefader Blomsterne, naar vi kom hjem, kunde han sige saa mildt og stille: "Ja, Gud sætter meget kønt for Øjet, min Lille". Da vor søde, lille Søster Sofie blev 3-4 Aar, fik vi ogsaa Lov at tage hende med om Søndagen, og hendes friske, glade, barnlige Udbrud og Spørgsmaal var til stor Fornøjelse for os. Naar Fader var hjemme, kunde vi ogsaa have Hektor med; da var han glad og foer omkring i det brune Løv, saa det raslede.

Fader havde et glad og muntert Sind og var meget afholdt. Konerne i Gaden vilde gjerne have deres Drenge med Storm, naar de første Gang skulde ud til Søs, og Børn sluttede sig gjerne til ham. Tidt kunde han komme oplivet hjem og fortælle om en lille Dreng eller Pige, som havde fulgtes med ham paa Vejen og betroet ham saa mange Ting. Selv da han sad gammel og syg i sin Stol, kom smaa Piger fra Nabolaget ind og bad, om de maatte lege hos 'Bedstefader Storm'. De kunde hurtig faa Legen i Gang, og Fader morede sig over dem og dækkede dem efter bedste Evne, naar de gjemte sig under hans Stol.
Ombord havde han gjerne en lille Kanariefugl 'Hansemand', hvis Bur hang i Kahytten under Skylightet, og som flyttede hjem til os med Fader. Imellem kunde han ogsaa have en Missekat, og jeg husker en lille sortbroget Gris, Tommy, der løb saa muntert omkring paa Dækket. Naar han laa i fremmed Havn, holdt han af at gaa en Tur ud ad Landet til, og han plukkede Markblomster, som han satte i Vand og fredede om længst mulig. Historiske og naturskjønne Steder opsøgte han, og Fader kunde rigtignok fortælle os meget, naar han kom hjem, om hvad han havde set og oplevet. Nu kun et Par korte Optegnelser om Børnene fra dette Hjem.
Elisabeth blev konfirmeret i April 1857 og kom et Aarstid efter til Rynkebygaard ved Ringe for at lære Husholdning. 1860 kom hun til Bogø Præstegaard, hvor hun var i 6 Aar hos Pastor Wiborgs. Kort før hun rejste derfra, blev hun forlovet med F.V. Ingemann, Hjælpelærer ved Bogø Skole. Efter et Par Aar hjemme havde hun Bryllup 5 Aug. 1868 og rejste med sin Mand til Horreby Skole paa Falster, der blev Hjem og Virkeplads for dem og deres Børneflok indtil 1906, da Ingemann tog sin Afsked fra Skolen og flyttede til Nykjøbing paa F., hvor han døde 21de Februar 1908. I Efteraar 1911 flyttede Elisabeth til sin Datter Sofie, gift med Kunstmaler Laurits Howe i Kjøbenhavn.
Pouline blev i 1863 forlovet med Lærer ved Friskolen i Kjerteminde Jens Olesen født 29 Febr. 1840 i Alsted ved Ringsted. Han blev Soldat samme Foraar og da Krigen kom i 1864, stod han ved 5te Regiment og var med hele Tiden lige fra Dannevirke til Als og kom uskadt hjem. Efter Krigen blev han Friskolelærer i Rudme og de holdt Bryllup 5te August 1866. Senere blev han Lærer ved Freerslev Højskole. Nogle Aar arbejdede han som Møllebygger i Nordsjælland og Møller paa Samsø. Saa blev han atter Lærer i Øster Svenstrup i Hanherred, hvor han døde 16 April 1883. Pouline flyttede om Høsten samme Aar til Horreby paa Falster med de 5 yngste af de 8 Børn; hun døde allerede 5 Decbr. 1885.
Mathilde kom i Sept 1869 til Horreby Skole i sin Søsters Hjem. Var paa Askov Højskole om Sommeren 1871. I Sept. samme Aar kom jeg til Bogø Skole og var Lærerinde for Lærer Kristen Bergs Børn indtil Foraaret 1873. Den 13de Juni samme Aar døde vor Moder, og jeg var hjemme i Kjerteminde indtil ogsaa vor kjære Fader var død (29 Jan. 1878). Havde Bryllup 10 Aug 1879 med Højskoleforstander Niels Højgaard i Nr. Ørslev, født i Trunderup ved Kværndrup 6te Decbr 1841. Han havde oprettet Højskolen i Nov. 1878 og arbejdede der indtil Efteraar 1889. Kom saa over i forskjellig anden Virksomhed, indtil han i 1901 blev Lærer i Hæsum Skole Syd for Aalborg, hvorfra han tog sin Afsked 1911. Vi flyttede da til Valby, Kjøbenhavn, hvor vi har boet siden; den længste Tid i Hus sammen med vor Datter Sofie, gift med Malermester Anders Jønson.
Niels blev Sømand og sejlede med Fader som Styrmand paa 'Oscar' i de sidste Aar af Faders Virketid; da Fader blev syg, førte han Skibet efter ham. Han blev gift med Sofie Hansen fra Kjerteminde i Foraaret 1880. Senere sejlede han som Styrmand og som Kaptajn paa danske Dampere ("Ask" og "Aktiv"), der gik i Fart mellem Bagindien og Kina. Han døde i Hong-Kong 10 Aug 1897. Hans Søn Maskinmester i "Det Forenede Dampskibsselskab" Poul Storm med sin Familie og hans Datter Else Storm er nu de eneste af Slægten, som bærer det gamle Navn Storm.
Sofie blev gift 5 Aug 1879 med Marius Olsen fra Kjerteminde, som stammede fra en - den Gang talrig - Sømandsslægt der i Byen. Han var Skibsfører og i de første Aar var Sofie meget ude paa Sørejserne med sin Mand. Men da hun siden maatte blive hjemme med Smaabørnene, led hun saa meget af Angst under hans Fravær og Farer, at han efter en sjælden haard Vintersejlads helt opgav Søen og begyndte forfra som Elev ved Jernbanen. Han blev nogle Aar senere Stationsforstander i Juelsminde, men døde tidligt 1896. Sofie med 5 Drenge blev boende i Juelsminde, hvor hun beholdt Arbejdet ved Postvæsenet. I 1911 flyttede hun om Efteraaret til Kjøbenhavn for at dele Hjem med 2 voksne Sønner. Det blev kun saa kort en Tid; hun døde i Februar 1912 og blev begravet paa Klakring Kirkegaard ved Siden af sin Mand og et Par Smaabørn.

<< Mærkværdig mødende Begivenheder  |  Indholdsfortegnelse  |  Sophie Olsens slægtsoptegnelser >>