Lejlighedssange i forbindelse med festlige familiebegivenheder er ikke
nogen ny opfindelse. Denne bryllupssang, eller Bryllups-Carmen, som den
kaldes i andre kilder, er skrevet til Hans Poulsen Storms og Birthe Maria
Helnis' bryllup i 1775.
Bryllupssangen er formet som en dialog på vers mellem bruden og
brudgommen. Den er holdt i en let og skælmsk tone og slutter med et
'Votum' (en bøn) om, at det skal gå ægteparret godt. Dette fromme ønske
gik dog ikke i opfyldelse, som det kan ses af de efterfølgende
dokumenter.
Originalmanuskriptet ejedes i sin tid af Carl Olsen (1887-1965). Det
indgik derefter i broderen Johannes Olsens store slægtsarkiv, som idag
beror hos Gunnar Ib Olsen.
Den efterfølgende gengivelse er baseret på en meget sirlig afskrift, som
Mathilde Højgaard har foretaget med gotisk håndskrift i 1921. Der er
særdeles god overensstemmelse mellem denne afskrift og de dele af sangen,
som lærer F.F.M. Jacobsen har gengivet i Aarsskrift for Svendborg Amts
historiske Samfund, 1915. Afskriftens korrekthed er bekræftet af Gunnar
Ib Olsen.
Samtale
imellem
Brudgomen
Vedædle hr. Hans Poulsen Storm
og
Bruden
Velædle og Dydziirede Jomfrue
Jomfrue Birthe Maria Hansdatter Helnis
Indsendt
Paa Deres Bryllups-Dag
som blev celebreret i Faaborg
D. 4 Januar 1775
Af
Brude-Parets
Ven og Tiener
N. Knub.
Brudgomen
See Tiden er komen, nu skal Vi io gaa,
Til Bethel Guds Tempel der lidet nu staa
Hvad skal der vel gjøres
Hvad skal der vel høres
Herolden Buds-Tiener hvad taler du saa
Om Ægteskabs-Standen Vi agter at naa.
Eet Spørsmaal da først min Caja ieg giør,
Det beder ieg agte med Agtsomhed hør
Naar Tiden vil komme
Og Stunden er omme
At Pagten sluttes, som Skik er og bør
Vil du mig da elske, som lovet er før.
Bruuden
Tænk aldrig min Caje ieg svigefuld er,
Saa hastig, at Tiden den lakker sig nær,
Saa hastig det siges
Nu skal de To vies
Ieg strax er Iilende ved Siden skal vær,
Mit Løfte bestandig i Hiertet ieg bær.
Ieg glædes ved Dagen, som alt er brudt ud
Paa hvilken ieg bliver udkaaret til Brud,
Hvis Brud mon det være?
Fru Storm, min kiere,
Dig, ene paa Jorden hun elsker din Brud,
Gud kiender mit Hierte, han ser det min Gud.
Brudgomen
Nu glædes ieg meget, nu kiender ieg at,
Dit Løfte staar fast i Hiertet er sat;
Du aldrig vil sige,
Nu vil ieg Dig svige,
Saa kom da min Brud, tag Haanden nu fat,
Dig, ene for andre, ieg elsker vist plat.
Ieg kaldes nok Storm, men er ikke saa,
Som Stormen der suser og Bølgerne slaa,
Paa Skibet paa Vandet,
Som udgaar fra Landet,
Nej! saadan en Storm Du aldrig skal faa,
Men see ham fornøyet ved Siden at gaa.
Bruuden
Min Brudgom! ieg aldrig den Tanke vist har,
Om Navnet Du bærer, men giver det Svar,
For Storm ej gruer;
Thi Kierligheds Luer,
Fra Storm ieg mærker, ieg finder, ieg har,
Fra først og til sidst ieg bliver dem var.
Vor Flag saa ophidser Vi samlede To,
Paa hvilken skal skrives: Vi stedse vil boe
Som det bør at være
For Ægtefolk kiære
I Gud Vi vil leve i Kiærlighed boe
Saa Stormen vil stilles, Vi finder da Roe.
Votum
Velsignet da være det Ægte-Par!
Som Himelen selv nu samlet har,
Den give dem Glæde,
I Ægteskabs Sæde,
Gud være der Styrke, der Glæde og Borg,
Og frie dem bestandig fra Modgang og Sorg.
<< Kongebrevet |
Indholdsfortegnelse |
Mærkværdig mødende
Begivenheder >>
|
