Johan Cornelius Tuxen

Sol- Eller Planetsystemet

Nedenstående uddrag stammer fra Johan Cornelius Tuxens såkaldt populære astronomi "Sol- eller Planetsystemet, Verdenslegemernes Bevægelser, deres Stilling i Universet og physiske Forhold", som han udgav i 1861.

Uddraget fra siderne 205 til 217 vedrører planeten Venus. Grunden til, at jeg bringer netop dette afsnit er, at J.C. Tuxens søn Vigand Tuxen giftede sig med Kathrine Coldevin fra godset Dønnes i Nordnorge, hvortil der knytter sig en speciel historie omkring nogle astronomers besøg i sommeren 1769 i forbindelse med en venuspassage foran solen, en begivenhed, som også omtales nedenfor.


Venus er, naar den staaer i sin fulde Pragt, Himlens skjønneste Stjerne; dens rene, hvide, blændende Lys er da saa stærkt, at den under heldige Omstændigheder kan sees om Dagen, medens Solen staaer høit paa Himlen; paa lave Breder, hvor Stjernehimlen er saa smuk, kan den om Natten kaste en fuldstændig Skygge efter sig, spille med fine Straaler over Havet og give saa meget Lys, at man kan læse ved det en kun ikke altfor fiin Skrift, ja nedskrive almindelig Skrift paa et Stykke Papir (dette kan jeg bekræfte af egen Erfaring). Denne Planet har derfor i de tidligste Tider tiltrukket sig Opmærksomheden og er bleven besungen af Oldtidens Digtere; den klare Stjerne, som mange Aftener i Rad viste sig over den vestlige Horizont, og den ligesaa klare Stjerne, der til andre Tider viste sig om Morgenen, før Solens Opgang, over den østlige Horizont. Man kaldte den Stjerne, som viste sig om Aftenen, Hesperus og Morgenstjernen Phosphorus eller Lucifer, og, saavidt jeg veed, var Aristoteles den første, som fremstillede disse to Stjerners Identitet og gjorde opmærksom paa, at, naar den ene var fremme, var den anden borte, samt at de regjerede begge i omtrent ligelang tid. Venus maa være Solens Ledsager, derom kan der ikke være nogensomhelst Tvivl; thi det opdages let ved at iagttage dens periodiske Løb med nogen Opmærksomhed. Naar den begynder at vise sig som Aftenstjerne, er dens Lys temmeligt svagt; den staaer da tæt østenfor (tilvenstre for) Solen, gaar derfor ned kort Tid efter denne og paa det samme Sted af Horisonten, hvor Solen er forsvunden. Den vil nu for hver Aften fjerne sig mere og mere fra Solen og følgelig skinne over den vestlige Horisont i længere Tid efter Solnedgang, medens dens Livskraft lidt efter lidt vil tage til. Den fjerner sig dog ikke meget langt fra Solen, kun til en Afstand af 47 Grader (medens den skulde fjerne sig 180 Grader for at træde i Opposition); saa standser den og bevarer en kort Tid denne Stilling imod Solen. Den vil da paa lave geographiske Breder være Aftenstjerne i 3 Timer, det vil sige gaae ned 3 Timer efter Solen, medens den paa høiere Breder, paa Grund af Dagcirkelliniens skraa Stilling imod Horizonten, vil være Aftenstjerne i noget kortere eller længere Tid, afhængig af Aarstiden - ja i Polaregnene vil den endogsaa kunne vise sig over Horizonten hele Natten igjennem. Nu begynder Planeten igjen at nærme sig ind imod Solen, og det med langt større Hastighed, end da den fjernede sig derfra; lidt efter at den har begyndt at nærme sig, eller i en Afstand af omtrent 40 Grader fra Solen, har den sit kraftigste Lys, og da er det, at man med klart Vejr kan see den om Dagen; men Lyset aftager nu hurtig, og snart efter forsvinder Planeten i Solens Straaler. Naar den kommer frem igjen, er den paa den anden Side af Solen og gaaer foran denne i det daglige Løb over Himlen, det vil sige, den staaer op om Morgenen før Solen og gaaer ned før denne om Aftenen; den lyser altsaa kun om Morgenen og viser sig paa denne Tid over den østlige Deel af Horizonten. Planeten fjerner sig nu hurtig fra Solen og tiltager paa samme Tid i Lysstyrke; i en Afstand af omtrent 40 Grader har dens Lys igjen naaet et Maximum, ligesaa stærkt som paa den anden Side af Solen; dette begynder nu at tage af, medens Planeten vedbliver at fjerne sig, indtil den er kommen i en Afstand af 47 Grader fra Solen, da den standser og og snart igjen begynder at nærme sig, skjøndt med ringere Hastighed, ind imod dette Himmellegeme, bestandig aftagende i Lysstyrke, indtil den endelig forsvinder i Solens Straaler, for efter nogen Tids Forløb paany at træde frem som Aftenstjerne. Venus er Morgensstjerne i ligesaa lang Tid som den er Aftenstjerne, ligesom den ogsaa til de forskjellige Tider, under eens Stillinger imod Solen paa begge Sider af denne, dvæler ligesaa længe paa Himlen om Morgenen før Solopgang som om Aftenen efter Solnedgang. At Aftenstjernen kun sees over den vestlige, Morgenstjernen kun over den østlige side af Horizonten, vil fremgaae af det udviklede.

Planeten Venus svinger altsaa frem og tilbage forbi Solen og fjerner sig ligelangt fra denne til begge Sider (med en Pendulbevægelse kan denne Svingning egentlig ikke sammenlignes, da Planeten gaaer meget hurtigere fra Venstre til Højre, eller fra Øst til Vest, end fra Højre til Venstre); paa samme Tid forandrer dens Lys sig, snart tiltagende, snart aftagende, og i ligestore afstande fra Solen, paa Østsiden, naar den nærmer sig, og paa Vestsiden, naar den fjerner sig, eller paa Vestsiden, naar den nærmer sig, og paa Østsiden, naar den fjerner sig, har Lyset den samme Styrke. Denne Lysforandring maa enten hidrøre fra, at Planeten enten nærmer sig til Jorden og igjen fjerner sig derfra, eller ogsaa fra, at Sollyset udøver forskjellig Virkning paa den i de forskjellige Stillinger, eller muligen fra begge Aarsager. Antages Lysstyrken alene afhængig af Planetens Afstand fra Jorden, da kan den ikke bevæge sig i nogen ret Linie frem og tilbage eller i en Bue, som har sit Centrum i Jorden, men maa beskrive en ganske anden Bane, der ligger paa samme Side af os som Solen; dog maa Banen i saa Fald være meget indviklet og bestaae af to symmetriske Øren, der ligge hver paa sin Side af Solen, thi Lyset naaer jo et Maximum i en vis Afstand fra denne paa begge Sider og er svagest i Solens Nærhed, saavel naar Planeten nærmer sig den, som naar den fjerner sig derfra. Det vil følgelig allerede heraf være sandsynligt, at Lysforandringen hidrører fra andre Aarsager tillige. Udenom Jorden, paa den modsatte Side af Solen, kan Planeten ikke komme, thi den træder aldrig i Opposition, eftersom den ikkun fjerner sig til en Afstand af 47 Grader fra Solen, hvilket kun er lidt over en Fjerdedel af Afstanden til Oppositionen; den maa derfor stedse være paa samme Side af Jorden som Solen, og dens Bane sandsynligvis ligge nærmere ved det store Centrallegeme end Jordens.

For at faae nøiere Oplysning om denne Gjenstand, ville vi raadspørge Kikkerten. Forinden skal det imidlertid bemærkes, at vi i det Foregaaende ikkun have betragtet Planetens Bevægelse og Stilling imod Solen; erindres det, at denne samtidig (idetmindste tilsyneladende) rykker østerefter paa Himlen, hele Banen rundt, saa bliver Venus's Bevægelse, saaledes som den viser sig for os imellem Stjernerne, en meget indviklet Linie. Naar den som Morgenstjerne nærmer sig Solen, saavelsom naar den som Aftenstjerne fjerner sig fra denne, er dens bevægelse imod Østen større end Solens; i de yderste Puncter, hvor den opnaaer sin største Afstand og i kort Tid beholder denne, er dens Bevægelse ligesaa stor som Solens; til de andre Tider bevæger den sig langsommere. Naar den som Aftenstjerne nærmer sig ind imod Solen, sker det med en Hastighed, der tiltager saa stærkt, at den ikke lang Tid efter bliver større end Solens Bevægelse imod Øst, saa at Planeten for os synes at rykke tilbage imellem Stjernerne, og, idet den passerer forbi Solen og gaaer over fra Aften= til Morgenstjerne, bliver den Baneknude dannet, som ovenfor er omtalt.

Iattage vi nu denne Stjerne i en god Kikkert paa den Tid, da den begynder at vise sig som Aftenstjerne, da see vi en lille, klar, rund Skive med et reent, hvidt Lys. Stjernen er altsaa en Planet; thi det er et andet Kjendemærke paa disse Vandrestjerner, at vi kunne see deres Form og maale deres Størrelse ved Hjælp af Kikkerten, medens Fixstjernerne paa Grund af deres overordentlige Afstand vedblive at vise sig som lysende Puncter under enhver Forstørrelse, der kan frembringes med de bedste Kikkerter. Vi fortsætte Iagttagelsen af Venus igjennem vor Kikkert; vi begynde disse skjønne og interessante Undersøgelser af de os omgivende Planeter; vi trækkee dem saa nær til os, at vi kunne see dem selv og deres ledsagere, deres Figur og Størrelse, et Syn, der paa engang opløfter Sjælen, forbauser og stemmer Sindet paa en vidunderlig Maade, isærdeleshed naar man seer det første Gang. Den, der aldrig har seet en Planet igjennem en god Kikkert, bør ikke forsømme at gjøre det, da der saa let tilbyder sig Leilighed dertil i vor Tid; man kan ikke tænke sig noget mere Gribende end Synet af disse tause Verdenslegemer, Jupiter med sine Maaner, Saturn med sin Ring o.s.v., man føler, at de ere Kloder med Liv og Virksomhed, store Kugler, hvis Bestemmelse ikke kan staae tilbage for vor Jords. -
Men det er nu Venus, vi betragte. Idet den fjerner sig fra Solen, voxer dens lyse Skive, hvilket tyder paa, at Planeten rykker os nærmere; men efter en kort Tids Forløb begynder den at blive flad på den venstre, eller den fra Solen vendte, Side, og, naar den har naaet sin største Afstand, viser den sig som en belyst Halvcirkel, ligesom Maanen ved første Qvarteer. Idet Planeten nærmer sig Solen paany, bliver bestandig en større og større deel af Skiven formørket, ligesom ved den aftagende Maane, kun at Venus tager af fra den venstre, medens Maanen som bekjendt tager af fra den høire Side; men samtidig med denne Lysvexel vedbliver Planetens synlige Diameter at voxe, det vil sige, den vedbliver at nærme sig til Jorden, indtil den som en fiin hvid Stribe, der ligner den nylig tændte Maane, forsvinder i Solens Straaler. Naar Planeten igjen kommer tilsyne paa den anden Side af Solen, eller som Morgenstjerne, viser den atter de samme Phænomener, men i omvendt Orden og paa Skivens modsatte Side; den viser sig altsaa først som en fiin Bue med Aabningen tilhøire, Lyset spreder sig lidt efter lidt over Skiven, hvis synlige Størrelse bliver mindre, og Planeten fjerner sig fra Jorden. Hvorfor Venus viser sig i sin største Glands i den ovenfor nævnte Stilling imod Solen, lader sig nu ogsaa let forklare; thi Lyset tiltager, naar den nærmer sig Jorden, og aftager, fordi bestandig en mindre og mindre Deel af Skiver er belyst, paa en saadan Maade, at den første Virkning i Begyndelsen har Overhaand, den sidste i Slutningen, og netop der, hvor Planeten skinner stærkest, viser den belyste Deel sig størst for os.

Skematisk fremstilling af Venus' bane om solen set fra jorden

Her have vi nu Beviser nok for, at denne Planet bevæger sig omkring Solen i en Afstand, som er mindre end Jordens, og, iagttages det nøie, hvorledes den synlige Skives Størrelse aftager og tiltager, medens den fjerner sig fra og nærmer sig til Solen, vil det deraf kunne udledes, at Bevægelsen foregaar i en Cirkel, hvis Plan danner en ringe Helding imod Jordbanen. Da Venus, seet fra Jorden, fjerner sig 47 Grader fra Solen til begge Sider, maa dens Afstand fra denne være 7 Tiendedele af Jordens Afstand, og den Deel af Banen, som Planeten gjennemløber fra sin største østlige til sin største vestlige Afvigelse (fra b til e), er mindre end Halvdelen af det andet Stykke. Maaske kan omstaaende Figur - hvor S er Solen, den inderste af de to Cirkler Venus's og den yderste Jordens Bane, fremgaaer tydeligst af de beskrevne Phaser. Venus viste sig ved Begyndelsen af vor Iagttagelse som en heelt oplyst Skive; den var altsaa paa den anden Side af Solen (paa Veien fra a til b) og vendte den samme Side imod Jorden som imod Solen. Senere blev den mørk paa den venstre Side, fordi Planeten selv er et mørkt Legeme og kun belyst paa den mod Solen vendte Side, og, da den i sin største Afstand fra Solen (i b) viste sig som en Halvcirkel, maa den og Solen have havt omtrent samme Afstand fra Jorden; senere viste det aftagende Lys, at Venus gik ind imellem Solen og Jorden (i c), og følgelig vendte sin mørke Side imod denne. Kunde vi see den paa dette Sted, det vil sige, om den i denne Stilling vendte sin belyste Side imod Jorden, da vilde den frembyde et Skue, mod hvilket ingen anden Planet kunde bære Sammenligning; dens Afstand fra Jorden er nemlig her kun imellem en Trediedeel og en Fjerdedeel af Solens Afstand og dens Skive omtrent 40 Gange større, end da den ved Iagttagelsens Begyndelse viste sig fuldt belyst for os.

En nøiagtigere Undersøgelse viser, at Planeten ikke bevæger sig i en fuldkommen Cirkel, men i en Ellipse, hvis ene Brændpunkt indtages af Solen; dog afviger Banens Form saa overordentligt lidt fra Cirklens, at den næsten uden Feil kan antages for en saadan Linie. Venus gjennemløber sin Bane i 225 Dage, eller henimod 2/3 af den Tiid, Jorden bruger til sit Løb omkring Solen; naar nu Jorden staar paa det Sted i Figuren, som er betegnet [kvindetegn med korset opad], paa den Tid, Venus ([venustegn]) gaaer igjennem Punctet c, ved sin Overgang fra Aften= til Morgenstjerne, saa vil denne løbe forud for Jorden og 225 Dage efter igjen have naaet Punctet c; men imidlertid har Jorden gjennemløbet næsten 2/3 af sin Bane og er naaet til Punctet [venustegn med korset opad]', saa at der endnu vil forløbe lang Tid, inden Venus igjen indhenter Jorden og passerer imellem denne og Solen. Skjøndt Venus derfor gaaer Solen Rundt i 225 Dage, medgaaer der 584 Dage fra den Tid, den har havt en eller anden Stilling imod Solen - f.Ex. er begyndt at blive Aftenstjerne -, indtil den opnaaer den samme Stilling igjen.

Phaserne ere ikke den eneste Opdagelse, som Kikkerten har bragt os; der er endnu ikke saa faa andre. Ved Hjælp af dette Instrument kunne vi maale den Størrelse, hvorunder Planeten viser sig for os, meget nøiagtig, og, da dens Afstand fra Jorden til en hvilkensomhelst Tid kan beregnes - derved, at vi kjende Forholdet imellem Venus's og Jordens Afstand fra Solen, samt den sidstes Afstand fra Jorden i geographiske Mile - saa kan Planetens virkelige Størrelse uden Vanskelighed findes af disse Maal. Vi komme derved til det Resultat, at Venus er en Kugle af samme Størrelse som Jorden, kun ubetydelig mindre, altsaa en Klode, et kraftigt Legeme, der vilde være stort nok til at rumme vore Have og Continenter, Alt, hvad der omgiver os paa Jorden. Af andre Iagttagelser, anstillede ved Hjælp af Kikkerten, vil jeg foreløbig nun nævne nogle enkelte og opsætte Resten til et senere Afsnit. Lysets Grændse paa Planetens Overflade er ingenlunde saa skarpt aftegnet som paa Maanen; der finder en jævn Overgang Sted fra Lys til Mørke, lyset taber sig efterhaanden og gaaer over i det graalige, før Overfladen bliver ganske mørk. Fremdeles strækker Lyset sig over en større Deel af Planetens Overflade end det ifølge Beregning, efter Stillingen imod Solen, skulde gjøre. Dette tyder paa Tilstedeværelsen af en Atmosphære, der med Hensyn til Lysets Brydning og Tilbagekastning har samme Egenskab som Jordens Atmosphære. I denne løftes, som bekjendt, Solen et Stykke op og viser sig derfor om Morgenen noget tidligere, ligesom den om Aftenen dvæler noget længere, end den vilde, om Atmosphæren var borte; fremdeles oplyser Solen den høiere liggende Deel af Atmosphæren, før den staaer op, og nogen Tid, efterat den er gaaet ned, hvorved den kaster en Reflex ned over Jorden og fremkalder Tusmørke. Solen belyser altså directe noget mere end Halvdelen af Jordoverfladen, og Lyset taber sig efterhaanden i Tusmørket, som danner en Ring udenom Lysranden, ganske som vi see det paa Planeten Venus. Der er Tusmørke paa denne Planet, følgelig maa der ogsaa være en Atmosphære, og Lysets Udstrækning viser, at denne Atmosphære maa have omtrent samme Tæthed og Høide som Jordens. Naar Venus passerer over en Stjerne, forsvinder denne ikke pludselig ved Planetens Rand, saaledes som naar Maanen gaaer over Stjernen; Lyset svækkes lidt efter lidt, indtil det slukkes, thi det kommer til at trænge igjennem tættere og tættere Lag og en større Strækning af Planetens Atmosphære, efterhaanden som det nærmer sig den faste Skive. Grændsen imellem Lyset og Mørket paa Planeten er heller ikke saa jævn, som den vilde være, dersom Overfladen var glat og kuglerund; dette tyder paa Tilstedeværelsen af Ujevnheder, ligesom vore Bjerge og Dale, og, kunne vi stole paa de anstillede Iagttagelser - der ere meget vanskelige at udføre -, da ere nogle af Bjergene meget høie, ja henimod 5 à 6 Gange saa høie som vore største Bjerge paa Jorden. Paa den belyste Deel af Overfladen sees undertiden nogle graalige Pletter, der muligviis kunne være Skyer; dog ere disse neppe mere end lette Taager, da de kun træde meget utydelig frem. Det maa antages, at der paa Venus findes en meget reen og klar Luft, at mange Dages overtrukken Himmel og tætte Skyer, saaledes som de forefindes paa Jorden, ere ukjendte der, og at Solens Lys uhindret kan trænge frem til ethvert Sted. Planeten er i sig selv ikke fuldkommen mørk, en svag, phosphoragtig Lysning viser sig over den mørke Deel af Skiven paa den Tid, da kun en ringe Deel af denne er belyst af Solen.

Man har en Tid havt meget travlt med at opdage en Maane ved Planeten Venus, og flere Astronomer paastode, at der fandtes en saadan, hvis Bane de endog troede at kunne angive. Cassini omtaler denne Satellit (Maane, Drabant, Biplanet, hvilke Udtryk alle have samme Betydning), som han meente at have seet to Gange, nemlig i Aarene 1672 og 81; ogsaa Englænderen Short, som levede midt i det forrige Aarhundrede, omtaler en saadan Maane; men, da den ikke senere har været seet, end ikke ved Planetens Gjennemgang over Solskiven i Aarene 1761 og 1769, kan det vel antages, at den ikke existerer*). At en saadan maane iøvrigt vilde være vanskelig at opdage fra Jorden, følger af Planetens stærke Lys; thi paa den Tid, da Maanen maatte vise sig tydeligst for os, nemlig naar Venus skinner klarest, maa ved Iagttagelsen somoftest anbringes et farvet Glas foran Kikkerten for at skaane Øiet, saa at de omgivende Gjenstande fordunkles. Den svenske Astronom Wargentin troede engang ved en af sine Observationer at see den mystiske Maane, og, efterat have meddelt Andre sin Opdagelse, begyndte han at anstille Undersøgelser af den lille Plet, som viste sig tæt ved Planeten - men, da han af Forsigtighed dreiede Kikkertens farvede Glas rundt, beskrev Maanen med det Samme en Cirkel omkring Planeten.

Dersom den Bane, i hvilken Venus bevæger sig omkring Solens Midtpunct, faldt sammen med Jordens Bane, da vilde vi see den fra Kanten, og det vilde see ud, som om Planeten bevægede sig frem og tilbage i en ret Linie tværs over Solens Midte; hvergang den passerede bagom Solen, vilde den blive dækket af denne, og hvergang den passerede foran om Solen, det vil sige imellem denne og Jorden, vilde vi see den som en rund mørk Plet bevæge sig over Solskiven. Dette er nu ikke Tilfældet; Venusbanen danner en lille Helding (3½ Grad) mod Jordbanen, og ved de allerfleste Passager gaaer Planeten enten tæt over eller tæt under Solen.Dog hændes det undertiden, at de tre Kloders indbyrdes Stilling er saaledes, at det fra Jorden seer ud, som om Planeten bevægede sig over Solens Skive (ligesom Maanen ved Solformrkelserne), og, da den netop paa denne Tid vender sin mørke Side imod Jorden og er i sin mindste Afstand fra denne, viser den sig som en rund Plet, hvis Diameter er omtrent 1/30 af Solens Diameter, og følgelig dækker den kun 1/900 af Solens lyse Skive. -
Naar Linien kk' i Figuren er Venusbanens Skæringslinie med Jordbanen, og Venus netop passerer imellem Jorden og Solen, idet den gaaer igjennem et af Puncterne k og k', saa see vi den gaae over Solskiven. - De sidste af disse Gjennemgange fandt Sted i Aarene 1761 og 69, de næste ville forefalde den 10de December 1874 og den 6te December 1882. Som anført i det Foregaaende (Side 121-22) benyttes Observationer af disse Gjennemgange til at finde Solens Afstand fra Jorden, og, da der er opstaaet Tvivl om, hvorvidt denne Størrelse for Tiden er nøiagtig bekjendt, imødesees den næste Gjennemgang med Længsel. Jordens Afstand fra Solen er et vigtigt Maal i Astronomien; er dette ikke nøiagtigt, da ere de opgivne Maal for de andre Planeters Afstande, deres Størrelse m.m. det heller ikke.

*) Kong Frederik den Anden, hvem man meddelte Tilstedeværelsen af denne Maane, tilbød sin lærde Ben d'Alembert at give den navn efter ham; men Videnskabsmanden den ham tiltænkte Ære, idet han svarede Kongen, at "han hverken var stor nok til at være Venus's Satellit paa Himlen eller ung nok til at være det paa Jorden, og at han følte sig altfor vel ved den ringe Plads, han indtog i denne Verden, til at han skulde tragte efter nogen paa Firmamentet."