Silhuetter

Fra slutningen af 1700-tallet var silhuetter den helt dominerende form for portrætter i Danmark og Norge. Disse 'fattigmandsmalerier' var udbredt lige fra de højeste samfundslag og til almindelige borgere. Silhuetterne blev først fortrængt af fotografiet omkring midten af 1800-tallet. Vi har altså i mange tilfælde portrætter af to-tre generationer, som aldrig blev fotograferet.
Men silhuetter er en overset og til tider direkte nedvurderet kunstart. F.eks. skriver Salmonsens Konversationsleksikon i 1926 " ... Silhouetter var i 18. og Beg. af 19. Aarh. stærkt på Mode som beskeden Portrætkunst ..." og " .. en Modeinteresse for Silhouetter banaliserede den ud i en Mængde anonyme, halvt og helt industrielle Produkter".

Jeg er dybt uenig i Salmonsens nedladende bedømmelse, men mit ærinde er ikke at diskutere, om silhuetter er kunst eller ej. Derimod tror jeg, at den citerede holdning stadig er fremherskende. Og måske er den medvirkende til, at vi overser de kvaliteter og informationer, som silhuetterne faktisk rummer.

Mange bøger - og især slægtsbøger - er prydet af en eller flere silhuetter, men ofte med mangelfuld eller direkte forkert datering og identifikation, både af de portrætterede og af kunstneren. Vi har samme problem med mange af de tidlige portrætfotografier. Ingen tænkte på at dokumentere, hvem der var på billedet, for det vidste 'alle' jo. Men 'alle' døde til sidst, og nu ved ingen det.
På trods af silhuetternes relative anonymitet er det dog i mange tilfælde muligt at foretage en ret præcis identifikation af personer, tid, sted og kunstner. Det vil jeg i detaljer vise et par eksempler på, men lad os starte med begyndelsen.

Lidt historie

Silhuetter i form af skyggeportrætter af dyr er kendt allerede fra forhistorisk tid, f.eks. fra de smukke franske hulemalerier. Fra oldtiden er det vel mest profilportrætterne af faraoerne og deres dronninger, som er kendt, men også de græske silhuetter af udøvende sportsfolk på friser og vaser bør nævnes. Den store folkelige udbredelse af silhuetter starter dog først omkring midten af 1700-tallet i Paris. I sin enkleste form - aftegning af omridset af en skygge på et stykke papir opsat på en væg - er en vellignende silhuet enkel at fremstille, og man kan fundere over, hvorfor skikken ikke var mere udbredt indtil da. Det store gennembrud falder dog sammen med den gryende interesse for oldtiden og specielt dens harmoniske og meget enkle kunst. Silhuetterne hører altså sammen med nyklassicismen.

Etienne de Silhouette

Silhuetter har deres navn fra en vistnok dygtig, men noget uheldig fransk finansminister, Etienne de Silhouette. Han blev af Madame de Pompadour indsat for at rydde op i - eller rettere skabe - det franske finanssystem. Det lykkedes også ganske godt, men han blev rasende upopulær, da han begyndte at udskrive progressive skatter, som ramte de rige hårdest. Det lykkedes de velhavende at oppiske en folkestemning imod ham ved at beskylde ham for at være årsag til alskens fattigdom. Alt, hvad der ynkeligt og fattigt, blev betegnet à la Silhouette. Da Etienne de Silhouette selv fremstillede skyggeportrætter i profil, blev betegnelsen hængende på disse 'fattigmandsmalerier'.

Fra starten har navnet altså haft en negativ klang, men silhuetterne blev alligevel et modefænomen, som holdt sig i omkring hundrede år, d.v.s. indtil fotografiet for alvor trængte frem. Senere fik silhuetterne en renæssance, og silhuetklipningen eksisterer stadigvæk, omend som en lille niche. Klipning i papir (psaligrafi, psalistik) var i øvrigt blot én af mange teknikker, som blev anvendt til at fremstille silhuetter. Andre var kobberstik, hinterglasmalerier, miniaturemalerier på sten o.s.v.

Silhuetmestrene

Mange af de professionelle silhuettører var omrejsende folk. For at få kunder nok måtte de rejse fra sted til sted, og sådan blev moden udbredt til nye egne. Da det tyske marked var ved at være mættet, kom de første silhuettører til Danmark omkring 1780, til Norge i 1788.

På grund af de relativt simple teknikker er der naturligvis mange amatører, som har lavet silhuetter. På et tidspunkt var det ligefrem på mode at medbringe saks og papir til finere selskaber for at kunne hjembringe silhuetter af gæsterne. Men en meget stor del af de bevarede silhuetter i vores del af verden fra perioden 1780-1850 er lavet af et fåtal - vel næppe mere end godt en snes - professionelle silhuetmestre.

Signaturer og datering

De fleste silhuetter - også de professionelles - er usignerede. Alligevel er det i mange tilfælde muligt at identificere mesteren. De enkelte udøvere havde nemlig hver deres specielle små detaljer, f.eks. i afskæringen af brystsilhuetter, symbolske genstande, stereotype baggrunde, karakteristiske måder at afbilde bestemte kropsdetaljer o.s.v. Tilsammen kan man kalde disse karakteristiske detaljer for mesterens signatur.

De fleste silhuetter er desuden udaterede. Men da mange af de mest produktive mestre som nævnt var omrejsende, kan man ofte følge deres færden igennem datidens aviser, hvori de annoncerede deres komme og anbefalede sig selv på det varmeste. Hvis man har en god formodning om, hvem der har lavet en silhuet, og hvor den er lavet, er der altså en chance for at datere den ved at følge med i datidens aviser.

I en artikel som denne vil det føre for vidt at beskrive alle de store mestre. I det følgende vil jeg derfor koncentrere mig om den silhuettør, som jeg kender bedst, og som også var den mest produktive af dem alle.

Premiersilhouetteur Schmitz

Franz Liborius Schmitz blev født nær Bonn ca. 1762 og døde i Danmark i 1827. Han var bogtrykker af uddannelse, men ernærede sig som omrejsende silhuettør, først i Tyskland, men fra 1803 i Danmark og Norge. Schmitz rejste overalt i Danmark og var som regel flere gange i de samme byer. I Norge var han så langt nordpå som Trondhjem, måske endnu længere. Han annoncerede som regel sin ankomst med en annonce i den lokale avis, f.eks.: "Franz Schmitz, fra Bonn, anbefaler sig alle og enhver, som ønske deres Silhouetter udskaarne paa den hurtigste og meest lignende Maade. Prisen er 16 Skilling for et Par Brystbilleder og 1 Mk. 8 Sk. i fuld Positur. Han tilbyder sig paa Forlangende at opvarte enhver hiemme og opholder sig kun kort Tiid her."

Også for menigmand

De simpleste silhuetter har altså kostet under en dagløn. Familieportrætterne selvfølgelig noget mere, men Schmitz' silhuetter var til at betale, også for almindelige mennesker, og det afspejler sig i det store antal, som han har lavet. Schmitz brugte ikke mekaniske hjælpemidler, men praktiserede frihåndsklip, endda med venstre hånd, hvad han selv pralede med.

De kendteste af Schmitz' værker er hans gruppeportrætter - af ham selv kaldet familiestykker - som ofte er stilsikre og velkomponerede. Det er også disse, som rummer flest informationer. Schmitz' silhuetter bærer let genkendelige signaturer. Et af de tydeligste tegn er de små, nærmest dansende, fødder på helfigurer af børnene. Damerne udstyrede han med nydelige runde bryster, mens mændene fik et tydeligt knæk i ryggen og som regel en velvoksen mave. De mest veludstyrede af hans familiestykker rummer en overdådighed af detaljer med træer, fugle, måske et hus i den ene side og lokale kendetegn i baggrunden, for ikke at tale om den malede blå himmel, som forneden glider over i det orange, næsten som en midsommerhimmel omkring midnat. Portrættet ovenfor af skipperfamilien i Assens er typisk for Schmitz, men ikke blandt de mest overdådige.

I det følgende vil jeg med et par silhuetter fra Franz Schmitz' hånd vise lidt flere af hans signaturer og illustrere min påstand om, at silhuetterne rummer flere informationer, end vi umiddelbart tror. Jeg vil starte med at påvise en (sikkert bevidst) mistolkning. Derefter vil jeg beskrive en egentlig identifikation.

En fortolkning

Indledningen til denne artikel prydes af Dansk Skolemuseums logo, måske Danmarks mest kendte silhuet. Den viser ifølge museets hjemmeside degnen i Græse Peder Rugaard i dennes skolestue med tre skoledrenge. Beskrivelsen passer smukt med skolemuseets anvendelse, men skinnet bedrager. Silhuetten viser ikke nogen undervisningssituation, og der er ikke tale om tre vilkårlige elever, men om degnens sønner. Det er ikke nogen uvigtig pointe. For silhuetten er en del af et større portræt, som viser degnen, hans anden hustru og deres fælles børn.

Portrættet er udført af Franz Liborius Schmitz o. 1817-18 og udviser nogle bestemte stilelementer, som han ofte fulgte:

Husbond og hustru afbildes på hver sin side af børnene med front mod hinanden, og husbonden afbildes i en situation, som er karakteristisk for hans stilling. Hvis han var bager, ville han have et brød under armen, og en skipper ville bære en søkikkert som skipper Storm ovenfor. Børnenes rekvisitter - i hvert fald for de større børns vedkommende - viser ofte faderens bestemmelse med dem.
Vi kan altså se, at faderen er degn og skolelærer, at den ældste datter skal beskæftige sig med huslige sysler, og at sønnerne skal holdes til bogen. Det er sandsynligt, at sønnerne har gået i skole hos faderen, men det kan egentlig ikke læses af silhuetten. Ældste søn, Daniel Eiler Rugaard, kunne f.eks. lige så godt have gået i latinskole, hvis det ikke havde været, fordi han kun var 11-12 år, da portrættet blev fremstillet. Men faderens bestemmelse med ham blev opfyldt, for også han blev lærer, endda seminarieuddannet.

Jeg ønsker ikke med denne beskrivelse at klandre Dansk Skolemuseum for dets anvendelse af silhuetten. Hensigten helliger absolut midlet i museets tilfælde. Mit ærinde er alene en påvisning af, at silhuetten faktisk indeholder flere og andre informationer end dem, som museet giver os.

En identifikation

Dette familieportræt forestiller foged i Sunnmøre Andreas Landmark med familie. Det er gengivet i bogen "Stamtavle over en norsk slegt Landmark", udarbejdet af A. Landmark, Christiania 1929. Underteksten lyder 'Foged Andreas Landmark med hustru Jakobine, f. Wind og tre børn'. Silhuetten er iøvrigt udateret og usigneret.

Lad os starte med at fastslå, hvem der er mester for silhuetten. Denne er givetvis klippet af Franz Liborius Schmitz. Kompositionen er enkel, men dog typisk for Schmitz. Og stilelementerne, de små fødder, de runde bryster, knækket i mandens og drengenes ryg, baggrunden med lidt lokalkolorit - her det kuperede Ålesund eller Borgund med en kirke i midten - og andre små kendetegn viser, at Schmitz er mesteren. Han var flere gange i Norge mellem 1803 og 1814.

Familien Landmark

Familien bestod af følgende medlemmer:
Foged Andreas Landmark (1769-1839)
Hans hustru Jakobine Caroline f. Wind (1773-1833)
Hendes datter af første ægteskab Anne Henrikka (f. ca. 1793).
Desuden følgende fælles børn: Andrea Nordløw Landmark (1798- 1891), Karen Marie Landmark (1800-1833), Nils Wind Landmark (1802-1841), Petrine Wessel Wind Landmark (1804-1887), Johan Daniel Stub Landmark (1806-1860), Andreas Landmark (1808-1887), Jacobine Caroline Staboe Landmark (1809-1894) og Barbara Henrikke Landmark (1814-1814).
Hertil kommer en nevø af fogeden, Michael Angell Landmark (1798-1883), som blev opdraget i hjemmet.

Hele familien er altså ikke med på billedet. Det kan få os til at spørge, om der overhovedet er tale om fogeden og hans familie. Dette usikkerhedsmoment kan måske fjernes ved at følge silhuettens vej gennem fogedens efterslægt. Men lad os i det følgende forudsætte, at der virkelig er tale om foged Landmark.
Hvem er med på silhuetten?
Vi har et fixpunkt i drengen i midten. Schmitz havde det med at økonomisere med talentet, når det gjaldt børnene, som oftest blev afbildet noget stiliseret. Sammenlign f.eks. med drengen i midten af silhuetten fra Assens; han er ca. 6 år. Der er også en tydelig symbolik i, at faderen holder sin ældste søn til bogen. Heraf følger, at drengene i midten er Johan (1806-33) og Nils (1802-41). Vi ved desuden, at Schmitz er på rejse langs Norges kyst i 1812-14, og dermed er silhuetten dateret. De to piger/kvinder til venstre er afbildet nogenlunde ens, blot med enkelte forskelle markeret, f.eks. brysternes størrelse, kjoleudstyr og det, at den ene står op med et håndarbejde, mens den anden sidder med en blomst (en ofte brugt rekvisit hos Schmitz). Der er altså markeret en vis, men ikke afgørende aldersforskel imellem dem. Og når man ved, at Schmitz oftest afbilder gifte kvinder med hovedbeklædning, må der være tale om døtrene Andrea på 15 år og Karen på 13.

Fra højre mod venstre forestiller silhuetten altså foged Landmark med børnene Nils, Johan, Karen og Andrea. Silhuetten er fra ca. 1813 og er klippet i Ålesund af Franz Liborius Schmitz.

Vi har således med et enkelt forbehold sandsynliggjort, hvem de portrætterede er, hvem der er mesteren, samt hvor og hvornår silhuetten er fremstillet.

Forsigtighed tilrådes

Lad mig for resten mane til lidt forsigtighed, når man skal gætte personers alder på et familieportræt. Specielt i større byer kom silhuettørerne ofte tilbage efter nogle års forløb, og det hænder, at der ved den lejlighed er indsat nye familiemedlemmer i eksisterende gruppeportrætter. Jeg har også set mindst ét eksempel på, at enkeltportrætter af forskellig alder er forsøgt sat sammen til et familiestykke. Lidt forvirrende måske, men muligt at afsløre, hvis man undersøger silhuettørens færden og ved lidt om, hvordan han komponerer sine billeder.
De store mestre inspirerede også amatører i faget, og somme tider er lighederne slående. Men de større gruppeportrætter vil ofte ved deres komposition afsløre, hvem ophavsmanden er.

Konklusion

Når jeg overhovedet vover at udtale mig om silhuetter, er det ikke på basis af nogen dyb viden. Baggrunden og problemet er snarere, at vi - altså eftertiden - har tabt vigtig viden om disse kilder. Den viden bør vi genoprette.
Man kan ikke på basis af mine få undersøgelser konkludere, at silhuetter er en primærkilde i traditionel forstand, men de er samtidige, og de rummer ofte mere information, end man umiddelbart tror. Med en smule forhåndsviden, lidt research og en kende forsigtighed kan man ofte få en silhuet til at træde ud af anonymiteten.
Hvis denne artikel vil få nogen til at støve slægtens silhuetter af og se dem i nyt lys, så er mit mål nået.

Nogle kilder

Litteraturen om silhuetter er sparsom, måske fordi silhuetter i eftertiden er kommet i miskredit som kunstart. Men den findes:
"Silhouetteuren Franz Liborius Schmitz i Norge", E. Lexow, Festskriftet Kunst og Kultur, Kristiania 1908, s. 158-176. (ej set)
"Silhouetter", Henrik Grevenor, Kristiania 1922.
"Berlingske Tidende's Silhouet-Udstilling 1931", Louis Bobé, København 1931.
"Den lille Portrætkunst i Danmark siden 1750" under redaktion af Louis E. Grandjean og Albert Fabritius, Gyldendal, København 1949.
"Omkring nogle fynske silhuetter", Niels Oxenvad, Fynske Minder 1977, Odense 1978, s. 85-101.
"Silhuetter - Skygger på væggen", Jørgen Duus, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busch, København 1998.
Specielt sidstnævnte bog er til stor hjælp, når man skal identificere silhuetter. Bogen er ikke skrevet med henblik på slægtsforskere, men Jørgen Duus formår at formidle sin store viden på en sådan måde, at bogen fremstår som et glimrende værktøj for den, som har silhuetter i slægten.
Norsk Folkemuseum (www.norskfolke.museum.no) har en stor billedsamling på nettet, herunder mange silhuetter.
På min hjemmeside er der lidt yderligere materiale om silhuetter, herunder enkelte eksempler på andre silhuetmestres signaturer. Samme sted er også links til enkeltportrætter og større samlinger på internettet.
Tak til Dansk Skolemuseum, Michael G. Landmark, Johannes Storm-Olsen og Werner Brandstrup Andreasen for hjælp med fremskaffelse af kildemateriale til denne artikel.

---

Artiklen er første gang blevet trykt i Slægt & Data nr. 3, 2002 (medlemsblad for DIS-Danmark - www.dis-danmark.dk). I ovenstående redigerede og udvidede form er den bragt i Slekt og Data nr. 4, 2002 (medlemsblad for DIS-Norge - www.dis-norge.no). Layout og afsnitsinddeling afviger.