|
Poul Jacobsen 'Kinafarer' var en markant skikkelse. Som ældste
søn af fæstebonden Jacob Poulsen i Svanninge var han givetvis udset til
at overtage fæstet efter faderen. Men Poul ville det anderledes. Da han
var 18 år, fik han fripas og stak til søs. Han var tre gange i Kina som
matros og senere som bedstemand på Ostindisk Kompagnis skibe i årene
1735-44. En ikke helt ufarlig præstation dengang da skørbug og andre
mangelsygdomme hærgede blandt søfolkene. Men han klarede det og var
bjergsom nok til at sætte sin hyre i kinesiske varer, som blev solgt ved
hjemkomsten. Han nedsatte sig som købmand i Faaborg og giftede sig med
Mette Marie Storm, datter af en rig bonde fra nabosognet. Sammen
udbyggede de forretningen, og alle vidnesbyrd fra datiden taler om Poul
Kinafarer som en af Faaborgs største købmænd og skibsredere.
På grund af Poul Kinafarer's position findes der en del materiale om
hans dispositioner i datidens tingbøger og andre journaler, men
forbløffende lidt om hans person. Der findes f.eks. ikke noget billede
af ham, og det nærmeste, man kommer på en levnedsbeskrivelse, er skrevet
af hans oldebarn i 1915. Alt tyder på, at Poul Kinafarer var en jævn
mand uden ønske om at markere sin status.
Af håndfaste minder om ham findes dels hans fødegård i Svanninge og dels
et pakhus til hans købmandsgård i Faaborg, nu kaldet 'Poul Kinafarers
Gård' (Østergade 1). Pakhuset, som har levet en omskiftelig tilværelse,
er fornylig blevet restaureret og rummer idag et advokatkontor.
Fødegården (nu kaldet Gammelstrand) er iøvrigt netop blevet fredet i
klasse A og ejes af en efterkommer af Poul Kinafarers yngre bror.
Poul og Mette Marie fik ialt 13 børn, hvoraf mange igen fik
efterkommere. Vi har kendskab til ca. 700 af disse, men regner med, at
efterslægten tæller op mod 2000 personer.
Poul og Mette Maries ældste søn Hans fik efter datidens skik faderens
fornavn til efternavn, men desuden som den eneste moderens slægtsnavn og
kom således til at hedde Hans Poulsen Storm. Han blev gift med Birthe
Maria Helnis, datter af en velhavende købmand fra Assens. Det er deres
efterslægt, som er emnet for denne bog.
Det fortælles, at parret i bryllupsgave fik en købmandsgård af den ene
svigerfar og et skib af den anden. Selvom der nok har været tale om et
fornuftsægteskab, tyder alt på, at de var glade for hinanden. De kom
godt i vej, men sygdom og hårde tider slog dem ud økonomisk, og Hans
Poulsen Storm døde allerede som 49-årig.
Hans' og Birthes børn blev således ikke født med en sølvske i munden og
måtte tidligt lære at stå på egne ben. Blandt børnene var Niels Willads
Storm, der som den eneste fik en efterslægt. Han kom i lære hos en onkel
i Assens og blev senere styrmand og skibsfører med hjemhavn i Assens.
Niels fik flere børn, hvoraf dog kun sønnen Hans Storm har en
efterslægt.
Hans Storm rejste selv en enkelt gang til Kina som matros, før han som
20-årig måtte forsørge både søskende og forældre, da faderen var blevet
ramt af et apoplektisk tilfælde. Hans blev altså ikke nogen rig mand af
sin kinafart, men han blev en stabil styrmand og skibsfører, som sammen
med hustruen Sophie f. Brandstrup opdrog fem børn i et gudfrygtigt hjem.
De boede først i Assens, men flyttede i 1850 til Kerteminde, hvor de
blev stærkt optaget af de grundtvigianske ideer og fik tilknytning til
friskole- og højskolebevægelsen, bl.a. personificeret ved Christen Kold,
som netop i de år oprettede en friskole i Dalby ved Kerteminde. Der var
et stort familiesammenhold i denne og de nærmest følgende generationer.
Bl.a. voksede 18 af Hans Storms børnebørn op i lærerhjemmet hos
Elisabeth og F.V. Ingemann i Horreby. Efterslægtens interesse for
slægtshistorie stammer i høj grad fra Hans Storms børn, og flere af dem
har ydet væsentlige bidrag til nærværende slægtsbog.
Vi har ikke med denne bog tilstræbt at skabe et sammenhængende billede
af familien, men snarere at supplere allerede kendt kildemateriale med
dokumenter, som os bekendt ikke har været publiceret før.
Vi har valgt at bringe dokumenterne i den rækkefølge, de er blevet til,
og starter således med et sødt kærestebrev (frierbrev?) fra Hans Poulsen
Storm til hans udvalgte jomfru, Birthe Maria Helnis, og derefter deres
kongebrev samt en sang fra deres bryllup i 1775.
Niels Willads Storms sirligt skrevne dagbog 'Mærkværdig mødende
Begivenheder' er udgangspunkt for en del andre slægtsberetninger, men
har aldrig været gengivet i sin helhed.
'Den Jakobsen-Stormske Slægt' er en systematisk og overskuelig
gennemgang af familiens aner, nedskrevet af Hans Storms døtre, Elisabeth
Ingemann og Mathilde Højgaard.
Elisabeth og Mathildes lillesøster, Sophie Olsen, skrev uafhængigt af
storesøstrene sin egen slægtsberetning. Disse beretninger overlapper
naturligvis hinanden, men Sophie Olsens erindringer tilføjer mange af
personerne en menneskelig dimension.
'Ringens historie' og efterslægtstavlen er skrevet af os selv med stor
hjælp, bl.a. fra ovennævnte kilder, Johannes Olsens slægtsarkiv samt den
nulevende families optegnelser og viden.
Et utal af familiemedlemmer har hjulpet os med oplysninger,
henvisninger, korrekturlæsning og tydning under indsamling og
bearbejdelse af materiale til bogen. Vi har fået værdifuld hjælp af Ulla
Christoffersen, Anders Hind, Niels Peder Højgaard, Svend Jønson, Gunnar
Ib Olsen, Astrid Storm og Nils Erik Storm, men vi vil gerne benytte
lejligheden til at takke alle for deres assistance. En speciel tak til
Anne-Lise Eilstrup og Holger Kristensen, som begge har hjulpet os uden
at være medlemmer af familien.
En særlig tak skylder vi Svend Jønson, som har foræret os en række af de
gengivne originaldokumenter.
Ingen slægtsbog er uden fejl, heller ikke denne. En del 'fejl' er nu
tilsigtede, idet vi ikke har villet rette faktuelle fejl, stavefejl o.l.
i originalmanuskripterne. Mange af de reelle fejl, som vi selv har
begået, er dog blevet rettet igennem Niels Peder Højgaards minutiøse og
utrættelige korrektur.
Siden 1. oplag i september 1994 (48 eksemplarer) er der foretaget
enkelte rettelser og tilføjelser.
Kerteminde, Juni 1996.
Tove Storm Tuxen og Jan Tuxen.
|
Indholdsfortegnelse |
Kærestebrevet >>
|
