I Hugo Larsens fodspor

Er det muligt at indfange de motiver, som Hugo Larsen malede for omkring 100 år siden?

Svaret er selvfølgelig nej. Dels er mange af de steder, hvor han malede, forandret til ukendelighed i dag. Dels kan selv en dygtig fotograf ikke indfange det lys, den stemning og den komposition af motivet, som en kunstmaler kan. Og da slet ikke en amatørfotograf som mig.

Men det er sjovt at prøve :-) Og det er ofte stadig muligt at finde hans motiver, for han var realist, som malede, hvad han så, og aldrig arrangerede sine motiver. Inspireret af et tilsvarende forsøg i Arne Jakobsens St. Croix Guidebook 2003 har jeg opsøgt nogle af de steder, hvor Hugo Larsen har malet. Jeg har fået stor hjælp til at finde motiverne af Dante Beretta og Arne Jakobsen, som ligeledes har stillet nogle af de viste fotografier til rådighed.

Hugo Larsens billeder fortæller deres egen historie, men det hænder, at der dukker et nyt perspektiv op, når man tilføjer et nutidigt fotografi af samme motiv. Døm selv.

---

Gallows Bay ved Christiansted på St. Croix er stadig et udmærket motiv og ikke forandret mere end, at man absolut fornemmer at være i Hugo Larsens fodspor. Strandbredden er dog ikke længere flad, for byen er naturligvis kommet til Gallows Bay, og det forrykker jo perspektivet en smule.

Skibsvraget i bugten på fotografiet stammer velsagtens fra en af de barske orkaner, som har hærget Caribien, måske endda den i 1989, som hed Hugo :-) Vraget fik mig til at tænke på den stolte skonnert Vigilant, som netop endte sine dage her i bugten. Vigilant blev bygget omkring 1780 og udførte store bedrifter i sine yngre dage. Da Hugo Larsen gæstede Dansk Vestindien, fungerede den som postbåd mellem St. Thomas og St. Croix, og han rejste mindst én gang med den mellem øerne. I 1928 hjemsøgtes St. Croix af endnu en orkan, og selv om Vigilant lå underdrejet i Gallows Bay, undgik det gamle skib ikke sin skæbne, og nu ligger det på bunden af bugten.

---

Hugo Larsens anskuelsesbillede til venstre er et af de sjældne tilfælde, hvor han har malet efter hukommelsen, eftersom det er lavet 4 år efter hans hjemkomst til København. Udover hukommelsen har han dog nok støttet sig til et samtidigt fotografi af Fred Riise taget fra ca. samme sted på Mafolie Hill, men uden Hugo Larsens forgrund, som jeg naturligvis heller ikke kunne finde :-)

---

Dante Beretta, som har taget billedet til højre skriver (i oversættelse):

Selvom jeg var i stand til at finde Hugo Larsens udsigtspunkt ved at se de enkelte højes indbyrdes beliggenhed i perspektivet, var det vanskeligt at fotografere på grund af træer og nye bygninger, som blokerede udsigten. Dette foto fra Mafolie området er dog tæt på.

Da Hugo Larsen besøgte ejendommen Mafolie, må han have redet på æsel for at få sit udstyr med ad de stejle grusveje, som fører op til bakkerne over Charlotte Amalie. Han er kommet til et spredt bebygget område inddelt i mindre gårde. Han har valgt udsigten mod sydvest med Hassell Island og Water Island i baggrunden. I midten kan man identificere 'Denmark Hill', det lokale navn for den bakke, som ejendommen Cathrineberg ligger på. Hovedbygningen tjente i mange år som dansk konsulat, deraf det nuværende navn på bakken. Til venstre for Denmark Hill ses byens centrum med varehusene i Dronningensgade. Hugo Larsen malede sit billede sent på eftermiddagen, hvilket ses af den måde han gengiver lys og skygge fra den nedgående sol på bakkerne.

Hvis man ser godt efter, er Dante Berettas fotografi af denne udsigt faktisk tættere på Hugo Larsens udsigtspunkt for anskuelsesbilledet oven over disse billeder end mit fotografi.

---

Postmester Carstensens hus på Frederiksberg (også Smitsberg, nu Bluebeard's Hill) findes stadig, her indfanget af Dante Beretta. Desværre var hverken datteren Ruth eller hendes barnepige hjemme. Men baggrunden ligner sig selv. Den udgøres stort set af Government Hill og Baggaertsberg (nu Blackbeard's Hill) med Skytsborg (også Kjærs Taarn, nu Blackbeard's Castle) på toppen.

---

Her inviterer Hugo Larsen os til at betragte folkelivet i hjertet af Charlotte Amalie, hvor Dronningensgade munder ud i torvet. Her er folk, som arbejder, andre som hviler sig i skyggen af mahognitræerne og en dame klædt ud i sit fineste skrud, på vej til at erobre byen. Billedet blev valgt som plakatmotiv for Hugo Larsen udstillingen på Øregaard Museum i 2006.

Hundrede år senere er byarkitekturen stort set den samme, og mange bygninger kan stadig genkendes. Enkelte mahognitræer har endda fået lov til at blive stående. Men byens liv er fuldstændigt forandret. Så længe der er krydstogtsskibe i havnen, er dette øens absolutte handelscentrum, myldrende fyldt med turister, råbende sælgere og taxier i massevis ("Back to ship?"). Men på en søvnig søndag eftermiddag som her er alle butikker hermetisk tillukket, og gaden er ryddet for liv bortset fra et par overnattende hotelgæster. Der er ingen gylden middelvej, og folkeliv er ikke det ord, som ligger lige for.

---

Heller ikke de ranke kvinder i Baggade (Compagnie Stræde, nu Back Street) lod sig opdrive, men hvis man et øjeblik drømmer, at bilerne og ledningsspaghettien er væk, kan man godt fornemme lidt af stemningen, som den var for hundrede år siden.

---

Overskriften 'Dengang og Nu' er vel ikke særligt dækkende for dette par billeder. Men sagen er den, at hele alleen af de pragtfulde kongepalmer ved Constitution Hill knækkede under en orkan - vistnok ikke mange år efter, at Hugo Larsen forlod øerne. Efter at palmerne knækkede, blev resterne fjernet, og der blev ikke plantet nye i stedet. Så motivet lader sig slet ikke gengive i dag. Til gengæld har man plantet en tilsvarende palmeallé fra Centerlinien til universitetet, men det er en ganske anden historie.

---

Dette er en trist historie - eller snarere en kedelig mangel på historie. I tiden efter år 1800 fandtes der flere hundrede sukkerfabrikker på St. Croix. På Hugo Larsens tid selvfølgelig langt færre, men nogle var stadig i funktion som på dette billede. I dag er ikke én eneste af disse fabrikker bevaret. Orkanerne har løftet tagene af, en del materialer er sikkert genanvendt andre steder, og resten har tidens tand taget sig af. Ruinerne findes overalt på øen, nogle markante som vist til højre, de fleste blot som spor i landskabet.

Sukkerproduktion var slavearbejde, og sukkeret var årsagen til danskernes bestialske tilfangetagelse, transport og udnyttelse af slaverne. Ikke just nogen glorværdig historie, som vi også trak os ud af med halen mellem benene, da der ikke længere var penge i sukkerrørsproduktionen. Den lokale befolkning har tilsyneladende heller ikke interesse i at bevare de synlige minder om forfædrenes forfærdende arbejdsforhold. Der findes lysende undtagelser - specielt St. Croix Landmarks Society, som med sine begrænsede midler forsøger at redde, hvad reddes kan. Men det generelle billede er, at fortidens spor får lov til at forsvinde, og at det går ekstremt hurtigt i det stedlige klima.

Mon ikke vi danskere, amerikanerne som kom efter os og ikke mindst den stedlige befolkning en dag vil fortryde, at vi lod det ske?

"Vend ryggen til din fortid, og du vil være uforberedt den dag, den indhenter dig"

---

Hugo Larsen plejede omgang med både høj og lav i samfundet. Han var en både skattet og hyppig gæst på Hesselagergård, men tilbragte lige så gerne sin tid blandt fiskerne på Lundeborg havn, hvor han malede en del billeder.

Det idylliske fiskerleje ser ud, som om det altid har ligget der, men skinnet bedrager. Havnen er først bygget i 1861, og nogle af de smukke bygninger i fiskerlejet stammer oprindeligt fra andre byer, hvor de blev nedtaget for at blive genopført i Lundeborg i 1860-erne. Siden da er der unægteligt kommet nogle pletter på idyllen, som det fremgår.