Hugo Larsen

Både Weilbach og Xenius Rostock kredser i deres beskrivelse af Hugo Larsen omkring hans forhold til Charlottenborgs forårsudstillinger, og de betragter det begge som et vendepunkt for Hugo Larsen, at han ophørte med at udstille på Charlottenborg efter 1915. Det var også et drastisk skridt, som der kan være grund til at se nærmere på.

Charlottenborgs forårsudstilling var - og er vel fortsat - en institution i den danske kunstverden. Med rødder tilbage til 1769 var forårsudstillingen fra starten tæt forbundet med Kunstakademiet, så tæt at der krævedes en nøje specificeret tilknytning til akademiet for at få adgang til at udstille. Dette bånd løsnedes i 1857, hvorefter alle kunne indsende arbejder til bedømmelse hos Censurkomitéen. Denne vedblev dog med at have en stærk tilknytning til Kunstakademiet, og dens afgørelser var ofte udsat for kritik. Således blev Den frie Udstilling i 1891 dannet i direkte protest mod forårsudstillingens censurkomité, og i de følgende årtier kom flere vigtige kunstnersammenslutninger til, så at forårsudstillingens betydning blev svækket. På Hugo Larsens tid var forårsudstillingen dog fortsat den fineste kunstudstilling i Danmark og et naturligt sted for en kunstner med Hugo Larsens talent og baggrund.

Hugo Larsen debuterede på Charlottenborgs forårsudstilling i 1899, samme år som han tog afgang fra Kunstakademiet. Debutarbejdet var et interiør fra forældrenes hjem, hæderligt, men ikke just spændende. Næste år udstillede han et enkelt portræt (som jeg endnu ikke har identificeret). Året efter i 1901 kommer gennembruddet med to glimrende billeder fra fangelejren i Gedhus Plantage. Herefter følger tre år med 1-2 billeder pr. udstilling, afsluttende i 1904 med det store maleri forestillende Anders Bundgaard, som arbejder på Gefionspringvandet. Hugo Larsen overværer dog ikke selv udstillingen dette år, da han allerede er taget afsted til Dansk Vestindien. Så langt, så godt: Fremgang, spændende billeder, god kritik, lovende fremtid. I de følgende to år er Hugo Larsen ikke repræsenteret på forårsudstillingen. Først i 1907 dukker et enkelt af hans vestindiske arbejder op på Charlottenborg. Det skulle blive det eneste. Fra 1908 til 1915 udstillede Hugo Larsen hvert år et enkelt eller to billeder, mest portrætter samt et enkelt dansk landskab. Efter 1915 udstillede Hugo Larsen ikke længere på Charlottenborgs forårsudstilling.

Dette er altså de nøgne kendsgerninger, men hvad skete der egentlig?

Xenius Rostock skriver om bruddet med Charlottenborg: "De usikre forhold, censurens egenmægtighed, pladsfordelingens og ophængningens vilkårlighed, bestemmelsen om tabt anciennitet, hvis en kunstner ikke havde udstillet i tre år o.s.v. - alle disse hæmmende trakasserier, som allerede havde fordrevet mange lovende unge fra den priviligerede anstalt, var også blevet Hugo Larsen for meget ..".

Her skal man måske specielt hæfte sig ved bemærkningen om tabt anciennitet. Hvis en kunstner var blevet lukket gennem censurkomiteens nåleøje i tilstrækkeligt mange år, opnåede han eller hun ret til at udstille udenfor censur, d.v.s. retten til selv at vælge, hvad der skulle udstilles. Og Hugo Larsen var den første i sin generation, som var ved at opnå dette eftertragtede privilegium. Men nej, han havde jo ikke udstillet i 1905 og 1906, hvor han var i Vestindien. Hertil kom, at censurkomiteen netop på falderebet afviste et billede af Hugo Larsen.

Når Rostock hævder, at Hugo Larsen efter bruddet indrettede sig på stort set ikke at udstille mere, er det dog en tilsnigelse. Nogenlunde sammenfaldende med bruddet med Charlottenborgs forårsudstilling begyndte han i Kunstnerforeningen af 18. November at arbejde for etablering af denne forenings efterårsudstillinger på Charlottenborg, og han udstillede regelmæssigt på disse fra starten i 1921 og til kort før sin død. I sine sidste år deltog han også aktivt i Foreningen for national Kunsts udstillinger på Charlottenborg.

Herudover er Rostocks betragtninger uden tvivl rigtige, og bruddet med Charlottenborgs forårsudstilling var definitivt. Men var de omtalte forhold tilstrækkelige til at få Hugo Larsen til i den grad at smække med døren? Det tror jeg næppe. Hugo Larsen var en sagtmodig natur, og han tog normalt livets tilskikkelser, som de kom. Det lå ikke til ham at brænde broerne bag sig på grund af nogle formalia og et afvist billede.

Det ville have været dejligt, hvis Hugo Larsen havde skrevet dagbog eller memoirer. Men det gjorde han ikke. Han skrev i det hele taget ikke - han malede. Det følgende kan derfor kun blive en hypotese.

Lad os vende tilbage til Hugo Larsens år i Vestindien 1904-07. I de første to år indsender han ingen billeder til Charlottenborg. Han har på trods af dårlige odds klaret sig økonomisk, og han har haft en kunstnerisk udfordring og udvikling, som i høj grad har tilfredsstillet ham. Karrieren på de hjemlige breddegrader og tiden efter hans tilbagevenden har derimod været ude af hans tanker. Da hans besøg i Vestindien lakker mod enden, indsender han et enkelt - og glimrende - værk til forårsudstillingen i 1907. Men senere samme år vender han hjem, og på Kunstnernes Efterårsudstilling viser han 35 billeder fra sin rejse. Jeg har identificeret en del af disse billeder, og der er absolut tale om cremen af hans vestindiske værker, som bliver vist på denne udstilling. Men hermed har han fraskrevet sig muligheden for, at hans bedste billeder kan vises på forårsudstillingen.

Set med eftertidens øjne er dette naturligvis en større taktisk brøler fra Hugo Larsens side, men han må selv have følt det som en stor uretfærdighed. Her udstiller han en række glimrende billeder fra sit kunstneriske højdepunkt, og så bliver han stort set ignoreret.

I efteråret 1907 er Hugo Larsen altså vendt hjem, og i 1908 deltager han atter på forårsudstillingen - med to portrætter. Det samme gentager sig hvert af årene frem til 1915: 1-2 billeder om året, næsten udelukkende portrætter. Hans udvikling er vel ikke ligefrem gået i stå, men han har fået et knæk. Og nu straffer censurkomiteen ham altså ved at afvise et billede, netop da han - ved at have tænkt sig om ti år tidligere - kunne have været udenfor censur.

Det slår hovedet på sømmet, men skaden er sket langt tidligere, og den får mærkbar indflydelse på Hugo Larsens malemåde og motivkreds. Medvirkende til det endelige brud med Charlottenborg er nemlig også, at han i mellemtiden er blevet en eftertragtet portrætmaler, som ikke længere har samme behov for at markedsføre sig gennem Charlottenborgs forårsudstillinger. Han har nemlig indledt sin såkaldte 'herregårdsperiode'. Fra 1914 og i mange år frem var Hugo Larsen en hyppig og skattet gæst på en lang række af landets herregårde, hvor han hovedsageligt portrætterede beboerne. Det blev hans levevej, og til at vedligeholde kundekredsen havde han nok i de permanente udstillinger på herregårdenes smukke vægge.

Når Charlottenborg ikke mere havde brug for Hugo Larsen, så havde han forresten heller ikke længere brug for Charlottenborg. Sådan må han have tænkt.

Men bruddet med Charlottenborg kom til at nage ham resten af livet. Derom vidner alle beretninger. Han glemte blot at fortælle hele historien til Xenius Rostock.