Hugo Larsen

Udstillingen "Caribbean: Crossroads of the World", New York 2012

 
Sceneri med æsler

Hugo Larsen: Sceneri med æsler, 1906
Maleriet vistes på El Museo del Barrio

Siden 2005 har kunstværker af Hugo Larsen været vist på ikke mindre end fem offentlige udstillinger. Det er ikke så ringe for en ellers glemt kunstmaler, som malede og tegnede sine vigtigste værker for hundrede år siden.

Seneste skud på stammen var udstillingen "Caribbean - Crossroads of the World", som vistes samtidig på tre forskellige museer i New York fra juni 2012 til januar 2013. Denne udstilling markerede samtidig den første offentlige præsentation af Hugo Larsens værker i USA.

Sukkerarbejdere

Hugo Larsen: Sukkerarbejdere
Pastellen vistes på Studio Museum i Harlem

Udstillingen præsenterede mere end 500 kunstværker fra hele Caribien og gav et indblik i områdets kulturhistorie gennem fire århundreder. Udstillingen blev arrangeret og kurateret af El Museo del Barrio (på "The Museum Mile" på Manhattan) i samarbejde med Queens Museum of Art og Studio Museum of Harlem. Hvert af museerne havde sine egne temaer for udstillingen og supplerede dermed hinanden.

Hugo Larsen var repræsenteret ved tre kunstværker, hvoraf de to vises på denne side. Det sidste, et maleri af folkelivet på torvet i St. Thomas, har aldrig tidligere været vist for offentligheden.

Udstillingen vistes på de tre museer som følger:
El Museo del Barrio, 12. juni 2012 til 6. januar 2013.
Queens Museum of Art, 17. juni 2012 til 6. januar 2013.
The Studio Museum in Harlem, 14. juni til 21. oktober 2012.

El Museo del Barrio

Fra udstillingen på El Museo del Barrio. Foto: Nanna Debois Buhl

To af Hugo Larsens værker blev vist i et centralt hjørne af udstillingen på El Museo del Barrio, og her ventede endnu en oplevelse. På højre side af hjørnet hang værket "Eyewitness Accounts" af den unge talentfulde danske kunstner Nanna Debois Buhl, en serie sort/hvide fotografier og medfølgende tekster, som tilsammen danner en kritisk "dialog" mellem den unge kunstner og den gamle mester Hugo Larsen. En smuk kuratering og et tankevækkende kunstværk, som det også fremgår af denne anmeldelse fra 2008.

Hvis du har besøgt udstillingen eller dele af den, vil jeg være taknemmelig, hvis du vil dele din oplevelse med mig, da jeg ikke selv har haft mulighed for at se den. Specielt vil jeg være taknemmelig for yderligere fotografier af Hugo Larsens værker i deres sammenhæng på udstillingen.

 

Links:

El Museo del Barrio: www.elmuseo.org

Queens Museum of Art: www.queensmuseum.org

The Studio Museum in Harlem: www.studiomuseum.org

Hugo Larsens udstillinger