En kongelig forbindelse?

En skrøne pilles fra hinanden

I de mere kulørte grene af slægtsforskningen florerer mange skrøner om påståede adelige og kongelige forbindelser, naturligvis oftest gennem udenomsægteskabelige forhold, som kan være vanskelige at gennemskue og verificere eller tilbagevise. F.eks. sagde en skrøne i min familie, at min oldefar var resultatet af en kærlig forbindelse mellem en ung greve og en stuepige. Det viste sig ganske vist, at min tipoldemor var i huset hos en adelig familie, men synderen var en simpel sergent, som blot var lidt vanskelig at finde på grund af datidens hemmelighedskræmmeri omkring børn født uden for ægteskab. I et andet tilfælde opfandt en af mine - heldigvis fjerne - slægtninge i 1700-tallet ligefrem en gammel dansk adelsslægt Gyldenaar, som han fik seriøse folk i samtiden til at tro på. Selv om den falske konstruktion blev afsløret, hænder det stadig, at slægten Gyldenaar dukker op i udokumenterede anetavler.

Tilfældigvis stødte jeg for nylig på en anden skrøne, som er lige så sjov, som den er simpel at tilbagevise.

Beretningen står at læse i det norske blad Alle Kvinner fra 22. juli 1975. Her fortæller en dekoratør Alf Willy Møller, at han er oldebarn af den svenske kong Oscar I (1799-1859), idet Møllers oldemor Louise Charlotte Tuxen, en datter af apoteker Ole Tuxen (1788-1851) i Arendal, skal have taget landevejen til Stockholm, hvor hun er blevet statsfrue hos den daværende dronning Desideria (1777-1860). Her skal kronprins Oscar have kastet sine øjne på den livlige Louise Charlotte Tuxen, hvilket resulterede i sønnen Einar Abraham, som blev født i 1845 og blev sat i pleje hos en rig slægt Müller i Porsgrunn. Én fra denne slægt skal have været meget betaget af Louise Charlotte, som til slut giftede sig med ham, mens Einar Abraham skal være blevet hos plejeforældrene og senere have ændret sit slægtsnavn til Møller. Han giftede sig med Jenny Elise Moe, og parret slog sig ned i Kragerø.

Så vidt dekoratør Møllers fortælling, hvor jeg dog har udeladt de mere blomstrende beskrivelser. Og så må det være tid til at udfordre den.

Lad os starte med Oscar I. Hans børn er faktisk ganske vel beskrevet, både de fem med dronning Josefina og de tre uden for ægteskab. Se f.eks. Wikipedia. Der er altså ikke lagt skjul på de udenomsægteskabelige forbindelser, men Louise Charlotte Tuxen er ikke nævnt.

Louise Charlotte de Tuxen

Statsfrue Louise Charlotte de Tuxen g. Müller, fotograferet ca. 1850

Så lad os se lidt på Louise Charlotte Tuxen. Hun skal have været datter af apoteker i Arendal Ole Tønnesen Tuxen. Hans børneflok er også godt beskrevet, men her er ingen Louise Charlotte. Der er af fysiologiske og helbredsmæssige grunde heller ikke plads til hende tidsmæssigt i Ole Tuxens to ægteskaber. For en sikkerheds skyld har jeg også gennemgået Arendals kirkebog for uægte børn.

Men Louise Charlotte Tuxen er ikke nogen frit opfundet skikkelse. Hun er blot ikke datter af apotekeren i Arendal. Hendes forældre var den adelige generalkrigskommissær Louis de Tuxen (1748-1828) og hans hustru Charlotte Elisabeth Klingfeldt (1755-1819). Louise Charlotte de Tuxen (1793-1883) var ganske rigtigt statsfrue hos dronning Desideria og hun blev i 1814 gift med den norske viceadmiral Joachim Nicolai Müller (1775-1848). Så navnet, stillingen og hendes mands efternavn passer med Alf Willy Møllers historie. Problemet er bare, at Louise Charlotte var over 50 år gammel, da kronprins Oscar ifølge historien skal være blevet betaget af hende. Man skal aldrig udelukke noget, heller ikke, at en svensk kronprins kan have været charmeret af midaldrende kvinder, men noget barn kan der næppe være kommet ud af det postulerede forhold, hendes alder taget i betragtning.

Den påståede søn af det kongelige forhold skal være født i 1845, han skal have fået navnet Einar Abraham Müller/Møller, og han skal være opfostret i Porsgrunn. Og det er ganske præcise oplysninger, som kan efterforskes. En Einar Abraham Møller findes også konfirmeret i Porsgrunn i foråret 1860. Men kirkebogen siger, at han er født 6. maj 1845 i Christiania af forældrene maler Carl Edv. Møller og hustru Oline Mathea. I Aker sogns kirkebog finder vi ham døbt 12. oktober 1845 som ægtefødt søn af malermester Carl Edward Møller og hustru Oline Mathea f. Grundgaard.

Skrønen om den kongelige forbindelse er altså sat sammen af historiske personer, som alle har eksisteret. Brikkerne passer bare ikke sammen. De hører slet ikke til samme puslespil.