Jan Tuxen  >  Publikationer  >  Slægtsbøger uden lommesmerter English, please!
Slægtsbøger uden lommesmerter
Artikel i Slægt & Data nr. 2, juni 1995

En stor tak til Chris Gade Oxholm Sørensen for hans glimrende artikel 'En slægtsbog blev til' i S&D 1/95. Jeg har selv udgivet en slægtsbog og kunne nikke genkendende til mange af Chris' råd og iagttagelser. Hertil kommer alle 'aha'-oplevelserne. En god vejledning for kommende slægtsbogsforlæggere.

Der var dog en enkelt ting i artiklen, som skræmte mig, nemlig budgettet på 140.000 kr. til bogtrykkeren plus det løse. Der skal sælges mange bøger til en ganske høj pris for at få et budget i den størrelsesorden til at hænge sammen. Chris og hans medforfatter fik det til at løbe rundt, og tillykke med det. Men jeg kender flere slægtsbogsforfattere, som sidder tilbage med frustrationer og tørre lommesmerter, fordi der ikke blev solgt tilstrækkeligt med bøger. Der er nok også en del, som slet ikke tør binde an med en egentlig udgivelse på grund af den økonomiske risiko.

Det store problem er selvfølgelig den del af prisen for bogtryk og indbinding, som er uafhængig af antal bøger. Jeg har hørt, at denne omkostning kan være helt op til 100.000 kr., og det absolut billigste, som jeg har hørt om, er 19.000 kr., men det var vist en speciel vennepris.

Der er næppe nogen patentløsning på problemet, men jeg kan give et par tips om, hvordan jeg sidste år udgav en indbundet slægtsbog i knap 50 eksemplarer til en pris på 3-400 kr. og uden at løbe nogen økonomisk risiko. De to væsentlige forudsætninger for at gøre det er, at man selv 'trykker' bogen og at man kan få bogen indbundet til en fast pris pr. eksemplar.

De hjælpemidler, som jeg havde til rådighed, var en PC (386SX, 85 MB disk), en laserprinter (HP LaserJet 4L), BK 5.1 samt WordPerfect 5.1 og 6.0. Desuden havde jeg på mit arbejde adgang til en scanner og Aldus PhotoStyler.

Herudover fik jeg under indsamling af informationerne om familien kontakt til en amatørbogbinder. Dette er det første springende punkt. Men der er faktisk en del, som har den hobby at binde bøger ind på gammeldags facon, og de mangler ofte 'råmateriale' at binde ind.

Dernæst måtte jeg finde ud af, hvordan jeg kunne 'trykke' råmaterialet til bogbinderen. En bogtrykker laver jo for hver 16 sider et stort ark på 2x4 sider, som er trykt på begge sider. Disse ark falses (foldes) 3 gange og den sidste fold syes under indbindingen fast i bogryggen. Selvom min laserprinter skriver i en kvalitet, som er rimeligt tæt på bogtryk, kan den ikke klare formater større end A4. Jeg ved heller ikke, hvordan jeg skulle få den til at vride og vende 2x4 sider i A7 format, så de passer på et A4 ark. A7 formatet er også kun 2.7x3.75 cm., og det er altså lidt småt!

Løsningen fandt jeg i WordPerfect 6.0, som med lidt hjælp kan fremstille de 16 sider i A5, altså på A4 ark, som så kun skal falses én gang. Det meste af teknikken er beskrevet i WP manualen, som kalder metoden 'udskrivning i hæfteform'. Bogen skal være opdelt i 'hæfter' af 16 sider. Disse udskrives 'dobbeltsidigt' og 'som hæfte'. Siderne bliver nu printet ud med side 16 og side 1 på første ark, derefter siderne 2 og 15, 14 og 3, 4 og 13, 12 og 5, 6 og 11, 10 og 7 samt 8 og 9. Disse 8 ark sorteres nu om, så siderne 2 og 15 ligger øverst, dernæst siderne 16 og 1, 4 og 13, 14 og 3, 6 og 11, 12 og 5, 8 og 9, samt endelig 10 og 7. Det lyder sværere, end det er, for siderne skal blot byttes om parvis. Nu lægges de 8 ark i printeren igen, således at den side af arkene, som var øverst under første udprintning, nu er nederst. Derefter udskrives igen som ovenfor beskrevet. Resultatet er to identiske udgaver af de første 16 sider af bogen, som blot skal sorteres for at være klar til falsnning og indbinding. Metoden gentages for siderne 17-32, 33-48 o.s.v.

Der er selvfølgelig tale om en husmandsløsning med indbyggede begrænsninger, f.eks. at bogformatet ikke kan være større end A5, at billedkvaliteten er begrænset o.s.v. Men metoden gør det muligt at fremstille præsentable slægtsbøger i et næsten vilkårligt lavt antal og til en fast pris.

Jan Tuxen


Ovenstående artikel blev bragt i Slægt & Data (medlemsblad for DIS-Danmark, www.dis-danmark.dk) nr. 2, juni 1995. Tiden har naturligvis indhentet mange af rådene i artiklen, mens andre fortsat er gældende. Det er ikke længe siden, at jeg af et familiemedlem fik at vide, at vores lille slægtsbog fra dengang holder utroligt godt og ikke går op i indbindingen. Det er faktisk kun guldbogstaverne på ryggen, som bliver slidt :-)
Men der er næppe længere nogen, som bruger WordPerfect 6.0 som tekstbehandling. Derfor kan det måske være godt at vide, at Word fra og med XP versionen har tilsvarende muligheder for udskrift til indbinding. Det bør også nævnes, at print-on-demand har gjort det langt mere risikofrit at udgive bøger i små og fra starten ukendte oplag.


British flag Jan Tuxens hjemmeside Kommentarer til hjemmesiden? Søgning m.m. på hele hjemmesiden Links Nyheder Validated HTML 4.01, click here to check.
jan@tuxen.info Senest opdateret 13 dec 2013