Hugo Larsen i kunsthistorisk lys

Der havde længe været grøde og opbrud i kunsten da Hugo Larsen gik på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1894-99. Adgangsbetingelserne var strenge, så Hugo Larsen må have udvist særlige evner. På Akademiet regerede professorerne Vermehren og Frants Henningsen, og deres undervisning samt Hugo Larsen's egne valg og fravalg - eller "skæbne" - er interessant, ikke alene som nøgle til forståelse af Hugo Larsen og vilkårene for den tids kunstnere, men også fordi historien afdækker nogle vigtige problemstillinger omkring kunstens væsen og dens betingelser i almindelighed.

Som udgangspunkt tror jeg, at Hugo Larsen voksede op i et konservativt miljø, præget af gode borgerlige dyder. Jeg gætter på, at Hugo har været en sød og pligtopfyldende dreng, som fra barnsben bl.a. har lært, at man gør dét færdigt man er begyndt på. Kombinationen af hans kunstneriske evner og faderens ambitioner på sønnens vegne har sandsynligvis tidligt peget i retning af en uddannelse på Kunstakademiet. Historisk set var Akademiet dengang - så langt tilbage nogen kunne huske - den optimale uddannelse for en talentfuld ung kunstner. Og da Hugo Larsen først var optaget på Akademiet, har han ufortrødent knoklet med materialet dér på de givne præmisser. Samtidigt har det været vigtigt for ham, at indfri de forventninger, der blev stillet til ham fra familie og lærere. Det er min tese.

Akademiets lærerne - professorerne - var meget dygtige, men de tilhørte den gamle skole, som til dels havde rødder i nationalromantikken. Hovedvægten i undervisningen lå på det socialrealistiske maleri og der blev gjort åbenlyst nar af dem, der ikke ville følge forskrifterne om et detaljeret, udpenslet maleri. Der undervistes i tegning og modellering efter gipsafstøbninger af menneskefigurer, dyr, arkitektur og ornamenter fra den klassiske kunst. Lejlighedsvis blev der malet efter levende model, som blev valgt efter en idealiseret og klassisk inspireret opfattelse. Når en af Akademiets professorer havde "stillet modellen", gik eleverne omhyggeligt og samvittighedsfuldt i gang med at male den efter et bestemt skema. Det var en lukket, selvtilstrækkelig akademisk verden og man interesserede sig ikke for, hvad der rørte sig udenfor murene.

Allerede i 1870'erne havde der været oprørstendenser blandt Akademiets elever. Der var danske kunstnere som tidligt vidste besked med, hvad der foregik i Frankrig og det begyndte for alvor at brænde på, da nogle unge danske kunstnere rejste i Frankrig og blev konfronteret med impressionistiske værker af Pissarro, Monet, Sisley og Degas. Dette møde gjorde et voldsomt indtryk, og for mange kom det snart til at handle om, at kunsten skulle tage udgangspunkt i selve livet, således som det levedes i samtiden. Frihed for den enkelte blev et uomgængeligt krav, både når det gjaldt kunstskolerne, udlandsrejserne og motivvalget. Det hastige livstempo, flygtigheden i lys, bevægelse, farve og atmosfære blev en kilde til inspiration. Disse aspekter af den reale verden gik ind i dansk malerkunst i 1870'erne og 1880'erne og førte til oprettelsen af private skoler i København, som var ledet af kunstnere, der havde indsigt i moderne billedkunst.

Den ny virkelighed i kunsten blev ignoreret på Kunstakademiet, hvor undervisningen fortsatte som intet var hændt. I 1882 brød en gruppe akademielever med Akademiet og forlod forberedelsesklassen. I 1883 kom De frie studieskoler på finansloven - ikke mindst i kraft af, at nogle fremragende lærere som Laurits Tuxen, Krøyer og Zahrtmann var blevet knyttet til skolerne - de var ikke til at komme uden om. Den berømteste af lærerne var Zahrtmann - han blev leder af de frie studieskoler i 1885.

Kunstakademiet var blevet stillet i skyggen, og mange af de unge malere valgte det helt fra. På det tidspunkt, hvor Hugo Larsen sled i det med sine akademiske øvelser var hele den generation af unge danske kunstnere, som stod for modernismens gennembrud i Danmark, langt inde i et radikalt oprør mod den såkaldt gode akademiske smag. Det var et oprør som manifesterede sig i en nytænkning omkring kunstens væsen og formål. På Kunstakademiet advarede den reaktionære Vermehren sine elever - dem der var tilbage! - mod den franske påvirkning og han kritiserede skarpt Zahrtmanns undervisningsprincipper. Stakkels Hugo! Også Frants Henningsen - Hugo Larsens beskytter - var konservativ og imod de frie studieskoler. Til stor fortrydelse for mange kunstnere havde han overtaget et ledigt professorat ved Akademiet i 1890 og udnævnelsen af Henningsen satte skub i allerede udkastede planer om et permanent - af Akademiets censur uafhængigt - udstillingsarrangement. Den første "Frie Udstilling" blev en realitet året efter, i 1891.

Danske pionerer som Philipsen, Zahrtmann, Krøyer m.fl. udstillede deres moderne realistiske og/eller impressionistiske billeder i København fra omkring 1880. Af stor betydning for en del danske kunstnere blev også mødet med Gauguin, der opholdt sig i København 5 måneder i vinteren 1884-85; han var gift med en dansk kvinde, Mette Gad. I 1888 udstillede franske impressionister, bl.a. Monet, i København, og året efter i 1889 kunne københavnerne se en udstilling af Gauguins malerisamling, der indeholdt værker af Manet, Degas, Pisarro, Cézanne, Sisley m.fl. Endelig skal nævnes en udstilling, der åbnede den 25. marts 1893 - den er senere gået over i historien som "Miraklet på Rådhuspladsen". På den udstilling kunne nemlig ses 10 af Gauguin's nye Tahiti-billeder - lige frisk hjemkommet fra Tahiti - sammen med ikke mindre end 29 værker af van Gogh! Det var den første større udstilling af de to senere så berømte kunstneres værker overhovedet. Malerierne hang side om side i et hastigt opført bræddeskur på Rådhuspladsen i København! Anmelderne var delte, den nationalt højreorienterede avis Dannebrog fortalte i en ironisk, sladderagtig reportage om reaktionen hos notabiliteterne, "diverse åndsfri Forfattere og Journalister der i Selskab med korthaarede Damer højlydt gav deres Begejstring Luft". Hugo Larsen gjorde senere gældende, at han ikke havde set de franske impressionister inden han rejste til Vestindien, men måske så han Gauguin og van Gogh på Rådhuspladsen - de var endnu mere avancerede i deres kunstneriske udtryk end impressionisterne og ikke nogen dårlig inspirationskilde! Det var året inden Hugo Larsen startede på Akademiet.

Situationen inden århundredskiftet var altså den, at på den ene side havde vi alle de kommende store navne i dansk malerkunst grupperet omkring de frie kunstskoler. På den anden side akademieleverne om hvem kunsthistorikeren Knud Voss i 1974 skrev: "Alligevel forsatte ikke så få - mindre talentfulde - malere i de Høyenske^[1] spor helt frem til århundredskiftet. Om dem kan man sige med en af 80'ernes kunstkritikere: 'de konkurrerer jævnligt i småmestrenes genre, er velsete af vort publikum, og deres billeder er velegnede for vore små stuer - de fleste lærer hurtigt, hvor bekvemt vinen lader sig blande med rutinens vand, en god del skænker os vandet alene'."

Personligt tror jeg, at Hugo Larsen var undtagelsen der bekræftede reglen om, at det var de mindre talentfulde kunstnere der fortsatte på Akademiet. Jeg føler mig overbevist om, at Lise Funder og Hanne Poulsen (artiklen i Weilbach's) har ret i deres ovenud positive vurdering af Hugo Larsen's vestindiske billeder - at disse er i særklasse gode. Og jeg tror Henningsen tog Hugo Larsen under sine beskyttende vinger netop fordi han kunne se, at her var talentet til stede og det formelle kunstneriske udtryk - sådan som han vurderede det - så overbevisende, at det kunne matche de frembrusende unge modernisters, som truede med at blæse det snart 150-årige Akademi omkuld.

Hugo Larsens meget omtale og roste billede fra 1901,"Straffefanger bryder alheden ved Gedhus plantage" er et godt eksempler på et teknisk set uantasteligt billede, indholdsmæssigt helt i overensstemmelse med den endnu herskende smag på bjerget - på sine egne præmisser et måske fremragende billede, men desværre ikke et billede der viste nye veje i kunsten, tværtimod står dette maleri som et af de sidste i en tradition, der gik meget langt tilbage, og som tiden reelt var løbet fra.

Efter Akademitiden ville Hugo Larsen ud at rejse og Henningsen kunne helhjertet støtte tanken om Vestindien. Her kunne Hugo Larsen prøve kræfter med lyset og solen og Henningsen kunne bevare en illusion om, at hans yndlingselev ville skildre det eksotiske, lokale folkeliv ud fra en nationalromantisk synsvinkel. Men det ser ikke ud som om, at Hugo Larsen har haft travlt med at komme afsted - der gik fem år. Fra denne periode, 1899-1904, er det kun lykkedes mig at finde 13 arbejder fra hans hånd. Af disse var de fire billeder udstillet på "Ung Kunst" udstillingen i 1902, hvor en kritiker fremhævede "hans store og myndige udstilling". Desværre véd jeg ikke hvilke og hvor mange billeder, der har været tale om.

Akademiet havde ikke været et sted, hvor man opfordrede eleverne til at give sig deres fantasi i vold, men der er ikke noget der tyder på, at Hugo Larsen var utilpasset eller fik klaustrofobi af forholdene. Både hans "Straffefanger bryder alheden ved Gedhus plantage", 1901 og "Interiør fra billedhugger Bundgaards atelier" fra 1903, er tilsyneladende malt efter at han dimitterede i 1899, og man må formode, at det har været vigtigt for ham at realisere disse værker. Der er ikke tegn på, at han efterfølgende var specielt optaget af de nye strømninger i kunsten eller eksperimenterede med nye udtryksformer. Hans "Køkkeninteriør fra Gedhus", 1901, er det eneste billede fra denne periode jeg har kunnet finde, hvor han for alvor arbejder med lyset og farven - men det gør han til gengæld rigtig overbevisende, synes jeg.

En af hans medstuderende fra tiden på Teknisk skole og Akademiet, Poul Corona, valgte efter Akademiet at bruge et par år på Zahrtmann's skole og hos Krøyer, men det var ikke en valgmulighed Hugo Larsen benyttede sig af. De udstillede senere sammen i 1913, men da havde også Poul Corona opgivet det moderne maleri, - han til fordel for historiemaleriet.

Da Hugo Larsen stævnede ud fra København i 1904 med kurs mod varmere himmelstrøg, kunne han for første gang arbejde uden at nogen - bogstaveligt talt - kiggede ham over skulderen. Han var sat fri, ingen stillede krav, det hjemlige forventningspres fortonede sig i horisonten. Disse forhold kán have medvirket til den radikale forvandling i udtryksform, som ses realiseret i hans Vestindiske billeder. Når man betragter "Nanny med barnet", malt i Vestindien 1905, må man i sandhed sige, at forvandlingen var forbløffende. Det var dog set før, at kunstnere kun dyrkede oplagte sider af deres talent når de opholdt sig i syden. To store danske pionerer som Philipsen og Krøyer kom begge hjem fra deres første langvarige ophold i Paris uden et omsætteligt forhold til impressionesmen, som de havde set i Frankrig. Det var først senere, under direkte påvirkning af Sydens sol og farver, at det impressionistiske udtryk blev forløst.

Selvfølgelig må det have været en nedtur for Hugo Larsen, at komme hjem til Danmark i 1907, udstille sine Vestindiske arbejder og så blive totalt negligeret. Helt bortset fra, at en kritiker i 1907 klagede over, at der i København samme år havde været udstillet ikke færre end ét tusind kunstværker (tiderne har ændret sig siden da!!!), så er der altså ingen vej udenom - den barske sandhed er, at sådan var betingelserne for alle. Der er ingen grund til at tro at Hugo Larsen blev specielt dårligt behandlet. At blive ignoreret, afvist, hånet, bortcensureret eller latterliggjort af kritikere har til alle tider været et grundliggende arbejdsvilkår for kunstnere, der brød med traditionen og søgte nye udtryksformer.

Jo mere nyskabende kunstneren var, desto større var sandsynligheden for, at han blev afvist. Sådan var vilkårene for alle - det hørte med til métieen. Ingen af de senere så berømte, moderne malere arbejdede ud fra en forestilling om, at de ville blive mødt af begejstrede kritikere. Også reaktionen fra det brede publikum kendte kunstnerne. Det - publikum - var konservativt og ønskede ikke at blive konfronteret med en ny virkelighed. Pengene blev i folks lommer med mindre man serverede kunst med genkendelige, trygge motiver - eller måske et portræt af dem selv! - så var der straks interesserede købere, mennesker har altid gerne ville beroliges eller bekræftes. Men kunst handler ikke om at berolige eller bekræfte, men om at udfordre og flytte beskueren.

Hugo Larsen udstillede sine Vestindiske billeder i Danmark i 1907-8. Der var da gået 30 år siden Philipsen malede og udstillede sine første impressionistiske værker. I den mellemliggende tid var nye 'ismer' kommet til, fra 1800'ernes symbolisme til ekspressionismen og fauvismen i 1905. Modernismen var forlængst blevet et centralt begreb for grundholdninger i billedkunst og litteratur. "Man må være sin tid" lød feltråbet - denne samtidsforankring var helt afgørende for de unge kunstnere. Nogle af de mest revolutionære betegnede endog i 1909-10 impressionismen som en forældet bevægelse. Det hele gik meget stærkt - i 1908 havde Braque og Picasso udstillet deres første cubistiske arbejder i Paris.

Det var kendetegnende for det moderne gennembruds malere, at de havde en stærk billedskabende fantasi og de besad en utæmmet vilje til at ville, deres arbejdsmetode var søgende, eksperimenterende og dumdristig. Alle indtryk blev decifreret, nyfortolket og malet i den store kreative kværn og processen blev integreret i bevidstheden og ulmede i underbevidstheden - det var en permanent tilstand og ikke noget, der blev valgt til og fra efter humør og omstændigheder. Og så skulle det jo altsammen ud igen - derfor var de samtidig meget produktive!

Hvordan passer Hugo Larsen ind i dette billede? Hvordan var hans temperament og personlighed? Var han en egocentrisk, udfarende ildsjæl eller et sympatisk menneske med et afslappet syn på tilværelsen? Hvor meget troede han han selv på sit projekt? Kunne han ikke have maset mere på, været mere produktiv, plejet sine forbindelser til Danmark og sendt billeder hjem da han var i Vestindien, etc.?

Der er meget, der tyder på, at Hugo Larsen malede det han kunne og ville. Hans vestindiske oeuvre er overbevisende, men efter min mening ikke omfangsrigt, nyskabende og kompromisløst nok. Det havde været rart, at vide noget mere om ham som menneske. Jeg kender ikke de primære kilder og jeg har ikke haft lejlighed til at se hans originale malerier. Men jeg ville meget gerne eje et af hans vestindiske billeder.

Finn Blytmann, december 2003

Note:

[1] Høyen var en indflydelsesrig og berygtet kunsthistoriker, som i sidste halvdel af 1800-tallet havde henvist til fædrelandskærligheden som noget nær det eneste værdige inspirationsgrundlag for kunstnerne. Akademi-malerne havde fulgt ham med billeder af dansk folkeliv, dansk historie og danske landskaber.tilbage