Lawyer Jørgensen

Ingen, som beskæftiger sig med det sidste halve århundrede af Dansk Vestindiens historie, kan undgå at støde ind i navnet Lawyer Jørgensen. Man skal ikke læse mange af datidens aviser og nedskrevne beretninger for at finde ud af, at han var en både kendt og respekteret, men også dybt kontroversiel skikkelse. Han blandede sig lystigt i øernes erhvervsliv og politik. Han var jordspekulant i stor stil, men kunne også finde på at forære jord væk til folk, som han troede på. Han blev udnævnt til ridder af Dannebrog for sin uegennyttige indsats som overformynder, men var senere uhyggeligt tæt på at blive dømt for forræderi af det amerikanske styre efter Overdragelsen i 1917. Han var en velhavende mand, men endte med at blive blanket af til skindet. Han levede i 40 år mere eller mindre afsondret fra sin familie, som han alligevel formåede at holde sammen på. Kort sagt, en sammensat skikkelse, som nok kan fortjene en biografi.

Jens Peter Jørgensen blev født i Kolding i 1848 som det niende og yngste barn af Niels Jørgensen og Ane Birgitte Utzon. Faderen var oprindeligt – som sin egen far – brændevinsbrænder i Kolding, men havde vidtstpændte interesser. I 1850-erne var han klubvært, han var medlem af byrådet i 12 år, og fra 1864 til sin død i 1873 var han forstander på St. Jørgens Hospital. Moderen var af en gammel Kolding-slægt Utzon, som kan føre sine aner i byen tilbage til slutningen af 1500-tallet.

Jens Peter startede i Kolding Realskole, men blev allerede som 10-årig flyttet til latinskolen i Haderslev, hvor hans ældre svoger Conrad Iversen var adjunkt. Iversen blev senere rektor for Horsens Latinskole og Frederiksborg Latinskole. Jens Peter blev dog aldrig student, for i 1864 måtte latinskolen i Haderslev lukke som følge af krigen. I stedet læste Jens Peter jura i København og blev exam.jur. i 1867. Han vendte tilbage til Kolding som fuldmægtig og blev efter nogle år udnævnt til prokurator. I 1871 giftede han sig med Anne Cathrine Nissen af en ærøsk skipperslægt. Alt lå således til rette for en lokal karriere, og han blev også midlertidig leder af St. Jørgens Hospital ved faderens død i 1873. Han fik dog ikke stillingen, som i stedet gik til en lokal boghandler.

Er Jens Peter skuffet over at blive forbigået? Eller lider han snarere af udlængsel? Allerede i 1868 har han været på rejse i Nordamerika, og nu tager han et meget stort spring ud på det dybe vand, næsten bogstaveligt. I 1875 rykker han familien op med rode og nedsætter sig som prokurator på St. Thomas i Dansk Vestindien. Over Atlanten og ned til troperne, til en koloni i dyb krise, men også fuld af udfordringer.

Kolonien i Vestindien var blevet grundlagt i 1660, fra starten vel uden noget fast formål, men strategien kom snart med den velkendte – og berygtede – trekantshandel: Våben og andre industriprodukter blev sejlet til Vestafrika. Her købte man slaver og sejlede dem til Vestindien, hvor de trællede i sukkerplantagerne, hvis produkter blev sejlet hjem til Danmark. Hvor indbringende denne handel var i 1700-tallet, får man let et indtryk af ved at gå igennem Frederiksstaden i København, hvor stort set alle palæerne er blevet bygget af formuer tjent i Dansk Vestindien.

Men i slutningen af 1800-tallet var situationen en helt anden. De vestindiske sukkerrør var blevet udkonkurreret af den europæiske sukkerroe, og slaveriets ophævelse i 1848 stoppede den nemme adgang til billig arbejdskraft, som kunne piskes til at bestille noget. Dermed forsvandt også det økonomiske incitament for at have kolonien, og allerede i 1850-erne startede de første af de forhandlinger, som førte til, at øerne blev solgt til USA i 1917.

Hugo Larsen: Folkeliv på havnen, betegnet St. Thomas 1907. Privateje.

Jørgensen ankommer til en koloni i stagnation, men ikke uden muligheder. St. Thomas er udstyret med Caribiens bedste naturhavn, en naturlig mellemstation for skibe på vej til og fra Mellem- og Sydamerika, specielt på sejskibenes tid, men også i stor udstrækning for dampskibene. Dermed er der livlig trafik og handel på St. Thomas, foruden et stærkt internationalt islæt. På trods af, at Charlotte Amalie på St. Thomas er en af kongerigets mest folkerige byer i slutningen af 1800-tallet, er det dog primært erhvervslivet og en meget smal del af befolkningen, som har brug for en sagfører. Men Jørgensen er en driftig mand, som snart breder sine gøremål ud over mange områder.

Efter slaveriets ophør var plantagedriften på St. Thomas stort set gået i stå. Men Jørgensen har en kongstanke om, at man kan få kolonien til at blomstre op igen ved en udstrakt mekanisering af plantagedriften. Han opkøber adskillige tidligere plantageejendomme og indforskriver en amerikansk ingeniør for at opbygge et kompliceret maskineri til en mekanisk sukkermølle. Han inviterer sågar guvernøren til indvielsen. Desværre kommer mekanikken aldrig til at fungere, og man kan vel sige, at hændelsen på næsten tragisk vis markerer afslutningen på sukkerdyrkning på St. Thomas. Med sit kuperede terræn og med sine beskæftigelsesmuligheder i forbindelse med skibstrafikken var St. Thomas måske heller ikke det optimale sted at genoplive den produktion, som tidligere havde brødfødt ikke bare kolonien, men også skabt store formuer i Danmark. Så Jørgensen forsøger sig også på St. Jan og St. Croix, ganske vist med vekslende held, men mere vedholdende. Han ejede i mange år de kendte ejendomme Annaberg og Enighed på St. Jan, og på St. Croix er det måske værd at bemærke, at han i et års tid ejede ejendommen Little La Grange ved Frederiksted. Han købte ejendommen på en tvangsauktion i 1895, men solgte den allerede året efter, denne gang til Carl Lawaetz, som med flid og dygtighed opdyrkede jorden og skabte et lille familiedynasti på stedet. Hovedbygningen på Little La Grange er i dag en del af plantagemuseet Whim. At Jørgensen er aktiv inden for plantagedrift ses også af, at han i 1906 skriver i St. Croix Avis om, hvodan man kan opsamle og udnytte regnvandet til sukkerdyrkningen. I det hele taget er Jørgensen meget aktiv på ejendomsmarkedet, og så sent som i 1918, hvor han omgås med planer om at afvikle sine forretninger, ejer han ejendomme på tilsammen omkring 800 ha.

I en periode var han viceskoleinspektør, han blev overformynder og indlagde sig fortjeneste ved at få orden på Overformynderiets regnskaber, han engagerede sig aktivt i politik og var folkevalgt medlem af Kolonialrådet, lige som han var initiativtager til og aktivt medlem af Foreningen ”The Danish Speaking Club”. I en længere periode arbejdede han også for Guvernementet, indtil man blev træt af hans åbenmundede udtalelser om administrationens vilkårlighed og fejldispositioner. Alt dette selvfølgelig ved siden af sagførervirksomheden, hvor han bl.a. havde Hamburg-Amerika Linie (HAL) som kunde. Næppe nogen ringe kunde i øvrigt, for HAL var i lange perioder det dominerende rederi i besejlingen af St. Thomas og havde opbygget stort hovedkontor, værft, oplagspladser o.s.v. i havnen.

Jørgensens politiske synspunkter og virke kommer frem i to dokumenter fra 1902 og 1916, begge knyttet til perioder, hvor man forhandlede om øernes salg til USA.

Jørgensen var fra starten glødende modstander af salget. Han mente, at kolonien rummede en masse uudnyttet potentiale, og at de problemer, som der vitterligt var, kunne og burde løses ved en målrettet indsats, til gavn for øerne såvel som for Danmark. I 1902, hvor Danmark er på nippet til at sælge øerne, skriver han et længere kampskrift, som han dels får trykt, dels rejser rundt med i hele Danmark på foredragsturné. I skriftet kommer hans idealisme og ildhu tydeligt frem. De ting, som efter hans mening skal til, for at kolonien kommer på benene igen - herunder plantagedrift, skibsfart, infrastruktur, sundhedsvæsen og undervisning - er ting, som han selv aktivt arbejder på derude. Både hans ord og gerninger ligger i smuk forlængelse af Hedebevægelsen ("Hvad udad tabes, må indad vindes"), og hans mangeårige virke på øerne må formodes at have givet hans ord vægt hos tilhørerne. Men om han har påvirket stemningen væsentligt, er nok tvivlsomt. I hvert fald går loven om salget glat igennem Folketinget, og kun en mudret afstemning i Landstinget forhindrer loven i at blive vedtaget. Men der er til gengæld næppe tvivl om, at hans ord har fundet genklang hos de nationalt sindede konservative, som i årene herefter udfolder en behjertet indsats for at udvikle øerne og for at knytte dem tættere til moderlandet.

I 1916 er situationen en ganske anden. De private initiativer, som vitterligt kom efter 1902, er ebbet ud. De offentlige reformer, som er iværksat, er for vilkårlige, forkerte og forfejlede. Hertil er kommet en verdenskrig, som stort set har sat en stopper for trafikken på øerne. Jørgensen bliver som folkevalgt kolonialrådsmedlem indkaldt til København for at afgive forklaring for den rigsdagskommission, som skal rådgive de lovgivende forsamlinger før den endelige vedtagelse af salget til USA.

Kolonialrådet for St. Thomas ca. 1916. Fra venstre dr. Viggo Christensen, Lawyer Jørgensen og James Roberts.
Foto: Heinrich Petersen. Gengivet med tilladelse fra Digital Library of the Caribbean (www.dloc.com).

Jørgensen har ikke skiftet grundholdning. Øerne kan og bør udvikles til at klare sig selv. Det arbejder man – og han - fortsat på lokalt. Men indsatsen fra det officielle Danmark har efter hans mening været uduelig, kritisabel og uden forståelse for de særlige forhold, som råder på øerne. Med talrige eksempler peger han på, hvad der ikke er gjort noget ved, og hvordan de gennemførte reformer har forværret forholdene. Man kan, som han siger det, ikke behandle Dansk Vestindien som ethvert andet amt i Danmark. Dertil er forholdene for specielle, og det kræver en stor forståelse, som ikke har været til stede i den offentlige administration, endsige hos guvernør Helweg-Larsen, som får mange drøje hug. Eksemplerne er talrige, men lad os nøjes med at se på et par stykker. I 1907 bliver overretten (d.v.s. landsretten) i St. Thomas nedlagt. Derved mister øerne en højtstående uafhængig embedsmand, som bl.a. kunne moderere guvernøren, når denne handlede efter forgodtbefindende. Men hvad værre er: ” .. de stakkels Arrestanter fik deres Arrestforhold forlænget fra 3 Uger til 3 Maaneder, naar deres Sager appelleredes til Overretten […] Er det Humant? Er det en Forbedring?”, spørger Jørgensen. Han harcelerer over, at man ikke for længst har oprettet fødselsstiftelser for at nedbringe den altfor store børnedødelighed i stedet for til stadighed at tilføre ulydig og oprørsk arbejdskraft fra andre øer i Vestindien. I St. Thomas har Vestindisk Kompagni fået tilladelse til at opføre et olielager, mens Standard Oil har fået afslag og derfor holder sig væk fra St. Thomas. Det er ikke en disposition, som fremmer væksten, og den bliver ikke kønnere af, at guvernøren er formand for Vestindisk Kompagni. Eksemplerne er som nævnt talrige, og de anførte tjener blot til illustration af Jørgensens dybe frustration over den offentlige administrations manglende indsigt i de lokale forhold og dens mangel på vilje til at skabe reelle forbedringer. Jørgensen har tabt tålmodigheden. ”Besøgelsestiden er forbi”, siger han og anbefaler på det varmeste, at øerne bliver solgt til USA.

Sådan går det som bekendt også. Loven bliver vedtaget, og den 31. marts 1917 stryges Dannebrog, og Stars and Stripes går til vejrs. Men gad vide, om Jørgensen har overvejet, hvilke alvorlige konsekvenser overdragelsen vil få for hans egne og hans families personlige forhold?

Familieliv

Hugo Larsen: Udsigt fra "Mafolie", St. Thomas 1906. Ejer: Knuthenborg. Foto: Finn Brasen.

Jørgensen tager som nævnt familien med til Vestindien i 1875. Parret har i 1872 fået datteren Henriette, og i Vestindien kommer døtrene Anna og Andrea til i 1877 og 1878. Men fru Jørgensen tåler dårligt tropeheden. Jørgensen køber derfor landejendommen Mafolie, som ligger i bakkerne bag Charlotte Amalie, ca. 250 m. over havet og med den smukkeste udsigt over byen, naturhavnen og havet. Her er lidt køligere end i gryden nede i byen, specielt fordi passatvinden har uhindret adgang heroppe. Men lige lidt hjælper det for fru Jørgensen. Så i slutningen af 1870-erne vender hun tilbage for påny at bosætte sig i Kolding, hvor den fjerde datter Elisabeth (omvekslende kaldet Lissa og Lizzie) bliver født i 1880. Et par år senere gør hun endnu et forsøg på at flytte ud til manden, og datteren Margrethe (kaldet Baby) bliver født i 1883 på St. Thomas. Men i 1885 kan fru Jørgensen ikke holde varmen ud mere og flytter permanent hjem til Danmark, hvor hun bosætter sig i Horsens. Her bliver den yngste datter Christine født i 1886.

Ægteparret lever herefter adskilt i resten af deres liv, stort set kun afbrudt af de rejser, som der har været mulighed for og råd til. Man kan spørge sig selv, hvordan familielivet holder til adskillelsen, men det gør det. Brevvekslingen er tæt og hyppig, den drejer sig om hverdagens små tildragelser, og Jørgensen skriver både opmuntrende og opdragende breve til sine døtre, som også holder hinanden informeret på kryds og tværs. Medvirkende til at holde modet oppe hos Jørgensen har det nok også været, at hans døtre ofte bosatte sig hos ham i længere perioder.

Specielt Lissa ser ud til at have været indtaget i Vestindien. Hun flytter ud til St. Thomas omkring det forrige århundredeskifte og bor hos faderen i en længere årrække. Herfra stammer portrættet, malet af Hugo Larsen, en akademiuddannet maler, som i årene fra 1904 til 1907 boede i Dansk Vestindien, hvor han malede og tegnede nogle af sine bedste værker. Lissa bliver gift med tyskeren Heinrich Meyn, som er skibsinspektør hos HAL i St. Thomas, og parret får i 1913 sønnen Jens Peter, som opkaldes efter sin morfar.

Knækket

I 1916 er situationen altså den, at Verdenskrigen raser på tredje år, Danmark er på nippet til at sælge tropekolonien til USA, som på sin side er tæt på at erklære Tyskland krig. En særdeles sprængfarlig cocktail for en familie, som nu har både professionelle og familiemæssige bånd til Tyskland.

I den situation foretager Jørgensen to dispositioner, hvoraf den ene er både kærlig og fornuftig, mens den anden skal vise sig skæbnesvanger for ham. Da han i efteråret 1916 bliver indkaldt til Rigsdagskommissionen i København, tager han Lissa og lille Jens Peter med hjem og anbringer dem hos fru Jørgensen og Baby, som i mellemtiden er flyttet til Frederiksberg.

Men da Jørgensen selv vender tilbage til St. Thomas i januar 1917, indgår han en proforma-handel med Julius Jochimsen, HAL's direktør på St. Thomas. Parterne er naturligvis klar over, at alle tyske besiddelser inden for USA's grænser vil blive beslaglagt, når USA og Tyskland erklærer hinanden krig. Derfor indgår de en aftale om, at Jørgensen køber samtlige HAL's besiddelser på St. Thomas (hovedkontor, kajer, værft, oplagsplads, kullagre, pramme etc.) for 210.000 $. Det beløb har Jørgensen ikke, så der udformes et gældsbrev, som siger, at gælden ikke skal forrentes og først forfalder efter tre måneder, samt at denne frist kan forlænges, indtil krigen er overstået. Formålet med handlen er naturligvis at forhindre en konfiskation, hvorefter parterne kan aftale en mindelig tilbageførelse af aktiverne, når krigen er overstået. Men der går ikke lang tid efter, at USA har overtaget Dansk Vestindien og har erklæret krig mod Tyskland, før den amerikanske Alien Property Custodian ankommer til St. Thomas. Han er ikke i tvivl om aftalens natur – en ”Scheingeschäft”, som også Jochimsen senere indrømmer privat – og konfiskerer alle besiddelserne. Problemet er blot, at Jørgensen ikke vil anerkende, at aftalen er proforma. Han fastholder, at der er tale om en reel handel, indgået på neutralt dansk territorium.

Dermed starter et kompliceret diplomatisk spil. På den ene side fastholder Custodian – med rette – at der er tale om en proforma-handel. På den anden side står en dansk statsborger, som på dansk – og altså neutralt – territorium har købt nogle tyske besiddelser, som han har papir på. Og traktaten om overdragelsen – som Jørgensen har et detaljeret kendskab til – siger, at USA vil respektere danske og andre landes statsborgeres besiddelser efter overdragelsen af Dansk Vestindien til USA. Jørgensen inddrager den danske ambassadør i Washington, som diplomatisk beder den amerikanske udenrigsminister sikre, at Jørgensens ejendomsret respekteres. Custodian på den anden side strammer nettet om Jørgensen ved at tage kontrol over HAL's besiddelser, ved at lukke Jørgensens firmas konti i Den dansk-vestindiske Nationalbank og ved at bombardere ham med krav på de penge, som han har tjent til firmaets opretholdelse ved at sælge af dets kul og andre varer. Custodian opdager også, at HAL har efterladt en større kredit i Puerto Rico til Jørgensen, som han har trukket på uden at oplyse om det. Dermed lægger han nærmest løkken om sin egen hals.

Jørgensen foreslår i sin desperation at sælge HAL's besiddelser i USA, og han tilbyder at sejle hjem til Danmark for at rejse midlerne, som Custodian derefter kan deponere. Jørgensens sindstilstand fremgår med al ønskelig tydelighed af hans breve til ambassadør Brun: ” … jeg kan ikke holde det ud längere. Jeg er aldeles ödelagt og ender med at blive fuldständig gal, men hele Verden er da ogsaa et Galehus. Jeg maa gjöre en Bemärkning (der ikke vedrörer Sagen) för jeg falder sammen. Jeg arbejdede for Öernes Salg og havde jeg vidst, hvordan Forholdene vilde have udviklet sig havde jeg endnu langt stärkere gjort det. Thi hvordan var det blevet hvis Öerne ikke vare blevne afstaaede frivillig?”

Men lige lidt hjælper det ham. Amerikanerne overbeviser ambassadør Brun om, at handelen er proforma, og Jørgensen får gennem generalguvernør Baumann et skarpt brev, som i utvetydige vendinger siger, at Jørgensen kun redder sine personlige besiddelser og undgår retsforfølgelse på grund af ambassadørens personlige indgriben, ikke på grund af sine handlinger og argumenter.

Jørgensen reddede altså akkurat sit skind, men ikke sin ære, og i juli 1918 skrev han nødtvunget under på at overdrage HAL's besiddelser til Custodian mod at blive fritaget for sin gældsforpligtelse til HAL. Man kan måske til Jørgensens forsvar undre sig over, at Custodian var så forhippet på at få ham til at skrive under, når hans køb af ejendommene allerede var blevet stemplet som proforma. Det skyldtes den omtalte spidsfindighed i overdragelsesdokumentet mellem Danmark og USA, som skulle beskytte besiddelser, der tilhørte personer og selskaber hjemmehørende på Øerne. Samme musehul benyttede Jørgensen til at genoptage sagen efter fredsslutningen i 1919. Nu forlangte han på HAL's vegne, at besiddelserne blev tilbagegivet til HAL, som så kunne videregive dem til Jørgensen mod betaling af de nævnte 210.000 dollars. Han opfordrede såmænd også HAL til at sagsøge ham for de 210.000 dollars. Men da var løbet for længst kørt, og HAL forhandlede direkte med den amerikanske stat, dog også forgæves.

Hvornår Jørgensen endelig giver op, står ikke helt klart. Men der er ingen tvivl om, at denne sag knækker ham professionelt, og da han sejler tilbage til Europa, må han låne til rejsen. Hvis han ikke allerede er blanket af, bliver han det, mens han i nogle år opholder sig hos datteren Lissa i Lübeck under Tysklands hyperinflation. Han vender hjem til Danmark omkring 1924 og bosætter sig i Horsens, hvor hustruen er blevet begravet seks år tidligere. Han dør i januar 1926 under et besøg hos datteren Henriette, som er gift med byrådssekretær i Århus Hjalmar Aae og har bygget ”Villa Mafolie” på Strandvejen.

Idealist og lommeprokurator

Der er ingen tvivl om, at Jørgensen i sine seneste år betragtede sig selv som en fiasko. Det lykkedes ham ikke at udvikle den danske tropekoloni til at stå på egne ben. Fremtiden under amerikansk styre blev heller ikke så lys, som han havde håbet. Og på trods af sin bjergsomhed blev han ikke nogen velhavende mand. Men når vi skal karakterisere ham, bliver det på andre præmisser.

Den korteste og mest rammende beskrivelse er givet af hans forhenværende fuldmægtig N.A. Kjær i dennes erindringer: ”Han var meget af en Idealist og lidt af en Lommeprokurator”. Idealisten og ildsjælen gjorde en bemærkelsesværdig indsats for at udvikle den danske tropekoloni i en kritisk periode. Han arbejdede gratis for de sager og personer, som stod hans hjerte nær. Og han påtog sig store omkostninger i de projekter, som han brændte for. Det var næppe uden grund, at han i 1888 blev udnævnt til ridder af Dannebrog. Lommeprokuratoren derimod stikker sit hoved frem i de retssager og ejendomshandler, hvor der er penge at hente. Når han skulle formidle en ejendomshandel, forlangte han rask væk 10% i kommission. I nogle sager – fx den om HAL's besiddelser – er det vanskeligt at afgøre hvilket aspekt af hans personlighed, der er fremherskende, for de levede side om side. Var det loyaliteten overfor familien og hans største kunde, som vejede tungest, eller var det griskheden? Man kan tilføje andre nuancer, fx at han levede yderst nøjsomt og nærmest asketisk, at han var et eklatant rodehoved, og at han gik bemærkelsesværdigt sjusket klædt. Men når regnskabet gøres op, er det idealisten, som står tilbage. Han gjorde sin indsats og satte sit mærke, selv om missionen mislykkedes. Det er velfortjent, at han fortsat er en legende i familien, hvor han naturligvis bærer kælenavnet ”Lawyer”.

Efterskrift

Denne biografi er med varierende indhold, fokus og illustrationer blevet bragt i Dansk Vestindisk Selskabs tidsskrift 2011 nr. 1 og 2 samt i Koldingbogen 2011. Den sidstnævnte udgave kan ses i original på Kolding Stadsarkivs hjemmeside.

Kilder

P. Zoffmann, Sct. Jørgens Hospital i Kolding 1558-1958, Konrad Jørgensens Bogtrykkeri, Kolding 1958.

P. Eliassen, Det gamle og nyere Kolding, Konrad Jørgensens Bogtrykkeri, Kolding 1910.

C. Chr. Lausen Utzon, Familien Utzon, Konrad Jørgensens Bogtrykkeri, Kolding 1907.

N.A. Kjær, 25 Aar i Vestindien. Fra Firsernes og Halvfemsernes St. Thomas, A. Rosenbergs Bogtrykkeri, København 1934.

Et Foredrag om de dansk-vestindiske Øer, holdt af Prokurator, Overformynder Jørgensen. Carl Mar: Møllers Bogtrykkeri, Horsens 1902.

Betænkning afgiven af den i Henhold til Lov Nr. 294 af 30. September 1916 nedsatte Rigsdagskommission angaaende de dansk vestindiske Øer, J.H. Schultz A/S, København 1916, bilag B., pp. 290-315.

Ordenskapitlets biografiarkiv.

Familiens egne optegnelser, erindringer, fotografier og breve samt en brevsamling i Det Kongelige Bibliotek, alt venligt formidlet af Lawyer Jørgensens tipoldebarn Karin Aae Evensen (1941-2012), uden hvis hjælp denne artikel ikke var blevet til.

Familien Jochimsens brevarkiv, venligt formidlet af Halvor Jochimsen, Julius Jochimsens barnebarn. Den del af brevarkivet, som er benyttet i denne artikel, er nu i Staatsarchiv Hamburg og opbevares sammen med øvrige arkivalier vedr. HAPAG-Lloyd.

Enkelte breve efter Carl Emil Hassager, direktør for ØK i St. Thomas 1905-16, venligt formidlet af dennes barnebarn Peter Kelstrup.

Dansk Vestindisk Selskabs tidsskrift (www.dwis.dk), diverse numre. Tak til Selskabets formand Anne Walbom for værdifulde kildehenvisninger og anden hjælp.

Diverse opslagsværker, kirkebøger på arkivalieronline.dk samt enkeltoplysninger fra andre hjemmesider.

Noter:

[1] Dette portræt er den egentlige årsag til, at jeg begyndte at interessere mig for Lawyer Jørgensen. Maleriet blev nedarvet i maleren Hugo Larsens slægt, og indtil for nylig var den eneste viden om billedet, at det muligvis forestillede en Lissa Jørgensen. Da jeg i St. Thomas' aviser stødte på en mulig sammenhæng mellem Lawyer Jørgensen og en frk. Elizabeth Jørgensen, besluttede jeg at udforske familien. Mine undersøgelser førte mig til efterkommere af Lawyer Jørgensen, som dels kunne genkende Lissa Jørgensen på portrættet og dels ejede det viste fotografi af den ca. 10 år ældre Lissa, som da var blevet gift Meyn. Maleriet ejes i dag af en efterkommer af Lawyer Jørgensen.
til notehenvisning 1

[2] Dette fotografi af Lawyer Jørgensen og dr. Viggo Christensen fra St. Thomas er sandsynligvis det sidste som blev taget af Lawyer Jørgensen. De gamle venner fra St. Thomas har velsagtens været inviteret til jul i Villa Mafolie i Aarhus hos Lawyer Jørgensens ældste datter Henriette g. Aae. Dr. Viggo Christensen var en af de danskere, som forblev på øerne efter overdragelsen. Han var svoger til den omtalte Julius Jochimsen og i øvrigt ophavsmand til øernes nye navn: U.S. Virgin Islands.
til notehenvisning 2