Gabriel Christiansen (1694-1738)

Tiden efter Store nordiske Krig var i høj grad en stagnationsperiode for Norge. Erhvervslivet, handlen og søfarten havde meget vanskeligt ved at rejse sig efter den udmarvende krig. Og når krybben er tom, bides hestene. De små ladepladser kæmpede mod byerne og deres handelsprivilegier. Byerne kæmpede indbyrdes om fordelingen af deres respektive privilegier, og inde i byerne lå borgerne i strid med de arbejdere, som indvandrede fra landet og generede borgerne med deres småhandel. Toldmurene, som var fælles for Danmark og Norge, tog sigte på at beskyttes Danmarks landbrug og Københavns handel og var dermed til skade for Norge, som havde helt andre behov og problemer. Smugleriet var omfattende, og de priviligerede købmand var samtidig de mest aktive smuglere. De havde ligefrem den frækhed at foreslå brændevinstolden nedsat med 95%, fordi de påstod, at det ville øge statens indtægter. Kort sagt, alle parter søgte at forbedre deres egen situation ved at tage fra andre, men uden at samfundskagen af den grund blev større.

Men i alle mørke perioder er der lys forude. Der er nogen, som ser udfordringer, hvor andre kun ser problemer. Og der er nogen, som med visioner og flid får sat hjulene i gang, uden at det går ud over andre. Således også i denne periode, hvor et enkelt projekt blev til langvarig gavn for hele søfarten på den norske kyst. Projektet blev både foreslået og organiseret af en enkelt person. Manden var Gabriel Christiansen, det norske lodsvæsens far.

Gabriel Christiansøn var søofficer. Ifølge nogle kilder var han kaptajnløjtnant, ifølge andre månedsløjtnant, altså løst ansat. Han tjente bl.a. under Peder Wessel Tordenskjold og må på første hånd have erfaret problemerne med lodser langs den norske kyst. For selvfølgelig var der lodser, før Gabriel Christiansen kom til. Men der var ikke noget organiseret lodsvæsen, ingen krav om uddannelse, ingen lodspligt for skibene og ingen pligt til at lodse. Mange - selv børn - ville gerne tjene en skilling ved at lodse, men helst kun i godt vejr og kun, hvis de blev betalt godt. Så i hårdt vejr, og når flådens skibe kom, var der ingen lods at få. Ofte måtte skibene ligge underdrejet i høj sø uden at kunne komme i havn.

I august 1719 indsendte Gabriel Christiansen til Admiralitetet i København et forslag til organisering af det norske lodsvæsen. Forslaget var lige så enkelt, som det var genialt. En overlods skulle organisere og forestå lodsvæsenet. Under ham skulle der i hver havn være en lodsoldermand, en dygtig sømand med læse- og skrivefærdigheder. Hver lodsoldermand skulle ansætte og uddanne et passende antal lodser, som overlodsen skulle eksaminere og autorisere. Alle skibe, som stak 5 fod eller mere, skulle betale lodspenge, hvadenten de brugte lods eller ej, og lodserne skulle have pligt til at lodse, også i hårdt vejr og om vinteren, hvor prisen til gengæld skulle være højere. Lodspengene skulle samles i en kasse, hvorfra overlodsen fik 10%, og lodsoldermand og lodser fik resten efter fortjeneste.

Der var ikke meget at betænke sig på for Admiralitetet og kongen. Her fik man på et sølvfad serveret en elegant løsning på et ubehageligt problem, som generede både handelsflåden og marinen. Og så kostede det ikke statskassen en krone, men bar sig selv økonomisk. Forslaget blev straks antaget uden væsentlige ændringer. D. 29. april 1720 blev Gabriel Christiansen udnævnt til kaptajn og ansat som overlods søndenfjelds (fra Fredrikshald (Halden) til Lindesnes). Efter ansøgning blev handelsmand i Fosna Jan Wessel antaget til overlods i det nordenfjeldske (fra Anasira til Vardøhus). Wessels væsentligste kvalifikation var vistnok, at han var bror til Peder Tordenskjold.

I løbet af blot et par år lykkedes det kaptajn Gabriel - som han ofte betegnede sig selv - at organisere lodsvæsenet i sit område. Han oprettede 54 lodsstationer med 28 lodsoldermænd, 400 lodser og 80 reserver (lærlinge). Den sydnorske kyst var nu bedre udrustet med lodser end de omgivende lande som Sverige, Holland og Frankrig. I det nordenfjeldske gik det noget mere trægt for Wessel, som dog klarede at antage 310 lodser fra Anasira til det sydlige Helgeland, men nord for Namdalen var der ingen, der ville lade sig antage til lodser. Man slog sig til tåls med, at trafikken nok heller ikke var så stor nordpå, men mon ikke rønnebærrene også var sure?

Oprydningen og organiseringen af lodsvæsenet gik ikke helt stille af. De tidligere uautoriserede lodser slog sig i tøjret. Særligt gik der frasagn om en fordrukken mand ved Flekkerøy, hvis 13-14 årige sønner havde påtaget sig at lodse skibene ud af havnen i Kristiansand, når først de autoriserede lodser havde ført skibene sikkert i havn. Med trusler og skældsord forsøgte han at skræmme de autoriserede lodser væk. Det fik kaptajn Gabriel nu styr på. Han berettede selv om et andet tilfælde, hvor en engelsk kaptajn havde forsøgt at spise en autoriseret lods af med et måltid mad og en snaps. Efter at lodsen havde afslået og var gået fra borde, forliste og sank det engelske skib et kvarter senere. Der var også klager over, at lodserne både var dovne og forlangte for høj betaling. Særligt de hollandske og danske redere klagede, men det havde de måske også en anden grund til, for kongen havde pålagt lodserne at fungere som toldvæsenets forlængede arm, og det var rederne ikke altid lige begejstrede for. Klagerne medførte dog en del justeringer i løbet af første halvdel af 1720-erne, men herefter var det kun detaljer, som blev ændret. Det norske lodsvæsen var skabt og kom til at fungere efter de samme principper, så længe sejlskibene herskede på havene.

Organiseringen af lodsvæsenet var kaptajn Gabriels store projekt og det, som slog hans navn fat. Men han var en ildsjæl, hvis kongstanke var at lette besejlingen af den norske kyst i almindelighed. Kun sådan kunne man for alvor lette handelen og forøge den samfundskage, som alle skulle leve af. Det prægede hans virke, både nationalt og lokalt. Et par af hans andre projekter illustrerer dette.

På sine rejser langs kysten kunne lodskaptajn Gabriel ikke undgå at bemærke, at det kunne være vanskeligt at forhale og fortøje skibene, når de først var kommet ind til kysten. Der var ingen regler på området, hvad angår antal, kvalitet og beliggenhed af fortøjningsfæster. Derfor var Gabriel Christiansen initiativtager til kommissionen om ringevæsenet 1735-37. Kommissionen, som han selv stod i spidsen for, fastslog, hvor der skulle være fortøjningsringe og andre fæster, hvor mange der skulle være og hvordan de skulle etableres. Han brugte naturligvis sine lodsoldermænd til at afdække behovet, og typisk for ham fik han også indføjet, at de private, som etablerede fortøjningsringe, kunne tage sig betalt af de fortøjede skibe, de såkaldte ringepenge. Igen et projekt, som stort set skulle hvile i sig selv. Også havnevæsenet tog han sig kærligt af efter samme principper.

Gabriel Christiansen stammede fra Fredrikshald, men slog sig ned i Tønsberg, som lå mere centralt i hans distrikt. Tønsberg er en af Norges ældste byer, og den var fra gammel tid residensby for de norske konger. Men i 1720-erne var den dybt forarmet. Af stiftamtmanden Wilhelm de Tonsbergs indberetning til statholder Ditlev Wibe i 1722 fremgår det om Tønsberg, at ".. af een stoor og berømmelig Bye er dend bleven meeget liden, og ligger meest udi agone, er ganske ringe og slet, Huusene af Tømmerbygning, og saa at sige staar de fast af Ælde og nikker imod hin anden". Besejlingen af Tønsberg var også vanskelig, fordi man skulle tage en lang og besværlig omvej på flere norske mil for at komme i havn. Men det vidste Gabriel Christiansøn råd for. Der eksisterede en gammel kanal, Stenkanalen eller kanalen Stenen, som med en længde på omtrent en kilometer førte ud til Oslofjorden. Problemet var, at kanalen var sandet til og ikke kunne bruges til sit formål. Kaptajn Gabriel foreslog i 1731, hvordan Stenkanalen kunne opgraves til 6 á 7 fods dybde og udstyres med en opklappelig bro, så den også kunne passeres til lands. Alle var begejstret, men ingen vovede at finansiere projektet, så det måtte kaptajn Gabriel selv påtage sig. Som det var hans sædvane, skulle projektet hvile i sig selv ved, at skibene, som besejlede kanalen og vogne, som passerede broen, skulle betale for etablering og vedligehold af kanalen. Denne gang forregnede han sig dog, for oprensning af kanalen blev langt besværligere og dyrere end planlagt. Den mest ubehagelige overraskelse var fundet af et skib, som fyldt med sten var blevet sænket i kanalen i 1502 for at holde den danske flåde ude. Det skib var der ikke nogen, som kunne huske, men kaptajn Gabriel glemte det ikke så nemt, da han først havde fundet det. Indtægterne blev også lavere end forventet, så projektet kom til at ruinere ham. Ved sin død var han insolvent med en gæld på adskillige tusinde rigsdaler, og hans skifte blev aldrig afsluttet. Desværre sandede kanalen også hurtigt til efter hans død, og dermed faldt hans arvingers indtægter yderligere. Men kanalen nåede at blive en stor fordel for Tønsberg i en periode, og 100 år efter hans død blev den både gravet op igen og benyttet efter hans oprindelige plan. I dag, hvor kanalen mellem Tønsberg og Nøtterøy er blevet udvidet både i dybden og bredden, er der næppe nogen, som vil undvære den.

Kaptajn Gabriel led en både tragisk og mystisk død, da hans båd d. 19. november 1738 ved højlys dag løb ind i et skær udenfor Flekkerøy fæstning ved Kristiansand. Tragisk, fordi netop det norske lodsvæsens far skulle kuldsejle på et skær og lide druknedøden. Mystisk, fordi han havde fire andre lodser med på sin båd. Gabriel Christiansen blev bare 44 år gammel. Han havde fortjent bedre. Men han fik sat sit mærke i norsk historie.

---

Kilder:

Det norske folks liv og historie, Bind 6, 1720-1770, av Sverre Steen, Oslo 1932, H. Aschehoug & Co., / (W. Nygaard)

Efterretninger om den danske og norske Søemagt, udgivne af V.G. Garde, Captain i Søe-Etaten, 3. Bind, Kjøbenhavn 1833

Norges Land og Folk, topografisk-statistisk beskrevet, Lister og Mandals Amt, Kristiania 1903, H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard)

Tønsbergs historie, Oscar Albert Johnsen, Gyldendal norsk Forlag, Oslo 1934

De gamle fortøyningsfestene i Ny-Hellesund og forøyningsmetodenes historie, Jan G. Langfeldt, Vest-Agder Fylkeskommune 2008, samt www.mamut.net/DeGamleFortoyningsfestene/default.htm

Lyngør Losoldermannskap, Kjell-Olav Masdalen, Agderposten 1994, www.aaks.no/ArticleList.aspx?m=99&amid=3524

Kystverket, Festskrift '04, Knut Baar Kristoffersen, www.kystverket.no/arch/_img/9123047.pdf

Tønsberg - den tusenår gamle havn. Kanalen og kanalbroene: www-bib.hive.no/tekster/tunsberg/tbghavn/kap02.html

Om Ringkommissionen: http://www.vineta.no/Ringkommisjonen_1735_1737.htm

Tore Vigerusts transkription af Wilhelm de Tonsbergs indberetning til Ditlev Wibe: www.vigerust.net/by/riks1722_etterretning_tonsberg2.html

Kirkebøger og skifteregistre på Digitalarkivet, www.digitalarkivet.no

---

Slægtsdata:

Gabriel Christiansen var søn af Christian Pedersen og Else Svendsdatter i Fredrikshald, men i øvrigt vides ikke mere om hans oprindelse og aner. Derimod er hustruen Birthe Ørbechs aner kendt tilbage til herremanden Hans Cunningham o. 1600 samt til Skancke-ætten, som rækker tilbage til middelalderen.

Parrets efterslægt er så vidt vides ikke blevet undersøgt systematisk. Jeg har forsøgt at samle informationer om de første par generationer af de slægtsgrene, som umiddelbart lod sig efterforske: