Denne side indeholder nogle få vejledninger i, hvordan du selv kan styre
nogle af de ting, som jeg bevidst har afholdt mig fra at kontrollere i
mit hjemmesidedesign. Desværre er det ikke altid, at andre
'hjemmesidesmede' tør overlade styringen til brugeren.
Udseende af links
Du har sikkert lagt mærke til, at links kan se vidt forskellige ud på
forskellige hjemmesider. Ja, sommetider skal man ligefrem lede med musen
hen over siden for at finde dem. Men faktisk er der er en mere eller
mere 'standardiseret' måde at vise links på. Det er den måde, som din
browser selv vælger at vise dem, hvis ikke en pillesyg
hjemmesidedesigner har været der. Hvordan ser links så ud, hvis der ikke
er pillet ved dem? Jeg ved det ikke! Det ved kun du selv, for det er
din browser, som vælger udseendet for dig. Men normalt vil links
altid blive vist med understregning. Så længe du ikke har besøgt en
side, vil linken blive vist i blåt. Når du har klikket på linken, vil
den blive vist i rødt, og når du vender tilbage, vil den blive vist i
violet el.lign. Dermed kan du på forhånd se, at du har været på en
bestemt side, også når der linkes til den fra et andet sted og måske med
en anden tekst. Praktisk og enkelt,
ikke?
Men hvis du ikke bryder dig om de farver, som du ser, kan du bare
ændre dem. I Internet Explorer bruger du rullegardinet 'Funktioner'
(Tools) og vælger 'Internetindstillinger' (Internet Settings). Under
Generelt vælger du Farver og får mulighed for at sætte netop de farver,
som passer dig bedst. I Opera bruger du 'File', 'Preferences', 'Fonts
and Colors' og 'My Link Style' til at gøre det samme. I Mozilla bruger
du 'Edit', 'Preferences', 'colors'.
Så hvorfor skulle jeg ændre dem for dig?
Størrelse af skrifttyper
Her er vi inde på et nærmest religiøst emne. Hvilken skriftstørrelse
er bedst? Jeg kan svare for mig selv, men hvordan skulle jeg dog kunne
vide, hvilken størrelse der passer bedst til dig og din skærm? Men der
er åbenbart mange hjemmesidedesignere, som mener at vide, hvor små typer
du kan læse. Hvis du er uenig med dem - eller med mig - så skruer du
bare selv op eller ned for størrelsen:
Hvis du har en rullemus, kan du prøve at holde <Ctrl>-tasten nede,
mens du ruller. I mange browsere vil det skrue op eller ned for
størrelsen. Hvis det ikke virker, gør du følgende:
I Internet Explorer: I rullegardinet 'Vis' (View) vælger du
Tekststørrelse (Font Size), hvor du har fem størrelser at vælge mellem.
I Opera: I rullegardinet 'File' vælger du Preferences og Fonts and
Colors. Her kan du vælge både skrifttyper og størrelse for alle
elementer incl. normal tekst. Du kan også sætte en minimal størrelse,
som du kan læse. Særdeles praktisk. Hvis du bruger tricket med
<Ctrl>-tasten og rullen på musen, vil alt på siden skifte
størrelse, inkl. grafik. Ikke nødvendigvis særligt pænt, men
velfungerende.
I Mozilla og i Netscape: I rullegardinet 'View' vælger du Text Zoom. Her
kan du vælge en række standardværdier, men også sætte en præcis
procentsats af 'det normale'. Hvis du vil lave en hurtig ændring af
størrelsen, mens du læser en hjemmeside, kan du holde <Ctrl>-tasten
nede, mens du trykker på + eller -.
Nyt browservindue
Mange hjemmesidedesignere finder stor fornøjelse i at åbne et nyt
browservindue, når du klikker på en link. Jeg har desværre ikke fundet
ud af, hvordan man forhindrer denne uskik, men jeg kan love dig, at jeg
ikke åbner nye vinduer for dig. Det kan du selv gøre, hvis du ønsker
det:
I Internet Explorer til PC og i Opera holder du skiftetasten nede, mens du
klikker på en link. Så kommer den nye side automatisk op i et nyt vindue.
I Netscape holder du <Ctrl>-tasten nede, mens du klikker på en link.
I Internet Explorer på Mac holder du <Command> tasten nede, mens du
klikker på linken.
|