Ved Affattelse af det saakaldte Trondhjemske Reformats af 1589 kaldtes den Kapel eller Korhus og heder det: "I samme Kapel skal der ske Tjeneste hver 4de Helligdag", men der siges ikke hvormange Bønder eller Husmænd der skal sogne til Kapellet, hvorfor det maa antages, at den hørte til Herregaarden og kun til Brug for dens Eiere og Husmænd. Forholdene medførte imidlertid, at de omboende Bønder fra Næsne og Herø fik menestrielle Forretninger udført i Dønnæs Kirke. Den tiltagende Folkemængde gjorde det til en Nødvendighed at dele det store vidtløftige Præstegjæld. Denne Deling fandt Sted i 1738 og blev da Næsne og Ranen, som hidtil havde været residerende Kapelani under Alstahaug, selvstændige Sognekald med Dønnæs som Aneks under Næsne og blev da følgende Gaarde tillagt Dønnæs: Voldnæs, Rølvaag, Aakvik, Sigerstad, Glein, Titternæs, Kobberdal, Breivik, Hov, Sund, Husby, Torsvik og Tomeide, i alt 45 Gaardbrugere og 13 Husmænd. Ved en senere Deling af Alstahaug Sognekald i 1767 lagdes Gaardene Vaag, Skei, Aaken, Aakerø, Bø, Stavseng og Stavsengvik, tilsammen 28 Gaardbrugere og 8 Husmænd fra Herø Sogn til Dønnæs.

Kirken blev af Oberstinde Coldevin ved Skjøde af 7/9 1796 solgt til det Kongl. Missionscollegium, dog med Forbehold for sig og senere Eiere af det ved Siden af Kirken og med Indgang fra det daværende Kor (nuværende Sakristi) staaende grundmurede Gravkapel ligesom der ogsaa forbeholdtes Familien den paa Skibets Sydside ligeoverfor Prædikestolen staaende Høistol samt det nederste Stolestade til Gaardens Tjenere.

Kirken var som nævnt bygget af Graasten med Hjørner af huggen Klæber og havde et slangt vakkert Taarn, staaende omtrent midt paa Skibet og et høirøstet Tag. Foran Kirkedøren stod en tømret Forgang, det saakaldte Vaabenhus, hvorfra man kom ind i Kirken gjennem en smuk rundbuet Portal. Der var en Lem paa vestre Tværvæg, hvis Forside var inddelt i Feldter, paa hvilke var malet Sindbilleder med latinske Underskrifter saasom concordia, prudentia justitia etc. I Skibets vestre og Korets nordre Væg gik Løngange fra Loftet ned til Kirken.

Kirken har en enestaaende vakker klangfuld Klokke med følgende latinske Inskribtion: Sonus aris campani tuba exitatoria cordis nostri. Anno 1692. (Klokkens Lyd fra Altrene er en vækkende Trompet for vore Hjerter). Efter Aarstallet at dømme er den altsaa fra Amtmand Tønders Tid. En mindre Kirkeklokke anskaffet af Hans Emahus Tønder er sprukken og saaledes ubrugelig. Da Kirken i længere Tid havde været for liden, var som Nødhjælp anbragt en Lem paa Korets søndre Væg. Ved den i 1866 fuldførte Udvidelse blev det tidligere Kor taget til Sakresti og omtrent Halvdelen af Skibet gjort til Kor, mens Resten blev nedrevet og et nyt, længere og bredere Skib opført istedet. Under det gamle Kirkegulv fandtes flere Ligkister.

Da den Familien tilhørende Høistol ved Udvidelsen maatte borttages, forbeholdte Fader sig de to forreste Stolestader paa høire Side af Lemmen. Omtrent samtidig med Udvidelsen anskaffedes Orgel til Kirken og nogle Aar senere skjænkede Fader Kirken dens vakre Altertavle.

Denne Gave fremkom som Følge af et Løfte til Herren, fordi han vandt en Proces for Høiesteret. En af Forpagterne i Aasvær, Nikolai Knudsen, vilde nemlig tilegne sig Landslodden af det den Gang begyndende Storsildfiske, idet han under Tilbud om Edsbekræftelse paastod, at der i den af ham underskrevne Kontrakt ikke var gjort noget Forbehold med Hensyn til Landslodden, medens derimod den thinglæste og med Forpagterens Medunderskrift forsynte Kontrakt viste, at Landslodden var forbeholdt Eieren. Nik. Knudsen paastod altsaa, at Fader havde begaaet Falskneri. Af Taknemmelighed over at være bleven befriet for en saa skammelig Beskyldning, var det altsaa at han skjænket Kirken dens Altertavle.

Det ved Siden af Kirken staaende Gravkapel med Indgang fra det nuværende Sakresti, er sandsynligvis opført af Amtmand Tønder, ialfald er han den ældste af de der bisatte Lig, og var jo ogsaa han, som tidligere nævnt den første, som paa lange Tider havde havt Gaarden i personligt Brug. Her blev da de paa Dønnæs hensovede Medlemmer af Familien stedet til Hvile. Af disse ligger Amtmand Tønder i en dobbelt Kiste og Obersten og Oberstinden i to brune Russelæders Kister. Mine Besteforældre staar paa Gulvet langs den østre Væg. Foruden Familien er ogsaa Præsten Fredriksen, en tidligere Sognepræst til Nesne, samt Fredrik Christensen og hans Moder, født Bernhoft, bisat i Gravkapellet. De to sidstnævnte, der er plaseret midt paa Gulvet, er de sidste, som er indsat der.

Ved Kirkens og Kirkegaardens Udvidelse forbeholdt Fader sig den senere benyttede Gravplads paa Kirkegaardens nordvestre Hjørne.

Ved Siden af Kirkemuren stod "Kirkeburet", hvis nederste Etage benyttedes til Kornbod, medens i øvre Etage var hensat endel gamle Møbler, Protokoller og gamle Bøger, hvoraf en større Del har tilhørt Provst Leganger, Krigsraadens Svigerfader, og bestod blandt andet af en Mængde latinske, græske og hebræiske Skrifter. Att Buret var bleven sat saa langt fra Gaardens øvrige Huse og klods op til Kirkemuren var til Sikkerhed saavel mod Ildebrand som Tyvehaand, thi Ingen turde i uredelig Hensigt komme i Nærheden af Kirken.

Ved Kirkegaardens Udvidelse flyttedes det hen paa den nuværende Plads.

Efterskrift

Se også: