Christian Brandstrups erindringer

3. Barndom

 

  Den første Barndomserindring, jeg har, er vistnok vor yngste Broder, Emils Fødsel. Jeg var 4 Aar, Mea 6, og vi blev allerede om Morgenen sendt ud i Byen til en gammel Frøken Schindel, Veninde af de Gamle. Lut var 2 Aar og blev hjemme. Mea og jeg tilbragte en meget morsom Dag, Frøken Schindel havde et Par voxne Plejedøtre, som legede med os. Jeg husker tydeligt, at Mea formanede mig til Artighed, men at det ikke desto mindre bl. a. lykkedes mig at vælte bagover med en af de gammeldags Tremmegyngestole og slaa mig en god Bule i Nakken. Da Fader om Aftenen kom for at hente os og fortalte, at vi havde faaet en lille Dreng, troede jeg, at det var en ny Tjenestedreng, og først ved Hjemkomsten gik den glædelige Sandhed op for mig. Den lille Dreng, som jo var den yngste af de 8, blev alle Dage sin Moders Øjesten og Kæledægge, men hun maatte friste den tunge Sorg at se ham som voxen Mand gaa og kjæmpe med en uhelbredelig Tuberkulose, førend hun døde.

  En anden af mine meget tidlige Barndomserindringer er Krigen i 1864. Jeg husker, at der blev pillet Charpi til de Saarede, at der var Bazar, samt at et Rytterregiment drog igjennem Byen paa Vej til Krigsskuepladsen. En Dag kom Frederik ind og fortalte, at Dybbøl var faldet, og alle udbrød i Graad og Jammer, selv Fader. Jeg var 5 Aar gammel. Efter Krigen fik vi gamle Tante Lise i Huset, hun havde været hos sin Broder, Onkel Frits paa Augustenborg. Men nu var Als jo erobret af Tyskerne, og Onkel Frits Fenger, der var Landmand, fortrak fra Als og fik en Gaard paa Lolland. Jeg husker den Dag, da Tante Lise kom til os i Tranekjær, det var jo en Begivenhed; vi Børn viste hende Haverne, og jeg udførte for hende det Kunststykke at „løbe" hurtigt op og ned af Trappen, som førte ud i Gaarden. Vi havde endnu ikke lært at betragte hende med den Skepsis, som unægtelig, efterhaanden som hun blev ældre, blev Hovedbestanddelen af vore barnlige Følelser for hende. Tante Lise blev hos os til sin Død, og Moder fik overfor hende efterhaanden Brug for al sin Overbærenhed og mageløse Pligttroskab, thi Tante Lise blev lidt efter lidt meget besværlig. Hun var stærkt forvoxet og det, man kalder „en Smule sær", eller „ikke som andre". Hun havde dertil i udpræget Grad de fleste af de Egenskaber, som tillægges og præger en gammel og ret ørkesløs, ugift Jomfru, hun trængte altid til megen Godhed, ikke mindst fordi pertentlig Renlighed og Properhed totalt manglede blandt de omtalte Egenskaber. Tante Lise var bleven født 2 Maaneder for tidligt, idet hendes Moder en Nytaarsaften var bleven pludselig forskrækket ved, at man uventet afskød et Nytaarsskud lige udenfor et Vindue, hun sad ved. Denne for tidlige Fødsel tilskrev man vel med Rette Tante Lises Underlighed. Hun var forøvrigt et skikkeligt, godmodigt gammelt Skind med et bredt, udpræget Fenger-Ansigt, og hun vilde gerne glæde os Børn og andre. Vi maatte vel ikke have været Børn, om vi ikke havde haft stærkt Kig paa hendes Latterligheder og hendes store, stadig voxende Besværlighed for Moder, men bortset fra lidt Smaa-Uartigheder og Drillerier af og til fra vor Side, fik hun selvfølgelig Lov at gaa i Fred. Da Tante Lise har været i vort Hjem i omtrent al den Tid, jeg kan huske, er hun jo et Kapitel for sig og knyttet paa det nøjeste til Erindringerne om Hjemmet. Hun var 10 Aar ældre end Moder, som selv personlig passede hende lige til det sidste, da hun endelig døde efter at have ligget mange Maaneder tilsengs i en Tilstand ganske som et hjælpeløst lille Barn. Hvad Moder har præsteret af Opofrelse og Selvfornægtelse overfor sin gamle Søster, lader sig ikke beskrive; jeg behøver bl. a. blot at pege paa Vanskeligheden ved at holde Tjenestepiger, der jo intet vilde have at gøre med det rædsomme Svineri, som det gamle Menneske foranledigede.

  De 4 yngste Søskende har lært at læse af Moder. Naar vi var tungnemme eller uopmærksomme, kunde hun godt blive vred og smøre os godt igjennem samt smide os ned fra Forhøjningen ved Vinduet i den lille Stue, hvor hun havde sin Plads med Sybord. Fra det Vindue var der en dejlig Udsigt over Haven, Flaaddet og Skovene, og udenfor Vinduet hang en stor Stærekasse til 4 Stærefamilier, som Moder var glad ved og iagttog meget. Lidt Skrivning og Tabel lærte Moder os ogsaa, men efterhaanden overtog Fader os saa for at føre os videre i Kundskaber, og naar vi havde opnaaet passende Alder, kom vi ind i Skolen sammen med de andre Børn. Jeg husker tydeligt Ludvigs og min Skolegang hos Fader, og det var ingenlunde altid, vi foregik de andre Børn med et godt og dydigt Exempel. Fader gik meget op og nedad Gulvet under Doceren med sin stærke, dybe Stemme, og naar han saa var passeret os, der sad omtrent midt i Skolen, kunde der laves en hel Del Abekattestreger, inden han atter vendte Front og kom imod os.   Mea gik vist mest hos Moder, indtil hun allerede som temmelig lille Pige kom i Skole hos Doktor Fibigers Privatlærerinde, som underviste Doktorens mange Pigebørn. Disse kom tidt op hos os og vi til dem, og mangen en god Gang gik Legen lystigt ved „Saltebrød" eller „Røvere", der navnlig dyrkedes i Skumringen og bestod i, at de fredelige Vejfarende drog rundt i Haven syngende det aandrige Vers: „Her æ dou i deili Skou, her æ hverken Røvere eller nou!" Naar Røverne da pludselig brød frem for at fange dem, blev der jo en Flygten tversover alle Havens Bede og en øredøvende Hvinen og Skrigen fra Pigebørnene. Det var en spændende, meget støjende og derfor morsom Leg. Men overhovedet havde vi en glad og lykkelig Barndom, vi var raske og stærke, færdedes jo næsten altid i den dejlige friske Luft, der fra begge Sider strøg ind over Landet fra Søen, som man altid kunde se, naar man kom op paa en af de utallige Bakker. Om Sommeren gik vi i Vandet saavidt muligt hver Dag, det var ½ Times Spadseretur, næsten hele Vejen gjennem dejlig Bøgeskov. At komme ned til Stranden om Formiddagen, naar Fyen og Taasinge laa i klart Solskin, tilsyneladende ganske nær, var formelig en opbyggelig Oplevelse, det var et Syn saa skjønt, vi saa tydelig Brejninge Kirke samt Valdemar Slot paa Taasing og adskillige af Fyens høje, hvide Landsbykirker, Lundeborg m. m. Og aldrig synes jeg, at jeg har badet i friskere, klarere Vand end ved denne vor kjære Aasø-Strand. Medens vi var smaa Drenge, var de 2 voxne Brødre jo stundom med paa disse Badeture, det var en særlig Fest for os, de 2 store Brødre var altid søde mod os. Omtrent halvvejs nede i Skoven gik Stien over et helt Net af store blottede Rødder fra et gammelt Bøgetræ. I en af de tykkeste Rødder foreviste Carl og Frederik os et stort Ar, hvori der var fast indfældet et andet Stykke Træ. Her, fortalte de, havde de som Drenge sammen med et Par Kammerater begravet en Frø, som de havde dræbt. Os smaa Brødre forekom denne Daad meget interessant, og vi standsede tidt ved denne Trærod, som jeg sikkert kunde finde den Dag i Dag, hvis den fandtes endnu, mere end 60 Aar efter.

  Vi 3 Brødre legede godt sammen, Emil, som den lille, maatte jo rette sig efter os andre, men gjorde det villigt, uhyre godmodig og skikkelig, som han var. Jeg var destoværre i en Periode slem til at drille de 2 andre, men i Reglen holdt vi dog Fred.  Om Søndagen fik vi stundom Lov at invitere fremmede Børn, Doktor Fibigers Pigebørn, Henrik og Gotfred Eriksen, Sønner af Vejassistent Eriksen, Christian Graae, Søn af vor Gjenbo, Forpagter Graae, der drev Præstegaardsjorden og havde 8 Heste, en stor Tiltrækning for os, navnlig naar en af os kunde faa Lov at faa en Ridetur. Ja, Legekammerater manglede vi ikke; meget jævnlig var ogsaa William Ahlefeldt med, Lehnsgrevens yngste Søn, som var en glad, elskværdig Dreng, et Aar yngre end jeg. Vi havde jo Avling, 8 Tdr. Land udmærket fed, god Jord med 8 Køer, disse fik Kalv hvert Aar, som blev solgt, men en Gang tiggede vi Fader saa stærkt om at faa Lov at beholde en Kalv, som vi havde gjort særligt til vort Kælebarn, vi kaldte den „Rummen", at vi fik Lov, saa at den blev lagt til og tjente os som Ko i adskillige Aar. „Rummen" var som Kalv og Kvie vor gode Legekammerat, den løb efter os som en Hund, med et Stykke Brød kunde vi lokke den ind i Huset, helt igjennem dette ad den snevre og ret krogede „Gang", men Moder satte ikke Pris herpaa, da „Rummen" jo i Reglen lagde Visitkort. Om Sommeren, naar „Rummen" laa paa Marken og tyggede Drøv, har vi ofte lagt os ved Siden af den med Hovedet hvilende paa dens store Krop som Hovedpude, det var saa morsomt at høre den gurglende Lyd, naar den med temmelig bestemte Mellemrum gylpede Foderbollerne op for at tygge dem rigtigt. En Gang havde Lut og jeg (Moders Kælenavne til os 3 Drenge var Ditten, Lut og Me) bemægtiget os en stor Tørvekasse fra Skolen, sat 4 Ruller under den, saa at den dannede en lille primitiv Vogn. Saa havde vi lavet Seletøj, spændt „Rummen" for, og Lut, der skulde kjøre først, havde taget Plads i Vognen, forsynet med Pisk og Tømme, saa kyste jeg pludselig „Rummen", der sprang afsted, mere og mere rædselsslagen ved at mærke Rumlen og Skrumplen bagved sig, saa at Vognen næsten straks væltede, Lut hovedkuls ud i Græsset, og afsted fo'r „Rummen" hele Marken rundt, idet den uafbrudt slog bagud med sine kraftige Bagben, saa at Faders Tørvekasse efterhaanden laa splintret og strøet Marken rundt.

  Et andet Husdyr havde vi, som vi elskede endnu langt højere, det var en lille Gjed, „Mekkum", den fik vi som lille Gjedekid og havde til Legekammerat i flere Aar, indtil vi kom ud fra Hjemmet. „Mekkum" løb efter os som en lille lystig, utrolig væver og graciøs Spilopmager, der maatte passes godt paa, at den ikke skulde slippe ud i Haven, hvor den jo saa vilde gjøre megen Skade. Da den blev voxen, fik vi Vogn og Seletøj til den, og med kun en ad Gangen i Vognen, kunde den nok saa lystig trække os rundt i Haven. „Mekkum" var et yndigt Dyr, som er knyttet saa nøje til Minderne om en lang Periode af vor Barndom. Den hed sig at være Emils, og han sørgede under den store Ildebrand, da vore straatækte Udhuse brændte, (sammen med hele Præstegaarden og 10—12 andre Huse og Gaarde i Byen), for at komme ud i Stalden og redde sit Kælebarn. Lut og jeg var dengang kommen paa Sorø Akademi, jeg i 1872, Lut i 1873.

  Da jeg var 10 Aar, kom en Dag i Sommerferien 1869 Lehnsgrevens Huslærer, cand. theol. Kruuse op til os med Hilsen fra Grevens, om mine Forældre ikke havde Lyst til at lade mig undervise oppe paa Slottet sammen med den yngste Søn William, som blev undervist alene af Kruuse og trængte til en Lege- og Læsekammerat at kappes med. Det gode Tilbud blev naturligvis modtaget med Glæde, og nu fik jeg i 3 Aar en udmærket og grundig Undervisning sammen med William, der jo som sagt var et Aar yngre end jeg, men vi fulgtes ad om samme Pensum, og ellers i tykt og tyndt, William var en god og glad Kammerat, og for mig var det 3 dejlige Barndomsaar, som jeg mindes med megen Vemod. Jeg var i Skole hver Dag fra Kl. 8—2 med Frokost-Frihed fra 11—12. Frokost spiste jeg hver Dag ved Grevens Bord, saa det forstaaes, at William og jeg snart blev ret uadskillelige og jævnligt ogsaa besøgte hinanden, jeg til Middag Kl. 5 hos ham, eller han til Aften Kl. 6 hos os. I 1872 blev William dimitteret til Roskilde Latinskole, jeg til Sorø Akademi. I Resten af vor Barndom og første Ungdom holdt Kammeratskabet endnu i Ferierne, naar vi kom hjem, jeg besøgte ham et Par Gange i Roskilde og han mig et Par Gange pa Sorø Akademi, men efterhaanden voxede vi fra hinanden, Junkeren kom op i ham, og han tabte efterhaanden ganske Interessen for mig, saa meget mere, som jeg aldrig har kunnet bekvemme mig til Bestræbelser for at „hænge paa" saaledes som jeg ved, at visse andre af hans borgerlige Venner med stor Fordel har gjort det. William Ahlefeldt var i en Del Aar knyttet til Diplomatiet, blev Gesandt i Wien, senere i en Periode Udenrigsminister. Han ejede Eriksholm ved Holbæk, blev gift med en Komtesse Danneskjold-Samsø, der overlever ham som Enke.

  Lut kom som sagt paa Sorø Akademi 1873 og tog 4 Aar efter Preliminærexamen fra Realklasserne. Jeg gik i Latinklasserne og tog i 1876 Preliminærexamen fra 4. Studerende Klasse. Det havde vist egentlig været Faders Ønske, at jeg skulde studere, men dette blev opgivet, da jeg ikke havde Lyst dertil og hellere vilde ind paa en praktisk Levevej. Emil var imidlertid bleven forberedt hjemme og kom til København, hvor han fra et Privatkursus tog Preliminærexamen og saa kom til Postvæsenet.

  Da William og jeg var kommen ud fra Hjemmet, var Kruuses Gjerning som Huslærer hos Grevens forbi. Han havde været Lærer ogsaa for 2 af de lidt ældre Grevesønner (der var 5 ialt) og var saaledes i mange Aar meget nær knyttet til Grevens Hus, hvor han forstod paa en Gang at være den fine, taktfulde, elskelige Familieven og dog Tjener. Kruuse havde Familie, fik efterhaanden 6 Børn, hvoraf den ældste, Eline, var 4 Aar yngre end Jeg. Lidet anede jeg selv eller nogen anden dengang, at hun skulde blive min Hustru. Jeg var jo som sagt ældre end hun, og Kærlighed eller Beundring var ingenlunde den Følelse, jeg den Gang nærede for hende, nærmest indtog jeg en venlig, beskyttende Holdning overfor det livlige, velbegavede Pigebarn. Mine Forældre stod i Venskab Kruuses temmelig nær, som rimeligt var, de omgikkes og satte megen Pris paa hinanden. Af et gammelt Brev fra Kruuse til sin Forlovede, da han nylig var kommen til Tranekjær, har vi set, at han bl. a. har skrevet om Tranekjær: „I Sandhed en mærkelig By, hvor Skolelærerens Hjem er det mest dannede!" Vi har et Par Gange, f. Ex. da Fru Kruuse skulde til Karlsbad efter en Sygdom, havt Eline og hendes Broder Frits i Huset nogen Tid, saa at de allerede den Gang lærte at holde af mine Gamle, der var søde og gode imod dem. Frits var jævnaldrende med Emil, og de blev gode Legekammerater. Frits var en morsom og begavet Dreng, uhyre rar og skikkelig ligesom Emil.

  Kruuse blev i 1872 Godsforvalter paa Lehnsgrevens Stamhus Lundsgaard ved Kjerteminde, og flyttede derover med sin Familie, boede der til sin Død.

<< Forrige kapitel  | Indholdsfortegnelse  | Næste kapitel >>